November imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
* Det er imagines fra november måned * Alt er ikke nemt, når man bor alene med en alkoholisk far, som ikke tager ansvar og man skal lave alt for ham. Det er lige det liv du (d/n) lever, efter din mors død. Du føler lige pluslig, at der er et håb, da den vis dreng kommer ind i billedet. Slipper du nogen sinde af med din far, og hvordan skader han dig. Hvordan ender Harry dit liv og for du følelser for ham. *Vold og stødene scener kan opstå* Ps. Harry og de andre drenge, Louis, Niall, Liam og Zayn er ikke kendt

17Likes
3Kommentarer
1253Visninger
AA

11. 11. november

Du triller langsomt op i Harrys indkørsel. Foran din bil parkerer Harry sin bil, og stiger ud. Du sidder bare som forstenet, og kigger på ham. FUCK! Hvad skal du gøre? Du har VIRKELIG ikke lyst til at snakke med ham... især ikke om hvad du så på skolen i dag! Men du kan ikke bare køre væk igen i høj fart hen til skolen, og være der i noget tid... eller måske! Det lyder ikke som en helt tosset plan! Nej stop så! Du må mande dig op! Du skal igennem det her på et eller andet tidspunkt! 'Men hvorfor lige i dag?!' Er der en lille bange stemme inden i dig der svarer.
 Du er lige ved at lade stemmen vinde og starte motoren igen, da Harry giver dig tegn til at komme ud til ham. Du tager en dyb indånding, stiger ud af bilen og går direkte hen til Harry.
”Hvad er det så du vil snakke med mig om?” spørger du koldt, og læner dig op af din bil. Han skal ikke komme her og tro at du vil være 'den søde lille pige' og tilgive ham med det samme! Det kan han godt glemme alt om! Han sukker.
”Hvorfor er du sådan her?” spørger han en smule trist.
”Hvordan? Som sagt er jeg ba-”
 ”NEJ! Du er ikke bare dig!” afbryder han dig råbende. Det giver et lille sæt i dig. Du havde ikke ligefrem regnet med at han var SÅ pissed... Du rejser dig fra din bil, og går mod ham.
”Hør her Styles! Du skal ikke kommer her og tro at du kender alt om mig! Okay? Du har kendt mig i fucking 2 dage, også kommer du her og tror du ved alt om mig! Men gæt engang, det gør du ikke! Bare lad mig være!” siger du bestemt, og prøver at holde din stemme så lav og rolig som overhovedet muligt, men det lykkes vist ikke helt... Harry står bare og kigger på dig med store øjne. Du tager en dyb indånding, og prøver at berolige dig selv.
”Hvis det var alt, så skal jeg videre...” siger du mere rolig, og vender dig om for at gå hen til din bil, men Harry tager hurtigt fat i din arm.
 "(D/N), vent... Jeg behøver ikke ha' kendt dig i flere år for at vide der er noget der går dig på..." siger han og kigger bedende på dig. "Vi snakkede fint sammen i går og i de første lektioner i dag. Hvorfor er du blevet så underlig efter frikva-" han stopper sig selv, tydeligvis fordi der er noget der er gået op for ham, "Så du...?" spørger han stille, bange for at afslutte sætningen. Du kigger bare ned, og du kan mærke Harrys greb løsne sig lidt.
 "Hør! Jeg havde intet med det af gøre, og jeg mener INTET! Det er lang, lan-" du afbryder ham midt i hans undskyldninger.
 "Jeg gider ikke høre på dine dårlige undskyldninger!" siger du koldt og følelsesløs.
 "Så... Du tror ikke på mig?" spørger Harry, tydeligvis såret.
 "Jeg tror på hvad jeg så, okay?" siger du bare. "Undskyld, men har nogle ting jeg skal ha' ordnet inden klokken bliver mange." siger du, vender dig om og går hen til din bil med bestemte skridt. Du ved ikke helt hvordan eller hvorfor, men det er som om der er en klap der er gået ned inden i dig der lukker ned for alle følelserne. En ting er at han kysser med hende dullen, en anden ting er at han begynder at lyve om det. Du sætter dig ind i bilen og kører hen i supermarkedet hvor du køber et eller andet random, hvorefter du kører mod skolens bibliotek, fordi hvis du ikke kommer hjem med ekstra madvarer og noget fra skolen finder din far ud af at du har løjet for ham, hvilket ikke ligefrem giver bonuspoint. På vej til skolen ringer du til pizzeriaet, og bestiller det sædvandlige.
 Efter du har hentet en random bog på biblioteket, kører du hen for at hente pizzaen. Da du træder ind i den lille biks bliver du med det samme mødt af den dejlige duft af pizzaer.
 "(D/N)! Bella! Hvor er det dejligt at se dig!" udbryder Paolo, som ejer det lille pizzaria. Han er en rigtig italiener, som er rigtig sød og laver rigtige italienske pizzaer. Du kommer her rimelig tit, da din far ikke vil have du spiller tiden i køkkenet når det er 'far-datter aften', som det er 1-2 gange hver 14. dag. YAY! Mindre tid væk fra din far... *host*
 "Når bella, hvad har du så bestilt denne gang?" spørger han med den der sjove italienske accent.
 "Bare det sædvanlige" smiler du, og som du havde regnet med kaster han hænderne op i luften.
 "Mamma mia! Du bestiller altid det samme! Hvorfor prøver du ikke nogle andre af Paolos brillante mad? Det smager bare så..." han laver det med at kysse tommel- og pegefinger og stritte med de tre andre. Du griner.
 "Det tvivler jeg ikke på Paolo. Jeg tager et af dine menukort med, så kan jeg snakke med min far om det." smiler du til ham, hvilket for ham til at smile endnu mere. Paolo er også en af dine gode venner, som du har kendt i mange år, også før din mor dødede, hvilket han hjalp dig utrolig meget med at komme igennem. Uanset hvilket humør du er i kan han få dig til at grine, og du ved at du altid er velkommen i hans lille pizza-biks.
 Paolo kommer ud med maden, og du betaler, når han giver dig bytte pengene kan du godt se at det er meget mere end du burde få tilbage, men når du prøver at give ham dem tilbage nægter han, og når Paolo har sat sig for noget bliver det sådan.
 "Behold dem, og gem dem til dig selv." blinker han til dig, og du smiler. Da du var mindre, inden du fik job, klagede du altid til Paolo om at du fik for lidt lommepenge, så vær gang du kom her fik du lidt småpenge af ham, og det er meget sødt at han stadig gør det en gang i mellem, det minder dig om den gang din mor stadig var her, og alting var godt.
 Du putter pengene i lommen, tager imod maden og siger farvel.
 "Ciao bella!" råber Paolo efter dig, når du går ud.
 Du kører hurtigt hjem, da klokken snart er 19:00, og det var der din far sagde du skulle være hjemme... SENEST! Du triller ind af indkørslen et par minutter i, og skynder dig indenfor, hvor du skynder dig at smide alle dine ting ind på værelset, og løber nedenunder. Du skynder dig ind i stuen hvor din far sidder.
 "Hej" siger du, og sætter pizzaen på bordet.
 "hmm..." han kigger på klokken, og du ber til at den ikke er over 19:00 på hans ur. "Det var lige på et hængende hår du kom hjem der, hva'?" siger han koldt med hævede øjenbryn.
 "Undskyld, men der var flere mennesker end der plejer at være hos Paolo" lyver du.
 "hmm... det er vel okay... lige i dag. Du skal ikke tro at det går en anden gang!" siger han bestemt. "Når jeg siger SENEST klokken 19:00, så er det også SENEST der du kommer! Forstået?" spørger han, og ser bestemt på dig. Det er kun fordi at det er far-datter aften, at han ikke råber af dig og mørbanker dig, fordi han vil nødig ødelægge 'stemningen'.
 "Ja." siger du bestemt. Ikke på en hård måde, men bestemt.
 "Godt!" siger han, og kigger på TV'et igen.
 "Skal du bare have cola?" spørger du. Han nikker, og du går ud for at hente glas og cola.
 I spiser ved siden af hinanden i stilhed. En gang i mellem lader han sin hånd køre over din krop, men du lades bare som om han ikke gør noget. Når I er færdige tager du ud af bordet, hvorefter du sætter dig ind ved siden af ham igen. Han kører sin hånd igennem dit hår og rynker på næsten.
 "Føj! Hvor er dit hår dog klamt!" udbryder han. "Gå op og tag et bad! Det der er for lækkert!" siger han, og vifter med hånden i retning af trappen. Du ved godt at dit hår er rent, fordi for det første går du meget op i personlig hygiejne, og for det andet ved du godt at det er hans måde at sige vi skal 'hygge os', og fordi han elsker at røre ved dig når du er helt 'nyvasket'.
 Du går i bad, og bliver under bruseren i ekstra lang tid for at trække tiden ud, men bliver nød til at slukke bruseren, da din far bliver utålmodig, banker på døren, og råber du skal slukke for vandet, fordi det koster penge, og han er jo ikke lavet af penge. Blabla din bare røv!
 Du tørrer dig, og går ind på dit værelse. På din seng ligger der noget undertøj, og en lille løs kjole der er nærmest gennemsigtig. Det er din fars 'pæne' måde at sige til dig at du skal tage det på og komme ind til han i soveværelset. Du sukker. Der er ingen vej udenom denne her gang. Du føntørrer dit hår, og tager det på der ligger på din seng. Du kigger dig i spejlet. Det er rent faktisk ikke så slemt, hvis man ser bort fra det med din far. Hvis du selv skal sige det er du ret så lækker. Du ser din mobil på dit natbord, og tager den op. Igenting... Det føles som en kniv gennem hjertet. Du ved ikke hvorfor, men du havde rent faktisk forventet at Harry havde skrevet eller ringet. Du ved godt du sagde han var en idiot og at han skulle lade dig være, men på en måde havde du håbet at han virkelig havde kæmpet for dig, men selvfølgelig; nej. Hvorfor skulle han overhovedet ville i kontakt med dig efter det du sagde til ham? Nej, vel? Så nu er det officelt; den eneste dreng du synes var oprigtig sød, og som du overvejede at lukke ind, hvilket er stort, har du mistet for evigt... I al den tid har du kæmpet imod på grund af troen på at der en dag ville komme den rette for dig. De sidste par dage har du så, uden rigtig selv at vide det, kæmpet for ham, fordi han havde en chance for at ville lukke ham ind. Men nu hvor du har mistet ham, hvad er der så at kæmpe for?
 Du river dig ud af dine tanker, og går som om en anden har overtaget din krop ind i din fars soveværelse. Der er næsten helt mørkt, men du ved han er der inde et sted. Du stiller dig midt ude på gulvet hvor der er en lille lysstribe, og bare står. Lidt efter mærker du nogle hænder på dine hofter, og en der kysser din nakke.
 "Du ser lækker ud min skat..." hvisker han i dit øre. Du står bare. "Og husk nu hvad vi har snakket om; jo mere villig du er jo gladere bliver jeg." Du kan mærke at han smiler smørret. Du ved udemærket hvad han mener. Jo mere villig du er jo mindre bank for du bag efter...
 Han begynder langsom at få dig over i sengen, hvor han vælter dig ned at ligge. Han kravler op på dig, og begynder at kysse dig. Til at starte med kysser du kun lidt med. Han hiver langsomt din lille kjole over dit hoved, og betragter din krop. Du skal lige til at dække dig til med dine arme, da tankerne fra før kommer tilbage. Du har intet at kæmpe for, så hvorfor kæmpe? Hvorfor kæmpe når det fører til en smerte der nu er meningsløs? Du lukker dine øjne, og tager en dyb indånding. Når du åbner dine øjne igen tager du fat om hans nakke og snaver ham groft. Han bliver tydeligt overrasket, men stønner lavt - tydeligvis tilfreds.
 Det er som om du har forladt din krop, og svæver over scenen der foregår i sengen. Det er ikke dig der ligger der nede... det er den tomme skal der engang var dig...

 

><><><><

Bare lige hvis nogle af jer tænker "Holly shit! Der skulle ikke meget til at 'du' brød sammen!" men I skal huske at tænke på at hun har været igennem en masse, og har været stærk i lang tid, men det med Harry var alligevel lidt for meget for hende

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...