Efter mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2015
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Året er 2018. i New York bor den 17 årige pige Lauren. Hun bor i en penthouse lejlighed og har aldrig manglet noget. Populær, venner, kæreste, alt det nyeste inden for teknologi og det nyeste inde for mode fra de dyreste mærker. Hun har alt. Imens, flere hundrede etager under jorden, er en dødbringende virus brudt løs og har fundet en vej op på overfladen. Den ødelægger og dræber alt på sin vej. Menneskeheden er fortabt.

9Likes
36Kommentarer
438Visninger
AA

3. 5 maj 2019 del 1

Jeg vågner, men åbner ikke mine øjne. Jeg skal lige til at spørge mig selv hvad der skete, da minderne skyller ind over mig. Jeg åbner forsigtigt mine øjne. De gør ondt, men jeg tvinger mig selv til at åbne dem helt. Enten er jeg blevet blind, eller også ligger jeg i et rum i total mørke. Mit hoved gør ekstremt ondt. Jeg prøver at mærke mig frem til hvor jeg er, men min krop er helt følelsesløs. Jeg ligger i et par minutter og funderer over hvor jeg er, da der er noget over mig der knitrer.

"Hallo?" er der en kvindestemme der siger.

"Hallo?" svarer jeg hæst. Min stemme er helt grødret, som om jeg ikke har talt i meget lang tid. 

"Navn?" spørger kvinden.

"Øh... Lauren Chester." svarer jeg tøvende. 

"Alder?"

"17" 

"Hvordan har du det?" hvad er det for et spørgsmål? Jeg vågner op i et mørkt rum efter fremmede mennesker invaderede min skole, min veninde er måske død, og jeg blev stukket bevidstløs.

"Helt fantastisk. Hvad med dig?" svarer jeg sarkastisk igen. 

"Det her er ikke for sjov."

"For der er lige præcis hvad jeg troede det var." kvinden i den anden ende af højtalerne er stille i et sekund, men begynder hurtigt at stille spørgsmål igen.

"Ingen krampetrækninger? Åndedrætsbesvær? Kan du bevæge dig?"

"Nej, nej og nej."

"Godt." godt? Hvad er godt ved at jeg ikke kan bevæge mig? 

"Hvem er du? Hvad er det her for et sted? Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig?" spøger jeg, hurtigt og hæst.

"Luk øjnene." jeg når ikke at reagere før at den knitrende lyd kommer igen og der kommer en sprække lys ved mine fødder. Lyset er skarpt, men det bliver næsten uudholdeligt da sprækken bliver større og jeg bliver blændet. Det jeg ligger på begynder at ryste voldsomt og den begynder at køre ud. Det er åbenbart en lille kasse jeg har ligget i. Jeg  bruger de få kræfter jeg har og putter min hånd foran mine øjne, da lyset er alt for skarpt. 

"Jeg sagde jo du skulle lukke øjnene." jeg tager min hånd væk fra ansigtet og åbner forsigtigt mine øjne. Lige foran mig står en slank kvinde i 30'erne med mørkebrunt pagehår og knaldrød læbestift. Hun har en hvid kittel på, med en grøn bluse og bukser indenunder. Hun ligner en læge eller sådan noget. Men læger plejer da at have grå bluse og bukser på?

"Hvem er du?" spørger jeg, næsten som en hvisken.

"Kathleen Scott, Læge, videnskabskvinde og øverstbefalende på ISL." svarede kvinden, som om det var sædvane at folk spørger.

"ISL? Hvad skal det stå for?

"International Security Lab." Kathleen skriver noget ned på en tablet.

"Det har jeg aldrig hørt om." siger jeg, mens jeg prøver på at komme op og sidde. Men det er som om jeg slet ikke har nogen muskler at gøre det med.

"Hvorfor tror du det hedder security lab?" hun kigger over på mig, som om hun faktisk forventer et svar. Jeg kigger lidt på hende og prøver at komme på en comeback.

"Det er et åndssvagt navn." mumler jeg, lidt i håbet om at hun hører det.

"Kathleen eller ISL?" Spøger hun mens hun tjekker noget på en skærm. Hvad er det du laver, kvinde?

"Hip som hap." Hun vælger at ignorere min bemærkning og tjekker i stedet for noget der sidder i min arm. Jeg tror det er et drop eller sådan noget. Den har jeg slet ikke lagt mærke til. Jeg åbner min mund for at spørge hende om hvad jeg laver her, da Kathleen kommer mig i forkøbet.

"James Cuber kommer om et øjeblik og forklarer dig hele situationen." hun når dårligt nok at sige det sidste ord før hun er ude ad døren. Jeg ligger lidt i nogle minutter, der føles som timer, og prøver at fordøje hvad der er sket. Jeg håber godt nok at ham James fyren kommer med en god forklaring! Og hvad med Amy? Jeg håber hun er okay. Jeg ligger lidt og prøver at komme med fornuftige grunde til alt det her. Men det er svært, da jeg sjovt nok aldrig har eller hørt nogen der har prøvet det før. Lige pludselig bliver døren til værelset åbent, og ind kommer der en ca. 25 årig mand med mørkebrunt hår og nøddebrune øjne. Der er noget bekendt ved ham. 

"Hej, mit navn er James Cuber og jeg er din læge." Han kigger på mig og smiler. Smilet falmer hurtigt igen da han kan se at jeg ikke er i humør til at smile til fremmede. "Jeg kan regne ud at du nok gerne vil op og sidde?" 

"Ja tak, Mr. Cuber" en smule høflig kan man da godt være. Han går over i den anden ende af rummet og hiver en kørestol frem og kører den hen ved siden af min "seng". 

"Vær sød og drop det fornemme pjat. Bare kald mig James." Siger han og lægger sin ene arm ved min ryg og den anden under mine knæ og sætter mig over i kørestolen. Jeg er lidt bange for at jeg ikke kan holde mig oppe, men det kan jeg, uden problemer, selvom at jeg ikke rigtig kan bevæge mig. Mit hoved eksploderer nærmest af smerte. Men han virker altså bekendt. Jeg kan ikke sætte ord på hvor jeg kender ham fra, men jeg har mødt ham før, et eller andet sted.

"Nå, skal vi bare gå direkte til sagen?" spørger han.

"Det var dig der tog Amy!" nærmest råber jeg, da jeg genkendte ham som manden i den gule dragt.

"Amy? Hvad snakker du om?" spørger han og ser forvirret på mig. Jeg kan se at han efter noget tid kan huske det. Hvordan kan man glemme sådan noget? "Nårh ja, Amy. Hun er desværre død."

"Jamen... Hvordan?" spørger jeg hviskende.

"Nu fortæller jeg dig bare det hele. Du skal ikke afbryde mig, du skal bare lade mig snakke, og så kan du stille spørgsmål bagefter. Okay?" jeg tøver lidt med at svare. Har jeg virkelig lyst til at få det at vide? Jeg vil gerne vide hvorfor Amy bare sådan lige døde. Og jeg vil sjovt nok også have at vide hvorfor jeg er her. Men det lyder ikke som om det er noget jeg har lyst til at vide. Måske er det her bare et mareridt. Eller en eller anden syg form for joke. Efter noget tid beslutter jeg mig.

"Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...