Gammelt guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2015
  • Status: Igang
En magisk rejse i tiden. Vi skal tilbage til den gang, jeg var 11-12 år gammel og ikke lavede andet end at skrive, når jeg kom hjem fra skole. Her er alt fra danskafleveringer til strejfende tanker til freestyleprojekter, som jeg har gravet fri fra harddisken til morskab og underholdning for interesserede. God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
662Visninger
AA

11. Freestylehistorie 3: Ildhjerter og askeregn

Denne historie have jeg også udgivet på Movellas i et stykke tid, den var en større fiasko end den anden, jeg skrev, så jeg trak den tilbage. Men her har den fået et comeback! 7.933 ord skulle være nok til at læse i en god halv times tid. 

 

 

"Caddy!" Føniks rejste sig. "Caddy!" Caddy kom luntende hen til hende. "Caddy, vent!" Den lille hoppe stillede sig godmodigt hen ved siden af hende. Føniks strøg sig elegant op i sadlen. "Nå, Caddy, til Kong Leo!" Caddy galopperede så hurtigt, at Føniks næsten følte, at hun fløj.

Et øjeblik efter bremsede Caddy op foran et prægtigt marmorslot med guldkupler. Føniks hoppede ned. "Caddy, du bliver her." Hun gjorde tegn til en staldknægt, som førte hendes hest ind til de kongelige stalde.

                                              

Føniks åbnede forsigtigt de guldbelagte døre til tronsalen. Da hun trådte ind, lukkede dørene bag hende sig med et brag. "Hvem der?" Kong Leo stirrede mistænksomt på Føniks. Hun skyndte sig at bukke. "Det er Føniks."

Kong Leo trommede utålmodigt med fingrene på tronens armlæn.

"Hvem Føniks?" Føniks krympede sig under hans blik.

"F-Føniks Ildhjerte, store Kong Leo." Hun bukkede en gang til.

Kong Leos ansigt lyste op. "Nåeh, dig…" Han slog blikket ned.

"Undskyld, min kære. Jeg er bare lidt omtumlet i dag…" Han tog sig til hovedet.

Føniks nikkede kort. "Nå, store Konge…" Hun sikrede sig, at han lyttede. "Jeg har gode nyheder." Hun pillede ved sit sværd. Kong Leo nikkede. Hun kunne fortsætte.

"Jeg og Eriann har dræbt Sjakalklanens leder og udslettet en stor del af hans hær. Sjakalklanen kommer vi ikke til at frygte i et stykke tid." Føniks så Kong Leo i øjnene. Han slog hænderne sammen og smilede. "Fantastisk, Føniks. I har gjort en stor indsats for vores klan. Hvorledes kan jeg takke jer?" Hans øjne strålede. Føniks så ned på de forgyldte fliser. "Eriann har allerede modtaget sin belønning, tusind guldstykker, men jeg er ikke ude efter penge. Jeg vil have noget større." Kong Leo rynkede panden. "Hvad forlanger du, min kamphealer, Føniks Ildhjerte, Føniks ad Phoenix?" Føniks smilede sagte. Hendes fulde navn klingede så godt i hendes ører. Hun tænkte sig godt om, og tog en dyb indånding. "Jeg, store Kong Leo, jeg ønsker…" Hun så Kong Leo Lige i øjnene. "Din søns kærlighed."

 

Der gik et par øjeblikke, før Kong Leo indså, hvad hans kamphealer lige havde sagt. "HVAD?" råbte han, "HVAD VAR DET LIGE, DU SAGDE?" Føniks gentog køligt.

Et øjeblik sad han og stirrede tomt ud i luften, inden han tog sig til hovedet og sukkede. "Årh, fint, du kan møde han ude på kamppladserne, men jeg advarer dig bare: Han er kræsen, med pigerne, ham min søn."  Han sukkede dybt. "OG SMUT SÅ MED DIG, ILDHJERTE!"

Føniks skyndte sig ud og snuppede sin hest.

Hun skulle ud på kamppladserne.

På kamppladserne var der mange unge drenge og mænd, der hvirvlede rundt i sandet, kastede med hinanden og fægtede. I skyggen af en stor ask stod en dreng og lænede sig mod stammen, mens han drak vand af en krukke. Drengen var kraftigt bygget og solbrændt, og som han stod der, med bar overkrop, var han ikke til at tage fejl af. Det var Magnus Ravn, kongens søn, ham, som hun så mange gange havde udspioneret, mens han misfornøjet blev trukket af sted i en heftig dans af hvinende, fnisende piger med lette kjoler og flirtende blikke. Engang, da hun lå på lur bag en laurbærbusk ved kamppladserne, fik hun øjenkontakt med ham, mens han havde hævet en eller anden stakkels mand over hovedet. Da havde han smilet til hende, og hun havde følt det, som om der svømmede en hel flok legesyge delfiner rundt i hendes mave.

 

Nu stod han der, lige foran hende, og hun kunne næsten ikke fatte det.

Føniks tog mod til sig og sagde noget. "D-Du må være Magnus.." Hendes stemme knækkede over. Magnus smilede til hende, så hun næsten blev svimmel. "Ja, det er jeg skam også!" Han gav Føniks et venskabeligt dask på skulderen. "Og hvem er du så, lille sol?" Føniks var ved at besvime af glæde. "Æh, J-jeg er F-Føniks, K-Kong Leos kamphealer…" Magnus grinede varmt. "Det glæder mig at møde dig, 'F-Føniks'!" Føniks smilede anstrengt. "Æh, bare Føniks, tak." Magnus smilede endnu bredere. "Jasåh, Føniks, så fik piben en anden lyd, Føniks, tak, Føniks."  Føniks mærkede, at hun blev rød i hovedet. "Du går til kampsport, ser jeg?" Hun prøvede at lyde interesseret. "Ja, Føniks, det gør jeg, Føniks!" Han klappede sig på brystet. "Man får ganske pæne muskler af det her." Magnus børstede lidt sand af sit lår. "Der er bare en lille ulempe ved det…" Føniks så sig omkring. "Hvad?" spurgte hun.

 I det samme kom en flok hvinende piger løbende om hjørnet og væltede ham omkuld og dækkede ham til med våde, insisterende plaskkys. Magnus gjorde sig fri og satte sig forpustet ned.

"Dem her!" stønnede han, "Og sol?" Føniks vendte sig mod ham.

"Besøgstiden er ovre for i dag!" Han vendte hovedet bort og spyttede noget jord ud af munden.

 

 

Lidt efter sadlede Føniks Caddy op og red hjem til Eriann. Hun stod ved ildstedet og rørte i en gryde. Føniks sadlede Caddy af, hængte udstyret på plads og slap hende ud på engen sammen med Erianns hest, Lizzie. Bagefter satte hun sig ind ved bordet. Eriann havde hældt suppe op i træskåle og skåret brød til. Inden de satte sig til at spise, gik hun hen for at hente noget ved skrivebordet. Lidt efter kom hun tilbage med et brev, som hun gav Føniks. Det var forseglet med et mørkerødt billede af en ravn i et oliventræ. Eriann smilede. "Du har vist fået kongelig post!"

 

Jeg lirkede seglet op. Ganske rigtigt. Det var til mig. Fra Magnus.

 

Til Føniks ad Phoenix

 

Hun smilede af sig selv, inden hun læste videre. Kunne Magnus virkelig tillade sig at bruge sådan en håndskrift?

Hun læste videre:

 

Kære Føniks,

Du må undskylde, at alle de piger kyssede mig for øjnene af dig.

Pigerne var min fars ide, jeg blev lovet bort til dem, inden jeg blev født.

Meningen var så, at de måtte gifte sig med mig, når jeg var tolv somre.

De tolv somre er gået, og nu vimser de om mig og minder min far om, at vi skal giftes.

Jeg håber, at det er fint med dig, for de kommer til at halse efter mig for eftertiden.

Min far ved ikke, at jeg skriver med dig.

Og det kommer han heller aldrig til.

Vi ses måske i morgen.

Kærligst Magnus

 

Føniks mærkede vreden stige op til hovedet.

Hendes Magnus, lovet bort til fyrretyve kvinder ved fødslen?

Hun kunne næsten ikke tro det.

Var det virkelig sandt?

Magnus løj jo aldrig.

Eller gjorde han?

 

 

Næste dag kom der bud fra kongen. Føniks skulle straks ride op til slottet. Føniks snuppede Caddy og red uden sadel op til kongen, hvor hun bandt hoppen ved det gyldne gelænder.

Hun trådte ind. Lyset var dæmpet, og der stod bevæbnede soldater langs væggene.

Føniks frygtede for, hvad der nu skulle ske.

Kong Leo lod blikket glide ned af Føniks.

"Læg dit våben, Føniks. Du får ikke brug for det."

Føniks smed sit sværd i favnen på den nærmeste soldat og bukkede elegant.

"Godt, Ildhjerte. Der er noget, som vi bliver nødt til at tale om."

Kongen så alvorlig ud.

Dette var ikke for sjov.

"Nå, Føniks, jeg er desværre nødt til at give dig et valg."

Hun holdt vejret.

"Du er jo min kamphealer i gennem flere år, ikke sandt?"

Føniks sank en klump og nikkede.

"Jeg vil give dig mulighed for at våbenmester i stedet for kamphealer. Der er en anden pige, der har ansøgt om posten. Jeg ville gerne give hende lov, men hvad er din mening?"

Føniks tornede.

"Jeg vil IKKE give min post fra mig frivilligt, hvis det er det, du tror, store Konge!"

Hendes ravgyldne øjne slog lyn.

"Men Føniks!" Kongen lød fortvivlet. "Du får mulighed for højere løn, du…"

"JEG vil IKKE have andres penge! Jeg vil have noget, som er helt mit eget, og som ingen kan tage fra mig." Hun sukkede. "Penge er en ting, som kan bruges op på én dag, hvis man ønsker det, men derimod…"

Føniks tav.

"Tal ud, min pige. Jeg respekterer dig."

Hun sukkede.

"Jeg vil altså ikke!"

"Godt så!" Kongens ansigt blev mørkt. "Før hende bort. Hun er ikke længere i min tjeneste."

Føniks skummede af raseri. "Jeg hader dig!" råbte hun. "Jeg hader jer ALLE SAMMEN!"

"Godt så, godt så." Kong Leo trommede på tronens armlæn med fingrene. "Grib hende og før hende ned til fangehullerne. De allerdybeste. Hun er farlig for omverdenen!" Han hævede stemmen. Føniks hev efter vejret. "MAGNUS!" skreg hun af sine lungers fulde kraft.

Magnus slog dørene op. Han kikkede på Føniks og bagefter på sin far. "Halløjsa, smukke!" han kikkede på Føniks, som blev helt varm indeni. "Halløjsa, farmand!" Kong Leo rasede, så man kunne se en tyk blodåre pumpe i hans pande. "Min søn." Han kæmpede for ikke at råbe. "Jeg er midt i en hastesag. Jeg kan ikke hjælpe lige nu. Senere." Han pegede på døren, Magnus var kommet ind af. "Hey, hey, heey." Han så fra Føniks til vagterne, som holdt hende. "Hvilken hastesag?" "Gå, min søn. Du er prins, jeg er konge. Du har nok at se til med dine fyrretyve forlovede." Magnus satte hænderne i siden. "Hvis ide var det lige med de fyrretyve piger?"

"Jeg har i hvert fald ikke sagt ja til noget!"

Kongens ansigt skiftede farve fra rødt til lilla.

"Gå, Magnus!"

Kongen pegede på porten med en stiv finger.

"Som jeg var i gang med at forklare tidligere…"

Han hev efter vejret.

"Før hende bort."

Vagterne strammede grebet om Føniks.

"MAGNUS! HJÆLP MIG!"

Nu kunne Føniks ikke mere.

Hun sank sammen i vagternes greb.

Vagterne slap hende, som om de havde brændt sig.

"FAR!" Magnus ruskede fortvivlet i Føniks livløse krop.

"Hvad har du nu gjort?!"

"Det, jeg var nødt til, min søn."

Kongen fik en dyb rynke i panden.

Magnus' isblå øjne lynede.

Han forvrængede ansigtet på den måde, han altid gjorde, når han var lige ved at græde.

"Gå, far." Han vendte hovedet bort.

"Hvadbehager?" Kongen lænede sig frem med hånden bag sit øre, som om han ikke hørte, hvad Magnus sagde. Men det gjorde han.

"Gå, far." Magnus hævede modvilligt stemmen.

"Tror du," Kongen rejste sig langsomt fra tronen, "TROR DU, AT JEG TAGER IMOD ORDRER FRA MIN EGEN SØN?!"

Magnus mødte krigerisk farens blik.

"Ja. Ja, det gør jeg, far." Den sidste del af sætningen blev hængende i luften.

"Så du sætter livet på spil for dette kvindemenneske?" Han pegede på Føniks.

"Ja!" sagde Magnus uden at tøve. "Lige hvad der manglede," vrissede kongen til vagterne, "smid dem begge i fangerummet." Kongen smilede hemmelighedsfuldt, "Sammen."

 

Skænderiet havde vækket Føniks. Hun så sig omkring. Et øjeblik troede hun, at hun var hjemme hos Eriann og at det var nat, men så hørte hun Magnus stemme i mørket.

"Føniks?" "Føniks?" Føniks satte sig op på knæene. Pludselig mærkede hun noget røre ved hendes ben. Hun gav et forskrækket piv fra sig og trak benet til sig.

"Auv!" Nogen stønnede og ømmede sig. "M-Magnus?" Føniks dirrede af skræk.

"Her!" "Bag dig!" Føniks snurrede rundt og stirrede ind i et par isblå øjne.

Føniks puttede sig ind til Magnus og lagde hovedet på hans ene skulder.

"Hvor er vi egentlig?" Føniks anstrengte sig for at hendes stemme ikke rystede.

"I fangehullet." Hans øjne blev mørke.

"N-Nå?"

Magnus rømmede sig. "Du skal ikke være bange. Vi skal nok komme ud."

 

"Hø, hø, der er fløjet duer ind i mit kammer!"

 En fremmed stemme blandede sig i samtalen.

"Turtelduer, lader det til."

Føniks trykkede sig så hårdt ind til Magnus, at hun kunne høre han hjerte galoppere.

"Jeg har nogle tændstikker. Et øjeblik."

"T-Tændstikker?" Magnus blandede sig.

"Tændstikker, ikke tandstikker, lille ven."

Han lo sagte.

Der lød et dæmpet skratj, og en lille gnist tændtes og voksede til en flamme.

Den fremmede mand holdt tændstikken op til sit ansigt.

Der dukkede et arret ansigt frem med to varme, ravgyldne øjne frem i flammens skær.  

Han stak en behåret lab frem mod dem.

"Jeg hedder Esso, og jeg kommer fra Ravneklanen."

Føniks rykkede tilbage med et skræmt udtryk i ansigtet.

"Hvad hedder I, og hvilken klan kommer i fra?"

Esso havde et venskabeligt glimt i øjet.

Magnus tænkte sig om.

"Navne er ikke noget, man bare giver fra sig. Navne skal gemmes til sidste øjeblik eller kun gives ud til folk, man stoler på." Esso fik et tænksomt udtryk i ansigtet.

 

"Kloge ord, min dreng."

 

 

Føniks puffede irriteret til Magnus.

"Jeg fortæller det alligevel," sagde Magnus hurtigt, "Jeg hedder Magnus, og pigen ved min side er min… kæreste." Føniks fnisede smigret. Hans kæreste, hvabehar? Måske havde hendes lille besvimenummer gjort indtryk?

Esso gryntede af morskab.

"Og hvad hedder din… 'kæreste' så?" Han fnisede barnligt.

"Hun hedder… Føniks."

Esso smilede hemmelighedsfuldt.

"Føniks. Magnus. Føniks og Magnus." Han gryntede og pillede sig i læben. "Lyder godt. Tillykke med pigebarnet, lille Magnus." Han klappede Magnus på skulderen. Magnus krympede sig og skar ansigt.

Føniks smilede rørt.

Han havde stadig lang vej til at blive mand.

 

 

"Og I kommer fra?"

Føniks rykkede hen ved siden af Magnus og svarede fluks Esso.

"Flodklanen. Begge to."

"Såeh?" "Hvordan i alverdens tidsler og torne er I havnet i Hjorteklanens fangehul?"

"I har lang vej hjem, i al fald."

"Vil du ikke hjælpe os?" Føniks lagde hovedet på skrå.

"En gammel knark med gule tænder som mig?"

"Ja, en gammel knark med gule tænder som dig!" drillede Magnus.

Esso fandt en kæp, som han tændte med tændstikken, som han derefter tværede ud på det stampede lergulv.

"Så lad os gå. Der er vagtskifte om få minutter. Mens vagtskiftet foregår, kan vi med lidt held smutte ubemærket ud og snuppe nogle heste, og så kan vi ride helt ud."

Føniks kom med det samme til at tænke på hendes stakkels Caddy, som stod bundet ved gelænderet og intet kunne gøre. Essos stemme rev hende tilbage til virkeligheden. Han havde rullet en sten til side, der åbenbarede en smal gang. "Her er en smutvej ud," hviskede han, "vagtskiftet foregår om stadig færre minutter, og det er kun er spørgsmål om tid, før det er for sent." Han rømmede sig. "Venner, træd ind. Det er nu eller aldrig."

 

 

"Hvad mener du?" sagde Føniks forskrækket.

"Jeg mener," sagde Esso alvorligt, "Jeg mener, at hvis vi kommer for sent, forhindrer vagterne os i at komme ud. Og så bliver hele vores lille udflugt til en tåbelig dagdrøm."

"Fint, Esso." Magnus nikkede forstående. "Vi skal altså skynde os?"

"Ja." "Meget gerne."

 

Dryp. Dryp. Dryp.

Føniks for sammen. "Hvad var det?" Hun rystede så meget, at hun knap kunne udtale ordene.

Magnus lagde beroligende en varm hånd på hendes skulder.

"Bare rolig, min lille ildfugl." Esso smilede varmt.

"Vi er under jorden. Der er en lille risiko for utætheder."

"L-Lille risiko f-for hvad?"

Esso skuttede sig. "Det har været regnvejr for nylig. Der er fugtigt, så pas på halsene. I skulle jo nødig blive forkølede."

Nu rystede Føniks så meget, at hun slet ikke frøs. Det kunne bare se ud, som om hun frøs.

"Føniks! Du fryser! Vil du låne min jakke?" Esso tog sin store, tætte jakke af og gav den til hende. Hendes tænder klaprede som kastagnetter.

"M-Mange t-tak, må jeg d-det? Føniks var nu lige så bleg som månen, der lige var stået op over dem. Hun svøbte sig i den alt for store jakke, begravede sin krop i den, som om det var et telt.

Det hjalp lidt.

 

De gik tavse i lang tid.

Den uhyggelige gang ville ingen ende tage.

Pludselig begyndte Føniks igen at ryste voldsomt, stamme og klapre tænder.

Lidt efter gav hendes ben efter. De kunne ikke klare mere. Magnus bøjede sig åndeløst over Føniks. Verden snurrede rundt for hende. Prikker i alle regnbuens farver dansede heftigt for hendes øjne. "Føniks!" Magnus strøg blidt hendes kind. Føniks lukkede øjnene halvt i.

"Esso!" "Kom! Skynd dig!" Esso kom løbende hen til Magnus. "Hvad er der los, mester?"

Han kikkede på Føniks.

"Er damen besvimet eller hvad?"

"Noget meget værre, Esso!" "Hun er som død!"

Føniks græmmede sig.

Som død, hvad?

Hun var langtfra død.

Og alligevel så tæt på…

"Bravo, Magnus!"

Esso studerede Føniks' ansigt.

"Hun er varm. Febervarm."

"Hun har sikkert kvalme."

"Hmm?" Magnus så undrende på Esso.

"Ja, godt med dig." Han viftede koncentreret ad Magnus.

"Hun skal have lidt appelsinudtræk…" Han rodede i sin skuldertaske, "Gerne blandet med kanel og nellike." Han mumlede for sig selv og gryntede tilfreds.

"Er du healer?" spurgte Magnus forsigtigt.

Esso nikkede sørgmodigt.

"Tidligere healer. Kamphealer. Lang historie."

"Vil du fortælle den?" Magnus satte sig ned på en afsats i klippevæggen.

"Ja." Esso flyttede vægten fra det ene ben til det andet og satte sig ned ved siden af Magnus.

"Nu skal du høre." Han foldede hænderne.

"Der var engang, hvor jeg var kamphealerlærling hos Ravneklanen. Jeg var kun 16 vintre dengang." Esso fik et drømmende udtryk i øjnene. "Jeg var lige ved at slutte min læretid hos min læremester, Puntus. Men lige da klanlederen skulle til at bekræfte min nye post som kamphealer…" Hans blik blev fjernt.

"Det blev aldrig til noget." Han sukkede tungt. "Min læremester var en forræder. Han anførte en fjendtlig klan ind i vores lejr. Det var midt i den bladløse årstid. Vi var udsultede og svage, og næsten alle vores krigere var ude på patrulje. Vi kunne intet stille op. Min læremester var i spidsen af Bøffelklanen, den klan med de uovervindelige krigere, der havde hjemme på sletten bag bakken lige op til vores område. Han sårede vores tilbageblivende krigere og mænd dødeligt, dræbte alle mindreårige børn, og bortførte større børn og kvinder til sin egen lejr.

Værst var det med vores klanleder." Esso sukkede og pustede ud. "Puntus dræbte hende med koldt blod. Jeg var til stede, mens hun døde. Det var hæsligt at se på. Jeg kunne intet gøre."

"Virkelig?"

"Ja."

"Jeg blev holdt tilbage af to Bøffelklankrigere." Han smøgede sit ene ærme op og holdt faklen hen til armen. "Ser du de to højrøde mærker der?" Han pegede på sin overarm. Magnus gøs.

"Ja," sagde han med væmmelse. "Det er de mærker, Bøffelkrigerne efterlod på mig, og de vil altid være der."

"Nå, til bage til virkeligheden."

"Magnus!" Magnus rejste sig og modtog en skål af Esso. "Magnus, vil du sørge for, at hun drikker så meget som muligt?"

"Selvfølgelig!" Han satte skålen til Føniks læber.

Først mærkede han intet livstegn, men et øjeblik senere så han Føniks mund bevæge sig. Skålens indhold vibrerede. Hun drak.

 

 

Lidt senere kunne Føniks stå på egne ben og havde fået farven tilbage i ansigtet. Nu kunne de fortsætte. Tiden havde stået stille, mens Føniks havde fået sit anfald. I hvert tilfælde var Esso i strålende humør og gik med raske skridt hen ad gangen med Magnus og Føniks i hælene.

 

Pludselig standsede Føniks op.

"Hey!" råbte hun begejstret.

Esso tyssede irriteret på hende. "Hvad er der, Føniks?" vrissede han.

"En inskription!"

Føniks pegede på den mosbegroede klippevæg foran dem.

"Årh, nej. En blind gang!" Essos humør skiftede på et splitsekund.

"Nu kommer vi aldrig op til tiden!"

"Sludder!" Føniks pegede stadig lige så glad på væggen.

"Er der nogen, der har noget spidst?" Føniks vendte sig mod Esso og Magnus.

"Noget spidst?" Magnus rodede sine lommer igennem.

Så fiskede han noget op og gav det til Føniks.

"Kan det her bruges?"

Føniks studerede tingen.

Det var en lille, rund flad tingest med fire huller i midten. En kobberknap!

"Tak skal du ha'!" Føniks begyndte at skrabe i mosset på væggen.

Først kunne man ikke se noget, men så kom der noget frem, ridset ind i klippen.

Føniks lagde en hånd på væggen. Den var stadig varm. Nogen havde ridset det ind for nyligt! Der stod:

 

Skinøf, Osse go sungam laks ekki evig po.

Ed laks ettestrof.

Buks lit nenets.

Ned re søl.

Skinøf, osse go sungam åm ekki evig po.

Iv retnev åp rej.

 

"Smalltalk fra det ydre rum!" grinede Magnus halvhjertet.

"Lige, hvad vi manglede!"

  Han tav, da han modtog et hånligt blik fra Føniks.

      

"Lad os kikke på det første ord, 'Skinøf'." Esso var pludselig i højt humør igen.

Han trak et stort stykke birkebark op af sin skuldertaske.

"Normalt bruger jeg det til forbindinger," gryntede han, "Men i nødsituationer kan man godt bruge det i stedet for papir."

Han trak en kulpind op og begyndte at skrive.

"Vi ser på de forskellige kombinationer, vi kan sammensætte dem i. "

Øverst skrev han:

 

Skinøf

Øfski

Søfki

Kinsøf

 

Pludselig sprang han op med et hyl og viste dem papiret. Der stod:

 

Føniks

 

"Det er jo mig!" sagde Føniks glad, "Beskeden er til mig! Yay!"

"Så må jeg løse den næste!" Hun greb pinden.

 

Osse

Seos

Sose

Seso

 

"Jeg har den!" Hun sprang op.

 

Esso

 

"Fedest!" Magnus daskede Føniks på ryggen.

"Så er det min tur!"

 

Sungam

Gamsun

Gunsam

Samgun

"Jeg har den!"

"Det er mit navn!"

Nederst stod der:

 

Magnus

 

"Godt så." sagde Esso tilfreds, "Vi har tydet de første tre ord af beskeden."

Han trak et nyt stykke bark op af sin taske.

"Lad os nu skrive de nemmeste ord af beskeden ned her og gætte os frem i forhold til det."

Han kikkede op og skrev:

 

Føniks, Esso og Magnus

 

"'Laks' betyder nok 'skal', ikke?" Magnus var helt oppe at køre.

Esso kikkede igen.

"Jo, det skal nok passe." Han skrev det ned:

 

Føniks, Esso og Magnus skal

 

"Hvad skal vi?" sagde Føniks spændt.

"Vi får at se…" sagde Esso koncentreret.

"'Ekki' betyder garanteret 'Ikke'…"

Sætningen voksede:

 

Føniks, Esso og Magnus skal ikke give op.

 

"'Evig Po'? " spurgte Føniks.

"Præcis!" mumlede Esso.

Han skrev videre:

 

Føniks, Esso og Magnus skal ikke give op.

De skal fortsætte.

Skub til stenen.

Den er løs.

 

"Er stenen løs!" sagde Føniks. "Jeg sagde jo, der var noget!"

"Ja, nu til den sidste sætning. Den er identisk med den første:

Føniks, Esso og Magnus må ikke give op.

Vi venter på jer.

 

 

Den samlede besked så sådan ud:

 

Føniks, Esso og Magnus skal ikke give op.

De skal fortsætte.

Skub til stenen.

Den er løs.

Føniks, Esso og Magnus må ikke give op.

Vi venter på jer.

 

Nedenunder var der hugget en slange ud i klippen som en slags underskrift.

Esso blev bleg.

"Hvad er der?" spurgte Føniks bekymret.

"Slangeklanen. Slangeklanen venter på os."

Han faldt, lukkede øjnene og lå ubevægelig.

 

"Esso!" "Esso! Vågn op!"

Føniks ruskede fortvivlet i deres nye ven.

Han rørte sig ikke.

"Lad mig!" Magnus masede sig forbi hende og begyndte at bokse ham på brystet.

"Nej! Hvad i alverdens riger og lande har du gang i, Magnus?"

Føniks masede aggressivt Magnus til siden og bøjede sig over Esso for at give ham kunstigt åndedræt. "Kysser du ham!" sagde Magnus med væmmelse. "Ad."

Føniks gav Esso det sidste pust og tørrede læberne af i frakken.

"Jeg kysser ham ikke, Magnus. Ikke det mindste! Hans læber er tørre som sandpapir."

Hun lod fingrene glide over Magnus' læber.

"Dine er da velplejede?" Hun kikkede på sin finger.

Der sad noget rødt stads tilbage. Hun slikkede på det.

Det smagte bittert og kornet.

"Ad!" hylede hun og spyttede på jorden.

Læbestift. Helt sikkert.

"Har du kysset nogen fine damer for nyligt?"

Hun kneb øjnene sammen og så på Magnus.

"N-Nej!" stammede han.

"Nåh, nåh, sikker?"

Hun tørrede fingeren af i frakken og stak hånden afværgende i vejret.

Inden Magnus kunne nå at svare, sagde hun hurtigt og bestemt:

"Diskussionen er lukket."

 

Esso rørte på sig.

Magnus og Føniks styrtede hen til ham.

Han havde lukket øjnene, men talte.

"Tasken." mumlede han som i søvne. "Tasken. Tag den."

Magnus tog tøvende tasken ved Essos side.

"Røllike. Hurtigt. Flaske. Den grønne."

"Røllike?" "Grøn flaske?"

"Grøn flaske. Hurtigt."

Hans ord døde hen.

Føniks tog tasken og rodede den i gennem.

Der var ingen grøn flaske, forklarede hun Esso.

"Kamille. Tørrede blade. Ikke tage fejl."

I en pose fandt hun nogle tørrede blade med en berusende duft.

Hun gav Esso posen i hånden.

Han rynkede på næsen.

"Det der er kristtjørn. Ikke godt. Bruges kun til at dæmpe smerter."

"Hvad skal vi så bruge?" hylede Føniks panisk.

"Højrøde bær. Jeg har store smerter."

Magnus fandt nogle røde bær og gav dem til Esso.

Et saligt smil bredte sig på Essos læber.

"Nu kan jeg endelig sove i fred. Hæld dem i munden på mig. Jeg kan ikke selv. Mine led er helt stive. To bær er nok."

Magnus tog tøvende et bær og gav det til Esso. Han suttede på det, som var det et bolsje.

"Og det andet?" Føniks tog et bær og puttede det i munden på ham.

Han gumlede ivrigt på dem og sank.

Så foldede han hænderne på maven og lukkede øjnene med et stille suk.

"Tag tasken med jer. Jeg får ikke brug for den."

Magnus tog tasken under armen.

Esso sukkede fredfyldt.

"God højmåne, venner."

Han lukkede øjnene og lå igen uden en lyd.

 

"Esso!" "Esso!" Denne gang var det Magnus, der ruskede i Esso.

Men denne gang vågnede han ikke.

Føniks studerede posen.

Hun fik et chok.

Der stod:

 

bær af takstræ

   'dødens bær'

 

"Magnus!" brølede hun.

Magnus gik hen til hende.

"Jeg tror, vi lige har sendt vores eneste ven i døden."

Magnus fik et sørgmodigt udtryk i øjnene.

"Det tror jeg også."

Føniks lagde jakken, hun havde lånt over Esso, så han ikke frøs på sin tur til Stjerneklanen.

Han sukkede og pegede.

"Den løse sten er der oppe. Vi rokker den op og går ud."

"Ja." Føniks sukkede.

 

Lidt efter var de kommet ud uden problemer.

Pludselig blev månen rød som blod. Skyer samlede sig og rullede hastigt mod dem. Det var ikke sne, ej heller regn. Det var askeflager.

Flagerne haglede ned over dem og dækkede træer og buske. Der, hvor flagerne ramte, visnede græsset og det sydede som olie. Træerne afskallede og blottede deres stammer, som blev sortsvedne. En flage ramte Caddy på bagdelen. Hun stejlede skræmt, så skummet piskede fra flankerne.

Lidt efter holdt uvejret op, lige så pludselig som det var begyndt.

 

De havde taget Caddy og en gråskimmel hingst ved navnet Marvin fra stalden og red nu i fuld galop over markerne. "Nu er det bare spørgsmålet, om nogen vil give os husly på denne tid af døgnet…" mumlede Magnus sammenbidt. De begyndte at kunne skimte noget varmt lys fra udkanten af marken. En tanke farede gennem Føniks. Jo nærmere de kom lyset, jo mere sikker i sin sag blev Føniks. Stalden, der lænede sig op af det hvidkalkede hus, den vilde køkkenhave og skoven bag huset… Det var her. Her, Føniks blev opfostret af krigerkvinden Eriann, som hun havde kendt siden hun var lille.

"Vi er her!" Hun sporede Caddy. Hoppen bremsede op med skum om munden.

Hun hoppede ned og hjalp Magnus ned ad hesten.

Han tog Føniks hånd og gned sin numse med den anden hånd.

"Det plejer ellers at være prinsen, der hjælper damerne ned af hesten, ikke omvendt." klagede han højlydt.

"Tys!" hvæsede Føniks. "Jeg fører Marvin og Caddy ind i stald, og du rør' dig ikke!"

Det sidste hvæsede hun.

Han stillede sig straks stiv som en soldat.

Lidt efter kom hun ud.

Føniks bankede på døren tre gange.

En lås blev bakset af, og en luge åbnede sig.

Et bidsk ansigt med lyse, vilde krøller samlet i en hestehale åbenbarede sig.

"Hvad vil I på denne tid af natten?" knurrede kvinden.

"Eriann!" hviskede Føniks.

"Hvabehar?" Hun snurrede rundt som en kat på jagt efter bytte.

"Det er Føniks!" hviskede hun lidt højere.

"Godt med dig Føniks, hvis du vil være så venlig at lade ærlige gode mennesker spise færdig og lade Stjerneklanen jage i fred?"

"Det er Føniks Ildhjerte, den Føniks, du har kendt hele livet, Eriann!" hviskede hun lidt irriteret.

"Åh!" Hendes ansigt blev mildere. Hun åbnede døren. "Kom indenfor!"

Føniks vinkede til Magnus, der genert kom frem af den busk, som han gemte sig i.

"Føniks!" Eriann pegede fjendtligt på Magnus. "Hvem er ham der?"

Føniks snurrede rundt på hælen.

"Tag den finger ned!" vrissede hun, "Vi har fået kongelig visit i aften!"

"Oh!" Eriann tog sig til hovedet.

Så åbnede hun døren igen og bukkede så dybt, at hendes pande rørte gulvet.

"Vær velkommen, oh mægtige!" rablede hun, "Stjerneklanen har velsignet vores hus, da en dreng med blåt blod er kommet til os!"

Hun bukkede igen, "Føl dig hjemme, oh stjerne blandt skyer, oplys vores ringe hjem!"

Føniks rystede på hovedet af hende og smilede til Magnus.

"Hun er skør!" Føniks roterede fingeren mod tindingen.

 

 

 

 

 

 

Tiden gik. Føniks fyldte fjorten. Føniks blev giftefærdig.

Magnus' stemme blev dyb og kraftig. Nogle små, lyse dun begyndte at samle sig på hans hage. Han blev mand.

Det værste var, synes Føniks, at Magnus ikke længere kunne finde ud af at møde hendes blik længere.

Hver gang, deres øjne mødtes, kikkede Magnus hastigt væk og rødmede.

Når hun skulle op på Caddy for at ride til marked, insisterede Magnus på at holde Caddy for hende, selvom hun slet ikke var vild.

Sådan blev han ved at være.

Og i byen, når han mødte en af de piger, der var vilde med ham, rakte han tunge af dem og holdt sig til hendes side.

Endelig kom dagen.

Dagen, hvor Føniks skulle finde ud af, hvorfor Magnus var så pylret over for hende.

 

Dagen startede almindeligt.

Hun spiste Erianns byggrød og gik ud og mugede ud hos hestene.

Hun plukkede urter og sorterede dem alfabetisk og efter farve og smag, duft og virkning.

Hun fiskede i åen sammen med Magnus og røgede fisken over grankviste i røgerummet.

Hun skrællede kartofler og lappede strømper.

Det hele var almindeligt, indtil hun og Magnus red på marked.

Hos grønthandleren kom der pludselig en lille dværg frem og puffede til dem.

"Følg med mig!" sagde han, uden nogen form for præsentation, "Kongen har sendt bud efter jer." Ved tanken om tilbuddet, hun havde fået sidste gang, hun var hos kongen, steg vreden op i hende. Hun skulle ikke nyde noget denne gang..

Dværgen puffede irriteret til hendes ben.

"Tænk på hesten!" sagde han og greb Caddys seletøj.

Så havde Føniks intet andet valg end at følge med.

 

Da de kom ind til slottet, blev Føniks bedt om at gå med en flok hofdamer, der stod og fnisede, mens Magnus modvilligt blev slæbt med en anden flok hofdamer.

Hun blev ført ind i et dampende baderum, hvor hun blev skrubbet grundigt fra hårrod til neglespids. Hun fik håret sat op og krøllet og hendes negle blev poleret og filet.

Da hun var blevet gennet ind i et lyst rum med et kæmpe spejl, blev hun ført ind i et rum med forhæng for og blev meddelt, at hun skulle tage tøjet af på nær undergevandterne. Det gjorde hun modvilligt. Da hun havde stillet sig foran der store spejl, kom en hofdame med en pakke og lagde den i hænderne på Føniks. Hun pakkede op.

Det var den mest vidunderlige kjole, hun havde set i hele sit liv.

Kjolen var ildorange med et guldbroderi af en føniks på ryggen. Broderiet snoede sig om på maven, hvor den omkransede en fyrretyve ravstykker. Føniks gispede og lod fingrene kærtegne det bløde silke, der duftede af honning. Kjolens nedre del var besat af silketråd i alle regnbuens farver og kjolespændet var af ægte guld, der strålede om kap med hendes ravgyldne øjne.

"Er denne herlighed til mig?" gispede hun overrasket.

Hofdamen nikkede beskedent og rakte hende yderligere en guldtiara besat med finpudset rav og et par sko, der matchede kjolen.

Hun tog den beæret på og satte tiara og sko på plads.

"Den dame.." Dværgen holdt døren for hende.

Da hun kom ud i gangen, så hun Magnus stå og trippe udenfor. Hans blonde hår var blevet kæmmet igennem og sat med velduftende harpiks. Han var iført en grøn fløjlsdragt med røde bukser. Han så virkelig godt ud.

 Dværgen bad dem begge følge med. Han førte dem ind i tronsalen, hvor mindst tusind mennesker var forsamlet. Tjenere gik rundt med kander med vin og vildsvin på fad, mens snakken livligt gik mellem bordene. Kongen sad på sin guldtrone, forhøjet og mægtig som sædvanligt. Da Magnus og Føniks trådte ind, blev der stille. Alle kikkede på dem, indtil kongen begyndte at tale.

"Vi er samlet her i dag for at foretage et giftemål," sagde han alvorligt, "Mellem to mennesker, der har fulgt hinanden i heftige eventyr." Pigerne, som stod samlet med blomster i håret og struttende skørter, fnisede spændt.

Kongen tog en dyb indånding og fortsatte: "disse to mennesker, der i dag skal bindes sammen for liv og død, har fået min respekt."

Han skulede ud over forsamlingen.

En præst vimsede hen mod dem.

"Lad ritualet begynde."

Præsten tog en rulle pergament og begyndte en lang tale.

"I dag er vi forsamlet bla-bla-bla for at binde to mennesker sammen for liv og død bla-bla-bla. Jeg har fået til opgave at udføre det hellige ritual for disse to."

Han fortsatte omgående.

"Disse to mennesker er Magnus 'Ravn' Derby og Føniks Patricia Quintin, 'Ildherte'."

Hun så overrasket på Magnus.   Han smilede og tog hendes hånd.

Præsten fortsatte som om intet var hændt.

"Vi skal nu opleve en samling af to vidt forskellige mennesker. Oplevelsen af, at ild og is skal leve lykkelig til deres sidste dag." Han pustede ud og hentede et guldbånd, som han bandt om Magnus' og Føniks' fødder. Så lagde han is på båndet og satte bagefter ild til det.

Han rettede sine mørke øjne mod Magnus, som stod tæt bundet sammen med Føniks.

"Agter Magnus Derby Ravn at tage den unge kriger, der hos ham står, til ægte, elske og ære hende, i sygdom og nød, til døden jer skiller?"

"Ja, hvad tror du selv?" sagde Magnus med et glimt i øjet.

"Javel, så." sagde præsten, lettere utilpas.

Så vendte han sig mod Føniks.

"Agter Føniks Patricia Quintin 'Ildhjerte' at tage den unge kongesøn, der hos hende står, til ægte, elske og ære ham, i sygdom og nød, til døden jer skiller?"

Føniks pillede lidt beklemt ved sit sværd.

"Ja!" halvråbte hun så ud til det fønikiske og kongens folk, "Det kan du bide skeer på, du!"

Præsten bandt båndet op og forsvandt så pludseligt, han var kommet.

Kongen smilede tilfreds mod de nygifte, der stod og kikkede hinanden kærligt i øjnene.

"Lad festen begynde!" råbte han.

Føniks løsnede sit sværd fra den ravbesatte skede under kjolen.

"Kom, min kære!" Hun tog Magnus' hånd og løb ud af salen.

"Jeg har på fornemmelsen, at noget er galt!"

Hun løb ud på slotspladsen. Der lå Caddy sammensunket med benene i vejret og savl ud af mundvigene. En staldkarl stod bøjet over hoppen og strøg dens mave, der flåede efter vejret. "Caddy!" Føniks løb hen til staldkarlen. Hun stirrede vredt på ham.

"Hvad har du gjort hende, usling!" Hun flåede staldkarlens hænder væk fra Caddys bug.

Staldkarlen stod og rystede med klaprende tænder. Føniks kikkede hen på den arme dreng. "Hvad er der sket, mens jeg har været væk, knægt?" Hun rev en flig af sin kjole af og tørrede Caddy om mulen. "N-Nn.." stammede han. Så bed han sig i læben.

"N-Nogen har s-skamridt d-deres h-hest, f-frue.." Så vendte han sig om og løb.

   Det tog nogle sekunder for Føniks at fatte, hvad der var sket.

"Nogen!" skummede hun.

"Nogen har skamridt MIN hest!" Hun tegnede en pindemand i jorden med sit sværd.

Så slog hun på jorden med sværdet, så pindemanden blev visket ud i en støvsky.

"Nogen skal snart få med mig at bestille!" Hun satte sit sværd i skeden.

"Magnus! Skaf en kærre!" råbte hun.

 

Magnus kom småløbende ud i gården.

"En kærre?" spurgte han. "Er du sikker?"

"Ja, min kære!" sagde hun bestemt, "og det haster, tak!"

"Javel, så.." Han efterlignede præsten og gik ind i stalden.

 

 

Lidt senere var de fremme ved doktor Poin.

Doktor Poin vidste alt om heste. Hvad de skulle spise, hvordan man skulle ride dem, træne dem osv. Desuden vidste han også, hvad der var galt med dem, hvis de var syge.

Han var en strålende dyrlæge, når det gjaldt heste, muldyr, ponyer, æsler osv.

Kort sagt: En gave fra himlen.

"Nå, lille frøken." Doktor Poin så på Føniks gennem sine fedtede briller. "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" "Kald mig frue, tak!" vrissede hun. "Jeg har en hest, du skal se på."

"Jaså." sagde han langsomt.

"Køn?"

"Hoppe."

"Navn?"

"Caddy."

"Kendetegn?"

"Ej altså, hun står lige ude i gården!" vrissede Føniks og halede doktoren med ud.

Så pegede hun på Caddy, der stod og rystede og hang med mulen.

"Javel, ja!" Doktor Poin gik en runde rundt om hende.

"Curly, ikkesandt?" sagde han.

"Ja." sagde Føniks utålmodigt.

"Hun er blevet skamridt, kan jeg se!" sagde han overrasket.

"Det VED jeg!" Føniks var ved at græde af harme.

"Hvad kan du gøre, Poin?"

Poin gned sine fedtede brilleglas med en finger.

"Hun skal have hvile," sagde han. "hvile, hvile og hvile."

Han gned sig i et modermærke på kinden, "samt dette fodertilskud, som vil give hende styrke, og dette, som vil hjælpe hende mod hendes sår på bugen.." Han hev to poser op af en tønde.

"Husk ikke at ride hende, før hun er helt udhvilet, og hendes sår er væk…" plaprede han.

"Det er da meget godt!" sagde Føniks og rev poserne til sig, "Farvel, Doktor Poin!"

Hun løb hen til kærren og satte sig op. Magnus satte Marvin i gang, og væk var de.

- - -

"Hvad skal vi egentlig?" Magnus satte Marvin over i trav. Føniks pillede ved sin kjole. "Hjem," sagde hun. "Kongen har ladet bygge et stort palæ med søjler og tjenestepiger." Hun lagde et ubehageligt tryk på ordet 'Konge'.

Så rejste Føniks sig op og råbte af hesten.

"Marvin, galop!"

 

 

Da de nåede frem til deres nye hjem, kastede Føniks sig i sin store seng i den forgyldte suite, hun havde valgt sig. Da hun havde stormet hele huset igennem fra kælder til kvist, hilst på alle tjenestefolkene, udforsket køkkenets spisekammer og rullet sig i græsset på den store græsplæne, der lå uden for palæet omgivet af en stor hæk, lagde hun sig i sin seng og skrev dagbog for første gang:

Tirsdag den 19. dag i den bladløse årstid

Kæreste dagbog. Kongen har ladet bygge et palæ i hovedstaden. til mig og Magnus. Kokken hedder Bob og han har været pirat engang. Da sørøverkaptajnen opdagede, at Bobs lidenskab ikke var havet, men at lave mad, blev han sat planken ud. Han svømmede i land, hvor en mand, der fandt ham indleverede ham til kongen, hvor han tjente for føden i sytten et halvt år, før kongen skænkede ham til et palæ, der blev bygget til kongens søn og hans søns nye kone.

Det blev hos os. Hen nyder at lave pommes de terre i pebermyntesovs med stegt vildsvin. Hans mad er vidunderlig, og han fortryder heller ikke, at han valgte maden i stedet for søen.

Min private tjenestepige hedder Dina, og hun er kæreste med Athan, som er Magnus' private tjener. Intet kunne passe bedre. Dina er mærkelig. Hun vimser om mig og bruger alt for meget læberødt. Hun taler i gåder og bruger ordspil. Hun bliver sur, hvis hun får mere en opgave af gangen. Jeg kan ikke lide hende, men det tør jeg ikke sige til hende. Hun bliver bare sur og stikker af med Athan. Men, kæreste dagbog, jeg må gå nu. Magnus venter. I aften skal vi have hasselnødsmarineret kalkuninderlår med citrussalat samt pommes frites med tomatsovs og sennep. Mmm, jeg kan næsten ikke vente.

Kys og kram, Føniks

 

Efter at Føniks havde skrevet sin dagbog og havde spist godt, smed hun sig i sin silkeseng og faldt i søvn.

Føniks havde en mærkelig drøm.

Hun drømte, at hun sad i en forgyldt sal på en forgyldt trone.

Pludselig styrtede et sendebud ind i salen og råbte forpustet: "Der står en abe foran slotsporten. Han insisterer på, at han har noget vigtigt at sige dig. Skal jeg lade ham komme ind, eller skal jeg sende ham bort?"

"Send ham ind," sagde drømme-Føniks koldt. "Alle skal kunne sige, hvad de agter, også her i min tronsal."

Pist væk var sendebuddet.

Lidt efter kom en abe ind. Han bukkede respektfuldt og undlod bevidst at kikke drømme-Føniks i øjnene, men kikkede genert ned i gulvet.

"Sig frem, min ven, hvad har du på hjerte, der er så vigtigt, at du kommer op til mig?"

"St.. Store… dr.. dronning.." stammede han.

"Videre, min ven. Jeg bider ikke!" lo drømme-Føniks perlende.

Aben bed sig i halen og fortsatte, nu højrød i hovedet. "Øh.. Øhm.."

"Ah, min ven, mistet mælet?" Drømme-Føniks lo igen. "Sæt dig ved bordet derhenne, og tænk. Sig, når du er klar." Drømme-Føniks vende hovedet mod de gyldne porte igen, hvor sendebuddet igen stod forpustet. "Høje dronning!" halvråbte han hivende efter vejret. "Der står to muskelmænd uden for porten. Skal jeg sende dem ind eller.." Drømme-Føniks afbrød ham.

"Send dem ind."

Lidt efter kom de to muskelmænd ind. "Vi er kommet for at meddele, at vi vil gøre alt for at vinde din hånd og dit hjerte!" råbte de som vikinger. "Aha. Pas på, at jeg ikke dør så!" Hun smilte et kunstigt smil. "Sæt jer derover til aben, så skal jeg tænke over sagerne." Hun gik hen til vinduet.

Drømme-føniks fik dog ikke lang tid til at samle sine tanker, for nu lød der et hjerteskærende hyl fra bordet bag hende. Hun vendte sig om. De to muskelbundter havde grebet fat i abens arme og ben og trak til, skummende af raseri. "HVAD I.." Drømme-Føniks flåede mændene fra hinanden. Aben lå ubevægelig på gulvet. Hun mærkede vreden stige til en flodbølge der.. "..HEDE HULE HAJTAND HAR I IDIOTER GANG I?!" råbte hun, så guldet dryssede ned fra loftet. "UD AF MIT SLOT OG MIT RIGE! TIL WZVFKLTD MED JER!" råbte hun. Da mændene var gået, samlede hun den lille abekrop op og red hjem til Magnus igen.

Føniks vågnede ved at hun blev slikket i ansigtet af en ru, varm tunge. Hov, ru, varm.. tunge?

Hun slog forbavset øjnene op og så.. ind i to par varme, sorte øjne. Aben.. fra drømmen? Så var det altså ikke en drøm? Hun lagde armene om abens kaffefarvede pels og nussede den. Aben udstødte små klynk af velbehag og lagde sig på Føniks mave som en stor, fed, hankat. De gled ind i en dejlig, varm lokkende søvn.

 

Der lød skridt på gangen. Døren blev åbnet. Lyset blev tændt. Der lød et skrig.

 Føniks vågnede med et spjæt. Det var Magnus, som kom med morgenmad på sengen, da det var Føniks fødselsdag. "Du.. Du.. h-har e-en a-abe p-på maven, Føn-Føniks.." stammede han, hvid i hovedet, og tabte bakken på gulvet med et brag.. "Det ved jeg, Magnus." sagde Føniks roligt, "og han gør dig ikke noget. Han er min ven, og du skal ikke røre ham."

"Nej, nej, nej, nej, nejj.."  Magnus bakkede rædselsslagen ud af døren. "J-Jeg henter d-din g-gave, Føn-Føniks!" Han løb nu ned af gangen i fuldt firspring.

 

Aben kravlede ned af Føniks mave og ned til bakken, hvor han begyndte at guffe banankage i sig. "Hvad hedder du egentlig, min ven?" spurgte hun venligt aben. Aben sank høfligt kagen, før han talte. "Du kan kalde mig Erg." sagde han.

"Erg?" Føniks rynkede næsen. "Det passer ikke rigtigt til dig.." hun tænkte lidt. "Hvad siger du til Ow?"

"Wow. Det passer mig godt." Ow begyndte at gnaske banankage igen.

 

Lidt efter kom Magnus tilbage med gaven. "Her er min gave, som eksempel på vores uovervindelige kærlig…" Magnus spottede noget ud af øjenkrogen. "HVAD?" Han vendte sig om. "Er det forbandede banankagegnaskende udyr her STADIG?!" Han stirrede rasende på Ow, der var i gang med at spise toastbrød… med fødderne. "ADR!" Magnus stak fingeren i halsen, som om han skulle brække sig. "MAGNUS!" Føniks rejste sig. "HAN ER MIN VEN OG HVIS DU IKKE KAN LIDE HAM SÅ GÅ OG KOM ALDRIG TILBAGE TIL MIG IGEN OG PRØVE AT SIGE UNDSKYLD FOR JEG VIL IKKE LYTTE OG TAGER ABEN MED I GRAVEN OG HAN ER IKKE EN ABE HAN ER OW!" Føniks pustede ud og tog ny luft ind: "GÅ SÅ DU KAN IKKE LIDE HAM OG HVIS DU IKKE KAN LIDE HAM SÅ KAN JEG HELLER IKKE LIDE DIG! GÅ VÆK FRA MIG. JEG KAN IKKE LIDE DIG HVIS DU IKKE KAN LIDE MIG OG DA DU IKKE KAN LIDE OW SOM GODT KAN LIDE MIG, OG JEG OGSÅ GODT KAN LIDE HAM, SÅ KAN DU IKKE LIDE MIG HVIS DU IKKE KAN LIDE OW!"

Hun pustede ud.

Magnus begyndte: "DET BLIVER JO SNART ET VILDTRESERVAT HVIS DU ALTID MENER AT DU BARE KAN TAGE ALLE DE DYR DU FINDER UDE I VERDEN, UNDER DINE VINGER. FØRST CADDY, SÅ MARVIN, SÅ DENNE LILLE DUMME ABE, DER ÆDER DEN BANANKAGE, JEG SELV HAR BAGT TIL DIG, OG ÆDER DET TOASTBRØD, JEG SELV HAR BAGT, MED SINE KLAMME TÆER, UDEN AT GIVE DIG NOGET. DET ER FOR MEGET. JEG GÅR NU. FARVEL. JEG GIDER DIG IKKE MERE."

 

Så gik han.

 

Føniks lagde hovedet i hænderne. "Hvad gør vi så nu, Ow?" sukkede hun.

Ow slikkede sig om munden og satte sig i Føniks' skød. "Tjah.." sagde han, "nu når kongesønnen ikke kan lide dig mere, så vil han sikkert få sin far til at smide os to ud af slottet og ud af kongeriget.." mumlede han og legede med en af Føniks' lage, ildrøde krøller.

"Men Ow.." Føniks var lige ved at græde. "Det.. Det.. var jo dig, der var skyld i det her!" klynkede hun og skubbede Ow ned af sig. Ow kravlede trodsigt op og satte sig til rette i Føniks' hår. Føniks opgav at pille ham af og gav sig til at græde, så hendes silkenatkjole blev helt våd. "Så så.." Ow begyndte trøstende at stryge hendes pande med sine små, lodne labber. "Vi flygter bare alligevel. Vi gider ikke være fanget i dette guldbur længere, vel?"

Ow sprang ned af hendes hoved og gav hende en abekrammer som aldrig før.

"Det bliver et eventyr, kære veninde!" lo han.

Langsomt holdt Føniks op med at græde og krammede Ow igen.

 

 

De to nybagte hjertevenner smuttede ubemærket ud i stalden for at vælge heste. "Lad os tage Caddy!" bestemte Føniks straks.  Ow var ikke af helt samme mening. Han pegede hen på den snehvide hingst, der stod ophøjet i den største boks ved siden af Caddy. "Ham der ser ud til at være af god kvalitet!" sagde han ivrigt. "Ham vil jeg have!"

Føniks gispede, da hun fulgte hans blik. Det var Magnus' kamphest, som han ganske vist aldrig brugte, og hvis nuværende formål bare var at stå og vise sig foran de andre heste i stalden. "Det kan du ikke!" gispede Føniks forfærdet. "Det er Magnus' hest! Rafael! Han vil blive tosset!"

"Skidt pyt!" sagde Ow kækt. "Han bruger den jo alligevel aldrig, og er han ikke vores fjende nu?!" argumenterede han. "Tja…" Føniks tænkte sig om. "Jo… gør det bare."

Så red de, Caddy og Rafael. Side om side. Føniks og Ow.

De red og red. Det blev mørkt, og hestene nægtede at fortsætte.

"Det afgør det hele," sagde Ow.

"Hvad så nu?" Føniks følte sig håbløs i forhold til den lille beslutsomme abe.

"Vi skal sove." sagde Ow.

"Ja, det ved jeg jo godt!" Føniks var glad for sin nye ven, men inderst inde savnede hun den bløde og hengivne Magnus' tillid.

 

 

Ow hoppede ned af Rafael og bandt den fine hvide hest til et udgået træ.

"Nu skal vi sove." sagde han mut.

"Hmm." Føniks følte en sviende smerte i hjertet, men bekræftede ham.

 

Wow.. tillykke igen! Du er blevet færdig med at læse denne lille samling! Du er for  sej.. Aben "Ow" har faktisk en sjov historie. En spilkarakter hedder "Ow" i et spil jeg spiller. Ow er en abe fyldt med sjov, og han er admin i spillet. Jeg var på det tidspunkt lidt eget besat af ham, så jeg besluttede mig for at flette ham ind i min historie.. sød, ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...