Mermaid Trouble {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror, at alle kender den. Den drøm vi havde som små, om at kunne trække vejret under vand. Drømmen om at have en hale, drømmen om at være en havfrue. Den 16 årige Bella Kammers, udlever den drøm. Men for en teenager, er det ikke altid som man forstillede sig da man var lille. Hendes forældre driver et hotel, der ligger i deres baghave, og den sommer hvor Bella får sin hale, skal der bo nogle meget særlige gæster på hotellet. Nemlig det verdens berømte boyband One Direction. Der opstår med det samme kemi, imellem Bella og bandets yngste medlem Harry. Men med hendes hemmelighed omkring vand, er der så overhovedet tid til kærlighed? Og hvad sker der når en havfrue jæger opdager Bellas hemmelighed. Med hjælp fra hendes to veninder, der også er havfruer, prøver de at undgå at blive opdaget. En fortælling om, venskab kærlighed, og hemmeligheder: Mermaid Trouble Dette er det første bind, i serien om Bella Ina og Stine, og deres store hemmelighed.

84Likes
62Kommentarer
14481Visninger
AA

20. The Mermaid Hunter

Bellas Synsvinkel:

Halvdelen af sommerferien er gået, altså tre uger, og vi har stadig ikke fundet ud af noget om de der havfrue jægere.

Jeg sider og skriver med Ed på min macbook. Siden vi skypede for lidt tid siden, har vi skrevet rigtig meget.

Ed: "-Harry siger at du er bange for vand,-"

Mig: "- Ja vand skræmmer mig, jeg var ved at drukne engang,-"

Nu lyver jeg igen. Det banker, på min dør og jeg skriver "AFK (Away From Keybord) til Ed.

"Kom ind," siger jeg, og døren går op, det er min mor.

"Hej skat, jeg vil bare sige, at far og mig tager ned til hotellet igen," siger hun.

Jeg nikker bare, mens jeg surfer lidt rundt på nettet. Jeg har ikke fortalt, mine forældre, om hvad der sker med de der havfrue jægere. Desuden hvad skal jeg sige:

"Hey mor og far, jeg bliver jaget af nogle havfrue jægere," nej, det spiller ikke helt vel.

Min mor går igen, vi får ikke snakket så meget sammen, siden indbrudet og det der. En besked tikker ind på min mobil. Den er fra Stine, så jeg tjekker den med det samme.

"-Skal vi ikke undersøge det der hemmelig sted du så i dit syn?-"

Jeg bliver, lidt bange og skal lige til at skrive nej, men så dukker et gadeskilt frem for mit indre blik. Eurfvah-Gade.

"-Klar om ti minutter, svømmer vi-" skriver jeg tilbage.

"-Jep vi venter uden for dit hus-" får jeg tilbage.

Jeg går ud på min altan, og ser om der er fri bane. Det er der, så jeg hopper i vandet og mine ben forsvinder.

Jeg svømmer lidt frem og tilbage i vandet, mens jeg venter på, at Stine og Ina når frem. De er fremme inden for to minutter, og så er vi klar.

"Ved du hvor det er?" spørger Stine.

"Ja bare følg mig," siger jeg, og slår et hårdt slag med halen.

 

Vi står, på et gade hjørne, hvor jeg kan se skiltet, hvor der står: Eurfvah-Gade, det er virkelig et mærkligt navn.

"Piger, ved i hvad der står, hvis mand staver det baglæns?" spørger Stine.

Jeg kigger grundigt på skiltet, og så får jeg et chok. Hvis man staver det baglæns, får man Havfrue-Gade.

"Det kan ikke passe," siger Ina, der også har bemærket det.

"Der er jo heller ikke noget her, bare murstens vægge," siger Stine.

"Der er en hemmelig dør et sted i muren," siger jeg.

Vi fortsætter ned af gaden, og jeg koncentrer mig om at huske hvor den hemmelig dør er.

"Stop piger, det er her!" siger jeg, og de stopper op.

"Men hvordan kommer vi ind?" spørger Ina.

Jeg ser for mit indre blik, en bestemt mursten der er lidt rødere end de andre. Jeg åbner øjnene igen, og leder efter murstenen. Så får jeg øje på den, og jeg trykker den hurtigt ned. Jeg kan mærke, den ru overflade mod mine fingre. Murstenene trækker sig fra hindanden, og de afsløre et hemmeligt rum.

"Er i klar piger," spøger jeg, og de nikker.

Vi træder alle sammen ind i mørket samtidig, og jeg leder efter den knap jeg så i mit syn. Der er heldigvis tomt herinde.

"Er her ikke noget lys?" spørger Ina henne fra døren.

"Jo et eller andet sted her ovre," siger jeg.

Jeg mærker en knap under mine fingre, og jeg trykker den ned. Akvariet bliver lyst op, og havfruernes blege ansigter vender ud i mod os. Ina skriger, da hun ser dem.

De har haler i alle farver og deres hår er næsten blåt. Det er nok fordi, at de har været derinde så længe.

"Se de har alle sammen måneringe," siger Ina, og peger.

Ja, de har fået deres måneringe, men hvorfor vågner de ikke, de må være i en slags trance. Pludselig slår en af dem øjnene op, og gisper.

"Hjælp os hjælp os!" siger hun.

"Hvad kan vi gøre?" spørger Ina.

"Der er ikke tid til spørgsmål, jeg besvimer igen om lidt, men for at gøre det kort, så er i tre de udvalgte," siger hun, og hun er allerede ved at falde hen igen.

"De udvalgte?" spøger jeg.

"Ja, i er forudbestemt, til at blive til noget stort og rede os," siger hun.

"Du er Bella, din særlige kraft har du allerede opdaget, du kan se tilbage eller frem i tiden," siger hun.

"Og du er Stine, din evner er stadig et mysterie, men den vil overgå dine villeste forventengier," forsætter hun.

"Og sidst men ikke mindst har vi Ina, som heller ikke kender sin kraft, men hun ved hvad det er inderst inde," slutter hun.

Jeg er rystet, hvordan ved hun det de udvalgte. Det er bare så... mere når jeg ikke, at sige før havfruen råber.

"Bag ved jer!" og falder så hen igen.

Jeg kigger bag mig, og ser den sortklædte mand stå i dør åbningen.

"Hvad laver du her?" spørger han.

Ingen af os ved hvem han snakker til, så vi svare ikke. Men vi ved, at han har os, lige hvor han vil have os. Han tager en handske på, og så styre han noget af vandet fra akvariet hen i mod os.
Hvordan gør han det? er det det de laver her?

 Maskiner til at give alle havfrue kræfter. Vi undviger vandet, og jeg fryser det.

"Bella hvad skal vi gøre?" spørger Stine.

Jeg tænker lidt over det, før jeg siger:

"Vores måneringe,"

Jeg trækker min op af lommen, og tager den på. Jeg retter den i mod manden, og Stine og Ina gør det samme.
De begynder alle sammen at lyse, og en kraftig  vind begynder at blæse. Mandens handske begynder at slå gnister, og han river den bandene af. Jeg koncentrer mig endu mere, og vinden tager til. Den er nu så stærk, at den begynder at skubbe manden ud af døren.

"Fortæl os hvorfor i gør det her!" råber Ina.

"ALDRIG," råber han igen.

Jeg bruger min månering, og styre vandet han kastede i mod os, som et reb hen i mod ham. Det binder ham, og klasker ham op mod væggen.

"Fortæl os hvad du ved," råber jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...