The Other World

Axelle er en helt almindelig high school elev, fra en lille by Falls i Texas. Hun drømmer om at komme ud og se verdenen, eller i det mindste bare at komme væk fra Falls. En dag begynder en helt ny elev i hendes klasse. Isaac. Han har set det meste af verden via alle de forskellige skoler han har gået på, men Isaac bringer mere end bare sine sprogkundskaber med til Falls, og før Axelle ved af det, er hun blevet del af en skæmmende, stor, ny verden.

6Likes
6Kommentarer
551Visninger
AA

4. Axelle Madeline Monet?

 

 

Jeg vågnede i min seng på mit værelse. Panisk satte jeg mig brat op i sengen. Havde det hele bare været en drøm? Nej det kunne det da ikke bare havde været en drøm. Jeg kiggede rund for at finde et bevis på at Isaac havde dukket op i min klasse og mødt mig ved det gamle egetræ sammen med Hel og Julius. Men jeg fandt ikke noget før jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde ikke pyjamas på, men mit tøj fra dagen før. Jeg stod ud af sengen og gik over til min taske der hang på knagen ved siden af mit skrive bord som altid. Jeg åbnede for den og gik igennem tingene for at se om det hele var der. Det var det og lidt til. Et lille mobilvedhæng i sølv formet som en nøgle med ordene "I never stopped looking for you" indgraveret i. Jeg stod og studerede den lille nøgle, da døren til mit værelse gik op. Jeg panikkede og stoppede nøglen i lommen.

"Hey jeg hørte dig slet ikke komme hjem i går, Axelle nu blev du ikke ude i den forbandede skov alt for længe, vel?" 

"Nej, nej mor. Bare rolig og det er ikke nogen forbandet skov. It's my happy place, hvor jeg kan tænke og slappe af. Øhh hvornår kom du egentlig hjem?" Jeg gik over til mit spejl og begynde at gøre mig klar til at tage i skole. Mor kom ind og satte sig på min seng.

"Omkring halv otte. Flyet var lidt forsinket." sukkede hun.

"Nå, okay. Hvordan gik det så? Det var et eller andet møde om din nye bog ikk'?" spurte jeg lidt fraværende. Min mor var en vigtig forfatter i amerikansk historie eller noget. Hun var tit ud og rejse for at finde materiale til hendes bøger.

"Ja det var et eller andet vigtigt møde. Har din far været oppe af kælderen siden jeg tog afsted?" Hun rejste sig og begyndte at rede min seng. Gammel vane.

"Øh, ja de andre elever sagde at han var på arbejde." Jeg blev færdig over ved spejlet og gik over og pakkede min taske om.

"Du ved godt hvad jeg mener" svarede mor i hendes skarpe mor stemme.

"Ja det gør jeg, og jeg vil ikke være din lille spion det rapportere tilbage om alt hvad far laver. Han kommer vel op på et tidspunkt hvis vi bare giver ham tid." jeg tog min taske og gik neden under. Da jeg nåede ind i køkkenet fandt jeg min sædvanelige morgenmad frem. En skål havregryn og en kop engelsk morgenmads the.

"Jeg er bare bekymret for ham. Jeg er ikke så meget hjemme mere og du er den eneste der kan nå ham når han begraver sig i kælderen" Mor fandt sin kaffe frem og satte sig ved breakfast baren som hun kalde den.

"Se det er det jeg taler om." sagde hun og pegede på min morgenmad da jeg satte mig ved siden af hende.

"Jeres spise vaner er uhyggelig ens. Jeg mener urg hvordan kan i drikke det der stads" hun rynkede på næsen af min the som hun havde gjort så mange gange før.

"Det er vel bare en engelsk ting som amerikanerne aldrig lærer" svarede jeg igen med den mest britiske accent jeg kunne få frem. Mor rystede på smilende hovedet.

"Jeg vidste det var en dum ide at gifte mig med en englænder"  Hun aede mig på kinden og tog en slurk af sin kaffe.

"Uhh, du skal da vist også afsted unge dame, klokken er jo blevet mange!" hun tog min næsten tomme skål og ske.

"Ja ja, lad mig dog i det mindste drikke min the færdig før du skubber mig ud af døren" sagde jeg og tog koppen op til munden efter den sidste slurk the.

"Og så er der vist ikke mere…" mor tog koppen og stillede den over til vasken sammen min skål. Jeg tog min taske og gik ud i baggangen og tog sko og jakke på. "vi ses smukke, brug nu ikke så lang tid ude i den skov i dag. Tro det eller lad vær så vil jeg faktisk gerne se min datter" sagde Mor i døren da jeg gik.

"Ja ja, vi ses" så var jeg på vej igen.

Jeg gik igennem parken som altid og der var han igen. Nøglen i min lomme prikkede til mit lår som om den ville gøre mig opmærksom på den. Skulle jeg løbe op til ham eller kalde på ham eller? Jeg vidste det virkelig ikke og uden at jeg opdagede det, eller så hvordan for den sags skyd,  gik Hel lige pludselig ved siden af ham. Det så ud som om de skændtes om noget, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Hel stoppede pludselig og råbte noget lignende med jamen det er jo ikke op til dig vel. Isaac vendte sig om mod hende. Han så vred og såret ud. Han kiggede på hende et stykke til og han åbnede munden for at sige noget, men så fik vi øjenkontakt og han lukkede han den kort igen. Vi holdte øjenkontakten et på sekunder og så kiggede han over på Hel og sagde et eller andet i meget hård mine. Han satte kursen mod mig med bestemte skridt. Det smil der havde lagt behageligt og hjemmeligt på hans læber i går var ingen steder at spore. Hel kom halv løbende efter ham.

"Øh, godmorgen Isaac… av" Han tog hårdt fat i min arm og hev mig med.

"Det er ikke hendes skyd Isaac. Du kan ikke behandle hende på den måde bare fordi du ikke får din vilje!" Det var tydeligt at Hel var pissed off.

"Bland dig uden om Geneviéve!" den hårde tone i Isaacs stemme skæmte mig. Han var slet ikke den samme som i går.

"Av, Isaac det gør ondt. Hvor er du på vej hen? Vi kommer for sent i skole!" jeg prøvede at vride mig løs, men det nyttede ikke noget han var for stærk.

"Du har det ikke godt og bliver nødt til at blive hjemme okay" hans tone var lidt blødere, men jeg kunne ikke bestemme mig for om det var frygt, smerte eller bekymring der gjorde den blødere.
"Vent. Isaac nej jeg har det fint hvad er det du snakker om?" jeg kunne ikke holde frygten i min stemme ned.

"Isaac! Slip hende!" Julius dukkede op ud af ingenting bag os. Isaac stoppede brat og vendte sig om, han havde stadig fat i min arm.

"Der er ikke noget du kan  gøre, Isaac. Det er bare en del af livet." Hel stod og fumlede med sin taske, mens Julius talte.

"Hun er ikke klar. Kan du ikke forstå det! Hun har ret til et normalt liv med drømme og-og" Isaac kunne ikke færdig gøre sætningen. Hans ansigt vræd sig i en maske af sorg. Jeg vendte mig mod ham. Alt frygten fra før forsvandt som duk for solen. Min krop bevægede sig af sig selv, men jeg var ikke bange. Min hånd rakte op og lagde sig på Isaacs kind. Han slappede af og kiggede på mig.  Hel så den mulighed og trak mig væk fra ham.

"Kom så Madeline nu tager vi i skole" Hel tog min hånd og begyndte at gå. Jeg kiggede tilbage på Isaac der stod og stirede efter os, og Julius der stod over for ham med en hånd på hans skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...