Se, det er mig!

#Den er skrevet til en FSA stil i dansk# Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derind. Og se lige min mor!

11Likes
0Kommentarer
1319Visninger
AA

1. Se, det er mig!

 

Se, det er mig.

Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derind. Og se lige min mor!

Det var fem dage siden jeg var kommet hjem fra hospitalet med store åbne sår, det var ikke første gang jeg er blevet indlagt med store sår på armene. Men hver gang bliver det kun slemmer hvor jeg kommer hjem igen.

  Kniven rør mig, nu igen. Men smerten den forsvinder når jeg gør mig selv fortræd. Jeg længes efter mere kærlighed. Smerten er min eneste ven. Når jeg kigger på mig selv, vil jeg væk herfra. Hvis du spørg, hvem jeg er? Har jeg intet svar. Hvorfor er jeg født? Er jeg kun født for at blive hadet af alle? Mine armere er åbnende sår, hvor blodet drypper fra. Alt det onde blod skal ud, for så vil de kunne lide eller er det bare noget jeg blinder mig ind? Jeg vil bare væk. Vil nogen savne mig? Jeg sidder i mit elskede skab igen. Mit gemmested, der hvor jeg kan komme væk for alt. På vægen har jeg graveret,  ’’ Fuck verden, glem smerten, ikke tud, bare hold ud & dø med et skud’’. Jeg venter på den dag, jeg vil dø med et skud foran min mor og far. Jeg hader min mor og far. De drikker alkohol 24/7. De tænker kun på sig selv. Jeg tror ikke ingen gang de ved, at jeg er deres datter? Min far slår mig hver uge, hver dag. Jeg har blå mærker over det hele. Jeg siger til andre, at jeg bare er faldet. Ingen ved hvordan jeg har det eller hvor jeg er.   Jeg var faldet i søvnen i skabet igen. Jeg vil komme for sent igen i skole. Min far vil slå mig igen. Jeg tør ikke at gå ud at skabet, jeg er bange. Jeg tør næsten ikke at træk vejret. Jeg hørt nogle komme op at trappen. Jeg holdt vejret, jeg vist det var min far. Lågerne blev flådet op, det var min far. ’’ Hvad helvede laver du her? Din lille snot ungen!’’ råbte min far, lige i hovedet på mig. Tårerne løb ned af mine kinder. Han tog fat i min skulder, og flådet mig ud af skabet. Han slog mig igen, han slog mig i hovedet. ’’Du skal ikke sidde i dit fucking skab! Forstår du det?’’ råbte han, hvor han efter slog mig igen. Han tog mig med ind i et andet værelse. Han smidt mig sengen, han tog et bælte. Jeg krypt helt sammen, mens tårerne vældet ned af mine kinder. Han kom helt tæt på mig, jeg hader hvor han gør det. Han spændte bælte rundt om min mund, så jeg ikke kunne skrige. Han bandt mig fast, jeg kunne ikke bevæge mig. Han trak sine busker ned. ’’Nu kan du få hvad du har fortjent!’’ sagde han med den klammeste stemme. Hvor han færdigt med hans overgreb på mig, som ikke var det første af slagsen. Han smidt mig ind på mit værelse igen.  Der lå jeg midt på gulvet halv nøgen, imens tårerne rendt ned at mine kinder. Jeg var tom indeni. Mit blik var tomt. Jeg tør ikke at rykke mig. Jeg følt mig beskidt. Jeg var hans offer, et offer der aldrig vil blive opdaget. Jeg var ødelagt, jeg kan ikke blive et menneske igen. Hvornår kommer den dag, hvor jeg kan dø?     Klokken var cirka 2 om natten. Jeg havde valgt, at jeg ville gå ned under, sidste gang jeg havde været nede under var over 1 måneder siden.  Jeg listede ned at trappen, jeg vist min far havde gemt en pistol et sted. Jeg kigget i alle skuffer, for at find den. Jeg fandt den, men idet jeg skulle gå op at trappen, kom noget ned at trappen. ’’Hvem er du?’’ råbte jeg mens jeg peget pistolen i mod skyggen. ’’Emmelie? Hvad laver du med den pistol?’’ lyd det fra skyggen, skyggen var min mor. ’’Mor, jeg hader dig! Du er ligeglad med mig. Jeg vil væk her fra!’’ råbte jeg. ’’Emmelie, lad vær’ med det pjat! Smid den pistol, så ingen kommer til skadet!’’ råbte min mor, imens hun tage et skridt længere ned af trappen. ’’Hvis du kommer tættere på, så ender det her galt! Du drikker alkohol 24/7 her nede, imens far gemme tæsker mig og laver seksuelt overgreb på mig! Du er bare ligeglad med det, jeg er dit barn. Jeg er dit kød og blod!’’ skreg jeg, imens tårerne rendt ned at mine kinder. ’’Emmelie! Nu ligger du den pistol fra dig!’’ råbte min far, imens han kom løbene ned af trappen. Han tog fat i mig, det skulle han aldrig havde gjort. ’’Slip nu Emmelie! Det her ender galt!’’ råbte min far. Men det var for sent, der lyd et skud. Jeg havde trykket på aftrækkene, skuddet havde ramt min far. Han faldt med et brag til jorden.  Jeg havde dræbte ham, han var dø. ’’Emmelie! Hvad har du gjort?’’ skreg min mor, og skulle til at gå ned til ham. ’’Vis du rør ham, skyder jeg mig selv! Så nu er det op til dig selv, hvem betyder mest mig eller far! Elsker du mig virkeligt? Kan du se de her ar og sår, det er jeres skyld!’’ skreg jeg. ’’Emmelie! Du er sindssyg!’’ skreg min mor, og gik ned til min far. Jeg kunne høre sirene komme tætter, det var nok naboen der havde ringet. ’’Så du elsker ham? Jeg er dit barn, du er ligeglad med mig! Farvel mor!’’ skreg jeg, imens jeg holdt pistolen foran hovedet. ’’Emmelie!’’ skreg min mor. Det var det sidste jeg nået, at høre inden der lydte et skud. Jeg havde skud mig selv i hovedet, endelige kom dagen hvor jeg skulle dø! Det hele blev sløvet, jeg kunne ikke mærke noget mere. Det sidste jeg så var min mor på vej imod mig. Alt lukket ned i krop, jeg var dø. Fuck verden, glem smerten, ikke tud, bare hold ud & dø med et skud!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...