Gammelt guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2015
  • Status: Igang
En magisk rejse i tiden. Vi skal tilbage til den gang, jeg var 11-12 år gammel og ikke lavede andet end at skrive, når jeg kom hjem fra skole. Her er alt fra danskafleveringer til strejfende tanker til freestyleprojekter, som jeg har gravet fri fra harddisken til morskab og underholdning for interesserede. God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
671Visninger
AA

7. Freestylehistorie 2: Fanget på kanten af en anden verden [DEL 2]

Ej, hør nu, folk. Det andet kapitel blev for langt, så jeg blev nødt til at dele det op i to dele. Sikke en skam. Men her er anden del.

 

Denise gryntede gnavent og greb en toast fra risteren og smækkede en skive ost på. Hun var ikke den store fan af ost, og hun ville hellere kunne smøre peanutbutter på men… Tænk, hvis dette.. dette.. rumvæsen i mennesketøj fik fingrene i det! Hendes peanutbutter, som hun havde købt for sine egne penge!

Denise slugte madden og greb sin taske.

Det begynder godt! tænkte hun bittert, Først bliver jeg nødt til at smide Niall ud af vinduet. Så denne pige…

Hun gøs.

Det kunne kun blive værre.

 

Hun tændte sin mobil.

Klokken var næsten otte.

OTTE! Det var da løgn!

Hun redte håret igennem med fingrene og sukkede.

Så løb hun.

Busstoppestedet var tomt.

Hun satte sig ind på den kolde bænk i det lille 'skur' der var.

I lang tid kunne hun kunne ikke høre andet end regndråberne, som trommede mod glastaget. Men pludselig hørte hun en lyd. Lyden af kondisko mod asfalt. Nogen prustede og sukkede. Marc!

Lidt efter dukkede en rød hårtot op. Den lyste regnvejrsmørket op som en lille flamme. "Marc!" Hun vinkede sukkersødt til Marc, der langsomt kom nærmere. "Hej." Han vred sin jakke. "Må jeg sidde?" Han pegede på bænken, hvor hun sad. "Ja, da.." Hun rykkede sig lidt. Han satte sig og pustede ud. "Hva.." Hun stirrede på hans kondisko. Snørebåndene var gået op og var blevet helt sorte af skidt. "Har du løbet?"

"Hvad tror du selv?" Han gned hurtigt skoen mod bænkens ene ben. "Øh.." Hun studerede Marc grundigt. "Ja?"

"Hmmh.." Han nikkede og begyndte fraværende at pille ved snoren i hans grønne hættetrøje.

"Er der noget galt, Marc?" Hun lagde armen på hans skulder.

"Næ." Han fjernede hendes arm og stirrede ned i gulvet.

Denise sukkede igen. Marc plejede da ikke at være sådan?

Han plejede at grine af alt. Og så havde han altid et…

"Marc?" Denise viftede med hånden for hans ansigt.

"Lad være!" vrissede han og stirrede vredt ind i Denises øjne.

Så så Denise det. Han havde ikke et glimt i øjet. Der hvor hans vittige grønne øjne skulle havde siddet, var der kun sort. Helt og aldeles sort. Hun sank en klump.

"Hvad glor du sådan på?" Han prøvede at se sjov ud.

"Ligner jeg et rumvæsen, eller hvad?" Marc tog hånden op på næsen og lod, som om han havde fået en ært derop.

Det var et hult forsøg.

Han var ikke..

Denise slog sig selv på hovedet for at samle tankerne.

"Hvad er klokken, Marc?" spurgte hun for at skifte emne.

"Otte femten!" sagde han tonløst uden at tage sin mobil frem eller se på uret, der hang over dem. "Hvorfor?"

"Vi kommer for sent i skole, Marc." Hun fingerede ved sin taske.

"Skole?" Han lød, som om han aldrig nogensinde før havde udtalt det ord før.

"Skole." bekræftede Denise, selvom hun synes, hun lød som en far, som fortæller sit treårige barn, at det ikke måtte bruge sut længere.

"Skole." Hun sagde det igen for at være sikker på, at Marc havde hørt det.

Marcs ansigt skiftede farve på et sekund.

"Hvad rager det mig?"

Han samlede sin taske op og vendte Denise ryggen.

"Jeg hedder ikke Marc," messede han, "Og jeg kender dig ikke."

Så løb han. På et halvt sekund var der ikke andet tilbage af ham end en lille støvsky.

Denise sukkede for tredje gang og rykkede tilbage.

Så gik det op for hende, hvad hun havde tænkt for et halvt minut siden. Det, som hun havde trængt tilbage for ikke at tænke på det.

 

Den dreng, hun lige havde mødt, var ikke Marc.

Han kendte ikke mig.

Jeg kendte ikke ham.

 

Han er ikke Marc

Han er ikke Marc

Han er ikke Marc

 

Hun lukkede øjnene og tænkte på ingenting.

Da hun åbnede øjnene igen lidt senere, havde hun det mærkeligt.

Hun kunne kun tænke på et ord.

Dhofnu.  

 

Denise var som i trance hele dagen.

Hun sad med hænderne knuget mod borkanten og gik ikke ud, når det ringede. Hun kunne ikke spise sin madpakke og rørte sig ikke.

I sidste time gik det helt af led for hende.

Hun hamrede hovedet ned i bordet og græd, så bordet rystede.

Ingen kunne trøste hende.

Til sidst var der ikke flere tårer tilbage.

Gerda, historielæreren, sendte hende hjem for at hun kunne komme sig.

Hun tog sin jakke og sin taske og gik ned for at tage sin cykel hjem.

 

 

Da hun kom hjem, googlede hun 'Dhofnu'.

Der kom en million resultater op, men den øverste fangede hendes blik. Det var en artikel fra troen.dk hvor der stod følgende:

 

Dhofnu er en guddom i den myrianske tro.

Ifølge legenderne var Dhofnu Shibals første søn.

Shibal var gudernes overhoved, og ifølge historierne var han altid iført en druelilla kappe med guldspænder og bar rundt på en sølvstav med et løvehoved på toppen.

Shibals andre sønner er:

Thiman

Niuis

Jerfec

Heic

Bohul

Poiss

 

Dhofnu er gud for kærlighed og krig.

Han anses for…

 

Denise stoppede op.

Hvis han er gud for kærlighed og krig, tænkte hun bittert, hvorfor har han så gjort dette mod mig?

 

 

 

 

   

  

 Næste morgen

 

 

 

 

 

"Godt, Miya." Jeg rensede mine tænder med en tandstikker og skyllede munden og hænderne. "Vi skal i gang med første del af operation 'LIVVM'."

"Hvad står det for?" spurgte Miya. "Romertal ethundredesyvoghalvtreds?"

"Eh, ikke helt.." Jeg tørrede hænderne i et viskestykke.

"Hvad så?" Miya pillede ved en magnet på køleskabet.

"Lev I Vores Verden, Mia." Jeg samlede min taske op og hentede en stofpose som jeg lagde i hænderne på Mia.

"Hvad er det?" Mia vejede posen i hænderne, vendte og drejede den, lod fingrene glide over stoffet med en tænksom mine.

"Det er en stofpose." Jeg snuppede hue og vanter og frakke og tog tasken på ryggen. "Kommer du?" Mia strøg posen en sidste gang, inden hun tog den under armen. "Det er hør. Ægte hør."

Hun gik med mig ud af døren.

"Godt." Jeg tog hende i hånden. "Første del er: Gå i skole som alle de andre børn." "Ok!" sagde Mia kækt og gik med lange skridt hen mod skolen. "Fryser du ikke?" spurgte jeg hende.

"Nej." Svarede hun, selvom hun ikke havde taget jakke eller noget på, inden hun gik ud.

 

I første time, hjemkundskab, havde vores lærer, Bitten, stillet en kasse op med en masse store huller i. Hun havde dækket hullerne med et sort klæde. På den anden side af kassen havde hun stillet en masse forskellige slags fødevarer op ud fra hullerne. Vi skulle nu på skift stikke den ene arm ind, røre ved hver ting, og gætte, hvad det var. Bitten stod på den anden side, og så, om vi gættede rigtigt. Så krydsede hun af i et skema, forkert og rigtigt. Til sidst lagde Bitten de rigtige krydser ved hver elev sammen, og den som gættede mest rigtigt, fik to af Bittens hjemmelavede karameller som præmie.  

Først var det Mia.

Hun stak uden tøven armen ind i det første hul og hviskede til Bitten, at det var ukogt spaghetti.

Bitten krydsede af.

Næste hul.

Kirsebærsovs.

Bitten krydsede af.

Tredje hul.

Groft salt.

Bitten krydsede af.

Fjerde hul.

Timian.

Bitten krydsede imponeret af.

Femte hul…

"Ok, tak, søde Mia!"

Hun klappede Mia på hovedet.

"Næste!"

 

 22 elever senere var Bitten færdig med at krydse af.

Hun regnede lidt på det, og så råbte hun: "Vi har fundet vinderen!" Alle kikkede spændt op på hende.

"Vinderen err:" Hun rullede på r'et for at forhøje stemningen, "Mia!"

Mia rejste sig overrasket og tog imod karamellerne.

Alle hujede og piftede.

Hun kikkede forsigtigt ud over os.

"Tillykke, Mia!" Bitten klappede hende på skulderen.

 

Lidt senere, da vi havde fået fri fra skole, ville jeg vente på Mia udenfor så vi kunne gå hjem sammen.

Jeg ventede og ventede.

Mia kom ikke.

Så gik jeg indenfor for at se, hvor Mia var.

Hun stod og snakkede med en dreng fra klassen. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men drengen fortalte vittigheder med store armbevægelser. Mia lo og smilede. Lidt efter sagde drengen, at han måtte hjem, inden hans mor slog ham ihjel. Mia var ikke genert af sig, hun gav drengen en krammer og bad om hans nummer!

Drengen skrev hans nummer på hendes arm og grinede.

Jeg nærmede mig langsomt som et rovdyr. Stille, stille, stille.

Nu kunne jeg høre, hvad de sagde.

"Kommer du i morgen?" sagde drengen.

"Selvfølgelig, min ven!" lo hun og daskede ham på skulderen.

Drengen sagde, at NU måtte han altså afsted, ellers var han ikke levende, når dagen var omme.

Mia kikkede længselsfuldt efter sin nye drengeven, mens hun gned sin arm. Jeg gik ud af skyggen i den palme, jeg havde stået bagved. "Ha, Mia!" Jeg viftede med min ene hånd for hendes ansigt.

"Du har vist fået en drengeven?"

"Jah." sagde hun bare.

 

Da vi kom hjem, fik Mia lov til at låne min mobil for at ringe til drengen. Hun lød meget glad for ham, men inderst inde vidste jeg, at det ikke gik, at de fandt sammen.

Jeg slettede nummeret efter at hun havde ringet, men Mia fik ikke noget at vide. Det ville bare gøre hende umulig.

 

"Godt." Jeg sad med mobilen i hænderne. "Første del af operation LIVVM er udført med succes."

Mia nikkede fjernt.

"Del to går ud på.." Jeg holdt en kunstpause. "at finde en partner." Jeg smilede lumsk.

Mia nikkede igen.

"Det har du jo gjort!" bemærkede jeg spydigt.

"Har jeg?"

"Ja, din lille drengeven!" drillede jeg.

"La vær!"

Hun satte sig med ryggen til mig og spillede fornærmet.

Jeg tog mig ikke af det.

"Kildekaamp!" råbte jeg og kastede mig over Mia.

"Arrgh!" stønnede hun grinende og vred sig. "Arrgh, argh!"

"Hold da op, nu smigrer du mig!" grinede jeg og satte mig på hende.

"Arrgh, slip mig!" hikkede hun. Jeg slap hende storgrinende.

 

Så ringede min mobil.

Det var mor.

En sms.

Fra mor!

Der stod:

 

Hej skat!

Jeg er på vej hjem fra hospitalet.

Der er lang vej endnu, og din lillebror vræler og græder.

Det er hårdt, men jeg er hjemme om nogle dage.

Vi ses, min skattebasse!

Jeg kan ikke ringe, for der er intet signal herude.

Altså, forbindelse.

Nå, skat.

Lillebror skal skiftes.

Vi ses!

Kys og mor-kram,

Mor

 

Nå.

Det var bare det…

"Jeg går ned, så du kan få lidt tid med dig selv." Mia rejste sig og gik ned.

Jeg sad og stirrede lidt på mobilen.

Så skrev jeg en besked til John:

 

Hej.

Hvordan går det?

Kys Bella.

 

Lidt efter fik jeg svar.

 

Fint.

Jeg keder mig.

Skal vi gå ud i aften?

John

 

A' hvad? Jeg stirrede på mobilen.

Gå ud?

Med John?

Så skrev jeg med rystende fingre:

 

Det kan jeg godtJ

Men hvor?

Bella

 

Pling!

Det var John:

 

Måske i biffen?

Eller på cafe?

John

 

Nå, nå, nå.

Jeg skrev tilbage:

 

Ved ikke

 

Hans svar kom lynhurtigt:

 

Oka

Kommer du til Silles fødselsdag?

Der bliver muffins og cider!

Jeg skal med!

John

 

Jeg ville egentlig gerne med, fordi John ville, men min mavefornemmelse afgjorde det hele:

 

Nej skal lave lektier.

Vil du komme over og hjælpe mig?

Oh no!

Sille var en snobbet blondine, som havde alt, hvad hun kunne ønske dig, og derfor ikke spildte sin tid på andre:

Hendes far var formand for Pandora, en kæmpe smykkeproducent, og var styrtende rig.

Hendes mor havde et computerfirma, og derfor så hun ikke op fra skærmen hele ugen.

Silles forældre var så rige, at de havde fået fladskærme installeret i hvert eneste rum i deres syv etagers luksusvilla.

Sille selv fik 200 kroner i lommepenge om ugen og derudover havde hun sit værelse på 7. etage.

Selvfølgelig havde hun fladskærm og ghettoblaster med hendes navn graveret i platin, samt en dobbeltseng med silkelagen, for ikke at glemme de tre kaniner, to hunde og fem kattekillinger, hun havde, for ikke at udelade en pingvin, som havde sit eget polarhjørne i hendes værelse.  Desuden havde hun en brændeovn, hun kunne skjule i væggen, sit eget private boblebad og sit eget køleskab med drinks og snacks, som sikkert kun blondiner synes er lækre.

Og når hun holdt fødselsdag og skulle have gaver, når hun legede 'flaskehalsen peger på', var flasken altid belagt med bladguld, og ingen andre end hende måtte røre.

Det korte af det lange: Sille var min hadepige.

 

TILLYKKE! Du er lige blevet færdig med denne historie! Suverænt. Jeg har personligt lidt blandede følelser om denne her historie, eller novelle. Den er ikke færdig, men jeg har ikke tænkt mig at lave videre på den. Hvad mener I om den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...