The Other World

Axelle er en helt almindelig high school elev, fra en lille by Falls i Texas. Hun drømmer om at komme ud og se verdenen, eller i det mindste bare at komme væk fra Falls. En dag begynder en helt ny elev i hendes klasse. Isaac. Han har set det meste af verden via alle de forskellige skoler han har gået på, men Isaac bringer mere end bare sine sprogkundskaber med til Falls, og før Axelle ved af det, er hun blevet del af en skæmmende, stor, ny verden.

6Likes
6Kommentarer
554Visninger
AA

3. Geneviéve Hel Linville

 

 

Der stod han. Bag egetræet og ventede på mig. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Han kunne læse mine tanker ellers ville han ikke være der bag egetræet. Jeg stod bare der. Helt stille og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke regnet med at han faktisk ville dukke op. Mine ben begyndte at gå over mod ham og som jeg gik fik vi øjenkontakt. Hans øjne stirrede så dybt ind i mine, at jeg kunne mærke mig selv blive helt op slugt af hans blik. Hans øjne var en hypnotiserende og dybblå ,der så ud til at blive helt levende jo mere man stirrede ind i dem.

"Hey Madeleine" jeg vendte mig om for at se om der var nogen bag mig, men vi var de eneste i en radius af 5 meter.

"Axelle Madeleine Monet" sagde han og tog et skridt om til min side af træet. Jeg kiggede igen forskrækket på ham. Det måtte være femte gang idag.

"Hv-hvor kender du mit mellemnavn fra?" stammede jeg lidt bange, men også lidt fascineret. På den ene side kunne han være en creepy stalker, der havde gravet i mine private papirer, men så igen han havde læst mine tanker. At han kendte mit mellemnavn var vel ikke det særeste i denne situation.

"Det er godt spørgsmål, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal svare på. Skal vi ikke bare sige at du lignede en Madeleine?" han smilede igen med det der falske smil. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og studerede hans ansigt. De dybblå øjne, de høje kindben, den skarpe kæbe og de smalle læber der pludseligt syntes til at være faretruende tæt på mine. Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage og snublede over et af rødderne fra træet. Jeg nåede kun lige at registrere det, før Isaac havde greb om min arm og svingede mig op mod egetræets tykke stamme. Der stod vi så. Stillingen skreg af film kliché. Jeg kunne lige se de to hoved personer stå tæt og stirre hinanden dybt i øjnene, da regnen bygynder at vælte ned og deres læber mødes i et lidenskabeligt kys. Der varer alt for længe. Jeg kiggede hurtigt væk fra Isaac. Jeg kunne tydeligt mærke den varme fornemmelse af kinder der blev helt røde.

"Nå, hvordan fungerer det så?" spurgte jeg for at bryde den spændingen, der havde opstået i stilheden.

"Hvordan fungerer hvad" svarede han uden at flytte sig en centimeter. Han havde et smørret smil på læberne, der tydede på at han udmærket godt vidste hvad jeg mente og hvor ubehageligt og pinligt jeg synes det var, at stå så tæt på hinanden.

"Det der tankelæsning eller hvad du nu vil kalde det" jeg prøvede stadig at undgå hans blik, men det var ligesom om at uanset hvor jeg kiggede hen fangede hans øjne mine igen. Han kiggede igen mig intenst og dybt i øjnene og lagde hovedet på skrå.

"Du kan virkelig ikke høre mig kan du?" sagde han denne gang med et ægte smil fuld af varme og fascination. Han kom tættere på mig så der nu kun var en centimeter mellem os.

"Isaac!" det var en kvinde der kaldte. Isaac trak sig hurtigt væk og rettede på sin T-shirt. Han vendte sig mod mig og begyndte at rettede på min top og min jakke.

"Hvad er det du laver?!"  spurgte jeg forvirret og prøvede at gå et skridt væk fra han, men han lagde en arm om livet på mig, så jeg ikke kunne komme væk.

"Nej, nej. Det har du prøvet og det gik jo ikke så godt. Vi skulle jo nødigt have at du falder igen" sagde han med et lille grin.

"Isaac hvor er du henne? Vi skal afsted nu ellers kommer vi for sent!" kvindestemmen nærmede sig og jeg kunne høre at hun var småirriteret.

"Hvem er det, Isaac?" spurte jeg, mens han fortsatte med at rette på sit tøj og hår. Han sendte mig et lille smil igen.

"Der er en gammel ven, som jeg rigtig gerne vil introducere dig til" han sagde det i en helt højtidlig tone, men stadig med et drilsk smil og glimt i øjet. Han vendte sig om, men stoppede og tog et eller andet op af sin baglomme.

"Åh ja du må nok hellere få denne her på. Bare for en sikkerheds skyld" han rakte mig en lang kæde med et guld lommeur som vedhæng.

"Wow hvor er den smuk! Men" begynde jeg uden rigtig at vide hvad jeg ville sige. Isaac tog den ud af hånden på mig igen og gav mig den på.

"Du må ikke tage den af på noget som helst tidspunkt. Uanset hvad der sker". Han så pludselig uhyggeligt alvorlig ud.

"Øhm okay" svarede jeg uden at kigge ham i øjnene. Han var blevet en helt anden person, som jeg ærligtalt ikke brød mig om.

"Good God Isaac! Hvor helvede er du henne?!" kvindestemmen var kommet tættere på.

"Bag træet Hel og det var ikke ligefrem fordi vi gemte os. Du er bare blind som altid" råbte Isaac og fik et drilsk lillebror smil på læberne.

"Jeg er ikke en blind. Det er på grund af de runer du bruger konstant. Og hvad mener du med vi ?" En høj og utrolig smuk kvinde dukkede op bag egetræet. Jeg ville gætte på at hun var et til to år ældre ind Isaac. Hun havde vanvittigt langt kastanjebrunt hår og smaragdgrønne øjne der så ud som om de ville lyse mørket op. Hun stoppede op med åben mund da hun så mig.

"M-Ma-Mady!" sagde hun chokeret og kiggede på mig. Hun tog hænderne op foran munden.

"I know. Det må være hende ikke, Hel? Men så igen, det er da umuligt med mindre ulykken aldrig skete eller hun på en eller anden mirakuløs måde overlevede". Han sagde det på en drillende og næsten sarkastisk måde, men jeg kunne se et stik af smerte blandet med noget andet jeg ikke kunne klassificere i hans øjne. Hvem var Mady? Og hvorfor troede hende Isaac havde kaldt Hel, at jeg var hende? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved.

"Isaac, hvorfor er hun her? Vil du virkelig minde mig om at det er min skyld?" Hel gik fra at være chokeret, til grædefærdig på under fem sekunder.

"Årh hold nu bare kæft!" både Hel og jeg kiggede overasket på Isaac. Så det er altså ikke normalt for Isaac at sige sådan, at dømme efter Hels reaktion.

"Isaac!" udbrød jeg i en skarp tone. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg var opdraget til at tale ordenligt til andre. En latter opstod bag mig og jeg gibbede i chok.

"Hun ligner ikke hende ikke kun. Hun opfører sig sgu også som Mady. Hahaha" stemmens ejer satte sine hænder på mine skuldre. Jeg må have lignet en der havde set et spøgelse for Hel skiftede igen og nu var hun tilbage til at være irriteret.

"Gider du lige?! Du skræmmer jo livet af hende, Julius" sagde Isaac i en lettere irriteret stemme.

"Hvorfor har du nu også taget ham med?" sukke han mod Hel.

"Fordi når det kommer til Julius har jeg et valg" bed hun tilbage. De stod og surmulede mod hinanden og i mellem tiden vendte Julius mig rundt. Han var højere end Isaac. Han havde honning gyldne øjne og en skarp kæbe. Den bedste måde at beskrive ham på var nok at sammenligne han med en kriger. En af dem der havde ansvar for at passe på kongen og hans familie. Den honning gyldne farve i hans øjne så ud som om den fortsatte ud i uendeligheden. Som jeg stod der og beundrede deres farve og dybde, lagde jeg slet ikke mærke til at de kom tættere på før det var for sent. Vores læber mødtes og alt blev ubehageligt stille. Der var en summen i luften og ikke den der dejlige summen der bliver efterfulgt af en varme der spreder sig i kroppen. Nej denne summen var ikke behagelig på nogen måde. Man kunne skære igennem spændingen med en kniv, så tyk var den. Alt ting stod stille. Vores læber havde stadig kontakt. Jeg vidste ikke hvad skulle gøre. Jeg kendte ikke Julius. Jeg havde mest af alt lyst til at skubbe ham væk og skrige. Pludselig begyndte der at ske en helt masse alt for hurtigt. Isaacs hånd lukkede sig om mit håndled og han trak mig til sig.

"Hvad tror du, at du laver idiot?!" han råbte det så højt at jeg var bange for at alle i 3 kilometers omkreds kunne høre det.

"Hvad? Du tog hende sidste gang. Jeg ville bare have min tur". Julius nærmest grinte, da han sagde det. Det var tydeligt at han ville irritere Isaac. Jeg forstod slet ikke hvad der skete. Jeg kunne mærke en lille varm følelse så småt begynde at sprede sig i min krop. Isaac blev vred da Julius kyssede mig. Hvad betød det? Vi havde kun lige mødt hinanden. Og så igen, Hel opførte sig som om hun genkendte mig. Havde jeg mødt dem før eller havde de mødt mig? Der hele var så forvirrende.

"Madeline? Hey Madeline er du der?" Hel ruskede mig frem og tilbage.

"Hvad?" jeg kiggede mig forvirret omkring. Drengene var i fuld combat mode. De stod 3 til 4 meter fra os eller ikke "stod", men snarere sprang/halvfløj med næverne flyvende mod hinanden. Jeg blev på en gang overrasket, bange og vred. Mine fødder begyndte at bevæge sig over mod dem. Vreden fra før kom frem igen i min krop. Jeg stillede mig mellem den med armene over kors.

"Huh? Øh, Mady hvad er det du laver?" Isaac stod med en knyttet næve oppe i hoved højde, klar til at smadre den ind i Julius' ansigt, når som helst. Han sagde det ikke i en vred stemme, bare i en overasket. Jeg vendte mig mod ham, rakte min hånd op til hans kind og videre til hans øre. Jeg tog fat og vred til.

"Aarrggg!" skreg han og kiggede uforstående på mig.

"Jeg har ikke brug for at du reder mig! Belive it or not, men jeg kan klare mig selv!" Jeg vendte mig om mod Julius der stod med et forblyffet smil på læberne.

"Du ser vildt sexet ud når du -" Jeg langede Julius en hård og kold lussing, der efterlod hans kind rød og hans ansigt i forvirring.

"Har din mor aldrig lært dig manere!? Vi har ikke engang hilst på hinanden endnu og så kysser du mig! Jeg ved ikke hvem du er and to be frank, så har jeg ikke længere lyst til at vide det længere". Jeg følte mig som en skolelære der stod og skældte de to slemme drenge i tredje klasse ud.

"Hahaha, you go girl! Jeg har virkelig haft lyst til at sætte de to spader på plads lige siden vores første opgave!" Hel spankulerede over til os med et kæmpe grin i hele hendes ansigt. Jeg kiggede kort på Hel og vendte mig derefter mod drengene igen.

"Er i to færdige med jeres testosteron anfald?" Tilbage til mit gode, gamle og sarkastiske jeg. Uden at give dem tid til at svare, både fordi jeg var utålmodig og fordi jeg var bange for at de ville sætte tænderne i hinanden igen.

"Godt, for jeg har en del spørgsmål som i skal svare på". Isaac tog sig samme og kørte hånden gennem håret før han svarede.

"Hvilke spørgsmål har du så til os Madeleine?" spurgte han med et sævt smil som om han havde et ret godt gæt om hvad jeg ville vide. Julius stod stadig med det fortvivlede udtryk og hånden på kinden.

"D-du-du slog mig!" udbrød han og forbløffelsen i hans stemme var tyk. Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn.

"Ja det må jeg sige, det var noget af en observation. Du må være Sherlock, mit navn er Axelle. Hvor er det rart at møde dig" svarede jeg sukkersødt og rakte min hånd frem. Hel og Julius kiggede forvirret på mig, og Isaacs drilske lillebror-smil var tilbage.    

"Når skal vi ikke komme videre? Er det ikke derfor i to spader er her?" Isaac åbnede sin taske og tog en lille men smukt dekoreret, læderindbundet bog frem.

"Øh jo, men hvad med hende?" Hel kiggede i min retning.

"Hun kan da komme med, ik Geneviéve?" Sagde Julius kækt. Det så ud som om han endelig var kommet sig over choket af at få en, hvis jeg selv skal sige det, pisse hamrende, smuk lussing.

"Vent hvad? Hvorhen? Og jeg har stadig spørgsmål du kan ikke bare skifte emne, Isaac!" jeg var ved at blive godt irriteret over deres mærkelige måde at holde en samtale på. Den hoppede rundt og var vildt forvirrende.

"Bare rolig Mady, jeg skal nok svare på alle dine spørgsmål" sagde Isaac mens han kom tættere på og tog blidt fat min hage med hans pege- og tommelfinger og løftede mit ansigt op mod hans.

"Hver ting til sin tid, okay love?" hans let britiske accent blev utrolig tydelig, mens mit hjerte var ved at hoppe ud at brystet på mig. Jeg kunne ikke sige eller gøre noget andet end bare stå og stirre dybt ind i hans dybblå øjne og en lille vildt fremmed og bestemt uvelkommen stemme i mit hoved sagde "åhh gid han ville kysse os igen". Og som på kommando adlød Isaac og placerede sine så bløde og varme læber på mine. Jeg kunne mærke mit hjerte eksplodere i mit bryst og mine knæ give efter. Hans kys var helt anderledes end Julius'. Det var varmere og dybere og ikke så territorisk. Han adlød bare den stemme i mit hoved og gav også efter for hans egne lægsler. Han lagde armene om mig og trak mit ind til sig. Og i hans omfavnelse mærkede jeg hele verden forsvinde, min krop blive slap og min bevisthed drive væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...