Efter mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2015
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Året er 2018. i New York bor den 17 årige pige Lauren. Hun bor i en penthouse lejlighed og har aldrig manglet noget. Populær, venner, kæreste, alt det nyeste inden for teknologi og det nyeste inde for mode fra de dyreste mærker. Hun har alt. Imens, flere hundrede etager under jorden, er en dødbringende virus brudt løs og har fundet en vej op på overfladen. Den ødelægger og dræber alt på sin vej. Menneskeheden er fortabt.

9Likes
36Kommentarer
437Visninger
AA

2. 5 maj 2018

William er så tæt på mig at jeg kan mærke hans vejrtrækning. Vi står og danser tæt sammen til en stille sang, som der nu kun er halvandet minut tilbage af. Jeg har ikke lyst til at danse med William, men det er nu engang mit job at passe på min popularitet. Folk tror det er så fedt og let at være populær. Men det er det faktisk ikke, kan jeg fortælle dig! Selvfølgelig er det fedt nok, fordi at man er kendt af alle på skolen, og man kan slippe af sted med en masse ting, men der er også ulemper. Fx. Så skal jeg have en masse venner. Sådan, rigtig mange venner. Og dem skal jeg også pleje og være sammen med. Og så er der William. Det er altid en kliché at den populære pige er kæreste med den populære dreng, men sådan er det bare ikke for mig og William. Men det er det folk vil have, så vi går bare rundt og holder i hånd, i håb om at folk ikke gennemskuer vores skuespil. Det var bare nogen af fordelene og ulemperne, for der er en hel liste af dem.

Sangen slutter endelig og jeg trækker mig væk fra William. Vi står lidt og tripper imens vi venter på at den anden siger noget.

"Tak for dansen." mumler jeg ned i jorden.

"I lige måde." nærmest hvisker han og smiler anstrengt. Jeg smiler igen, dog mindre anstrengt. Han vender sig hurtigt om og går med faste skridt over til en af sine venner. Mit smil falmer og jeg drejer mod venstre for at få noget at drikke. Selvom at vi egentlig ikke må, så er der nogen der har smuglet noget alkohol med ind til festen. Og vi bliver ikke taget i det, fordi at lærerne holder deres egen lille fest i den anden ende af skolen. Der er godt og vel 3 meter før jeg er ved bordet med mad og drikke, da en af mine venner hiver i mig. Det er Amy. Hun har glattet sit sorte hår med lyserøde extensions, så det går hende til taljen. Hendes ansigt er pyntet med mørkelilla læbestift og sort øjenskygge. Hun har været meget meget syg, de sidste par måneder. Hun var faktisk ved at dø af det, hvad end det nu var for en sygdom, men på mirakuløs blev hun rask for to uger siden. Men man kan godt se at sygdommen satte sine spor. Hun var tynd før hun blev syg, men nu er hun bare skind og ben. Og derfor syntes jeg at hendes kjolevalg er ekstrem dårlig. Hun er emo, så hun har selvfølgelig valgt en sort kjole, dog med noget rødt ind imellem. Den er kort og med en mørkerød sløjfe foran, lidt ligesom den i det gamle Sims 4. Det er faktisk præcis den samme kjole. Den er ikke pæn til hende, og den fremhæver hvor tynd hun egentlig er. det siger jeg selvfølgelig ikke til hende, hun er jo min bedste ven. Men hun kan godt være irriterende nogengange. Rettere sagt, næsten hele tiden.

"Hej, Amy! Hvor er det godt at se dig!" hvinede jeg. Jeg gav hende et hurtigt et kram og gav hende et "venligt" elevatorblik. Det er hvad jeg kalder det, når man kigger op og ned ad en for at se deres tøj, på en venlig måde self. Nogen gange tager jeg mig selv at give elevatorblikket til nogle der har strømper i sandalerne eller har 2 forskellige slags dyreprint på. De 2 ting er hvad jeg kalder en modekatastrofe! 

"Kan du lide min kjole?" Smilte Amy.

"Ja, den er så smuk!" Bare ikke på dig, tænker jeg og smiler falsk til hende.

"Wauw! Du ser så smuk ud med den kjole!" hun giver mig et venligt elevatorblik mens hun sætter sit hår bag øret. Jeg kigger ned ad mig selv. Jeg har en himmelblå kjole der går ned til gulvet og dækker mine fødder på. Den har ingen stropper, og ved det øverste er den så lyseblå, at den er næsten hvid, hvor den så bliver mørkere indtil den er næsten sort. Den glimter i de mange lys det bevæger sig op og ned ad væggene. Amy vender mig rundt, sikkert for at se hvordan mit hår er sat. Jeg har flettet det som en rosefletning. Jeg elsker virkelig at sætte og klippe andres og mit eget hår. Efter High School skal jeg ind på en frisørskole og blive uddannet der, medmindre, selvfølgelig, at jeg beslutter mig for noget andet i mellemtiden.

"Du er simpelt hen så god til at lave fletninger! Den er så pæn!" hviner Amy. Hun er lidt hyper nogen gange. Jeg går med Amy over for at få noget og drikke, hun tager en sodavand, mens jeg tager... Jeg ved ikke hvad det er. Men det lugter som om at det er noget med meget alkohol i. Jeg er lige blevet færdig med at hælde op i mit glas, da jeg hører et bump og et skrig. Min krop drejer automatisk mod venstre. Lige foran mig ligger Amy, livløs. Folk står i en rundkreds rundt om hende, nogle skriger, nogle løber forvirret rundt for at få hjælp, men størstedelen står som forstenet og bare stirrer. Mig selv, så står jeg bare. Og ved ikke hvad jeg skal gøre. Amy ligner en der er død. Åh du godeste, Amy er måske død! Hvad skal jeg gøre? Er der hjælp på vej? Skal jeg leve uden hende? er hun død? Det er utroligt at der ikke opstår mere panik. Bagfra kan jeg høre nogle brase ind i lokalet.

"Flyt jer!" er der en der råber, hvorefter jeg bliver skubbet ind i bordet til højre for mig og taber mit glas. Havde det været et hvilket som helst andet tidspunkt, havde jeg nok skreget og råbt efter personen, men jeg har lige set min bedste ven falde om. Men også hvis det havde været en hvilken som helst anden person. Det er ikke en af lærerne som jeg havde regnet med det var, men en mand i en gul dragt. Jeg står i noget tid og bare stirrer, indtil det går op for mig, at det ikke er normalt at nogen bare falder om og en mand i en gul dragt dukker op til en afgangsfest. Jeg vender mig og ser flere mænd og kvinder i gule dragter der genner alle ud. Jeg vender mig om igen og ser manden der skubbede mig, tage Amy op i sine arme og føre hende væk. Jeg vrister mig ud af min stirrende trance og tager fast i mandens arme. Mine hænder ryster.

"Er hun..?" Spørger jeg tøvende. Manden kigger undersøgende på mig og derefter på hans arm, der hvor jeg holder.

"Hun er i sikre hænder." svarer han. Jeg strammede mit greb.

"Jeg spurgte dig om noget."

"Slip mig, eller du kommer til skade." han strammede sit greb om Amy, og jeg kunne mærke hans muskler spændes. På under et sekund har han vridet sig fri fra mit greb og løber hen mod udgangen. Uden jeg overhovedet tænker eller siger noget, trækker jeg op i min kjole og begynder at løbe efter ham. Det er svært med høje hæle, men der er ikke nogen der kommer ind og tager Amy væk, uden nogen yderligere forklaringer! 

Jeg er lige ved at få fat i mandens ærme, da der er nogen der tager fat i mig bagfra. 

"Kom med os." sagde en kvindestemme. 

"Slip mig!" råber jeg og prøver at vride mig ud af deres arme, men de er for stærke. jeg ser manden gå ud ad døren og jeg prøver, med fornyet kraft, at vride mig ud af deres greb. "SLIP MIG!" skriger jeg, så højt jeg kan. Jeg bliver ved med skrige, indtil jeg mærker et stik i armen og begynder at døse hen. Mine øjenlåg falder langsomt, indtil alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...