November imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
* Det er imagines fra november måned * Alt er ikke nemt, når man bor alene med en alkoholisk far, som ikke tager ansvar og man skal lave alt for ham. Det er lige det liv du (d/n) lever, efter din mors død. Du føler lige pluslig, at der er et håb, da den vis dreng kommer ind i billedet. Slipper du nogen sinde af med din far, og hvordan skader han dig. Hvordan ender Harry dit liv og for du følelser for ham. *Vold og stødene scener kan opstå* Ps. Harry og de andre drenge, Louis, Niall, Liam og Zayn er ikke kendt

17Likes
3Kommentarer
1243Visninger
AA

13. 13. november

"Du hvad?!" spørger du surt. Lige nu vil du helst være på den anden side af jorden, så langt væk fra Harry og hans dårlige undskyldninger. Du er ikke så sur over kysset... længere. Du er mere sur over at han ikke mander sig op, indrømmer det, og stopper med at lyve over for dig. Harry kigger ned, og løsner grebet om din arm.
 "Ikke noget..." siger han stille. Du overvejer i et kort sekund at svare spydigt tilbage, men lader hver... Han ser så såret ud, og du vil ikke såre ham mere. Selvom det ikke burde være ham der er såret, men dig. Du kigger lidt på ham, og overvejer hvad du skal gøre. Det ender med at du vender om på hælen og går med bestemte skridt hen til dit skab. Du tager nogle bøger, som du har lektier for i, ud og går hen på biblioteket. Du skal ikke på arbejde før senere, så du har lige et par timer du skal have til at gå med et eller andet, og du nægter at tage hjem! Af åbenlyse årsager.
 Du sætter dig i en rund sofa ting med et bord i midten, og spreder alle dine bøger ud på bordet.
 Da du har siddet og skiftet mellem lektierne i de forskellige fag i omkring 20 minutter, kommer der en og sætter dig ved siden af dig. Du kigger op og ser at det er... Liam. Har han fået en eller anden underlig vane med at være sådan en creepy mand der bare sætter sig random ved siden af en? Han smiler venligt til dig.
 "Det er altså ret creepy, at du bliver ved med at snige dig ind på mig!" siger du bare. Han begynder at grine.
 "Hvem siger det er mig der er creepy, og 'sniger' sig ind på folk?!" spørger han med hævede øjenbryn. "Det kan også bare være dig der bliver ved med at leve i din egen lille drømmeverden, uden at ligge mærke til folk omkring dig!?" siger han, og smiler. Du fnyser.
 "Jeg lever altså ikke i min egen 'lille drømmeverden'!" siger du bestemt, og ligger armene over kors. Han griner bare af dig.
 "Nejnej, så siger vi det..." siger han mellem grinene.
 "Hey!" siger du fornærmet, og dasker ham på armen. Han begynder at grine endnu mere, og du kan ikke modstå trangen til at grine med.
 "Når, men var der noget du ville spørge om siden du kom her hen?" spørger du, når i endelig har fået grinet af, hvilket var ret svært, da bibliotekaren blev sur på jer og tyssede på jer, og som alle nok ved bliver alt MEGET sjovere når man ikke må grine.
 "Ikke rigtig noget, så bare at du sad her helt alene og tænkte at jeg ville holde dig lidt med selskab." Du nikker, og uden at tænke dig om, trækker du dine ærmer lidt op, da du har fået det varmt af at grine. Liam laver store øjne, og kigger overrasket på dig.
 "Hvad er der sket?!" Spørger han højt, men bliver tysset på af bibliotekaren. Han laver et 'ubs' ansigtsudtryk, og trækker på skuldrene. Bibliotekaren vender bare øjne af ham og har den der 'unge nu til dags' attitude. "Harry sagde det var slemt, men da ikke SÅ slemt!" mumler han, nok mest til sig selv, men du hørte det godt.
 "Hvad?!" Spørger du overrasket. Liam for et 'ooooh shit' ansigtsudtryk, og det er tydelig at du ikke skulle høre det han lige sagde. "Hvad sagde du Liam?" Spørger du bestemt, men lavt på grund af bibliotekaren.
 "Ikke noget!" Siger han hurtigt. Men du tror selvfølgelig ikke på ham, da du hørte hvad han sagde.
 "Så det er derfor du kom hen på biblioteket..." Liam sukker, og overgiver sig tydeligt.
 "Ja... På en måde... Harry er bare bekymret, og da han fortalte mig om det blev jeg også bekymret, så ville bare lige tjekke op på dig." Smiler han genert. Du sukker.
 "Der er ikke sket noget!" siger du bestemt.
 "(D/N), helt seriøst... Du kan ikke se sådan ud uden der er sket noget!" siger han, og kigger seriøst på dig.
 "Jeg er bare klodset..." siger du, og håber inderligt at han bare vil lade den lige.
 "SÅ klodset?!" spørger han, og sender dig et 'helt ærligt' blik. Du sukker.
 "Okay... Jeg er startet til boksning..." lyver du. Boksning? BOKSNING? Hvor fanden kom det fra? ARG!! Den her løgn kører snart af sporet, også finder de ud af det hele, også bryder helvede løs!!!
 "Nååårh... Hvorfor sagde du ikke bare det til at starte med?" spørger han, og kigger underligt på ham.
 "Æææhm... Jeg synes måske det er lidt pinligt..? Du ved det der med at en pige går til en voldelig sport..." siger du tøvende. Du kan lige så godt fortsætte den her løgn nu når du er gået i gang.
 "Det er da ikke pinligt! Jeg går selv til boksning, og der er altså mange piger der også går til det!" smiler han. FUCK!! Går han til boksning? Hvorfor vidste du ikke det? Nu gennemskuer han dig helt sikkert!
 "Hvor er det du går til boksning?" spørger han interesseret. OKAY SERIØST FUCK NU!!!
 "Æææhm... Jeg kan ikke rigtig huske det..." siger du stille.
 "Hhhm... Var det hos Benjamin? Benjamin Smith?" spørger han. ARG!! Alle de spørgsmål!
 "Ja det mener jeg nok det var..." siger du tøvende.
 "HA!" udbryder han. Du kigger underligt på ham. Hvad nu? "Der er kun to steder i nærheden hvor man kan gå til boksning, og ingen af stederne er der nogen der hedder Bejamin Smith!" konstaterer han. Ooooh fuck! Nu er du virkelig på den...
 "Øøøhm..." hvad fanden skal du nu sige? Du er så langt ude at du umuligt at rede dig selv fra det her...
 "(D/N)... Sige det nu til mig. Du kan godt stole på mig" siger han, og nusser din arm. Du sukker.
 "Det kan jeg ikke..." mumler du. Du vil rigtig gerne sige det til ham, da du er blevet rigtig gode venner med ham og du stoler på ham, men du kan bare ikke... Han sukker.
 "Jeg lover dig at jeg ikke siger det til nogen!" siger han meget overbevisende. Du ryster på hovedet, bange for at du afslører noget hvis du åbner munden.
 "Helt ærligt hvor slemt kan det være?" bliver han ved "det jo ikke ligefrem fordi du er blevet slået der hjemme eller noget i den stil" du prøver at holde masken, men du må ha ændret kropssprog eller sådan noget, fordi Liam for kæmpe øjne. "vel?" siger han, og kigger spørgende på dig. Du kigger bare ned.
 "(D/N) hver sød og fortæl mig at det ikke har noget at med det at gøre!" siger han bekymret. Du bliver ved med at kigge ned. Han tager fat i dine skuldre og rusker dig. "(D/N)! Fortæl mig hvad der er galt!" siger hn deaperat. Der triller en lille tåre ned af din kind. "Fortæl mig det!" siger han igen.
 "Fotæl dig hvad?!" råbe-hvisker du. "At min far er sindsyg, og slår mig ofte? Og den eneste grund til at der ikke er nogen der har lagt mærke til det er fordi han er politimand og ved hvordan man slår uden at det efterlader mærker? Og den enste grund til at man kan se det i dag er fordi han gik amok i går?" siger du hurtigt, men hviskende. Du klasker hurtigt din hånd for din mund. SHIT! Hvad har du gjordt?! Liam sidder bare målløs og kigger på dig.
 "Hvad sagde du?" spørger han efter lidt tid. Du kigger ned igen.
 "Ikke noget... Bare glem det" siger du, men ved egentlig godt at han ikke bare vil glemme det.
 "Nej! Jeg vil ikke bare glemme det!" siger han bestemt. "Hvornår startede det? Hvor slemt er det? Hvem andre end mig ved det?" spørger han så hurtigt at du næsten ikke kan følge med.
 "Okay Liam. Tag det rolig, og for at besvare et af dine spørgsmål: der er ikke andre end dig der ved det, så du bliver nød til at holde det hemmeligt!" siger du bestemt. Du vil ikke have at han siger det vidre. Det er slemt nok at han ved det! Han nikker stille. Godt! Du er glad for at det var Liam du kom til at sige det til, nu når du skulle være så tumpe dum at afsløre det. Han virker som en man kan stole på. Du kigger på klokken og ser at du snart skal være på arbejde. Du pakker dine ting sammen.
 "Jeg er ked af det Liam, men jeg skal altså på arbejde nu." du smiler undskyldende til ham.
 "Det er helt fint, men lad mig lige høre (D/N): er der andet der foregår der hjemme end at du bliver slået? Du ved..." siger han tøvende. Du ved udemærket hvad han mener, men ruster på hovedet.
 "Nej, Liam der foregår ikke andet." du smiler til han, og han smiler igen. Godt nok stoler du på ham, men ikke nok til at du kan fortælle ham det hele...
 I krammer farvel, og du kører på arbejde. Resten af dagen forløber stille og rolig. Derhjemme kører bare den samme, gamle, kedelige rutine med at du laver aftensmad og din far æder det bogstaveligt talt. Din far prøver ikke på noget, nok fordi han har lidt dårlig samvittighed efter i går... Hvis han overhoved kan have det... Om aftenen skriver du lidt med Liam, fordi han er bekymret for dig, og du skriver du har det fint. Han spørger meget ind til hvordan det startede og så videre, men du skriver til ham at du hellere vil tage den med ham facetoface med ham i morgen.
 Hvilket nok skal blive et show når du er sammen med Liam, men ignorer Harry når de er bedste venner...

 

<><><><>

det var så kapitel for i dag

håber i kunne lide det

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...