Mermaid Trouble {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror, at alle kender den. Den drøm vi havde som små, om at kunne trække vejret under vand. Drømmen om at have en hale, drømmen om at være en havfrue. Den 16 årige Bella Kammers, udlever den drøm. Men for en teenager, er det ikke altid som man forstillede sig da man var lille. Hendes forældre driver et hotel, der ligger i deres baghave, og den sommer hvor Bella får sin hale, skal der bo nogle meget særlige gæster på hotellet. Nemlig det verdens berømte boyband One Direction. Der opstår med det samme kemi, imellem Bella og bandets yngste medlem Harry. Men med hendes hemmelighed omkring vand, er der så overhovedet tid til kærlighed? Og hvad sker der når en havfrue jæger opdager Bellas hemmelighed. Med hjælp fra hendes to veninder, der også er havfruer, prøver de at undgå at blive opdaget. En fortælling om, venskab kærlighed, og hemmeligheder: Mermaid Trouble Dette er det første bind, i serien om Bella Ina og Stine, og deres store hemmelighed.

84Likes
62Kommentarer
14492Visninger
AA

28. The Past

Harrys Synsvinkel:

"HARRY HJÆLP!" lyder det, og jeg ser mig forskrækket omkring. 

Her er ikke nogen, så jeg vender tilbage til min kuffert. Lige pludselig braser Liam ind af døren.

"Hørte du det Harry? Det var Bella," siger han.

"Ja og?" siger jeg.

I virkeligeheden er jeg overhovedet ikke ligeglad, jeg savner Bella ultra meget. Jeg vil så gerne hjælpe hende, men stadigvæk kan jeg ikke. Jeg vil ikke blandes ind i deres univers. 


Bellas Synsvinkel:

Jeg ligger på det kolde hårde sten gulv, i cellen ved siden af ligger Stine og Ina. Ina er bevidstløs, men Stine er ikke. I den anden celle ved siden af mig ligger der også en bevidstløs havfrue. Hun har stadig sin hale, og så har hun adskillige blå mærker på sine arme.

Men i det mindste har vi alle sammen stadig vores måneringe. Men vi kan ikke komme ud ved hjælp af magi, for vores celler er magisk beskyttet.

"Hvad skal vi gøre?" spørger Stine.

"Jeg ved det virkelig ikke, der er ikke noget som helst vi kan gøre," siger jeg.

"Ikke andet end at vente på et mirakel,"

"Men mirakler sker ikke bare, man er nødt til at gøre et eller andet for at få dem til at ske," siger Stine.

"Der er jo ikke noget vi kan gøre," siger jeg.

Døren går op, og vampyren træder ind. Han har bakker med et stykke brød på med.

"Her har mad til resten af dagen," siger han, og smider et stykke ind i hver cellerne.

Er det alt hvad vi får, et stykke brød. Jeg er hundetørstig, men han ved nok, at hvis han giver os vand, bryder vi ud.

"Han gav ikke Ina noget," siger Stine.

Jeg brækker halvdelen af mit brød, og så rækker jeg det ind til Stine. Selv om Ina stadig er bevidstløs, skal der også være mad til hende, når hun så vågner igen.

Der lyder tumult i den anden celle ved siden af mig, og jeg kigger der over. Havfruen der ovre har fået sine ben tilbage, og er vågnet. Hun ser sig om, og så får hun tåre i øjnene.

"Hvad er der galt Alisia?" spørger Stine.

"Det er bare sidste gang han fangede os, var jeg fanget i et tre måneder, hvad nu hvis jeg skal til det igen," siger hun.

"Jeg lover dig Alisia vi finder en vej ud herfra," siger Stine.  

"I kan bruge jeres kræfter," siger Alisia.

"Nej cellerne er magibeskyttet," siger jeg.

"Jeg mener jeres særlige evne, når i alle sammen er sammen," siger Alisia.

"Men Ina er bevidstløs," siger Stine.

"Så vent til hun vågner, jeg vil væde med at jeres fælleskraft, er meget stærkere end det her huld," siger Alisia.

"Når ja nu kan jeg huske noget," siger Stine.

" I ved i gamle dage, var havfruer nogen der lokkede sømænd i druknedøden," siger Stine.

"De kunne både styre bølgerne og blæsten," fortsætter hun.

"Det kan vi jo nok også, jeg ved bare ikke hvordan,"

Det giver faktisk mening i mit hovede. Men hvordan gør vi?

Jeg prøver at holde hånden, og styre den frem og tilbage. En kraftig vind blæser i kælderen. Alle celle døre klapre og kæder klire. Jeg prøver at forstærke vinden, og det lykkes. Mit hår bliver blæst tilbage, og det sidste af mit brød flyver hen i et hjørne.

Stine løfter også hånden, og vinden er nu så kraftig at den ville kunne rive et træ op med roden. Men vi mangler det sidste skud, vi mangler Ina.

Jeg sænker min hånd, og det samme gør Stine. Vinden ligger sig, og jeg ligger mig forpustet ned på ryggen. Nu skal vi bare vente på at Ina vågner, og så er vi frie.

Imens prøver jeg at se tilbage i tiden, til dengang hvor vi fik vores haler. Jeg har aldrig nogensinde fundet ud af hvordan. Men nu gør jeg.


Det var sen aften, og mine forældre var gået i seng for længst. Udenfor lyste fuldmånen ned fra en skyfri himmel. Denne aften var magisk, jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg sad på mit værelse og kiggede ud på havets bølger. Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg skulle møde Harry, eller at jeg skulle ende i en rådden celle. Pludselig så jeg et lys, det kom fra havbunden.

Jeg blev nysgerrig, så jeg fandt min badedragt frem. Jeg måtte ned og finde ud af hvad der var dernede.

Jeg går ud på min altan, da jeg havde fået badedragten på, og hoppede så i. Selv dengang gjorde jeg sådan.  Da jeg kom ned i vandet opdagede jeg, at jeg havde glemt mine dykker briller. Men det kunne være lige meget. Den aften gjorde det ikke noget, at jeg fik saltvand i øjnene.

Da jeg så lyset igen viste det sig, at det kom fra klippevægen, og ikke fra havbunden. Selvom alt omkring mig var sløret, kunne jeg sagtens se lyset. Det kom fra en åbning i klippevæggen. Jeg svømmede hen imod den, men først måtte jeg op og have luft.

Da jeg igen havde lungerne fyldt op med luft, kunne jeg sagtens svømme igennem åbningen. Der er en lille gang jeg måtte klemme mig igennem. Da jeg endelig brød vandoverfladen, så jeg, at jeg var i en slags sø. Jeg så mig om, og fik øje på to andre piger. De kiggede lidt på mig, før en af dem sagde.

"Hej jeg hedder Stine, hvad hedder i?"

"Jeg hedder Bella," svarede jeg tøvende.

"Og jeg hedder Ina," svarede den sidste pige.


Pludselig begyndte vandet i søen at boble, og jeg kiggede af en mærkelig grund op. Der så jeg der et huld i hulens loft, og der kunne man se fuldmånen lyse. Mærkelige bobler steg op mod månen, og det kildede i mine ben. Da jeg ikke længere kunne se fuldmånen i huldet, holdt boblerne op, og alt bliver stille.  Da jeg vender mig om var de to andre piger væk. Jeg ville kalde det her sted noget, så jeg dykkede ned på bunden, og fandt en skrap sten. Så ridsede jeg navnet "Månesøen" ind i væggen. Jeg betragtede det lidt før jeg svømmede ud af grotten igen. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg intet huske fra natten før.


Jeg er tilbage i den kolde celle, og ved siden af mig er Ina vågnet.

"Jeg har fortalt Ina hvordan man styre vinden, så lad os prøve alle sammen," siger Stine.

Jeg nikker og løfter hånden. Jeg føre den frem og tilbage. Det blæser hurtigt op, og så gør Stine det samme. Vinden tager til, og da Ina gør det samme blæser det med orkan styrke.

"Ret vinden mod jeres celle døre," råber Alisia, for at overdøve vindens susen.

Jeg koncentrer mig, og retter så vinden mod min dør. Jeg støder min hånd fremad, og celle døren flyver af dens hængsler.

"Løb," råber Alisia, og jeg gør som hun siger.

Da jeg når hen til døren, flår jeg den op, og står så ansigt til ansigt med Harry.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...