Kære dagbog - i morgen skal jeg dø

Kære dagbog I morgen skal jeg dø! Og jeg er så bange, at jeg ikke kan sove. Jeg har den samme knude af angst i min mave, som jeg havde den dag, jeg ”lånte” dig. Denne gang er det bare meget værre. Jeg vil så gerne tænke på noget andet - tænke på noget godt, men hvad skal det nytte, når det intet godt er? Blomster - i morgen skal jeg dø. Kaniner - i morgen skal jeg dø. Fred - i morgen skal jeg dø. Livet - i morgen skal jeg dø. Tanken flår mig levende - den fortærer mig! Leah er jøde og én af de flere millioner tilfangetagende jøder, der er blevet sendt i koncentrationslejr. Og livet i lejren er bestemt ikke en dans på roser. Og alt imens hun ser sine elskede forsvinde fra hende, begynder hendes egen verden at krakelere. Men en dag finder hun en notesbog - en bog, der bliver hendes og hendes alene. Dette er hendes historie...//Læsning på eget ansvar//

6Likes
4Kommentarer
288Visninger
AA

3. 29. april 1942

Kære dagbog
I dag er det to år siden, jeg fandt dig, og jeg ved stadig ikke, hvordan man skriver i en dagbog. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal starte eller slutte. Det hele kommer vist lidt af sig selv - hen af vejen. Ja, det må det jo ærligt talt gøre - ellers ville jeg jo ikke sidde her og skrive i dig nu.
Men hvad skal man egentlig skrive i en dagbog? Tanker? Følelser? Var det overhovedet tilladt her i Ravensbrück? Nej. Det er lige det, der er problemet. Intet er tilladt her - vi må ikke engang eje noget! Men det gør jeg. Jeg ejer dig, dagbog. Og hvis nogen nogensinde finder ud af det, er det ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer til at skrive i dig igen. Og det vil jeg! Jeg vil så frygteligt gerne dele mine tanker og følelser med dig. Dele tårer og sjældne smil. Og jeg vil stile dig spørgsmål - masser af spørgsmål. Små spørgsmål som: Har du haft en god dag? Og store spørgsmål som: Hvorfor behandler folk mig som et dyr? Hvorfor har jøder ingen rettigheder længere? Hvorfor må jeg ikke leve mit liv som alle andre 17-årige piger? Hvad er det, der gør, at jeg er så meget anderledes end dem?
Jeg er også et menneske…
Før jeg kom til Ravensbrück, gik jeg i skole og havde høje ambitioner og drømme. Jeg ville gerne have været læge - jeg finder menneskekroppen ganske fascinerende. Men så begyndte snakken at løbe rundt i byen - om at en stærk mand var kommet til magten, og at han ville give det tyske folk(som han i øvrigt betegnede som den ariske race?)det de fortjente. Snart kunne jeg ikke gå i gaden i fred uden, at der blev råbt modbydelige ting som ”Jødeso” og ”Jødiske ludder” efter mig. Derefter kom den dag, hvor skolen ikke længere var tilladt for mig. For sådan nogen som mig, kunne ikke uddanne sig. Sådan nogen som mig ejede ingen fornuft. Og så kom den dag, hvor de hentede os. De kom i deres grønne biler med deres grimme, grønne uniformer prydende på deres kroppe og deres grimme hagekors pralende på deres skuldre. Vi nåede ikke at sige noget, før de greb os ved armene og slæbte os med. De splittede os ad! Min far, onkel og bror blev sat i den ene bil - min mor, søster og jeg i den anden. Og så blev vi kørt i hver vores retning.
Jeg husker, at jeg græd, og at de tyske soldater råbte til min mor, at hun skulle få mig til at holde kæft. Men det kunne hun ikke, for sorgen fyldte for meget, og jeg måtte bare af med den! Én af soldaterne gav mig en lussing. Det fik mig til at græde endnu mere. Jeg tror, at jeg græd i timevis, før jeg stoppede. Og da jeg endelig stoppede mit tuderi, var mine øjne så røde, at jeg lignede en omvandrende forkølelse. Min mor tørrede min næse i sit skørt og klappede mig på kinden. Hun smilede. Og det forstod jeg ikke. Hvordan kunne hun smile under noget så grusomt? Hun kiggede ud af vinduet, mens hun fortalte mig, at det hele nok skulle gå.
”Der er intet at frygte, Leah,” havde hun sagt. Men jeg vidste, at det ikke passede. Og jeg vidste, at hun aldrig ville kunne overbevise mig om andet.
 Og jeg er stadig ikke overbevist… Jeg frygter for mit liv hver evig eneste dag. For i Ravensbrück er det ikke til at vide, hvornår livet slutter. Det kunne være nu, det kunne være om en time, det kunne være…
Åh min Gud…!
Kære dagbog - i morgen skal jeg dø!

*

Sen aften

Kære dagbog
I morgen skal jeg dø! Og jeg er så bange, at jeg ikke kan sove. Jeg har den samme knude af angst i min mave, som jeg havde den dag, jeg ”lånte” dig. Denne gang er det bare meget værre. Jeg vil så gerne tænke på noget andet - tænke på noget godt, men hvad skal det nytte, når det intet godt er? Blomster - i morgen skal jeg dø. Kaniner - i morgen skal jeg dø. Fred - i morgen skal jeg dø. Livet - i morgen skal jeg dø. Tanken flår mig levende - den fortærer mig!
Okay, Leah, træk vejret…
Faktisk, så ved jeg ikke om, jeg skal dø i morgen. Måske skal jeg - måske skal jeg ikke. Det er det, der er så uhyggeligt ved det her sted - du ved aldrig, hvornår de gør det af med dig!
Det er måske åndssvagt at frygte døden, når den ikke er ankommet endnu, men jeg frygter den. Og tanken om, at døden måske kommer og henter mig i morgen, er forfærdelig! Den er så forfærdelig og så udbredt i mit sind, at jeg ikke længere kan skubbe den væk.
Hvordan de mon vil dræbe mig? Vil de skyde mig? Tæve mig? Eller måske vil de piske mig? Der dør mange i Ravensbrück, og metoderne er mange. Tit forekommer de efter bødlens behag - nogen nyder, at tæve folk ihjel, mens andre foretrækker den ”hurtige”(en kugle gennem enten hovedet eller hjertet). Hvis jeg selv måtte vælge, hvordan jeg skulle dø, så ville jeg vælge at blive skudt. Fordi så ville jeg undgå for meget smerte - for meget pinsel.
De kunne selvfølgelig også gasse mig. Det er nok det, der er mest sandsynligt. Selvom, at alle tyskerne render rundt og tror, at vi ingenting aner, så er vi altså ikke helt dumme. Der forsvinder dagligt nye mennesker - mest de ældste og de yngste, fordi de ikke kan bruges som arbejdskraft. Ja, jeg ved godt, hvor de skal hen, når de bliver ført væk i store grupper. Ja, jeg ved godt, at det ikke er et brusebad, de skal have… Det hele er manipulation! De manipulerer uskyldige mennesker til at gå direkte ind i dødens arme! Hvordan kan de! Vi, som er deres medmennesker. Vi, som er skabt af det samme grundstof, indånder den samme luft og betræder den samme jord! Hvordan kan de tro, at de kan manipulere os, som er dem selv inderst inde, til at gå i døden? Hvordan kan de sove om natten, når de ved, at de har sendt flere tusinde mennesker i graven blot, fordi de er svage og uholdbare, som de selv var engang?
Jeg forstår det ikke… De må da kunne forstå, at udryddelse af ”laverestående racer”, som de kalder det, ikke vil gøre deres race bedre. Det vil blot bringe den nedad - ned på det niveau, hvor folk er så desperate efter at nå toppen af samfundets hierarki, at de er villige til at myrde andre for at opnå det. Tænk, at synke så dybt! Tænk, at tro, at andres lidelser kan få ens egne til at dulme under smertetårer og pinselsskrig! Måske er jeg jøde, men er jeg skabt af ringere stof end tyskerne? Er sigøjnerne skabt af ringere stof? Er polakkerne? Danskerne? Er der overhovedet nogen, der er skabt af ringere stof end andre?
Hvis min mor havde været her, ville jeg have fortalt hende alt dette. Hun ville tysse på mig, se sig panikslagen omkring og derefter nikke bekræftende, når hun havde sikret sig, at ingen hørte noget, de ikke skulle høre. Vi har et stærkt bånd - min mor og jeg. Ligesom det bånd du og jeg har, kære dagbog. Jeg holder meget af jer begge to - det skal i vide. Jeg siger det til dig nu, for jeg ved ikke, om jeg lever i morgen.
Jeg elsker dig, kære dagbog, og jeg er lykkelig over, at du kom ind i mit liv.
Jeg vil også gerne sige det samme til mor, men hun bor ikke i samme blok som jeg. Hun bor i blok 20 - jeg i 27. Hvad gør jeg så, hvis jeg nu skal dø i morgen? Så når jeg jo ikke at fortælle hende, at jeg elsker hende. Jeg kunne også skrive det her? Og så gemme dagbogen et sted, hvor hun ville finde den? Ja, det tror jeg, at jeg vil gøre.
Kære mor
Af hele mit hjerte elsker jeg dig, og jeg ved, at du også elsker mig. Jeg er gået bort, men du skal ikke være ked af det. Jeg har det godt heroppe hos Gud - og tænk, her må vi have personlige genstande! Og jeg lover dig, kære mor, jeg skal nok passe godt på Lillesøster…
Kærlig hilsen Leah
Jeg føler mig meget lettet nu - som om en stor byrde lige er blevet løftet fra mine spinkle skuldre. Det føles godt, at sige sin mening. Jeg ville ønske, at jeg også kunne det uden, at skulle skrive det ned og gemme det fra resten af verden. Men måske, hvem ved, ville der en dag om mange år komme en person og læse det? Det ville gøre mig meget lykkelig…
Jeg vil lægge dig væk nu, kære dagbog. Gemme dig godt et trygt og sikkert sted. Måske hvis jeg skærer hul i madrassen og ligger dig ind sammen med fyldet?
Det må jeg gøre i morgen - i nat må du nøjes med at sove under min hovedpude…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...