Gammelt guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2015
  • Status: Igang
En magisk rejse i tiden. Vi skal tilbage til den gang, jeg var 11-12 år gammel og ikke lavede andet end at skrive, når jeg kom hjem fra skole. Her er alt fra danskafleveringer til strejfende tanker til freestyleprojekter, som jeg har gravet fri fra harddisken til morskab og underholdning for interesserede. God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
665Visninger
AA

16. Freestylehistorie 5: Pigen, som mistede sit hjerte

Det her er en deep arse historie, jeg lavede.. I, hvad.. 2013. Håber, at I kan tyde lidt af den *lol*

 

 

 

De var efter hende. Drengene fra syvende.

Hun tog sin taske over skulderen og løb. Løb. Væk fra skolen. Væk fra Malou…

 

"Vågn op, skat! Klokken er otte!"

Det var mor.

Pigen slog øjnene op.

Et lys borede sig ind i hendes øjne.

"AI!" skreg hun og slog fra sig.

Hun skærmede sine øjne.

Klik. Det skarpe lys forsvandt.

Pigen satte sig rystende op i sengen.

"Hvad skulle det til for, mor?!" råbte hun arrigt.

Moren satte sig omtumlet på sengekanten.

"S-skat." prøvede hun.

"Hvad?!" mumlede pigen irriteret.

"Klokken er otte, du kommer for sent i skole!"

"Tak for info!" Pigen trak dynen ned over hovedet.

"M-men skolen? Skal du ikke i skole?"

"Nej, mor. Ikke i dag."

Moren sukkede og rejste sig.

"Heller ikke, hvis du får Nutella på franskbrødet?" lokkede hun.

Pigen stak sin ene arm op fra dynen og viftede irriteret af moren.

"Nej, blev der sagt! Så fat det dog!"

Moren sukkede igen og rejste sig.

"Så må jeg ringe til Katrin og sige, at du er syg. Alvorligt syg. Du bliver på dit værelse," hvæsede hun.

Hun tog fat i dørhåndtaget.

Så smækkede hun døren. Lidt efter kunne man høre, at moren låste døren. Så råbte hun arrigt:

"Uden roomservice! God fornøjelse!"

 

Pigen stak hovedet op over dynekanten.

Hun stirrede på døren, som om den kom fra det ydre rum.

Malou… kaldte hun i sine tanker.

Hvor er du, når man har brug for dig?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pigen græd.

Dynen blev våd.

Hele tiden kaldte hun på Malou.

Af sit sind, af sit hjerte.

Men Malou kom ikke.

Hun græd og græd og græd.

Hun kunne ikke stoppe.

For hver tåre, der trillede ned af hindes kinder og ned på dynen, forsvandt et stykke af hendes hjerte.

Til sidst havde hun grædt så meget, at hun ikke ville kunne græde mere en eneste gang mere i livet.

Hun mærkede et sug i brystkassen.

Pludselig følte hun sig underlig let.

Hun greb fat i lagenet.

Hun måtte ikke flyve bort.

Det gav et ryk i hende.

Hun tog sig til hjertet.

Hun kunne ikke høre noget banke.

Hun flåede natkjolen af og studerede sin brystkasse.

Pigen gispede.

Der hvor hendes hjerte havde siddet, var der nu blot et sort hul.

Hun sank sammen på gulvet.

 

                      ♥♥♥

 

Pigen sad på sin plads i skolen.

Hun kunne ikke forstå hvorfor hun sad der, men spidsede bekymret ører, da Malou kom op til tavlen med sin taske under armen og et sørgeligt udtryk i ansigtet.

Læreren Katrin vendte sig om og stirrede på Malou.

Hun havde stadig kridtet i hånden.

"Jamen, hvad så, Malou?"

Katrin lod blikket glide hen over Malou med et lettere bekymret ansigtsudtryk.

"Forlader du os?"

Han nikkede køligt.

"Jamen hvorfor?"

Hendes ansigt fortrak sig.

Malou sukkede let.

"Det korte af det lange er, at jeg har besluttet at skifte skole."

"Hvadbehager…"

Katrins ord døde hen.

"Jeg tager først af sted om to kvarter," beroligede han.

Katrin så ud til pludselig at have fået sin styrke igen.

"I går i gang med at lave et digt til Malou," sagde hun. "I har et kvarter."

 

 

 

 Pigen tog et stykke rødt karton, som hun foldede på midten og klippede det, så det fik form som et hjerte.

Udenpå skrev hun med den fineste skrift, hun kunne:

 

Til Malou

Fra Pigen

 

Det var fint.

Hun betragtede kortet tilfreds.

Nu kom det sværeste:

Digtet.

Pigen tog et stykke hvidt papir som kladde og begyndte at skrive:

 

Oh, hvis du vidste, kære ven..

Hvad jeg har i sinde

Ville du for ingen pris

Mig som kære vinde.

 

Nej. Det lød åndssvagt.

Hun stregede det over og begyndte forfra:

 

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad..

Der er noget i luften så gør mig så glad.

Underfuld. kære gud,

Giv mig ham jeg elsker.

 

Suk. Ubrugeligt.

Pludselig fik hun en ide:

Hvis du elsker rigdom,

så elsk ikke mig,

thi alle i verden

Er rigere end mig.

Hey! Der var noget! Hun fortsatte:

 

Hvis du elsker rigdom,

så elsk ikke mig,

thi alle i verden

Er rigere end mig.

 

Hvis du elsker skønhed,

så elsk ikke mig,

thi alle i verden

Er smukkere end mig.

 

Men hvis du elsker kærlighed,

så elsk kun mig,

thi ingen i verden

Elsker dig højere end mig.

 

Eller:

 

 Oh, rose, rød som blodet,

Som kærlighedens skær,

Har du nu fået modet

At blomstre nu og her

 

Oh, jeg er nu så heldig,

At have en så kær

Og han er ikke tilfældig,

Han står mig ganske nær.

 

Han har sin egen vilje,

Og styrke og forstand,

Men også blid som lilje,

Han bliver en dejlig mand.

 

Pludselig mærkede pigen noget.

Det rykkede i hende.

Du skal gå op til ham med kortet! skreg en indre stemme.

Det gjorde hun. Langsomt rejste hun sig fra sin plads og gik op mod tavlen.

Katrin så op fra Isabellas diktat, som hun var ved at rette.

"Færdig så hurtigt?"

Hun strøg en rød hårlok væk fra øjnene.

"Ja!" sagde pigen stolt og gik hen til Malou med kortet.

Han tog imod det med glinsende øjne.

"Tak!" Hans hænder rystede, da han tog det.

Så åbnede han det.

Hun holdt vejret.

Malou blev pludselig rød i hovedet.

Så blev han normal igen.

"Tak!" hviskede igen, ind i hendes øre, "Det var sødt af dig. Jeg vil ikke skifte skole alligevel."

Hun smøg sig op af Malous hals som en kælen kat.

"Du er sød.." Da pigen hviskede ordene, blev hun pludselig meget, meget varm indeni. Hun havde aldrig haft det sådan før, og hun tænkte på, om hun burde ringe efter en ambulance.

 

"Det er du da også!" gav han varmt igen.

Pludselig sagde pigen til Katrin:

"Malou er dårlig. Må jeg følges med ham hjem?" Hun så ud af øjenkrogen, hvordan Malou lavede kunstige bræklyde og skabte sig.

Katrin hoppede på den.

"Javel, ingen problemer." Hun viftede af dem.

 

De gik ud på gangen og tog deres jakker på.

Da de kom ud, sagde Malou pludselig:

"Pige, hvad du end hedder, så elsker jeg dig."

"Hmm." Pigen smilede.

"Jeg hedder Mia…"

"Kom, Mia."

De fulgtes hjem i tavshed.

Hånd i hånd.

Sammen.

M&M.

 

 

 

 

 

 


Forfatterens note: Det her var til en rigtig konkurrence. Jeg gætter på, at dem, der har haft det i hånden, har grædt søer. Og gæt hvad, det gør jeg også lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...