Gammelt guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2015
  • Status: Igang
En magisk rejse i tiden. Vi skal tilbage til den gang, jeg var 11-12 år gammel og ikke lavede andet end at skrive, når jeg kom hjem fra skole. Her er alt fra danskafleveringer til strejfende tanker til freestyleprojekter, som jeg har gravet fri fra harddisken til morskab og underholdning for interesserede. God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
660Visninger
AA

15. Freestylehistorie 4: Skæbnen vil have os sammen

Den her historie skrev jeg i september 2013, dybt fortvivlet efter et håbløst crush på en klassekammerat. Ja, jeg har et talent for at falde for de forkerte. PS. Alle navnene er originale, men jeg har ændret et af navnene, da det her er så pinligt for mig *omg*

 

Det hele startede i omklædningsrummet, da Sissel selvsikkert sagde 'Skæbnen vil have mig og Anders sammen!'. Alle grinede og synes, det var sødt. Undtagen mig. Jeg fumlede bare med mine snørebånd og rystede tavst på hovedet.

 

Det var en halvtrist gråvejrsdag, det småregnede lidt, mens vi tre syvendeklasser stod og småfrøs og ventede på hvad vores idrætslærere fandt på vi skulle i dag.

 

To minutter senere fandt vi ud af det. Vi skulle løbe 39 kilometer rundt i skoven, byen rundt, ud til Lillelund og tilbage.

 

Vi delt ind i grupper på tre, der skulle løbe sammen. Viola gik rundt og talte os. En, to, tre. En to, tre. Jeg stod og så på mine sko uden at kikke op. Da de andre gik sammen i deres grupper og satte op mod skoven, blev jeg stående. Da alle de andre var løbet, kikkede jeg op. Tre personer var tilbage. Rie, Anders og Sissel.

 

Sissel stod og så mærkeligt på Anders. Rie kikkede på mig. Anders kikkede væk. Der var en underlig tavshed, indtil Rie brød den med et friskt "Nå, skal vi løbe?".

 

Ingen sagde noget, indtil Sissel tog Anders hårdt i armen.

"Ja, kom, lad os løbe, Anders!" sagde hun et ubehageligt tonefald og trak ham i retning af skoven. Anders skar en fortvivlet grimasse mod mig og Rie. Rie reagerede straks, gik roligt hen til Sissel, hævede et øjenbryn og sagde "Hov, hov!".

 

Sissel standsede uden at slippe grebet i Anders. "Hvad?" sagde hun, som hun ikke fattede hvad hun havde gang i. "Slip Anders!" sagde Rie roligt, mens hun så Sissel i øjnene. Sissel slap langsomt grebet i Anders og så usikkert på Rie. Rie så ikke ud til at nyde sin sejr over Sissel, men sagde bare:

"Sissel, du skulle løbe med din gruppe. Hvor er din gruppe henne?"

 

Sissel så endnu mere usikkert på Riemkje inden hun mumlede noget uforståeligt, vendte om og løb mod skoven.

 

Da Sissel var ude af syne, sagde Rie igen: "Skal vi nu løbe?"

 

Så løb vi.

 

 

 

20 kilometer senere sagde Anders, at han ikke kunne mere.

 

Så stoppede vi.

 

"Hvad så, kan du ikke mere?" sagde Rie forpustet.

 

Jeg stoppede op. Anders stod foran mig og var som frosset fast til jorden. Rie bemærkede det først og viftede en hånd for hans øjne. Der skete ingenting. Jeg tog roligt og purrede op i hans hår. Anders reagerede ikke. Rie tænkte sig hurtigt om og sagde så: "Læg ham ned på jorden, måske virker kunstigt åndedræt.."

Jeg fattede hurtigt, hvad Rie ville ind på, og sagde hurtigt: "Nej, lad mig!"

Rie tøvede, men sagde så: "Godt, lad gå."

 

Forfatterens notater: Jeg græmmes. Gud, for fanden. Det her så pinligt. SÅ PINLIGT.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...