Mermaid Trouble {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror, at alle kender den. Den drøm vi havde som små, om at kunne trække vejret under vand. Drømmen om at have en hale, drømmen om at være en havfrue. Den 16 årige Bella Kammers, udlever den drøm. Men for en teenager, er det ikke altid som man forstillede sig da man var lille. Hendes forældre driver et hotel, der ligger i deres baghave, og den sommer hvor Bella får sin hale, skal der bo nogle meget særlige gæster på hotellet. Nemlig det verdens berømte boyband One Direction. Der opstår med det samme kemi, imellem Bella og bandets yngste medlem Harry. Men med hendes hemmelighed omkring vand, er der så overhovedet tid til kærlighed? Og hvad sker der når en havfrue jæger opdager Bellas hemmelighed. Med hjælp fra hendes to veninder, der også er havfruer, prøver de at undgå at blive opdaget. En fortælling om, venskab kærlighed, og hemmeligheder: Mermaid Trouble Dette er det første bind, i serien om Bella Ina og Stine, og deres store hemmelighed.

84Likes
62Kommentarer
14496Visninger
AA

26. A New Power 2

Harrys Synsvinkel:

Jeg kigger ud over vandets bløde bølger. Måden de bevæger sig stille, og roligt af stresser mig altid.

Men det er sværere i dag. Jeg kan ikke tænke på andet, end hvad jeg skal gøre med Bella. På den ene side, har hun løjet for mig, i alt den tid, vi har kendt hinanden. Men på den anden side, er hun sød, sjov og en fantastisk sanger. Og jeg elsker hende. 

Hvad skal jeg gøre, der er jo ikke nogen jeg kan spørger. Hvis jeg spørger de andre piger, siger de uanset hvad, at jeg skal hjælpe Bella. Og drengene må slet ikke vide noget.

Da Niall snakkede med os andre i dag, om Bellas kidnapning, hørte jeg knap nok efter. For jeg kunne se Stine Ina og de andre havfrue, svømme rundt og lede efter Bella. Hvad hvis de aldrig finder hende.


Inas Synsvinkel:
*Seks dage senere*


Solen er ved, at gå ned, og vi har stadig ikke fundet Bella. Det er som om, at vær gang vi er lige ved, at få færten af hvor hun er, mister vi den igen. Jeg savner Bella, og jeg vil bare ønske, at alt kunne være som før.

Dengang hvor vi bare kunne tage en svømmetur sammen, dengang ingen kendte hemmeligheden, dengang vi alle tre var samlede.

"Jeg ved det godt, jeg savner også de dage," siger Stine.

"Det var bare så meget nemmer dengang!" siger jeg.


Alisia kommer hen til os, og giver os begge to et kram.

"Det skal nok gå alt sammen," siger hun, og smiler et lille smil.

"Det håber jeg i hvert fald," siger Stine.

I det samme kommer jeg i tanke om noget. Hvis Bella kan se, og måske rejser frem og tilbage i tiden. Og Stine læser tanker, hvad kan min evne så være.

"Ina du skal ikke presse dig selv, til at finde din evne, det er bare noget der sker," siger Stine.

"Jamen Stine, det er lige præcis det du gør der, der får mig til at tænke over det," siger jeg.

"Okay prøv, men vær forsigtig!" siger Stine.

Jeg lukker mine øjne, og koncentrer mig om at finde min hemmelige evne. Jeg mærker et sug i maven, og jeg åbner så mine øjne igen.

Jeg er ikke længere i vandet, og min hale er væk. Jeg står nu et top moderne laboratorie, og i et stort akvarie svømmer Bella.

Hun er helt sort under øjnene, og hun ser meget dårlig ud. Jeg løber hen til akvariet, for at se om jeg kan få Bella ud. Men jeg kan ikke gennemskue, hvordan man får det åbnet.

"Ina hvordan kom du herind?" spørger Bella forvirret.

Hendes stemmer meget rusten, men hun har jo nok heller ikke snakket med nogen, den sidste uge tid.

"Jeg ved det ærlig talt ikke!" siger jeg, og forsætter med at prøve at få hende fri.

Lige pludselig, står der en høj bleg mand foran mig. Han kigger med vrede øjne, ned på mig.

"Nå hvem har vi så her, endu en havfrue til min samling går jeg ud fra," siger han blødt.

"Du har ikke længere en samling, vi har befriet dem alle sammen," siger jeg triumfrende.

"Hvad har i?" siger han, og prøver, at holde masken.

"Befriet alle havfruerne i din tank på Havfrue-Gade," siger jeg.

Manden jeg regner med er vampyren, bliver tros sin bleg hud helt rød i hovedet.

"Jeg  skal......jeg skal....JEG SKAL DRÆBE DIG," råber han, og kaster sig frem i mod mig.

Jeg når lige at undvige, så han i stedet lander hårdt på gulvet. Han kigger op, hans øjne er nu helt røde. Han er på benene på under et sekund, og er så igen over mig. Han kaster sig igen frem i mod mig, men også denne gang undviger jeg. Han slår nævner ind i akvariet, så en stor revne åbner sig hele vejen op igennem det.

Vandet vælter ud, og jeg kan ikke undgå at blive våd. Jeg tæller sekunderne, til jeg falder hårdt ned på gulvet. Jeg kigger op, og ser vampyren rejse sig op. Hans øjne er nu helt normale, nu hvor jeg ikke længere er en trussel i mod ham.

Han løber hurtigt, som lynet hen til mig, og hiver mig op i håret. Jeg skriger i smerte, og bønfalder ham om at sætte mig ned. Men han viser ingen nåde.

Jeg lukker mine øjne, og prøver at fokusere på min indre styrke. Jeg koncentrer mig så meget, at jeg næsten ikke mærker smerten. Og så endelig mærker jeg suset i maven, og jeg åbner mine øjne.

Jeg er nu tilbage i vandet sammen med de andre havfruer. OMG jeg har opdaget min nye evne, det er teleportering hvor fedt.

"Du kan teleportere, men hvor endte du henne?" spørger Stine.

"Jeg...jeg fandt Bella," siger jeg, og Stine bliver bleg.

"Fandt du hende hvor er hun? hvordan har hun det?" spørger hun så.

"Jeg ved det ikke, jeg snakkede ikke med hende," siger jeg.

Jeg havde lidt for travlt med, at blive angrebet af en vampyr, tænker jeg.

"Angreb vampyren dig?"spørger Stine.

"Ja men jeg tror ikke der er sket mig noget!" siger jeg.

Nu skal vi nok rede dig Bella, nu ved vi hvor du er, tænker jeg og Stine nikker.


Bellas Synsvinkel: 

Vandet løber hurtigt ud af tanken, mens vampyren stadig står, og glor ud i luften, der hvor Ina forsvandt.

"Nu er du nok ikke så rapkæftet mere," siger jeg håndligt, men han svare ikke.

"Du ved godt at de kommer, og reder mig nu ikke?" spørger jeg, bare for at håne ham endu mere.

"Tror du virkelig de kommer efter dig?" spørger han.

"Selvfølgelig gør de det, de er mine venner," siger jeg.

"Hvor er du  paranoid," siger vampyren.

"Og hvad skal det så betyde?" spørger jeg.

"De er alle sammen ens havfruer, de tænker ikke på andet end sig selv!" siger han, inden han forlader lokalet.

Han tager slet ikke hensyn til, at vandet lige så stille løber ud af akvariet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...