Elinor

Tusind spørgsmål. Ét svar.

2Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

3. Hundrede dage før

Vi var på vej til Oslo - mine forældre og mig. Vi kørte i vores gamle spand af en bil, en gammel Volvo. Jeg havde et par høretelefoner i ørerne, og mine forældre diskuterede min fremtid på efterskolen i Oslo. Min mor ville savne mig så meget, sagde hun, og det ville min far også, men han var glad for, at jeg kom på den samme efterskole, som han selv engang havde gået på.
  Jeg smilede for mig selv, lukkede øjnene og lyttede til musikken.

Blod. Puls. Blod. Stop. Død.

Vi drejede ind på parkeringspladsen foran efterskolen efter halvanden times plapren om, hvor meget min mor og far ville komme til at savne mig. Jeg steg ud af bilen og tog min kuffert med ud.
  Mine forældre fulgte mig til mit værelse - nummer 39 - og kyssede mig og tilbød at hjælpe med at pakke mine ting ud, men jeg takkede nej, og vi sagde farvel, og jeg lukkede døren efter dem.
  Jeg drejede en omgang rundt om mig selv. Værelset var lille, kun med en køjeseng, et skrivebord og et klædeskab og så lidt gulvplads i midten, hvor jeg stod lige nu. Der var eget badeværelse med, hvad der plejede at være på sådanne badeværelser; toilet, håndvask og et minibrusebad.
  Jeg vidste ikke andet om min roomie, end at han hed Anthony Wilmann. Så kom han så ind ad døren i egen høje person. Og han var virkelig høj. Måske en meter og otteogfirs. Han var halvmørk i huden, som en meget lys chokolade, og han havde sort hår, der var sat, ligesom halvfems procent af alle drenge satte deres hår lige for tiden. Kort i siderne og med en masse voks og hårlak, så det, der var langt, stod lige op i luften.
  "Jeg hedder Anthony," præsenterede han sig selv.
  "Liam," sagde jeg og smilede til ham. Førstehåndsindtrykket var vigtigt, når jeg skulle dele værelse med ham i så lang tid.
Han smilede tilbage og kastede sin kuffert ned i den nederste seng. "Hvis du ikke har noget imod det, tager jeg den her køje."
Jeg trak på skuldrene og smed min op i den øverste.

Eftermiddagssolen skinnede svagt, mens snefnuggene dalede ned fra himlen. Anthony, som havde sagt, at jeg bare kunne kalde ham AT (æi-tii, skulle jeg udtale det) viste mig lidt rundt på efterskolen. Jeg troede kun, man kunne tage ét år her, men det var ATs andet, så han kendte skolen og lærerne og de elever, som også gik her på deres andet år. Han sagde, at skolens elever var delt op i tre kategorier, og at jeg skulle vælge, hvilken jeg hørte til - snobberne, hvor de fleste var piger, nørderne eller "de indfødte". AT selv var indfødt, hvilket betød, at han var lidt af en rebel nogle gange og ellers bare opførte sig som en normal teenager. Jeg var ikke en snob, og selvom jeg var ret klog på nogen områder, ville jeg ikke beskrive mig som en nørd, så jeg sagde hurtigt, at jeg nok hørte til de indfødte. AT bankede mig i ryggen som en velkomst til de indfødtes klub, og så tog han mig med hen til nogle af de andre indfødte.

De første indfødte, AT introducerede mig for, var drenge, der enten røg, drak eller gjorde begge dele, og de gjorde det kun, fordi det var forbudt her på skolen. Jeg havde allerede glemt otte af deres navne og kunne kun huske tre, og det blev ikke rigtigt bedre, da AT bankede på døren ind til værelse nummer 17, og en sød, lidt hæs pigestemme råbte kom ind.
  Vi gik ind på værelset, som var overdækket med tegninger. Tegninger på væggene, tegninger på gulvet, tegninger på skrivebordet og tegninger på sengen. Alle tegningerne var mere eller mindre brutale - folk, der blev kvalt, stukket ned, hængt og blod, der flød i stride strømme, og brande, der blev påsat og folk, der blev voldtaget. På nogen af dem var der også citater. De var alle helt forskellige bortset fra to, der lignede hinanden: "Er man en, der engang er blevet brændt, tager det tid, før man genfinder flammen," og "Er man en, der engang er blevet brændt, tager det tid, før man igen tør tænde flammen."
  AT lod sig ikke bemærke med tegningerne, men trådte bare hen over dem og prikkede en pige på skulderen. Hun sad på knæ og stirrede på det lukkede klædeskab. Hendes små hænder lå på hendes sygeligt tynde lår, og hun støttede med armene for ikke at klaske sammen på gulvet.
  Så så hun op på AT og mig med et par utroligt store hasselbrune øjne. Hun blinkede en gang, så de vildt lange, sorte øjenvipper rørte hendes mørke øjenbryn, og smilede så skævt. Hendes hud var kridhvid og hendes hår en blanding mellem mørkeblå og mørkegrøn. Rundt om hendes kæmpe øjne havde hun lagt en masse sort eyeliner og sort og hvid øjenskygge. Hendes kindben var tydelige uden hjælp fra noget som helst makeup.
  Selvom alt ved hende var så smukt og unikt, var det mest iøjnefaldende et langt ar, der strakte sig fra hendes højre kind og endte lige over øjenbrynet.
  Hun rejste sig ubesværet op på de tynde ben og smilede lidt bredere. Hun så op AT, der var omkring atten centimeter højere end hende, og han slog ud mod mig.
  "Det her er Liam Drescher," sagde han.
  "Hej, Liam," hilste hun med sin sprøde stemme. "Jeg hedder Elinor."
Jeg var helt mundlam. Det havde jeg aldrig prøvet før.
  "Du er måske stum?" spurgte hun med et grin.
  Jeg rystede bare på hovedet. "Ah ah," fik jeg frem.
  Hun grinede igen og afslørede en lille, sølv tungepiercing.
Jeg smilede og kørte nervøst en hånd gennem mit hår. Jeg var sikker på, at mit år på efterskolen ikke ville blive, som jeg havde regnet med, nu når hun var her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...