Gammelt guld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2015
  • Status: Igang
En magisk rejse i tiden. Vi skal tilbage til den gang, jeg var 11-12 år gammel og ikke lavede andet end at skrive, når jeg kom hjem fra skole. Her er alt fra danskafleveringer til strejfende tanker til freestyleprojekter, som jeg har gravet fri fra harddisken til morskab og underholdning for interesserede. God fornøjelse.

0Likes
0Kommentarer
669Visninger
AA

6. Freestylehistorie 2: Fanget på kanten af en anden verden [DEL 1]

Havde den faktisk publiceret på Movellas i nogle måneder, men den var ikke den store succes, så jeg slettede den igen. Men den fortjener alligevel en plads i denne samling. Den er på 11.039 ord - frelsen er nær til folk, der keder sig!

 

”Isabel, Maria er kommet på besøg!”

Jeg slap modstræbende computerens taster.

”Okay, mor, jeg kommer nu!”

”Hej Isa!” smilede Maria.

”Hej” sukkede jeg.

Maria stillede paraplyen i et hjørne og fulgte med mig op på mit værelse. ”Isa?” Maria trak en stol hen foran computeren, hvor jeg sad. ”Isa, er der noget galt?” Jeg snøftede åndsfraværende og rullede ned ad siden. ”Nej Maria, der er ikke noget.” ”Sig det nu, Isa!” bad Maria. ”Okay,” svarede jeg. ”Mulle er død.”

”Mulle?” spurgte Maria, ”Hvem?” ”Min hamster” sagde jeg tørt.

”Åh” sagde Maria, ”er du meget ked af det?”

Jeg trak på skuldrende og pegede på siden, jeg var inde på.

Maria gispede. Siden var fuld af billeder med hamstere, der lignede Mulle.

Vi sad lidt og holdt om hinanden.

Til sidst slukkede jeg computeren og rejste mig op.

”Isa?” spurgte Maria, ”Hvor skal du hen?”

”Ud” svarede jeg. ”Kom med mig.”

Nede i entreen mødte vi mor. ”Jamen skat,” udbrød hun, ”Maria skal da ikke hjem endnu?” ”Nej mor, selvfølgelig ikke, men mig og Maria vil gerne udenfor.” ”Men skat dog,” sagde hun, ” det øser ned!” ”Men mig og Maria går ud alligevel!” Mor sukkede. ”Så tag dog i det mindste et par kiks med” Hun rakte mig en halv pose kiks. Jeg kiggede ud. Ja. Det styrtede ned. ”Pas dit køkken” bed jeg hende af. Uden et ord gik hun ind i køkkenet og smækkede døren. Ups… Lidt efter snuppede jeg mine og Marias gummistøvler og regnfrakker og åbnede døren ud. ”Kom, Maria, denne vej.” Vi gik i retning af byens skov. Pludselig bibbede min mobil. Jeg tog den op. Og blev blød i knæene. Beskeden var fra John, den dreng jeg var forelsket i. Der stod bare:

 

Hej Isabel.

Hvorfor var du ikke i skole i mandags?

Skriv tilbage.

Knus John

 

Jeg kunne mærke, at jeg blev svimmel.

Han havde skrevet knus sidst i beskeden.

Jeg blev ved med at gentage det for mig selv.

Knus, han havde skrevet knus, han havde skrevet knus

”Isa, vågn op!” Marias stemme. Mit hoved svømmede af lykke.

”ISA VÅGN SÅ OP!!” skreg Maria.

Først da vågnede jeg af min John-døs.

 

”Wow Isa, hvad skete der lige?” gøs Maria.

”Du blev helt skeløjet og gentog en mærkelig sætning igen og igen…” Jeg smågrinte lidt da jeg var kommet til mig selv.

”Ha ha, Maria, det var ikke noget.” afslog jeg.

Alligevel skrev jeg tilbage:

Hej John.

Min hamster dødeL

Gik jeg glip af noget?

Kærligst Isabel

 

Jeg puttede mobilen i lommen og fortsatte hen mod skoven.

Vi gik i lang tid mellem brændenælder og fugtige bregner, indtil Maria brat standsede. ”Hey, Maria, hvad er de..” jeg nåede ikke at tale færdig, inden jeg selv opdagede, hvorfor Maria var standset.

Vi var ankommet til Mulles gravsted. Eller rettere, det der engang var hans gravsted. Det var fuldstændigt ødelagt. Der var nogen, der havde trampet på tulipanerne, knust glasrammen med Mulles billede, og taget billedet med sig. Og der hvor Mulle engang havde ligget, var der nu et stort, uhyggeligt hul i jorden.

Vi gispede i kor.

Nogen havde gravet Mulle op og taget ham med sig!

Vi stod lidt og rystede. ”Isa,” klagede Maria, ”Jeg er sulten!”

Pludselig kom jeg til at tænke på kiksene i lommen.

Jeg tog hånden der ned. Åh nej! De var knust til pulver.

”Beklager, Maria,” sukkede jeg. ”Ingen kiks.” jeg viste hende hånden fuld af krummer. ”Æv!” sukkede Maria.

Så bibbede min mobil igen.

Det var fra John:

 

Nå, øvL

Men du gik glip af,

At se hvordan Nils

Satte sig på en

Knappenål

 John

 

Jeg ville svare, men så så jeg, at der kun var en tak tilbage af batteriet. Dumme Nokia. Da jeg lagde mobilen i lommen og så op, stod mit hjerte stille to sekunder. John stod foran mig. Hans blonde hår, denimjakken og de sorte Converse var ikke til at tage fejl af. Klodset redte jeg mit viltre karamelfarvede hår igennem med fingrene, rettede på frakken og skruede mit sødeste smil på.

Men John reagerede ikke. Han stod som en statue, holdt noget tæt ind til jakken… jeg kneb øjnene sammen… en lille ubevægelig pelsbold… Hov… vent lige… Pelsbold?! Mulle plejede at ligne en lille nuttet hårbolle med øjne, når han fræsede rundt i sit løbehjul…

Forsigtigt lirkede jeg pelsklumpen ud af Johns hænder.

Jeg holdt den selv i mine hule hænder i et par minutter.

Pelsklumpen fyldte kun lige min håndflade, og føltes stiv og kold.

Jeg aede den ømt. ”Isa?”. Det var Maria. ”Kan vi ikke gå hjem igen?” ”Nåh, okay” jeg kikkede på mit digitalur. Den var 13:00.

Jeg tog mit halstørklæde af, svøbte den lille pelsklump i det og tog den ind under min sweater. I det samme hørte vi en knasende lyd. Vi vendte os om.

Der stod John.

Hans hår blafrede i den pludselig kølige brise.

Men der var noget der ikke stemte.

Hans øjne, der plejede at være lyse og kornblå, var nu mørke og røde med en smal, katteagtig pupil. Vi skreg og vendte os om og løb stærkere, end vi nogensinde havde løbet før.

Men katte-John løb ikke efter os. Han knipsede bare hovent med fingrene på venstre hånd. Inden jeg nåede så meget som at tænke over, hvorfor han mon gjorde det, blev vi standset af et stort vammelt edderkoppespind og hyllet ind i det som andre fluer.

 

 

Pludselig forsvandt John og edderkoppespindet, og vi var alene ved det ødelagte gravsted sammen med den pjuskede klump.

Jeg tjekkede, om jeg havde fået nogle skrammer, da jeg opdagede det. Mine fingre var beskidte af… Jord. Jeg snusede til det. Rådden jord. Gammel jord. Ad. Jeg rykkede straks fingrene væk fra næsen. Pyha. Klamt.    

Imens havde Maria taget pelsklumpen op og læste navneskiltet op.

Der stod:

 

Mulle

Tlf.: 13 04 45 23

Bøgevænget 13

 

”AAARRRGG!!” Skreg jeg.

Det var min Mulle!

 

Imens jeg hylede og skreg var John kommet til sig selv og kommet hen til mig. ”Hey Isa,” sagde han. ”Er der noget i vejen?”

”AAARRRGG!!” Skreg jeg endnu højere.

John trak på skuldrene og kyssede mig blidt på munden.

Jeg fik et chok. ”Mmmhh” mumlede jeg ”Mmmhh”

”Okay,” smilede John og stak tungen ud mellem læberne og ind i min mund. ”MmmhhARRGGH”  

 

Maria fnisede.

 

 

 

Næste morgen kunne jeg knapt nok stå ud af sengen.

”Skat!” råbte mor nede fra køkkenet, ”den er HALV OTTE!”

”Vil du virkelig komme for sent anden gang i denne uge?”

”Ja” mumlede jeg klatøjet og vendte mig om på den anden side. ”Denise” råbte mor, ”Kom og væk Isabel, og giv hende tøj på!”

Denise er min storesøster. 98 % af tiden er hun irriterende, 1 % af tiden er hun sur, og de sidste 1 % går på at snakke om drenge.

Typisk. Her ligger man lige så godt under sin varme dundyne, også kommer hun og ligesom ødelægger resten af den dag!

”Isabeel” kalder hun med en stemme, der lyder som honning blandet med eddike. ”Isabeel, stå oop!” ”Du kan tro nej, din bumsemagnet!” mumlede jeg halvvredt under puden. ”Smut nu!!” Ikke så snart havde jeg udtalt ordet nu, før dynen blev revet af mig, og jeg missede mod det skarpe lys i værelset. ”Harh, Isabel,” lo Denise, ”Så blev det dag igen!!” ”Labberne væk, din klapgris!!” Jeg skummede. Klapgris var et særligt ord, jeg fandt på i mors mave, for siden fødslen kunne jeg udtale ordet. ”Nul putte, little monster!”

Jeg kunne ikke lide, at hun kaldte mig det, ’lille monster’.

For ifølge mig selv var jeg meget sød og artig, og jeg vidste, at jeg var præcis 1,45. Men det var åbenbart ikke højt nok?!

”It’s no more sleeptime, dear,” grinede hun. Jeg spyttede på gulvet af arrigskab og satte mig larmende op. Harh, Harh! It’s no more sleeptime, hvar? Som taget direkte ud af en One Direction-sang. ”Det kunne du lide, hva’?” hvæsede jeg ud mellem tænderne.

Hun skar en grimasse. Yes, jeg havde ramt et ømt punkt! Jeg vidste, at hun var en ENORM Directioner, som havde klæbet sit værelse til med One Direction-plakater, fy føj! ”Grrrr, søs” hvæsede hun, ”Jeg betaler tilbage!” ”Af dine lommepenge?” morede jeg mig. ”Nej!” Hendes grå øjne skød lyn. ”MED TÆSK!”, skreg hun, ”VÆRSGOD AT TAGE FOR DIG!!” Hendes øjne låste min krop. Hun greb fat i mig og hævede truende sin knyttede næve…

 

”Denise!” kaldte mor. ”Kom og spis morgenmad! Klokken er mange,

Far venter ude i bilen!” Denise havde idrætsdag i dag. Hun skulle møde tidligere. Hun stønnede. Denises blik blev tomt et øjeblik. Så slap hun mig og skyndte sig udenfor. Alt sortnede for mig.

 

Lidt senere vågnede jeg, midt på mit værelses kolde gulv.

Det gjorde ondt i nakken og i ryggen. Mor kom ind og satte sig ved siden af mig og strøg mig forsigtigt over håret. Jeg stønnede og rullede om på siden. ”Skat?” Min mor lød bekymret. ”Skal du ikke have morgenmad?!” Min mave protesterede straks. ”Okay…” Jeg slæbte mig nærmest ud af sengen og ned af trappen og ned i køkkenet. På bordet stod en skål cornflakes. Jeg for hen til bordet, snuppede en ske og skovlede i mig. Da jeg havde tømt skålen og skulle sætte den i opvaskemaskinen, opdagede jeg et stykke rødt papir på køkkenbordet. Jeg tog det op, foldede det ud og læste. Der stod:

 

Jeg hader dig, din hjernedøde dromedar!!

Hvor kunne jeg dog slå dig ihjel!!

Jeg DRÆBER DIG næste gang!!

Hadefulde hilsener xxxxxx

 

Jeg behøvede kun at læse det en gang, så vidste jeg, hvem ’xxxxxx’ var. Skriften sladrede ligefrem. Det kunne kun være Denise. Desuden kender jeg ikke andre, som kalder mig en ’hjernedød dromedar’ end hende. Hun er ret skrap til det med bandeord. Jeg smed sedlen i skraldespanden, tog et stykke grønt papir og gav hende igen:

 

Harh! Jeg er da fuldstændig ligeglad!

Din hjernedøde kamel!!

 

Isa>*-(

 

Jeg satte sedlen samme sted hen, hvor jeg havde fundet den anden seddel.

”Skat?” Mor kom ind. ”Vil du blive hjemme i dag?” ”Jeg skal nok ringe til Linda!” Linda er min klasselærer.” Det behøver du ikke, mor!” Jeg kunne se på hende, at hun havde sovet dårligt. Hun havde rødsprængte øjne og sorte rande under øjnene. ”Jeg kan godt tage bussen i skole i dag, du skal ikke køre mig,” sagde jeg for at trøste. ”Tak, skat,” stønnede hun og gik op og lagde sig i seng.

 

Jeg samlede mine bøger sammen, tog tasken på skulderen og tog et hurtigt kik på skemaet. Billedkunst, musik, matematik, engelsk og – idræt. Hvor var min idrætstaske?! Årh, mor havde haft det så skidt, at hun ikke havde nået at pakke den. Suk. Jeg løb op og snuppede et håndklæde, en ren t-shirt, et par rosa plettede joggingbukser, stoppede det i en gammel Matas-pose og satte mit hår op i en kikset hestehale. Ej, mand, man skulle åbenbart gøre alting selv, tænkte jeg bittert og styrtede ud af døren for at nå 481’eren. Der løb jeg, som en anden jogger (har aldrig selv kunne forstå det!). Da jeg kom ind i bussen, stak jeg hånden ned i lommen for at… MIT KLIPPEKORT!

Sig ikke, jeg ikke har flere klip! Jeg stønnede og rodede rundt i min sorte pallietpung. Den var tom. Hmm, hvor mon Denises spritnye IPod stammede fra?! Suk. Jeg havde lige så mange penge. Pludselig mærkede jeg en særpræget lugt i bussen. Jeg snusede ind. Ill’mador de Amor, den deo, som John altid brugte. Og ja da, inden længe kom hans blonde hårtop til syne. Jeg sukkede henkastet. Han gik hen til mig, fiskede noget op af sin læderskuldertaske, trykkede det i hånden på mig og gik ned af gangen igen. Jeg kikkede længselsfuldt efter ham. ”Nå, frøken, skal De ikke Betale?” sagde buschaufføren for at være morsom. Ha ha. Jeg kikkede ned i min hånd. 59 kroner til et nyt klippekort. Jeg blev varm indeni. Åh, John. Jeg rakte pengene frem, modtog klippekortet, klippede og løb ned af gangen for at finde en plads. Der var en ledig nede bagerst, ved siden af John og… Denise og… Marc?! De sad sammen og grinede af noget på Denises mobil. Jeg satte mig ved siden af John og prøvede at få en samtale i gang. Det gik ikke ret godt.

”Dav John!” Jeg smilede.

”Hej.” John så ikke op fra sin mobil.

”Dejligt vejr, ikke?”

John kikkede ud. ”Øh, Isa?” John lød træt.

”Det regner altså.”

Jeg kikkede ud. Ups. Det stod ned i lodrette stænger.

”Øh,” rettede jeg hurtigt, ”Så hæsligt vejr?”

”Hmm” mumlede han bare.

”Hvad spiller du?” Jeg lænede mig over hans skulder for at kunne se.

”Burger Rush…” mumlede John.

”Det gælder om at stable så mange burgere så muligt på en bakke, inden tiden løber ud. Man får 500 point for hver runde. De point kan man bruge til at købe bonusting, som en større bakke eller den her sennep-flaske, som giver en det dobbelte antal point for hver runde.” ”Nej, hvor lyder det indviklet,” Jeg prøvede at lyde fortvivlet. ”Narh, man skal bare spille i lidt tid, så bliver man mester.” John klappede mig på skulderen. ”Vil du prøve?” Han rakte mig sin mobil. ”John!” lød en skinger damestemme. Et fregnet ansigt omgivet af vilde, knaldrøde krøller kom til syne. ”Nå, der gemmer du dig, skatterr! ”Du har glemt din madpakke!” ”Åh,” hviskede John rædselsslagen, ”Min mor!” Han prøvede at gemme sig bag mig, men kom til at røre Denises pink jakke. Denise opdagede det selvfølgelig straks, og skreg op som om der var en hveps i hendes bukser.

”EN LILLE DRENG BEFAMLER MIG,” skreg hun, ”HJÆLP MIG DOG!!” ”PLEASE!” Bagefter gik det meget stærkt. Marc sprang op og greb John i jakken, jeg hylede i kor med min storesøster, og buschaufføren kom styrtende. ”Ro på, unger,” sagde han. ”I skulle nødig forstyrre de andre!” Da han og Johns mor var gået, prøvede jeg at lette stemningen med vittigheder. ”Alle børnene havde en god karakter, undtagen Emma, hun havde et dilemma”. Ingen grinede.

”Isa, gider du ikke godt holde mund!” Jeg gispede. Ingen, ikke engang Denise,(i hvert fald ikke siden jeg kan huske!) havde nogensinde talt sådan til mig. John tav og kikkede ned i bussens fedtede, kolde gulv. Marc skulede ud på uvejret, og Denise havde taget ørepropper i ørerne og hørte One Direction med ”One Thing”.

Johns mor havde sat sig ved siden af sin søn og sad og nussede ham i håret og kyssede ham på panden. Jeg kikkede væk for hans skyld.

John sad og græmmede sig af sin mor, det kunne man se. Jeg havde medlidenhed med ham i den grad. Jeg vidste selv, hvordan det var.

       

 

 

 

 

Mig og John kom ind i klassen, lige da det ringede. Alle kikkede op fra deres computere. Linda kneb øjnene sammen og betragtede os.

”Jamen, du godeste, hvem er det dog, der kommer der?” spurgte hun klassen med et glimt i øjet. ”Isa og Johnny, blev der straks svaret.

 ”Javel, ja, vi har musik, tag en computer ude fra skabet, og log ind. Vi skal prøve at lave vores eget musikstykke på computeren.” Hun pegede på en web-adresse, som stod på tavlen med hendes smukke håndskrift. ”Du er sammen med Tobias og Naja, Isabel.” Årh, typisk. Man fik aldrig lov til at være sammen med John ret længe. Suk. Jeg fandt Tobias og Naja. De sad ved et bord og tog notater og prøvede forskellige lydeffekter ud. Jeg tog en skammel og satte mig ved siden af dem. Lidt efter kom Johns gruppe og satte sig ved samme bord. John så lige så sønderknust ud som mig, for han sad sammenklemt mellem Astrid og Thea. Puh. ”Hey, Naja?” Naja så op fra sit hæfte. ”Hvad nu, Tobi?” Alle i klassen havde sit helt eget kælenavn, som Naja havde fundet på: Jeg hed bare Isa, John hed Johnny, August hed Agger. Det lød ret gakket, men gjorde det nok nemmere for lærerne at udtale vores navne, for nogle af os havde de vildeste af dem. (Navnene, altså, ikke lærerne!) August var for eksempel født i juli, Grace var den mest larmende pige i klassen ('Grace' betyder fred..), og Julia var muslim og holdt ikke jul. Julia skulle også altid noget andet, når vi andre havde kristendom. Hun skulle nok vandre til Mokka, tror jeg nok. Eller hed det Mekka? Mukka? Nå, lige meget. Naja og Tobias var begyndt at skændes højrøstet. Jeg kunne ikke gøre andet end at stå og se på dem, mens rengøringsdamen kom trækkende på sin vogn og begyndte at tørre bordpladen af. Så kom Linda løbende mod vores bord. ”Hey, jer tre!” galpede hun. ”Hvis I vil sidde på gangen, skal I ikke larme! Der er faktisk nogen, der bliver undervist her!” Jeg sukkede og trykkede fingrene hårdt ned på computerens taster, til den gav et ordenligt bib. Så kunne den bare lære det! Resten af dagen gik lige så frygteligt.

 

 

 

 

 

 

Jeg steg af bussen og løb hen ad Bøgevænget, til jeg nåede til nr. 13. Så flåede jeg døren op, smed tasken og Matas-posen i et hjørne sammen med min jakke og mine lilla Converse. Så stormede jeg ind i køkkenet og satte mig. Men mor kom ikke og spurgte mig, om jeg havde haft en dejlig dag og lavede varm kakao og rosinboller til mig. ”Moar” kaldte jeg forsigtigt. Så lidt højere. ”MOAR?!”. Intet svar. ”MOAR!” skreg jeg en sidste gang. Ingen svarede. Så begyndte jeg at græde. Tænk, hvis mor var faldet ud af sengen og havde brækket benet! Eller hvad nu hvis hun var blevet bortført af onde mænd! Tårerne piblede ned over mine kinder. Jeg rakte tungen ud og fangede dem. De smagte varmt og salt. Lidt efter lidt fik jeg styr over mine tårer. En 11-årig pige græder bare ikke, tænkte jeg. Du skal se, hun er nok bare i Brugsen for at købe ind… ”Jamen, lille mus dog!” lød en dyb, velkendt stemme. Min far kom til syne i døråbningen. ”Sidder du der og græder?!” Jeg nikkede grådkvalt bag sløret af tårer. ”Så så,” Han tog et lommetørklæde op af bukselommen og tørrede mine tårer af ansigtet. ”Der er ikke noget at græde over!” Han satte sig ved siden af mig og holdt en arm om mig. ”Hvor er mor?!” hikstede jeg. ”Hun blev kørt på hospitalet, lige før du kom hjem…” Jeg var tæt på at skrige. havde hun altså brækket benet?! ”Og…” ”Du har lige fået en lillebror!” Hans ansigt strålede. Hey, hvad sagde far lige?! ... Han plejede aldrig at lyve for mig… I det samme ringede telefonen. Far styrtede ud og rev røret op. Jeg prøvede at lytte efter. Det var fra mor. Hun ringede fra hospitalet. Hendes stemme var meget lykkelig og afslappet. I baggrunden kunne man høre en babys muntre pludren. Det var altså sandt?! Jeg blev pludselig også overvældet af lykke. Nu var jeg ikke lillesøster mere. Pyh. Mor ville tale med mig.  ”Tillykke, skat!” sagde hun. ”Hils på ham!” Røret blev rakt til den lille dreng, som bare sad og savlede ind i røret, så jeg fik brækfornemmelser. ”Lille Pussemus, lad nu mor tale med den søde pige,” blev der skreget i baggrunden. Så blev der en hæslig larm i røret, og telefonen strejkede med et klagende ’biiiib’. Far lagde på. ”Var det noget med kakao og rosinboller, søde?” smilede far og gik ud i køkkenet. Jeg nikkede og gik efter ham. ”Hvordan gik det i skolen i dag?” ”Øh, fint far. Fint…” Jeg kikkede ned i min kakao. Sandheden var, at skoledagen var gået helt af led for mig. I matematiktimen havde jeg lavet sådan en bommert, at min karakter var styrtet ned nær nul. I billedkunst skulle vi forme et dyr af ler, og på den panter, jeg lavede, trillede hovedet af, og halen knækkede. Sikke noget møg. I engelsk havde jeg mindst 120 fejl i den stil, jeg havde afleveret sidste gang. Og i gymnastik, som om det ikke var nok, mistede jeg grebet i højt oppe i en ribbe, så jeg nær havde brækket min ene arm. PLUS at jeg selv måtte mixe musikstykket, for Naja og Tobias blev sendt op på lærerværelset og måtte feje og bære skraldet ud efter lærerne. Det blev virkelig noget dårligt musik.

 

 

 

 

 

 

       Hen på eftermiddagen fik jeg pludselig en mystisk mail i min indbakke fra en eller anden ’theheadhunters@emo.com’ Jeg slettede hurtigt beskeden, men et par minutter efter fik jeg endnu en besked fra denne mystiske person. Der stod følgene:

 

Hey du der!

Mød mig på Jensens Grill og Steak i aften,

Eller Ginger og Gangster kommer efter dig!

Tag dit stiveste puds på!

Jeg gir’ pølser og øl.

 

Vi ses

Rotten

 

 

Jeg anede ikke hvor ’Jensens Grill og Steak’ lå.

Jeg vidste heller ikke, hvem Ginger og Gangster var, men de lød farlige. Jeg vidste heller ikke, hvad ’stiveste puds’ var. Og jeg havde ikke lyst til at møde en fremmed person en aften, og da slet ikke til pølser og øl. Desuden kunne jeg godt lide at vide, hvorfor han kaldte sig Rotten…

 

En ting var sikker.

 

Ham ’Rotten’ ville jeg ikke have noget at gøre med.

 

Langsomt bevægede jeg musen over ’Slet Besked’.

 

 ***

 

'Rotten' ventede utålmodigt. Minutterne gik. Digitaluret på væggen i Jensens Gril og Steak nærmede sig 21:00. Øllerne var ved at blive kolde, og Jensen skulede konstant på Rottens pung. Som var fyldt til randen. Af friske monetos, tjent ved et indbrud i Dahls Smykker og Ure, ved at skovle til sig af øreringe, armbånd og halskæder, og bagefter sælge dem til en naiv guldkøber. Nej, det var morsomt. Han lo for sig selv. Han skævede til pølserne. Kom det pigebarn ikke snart? Han havde snart hverken lyst eller råd til at invitere sådan nogle teenagepiger ud sådan et sted som her. Sådan nogle kan man ikke stole på. Han knækkede fingre og fordybede sig over sin bærbare med en øl ved sin side og en pølse i den ene hånd. Månen kom frem bag skyerne.

 

 

 

 

 

Mor skulle overnatte på hospitalet, så mig og far måtte selv lave vores aftensmad og dække bord. Det blev til en underlig, slasket brungrå grød. Jeg mistede helt appetitten, da far klaskede tallerkenen ned i bordet foran mig, så grøden fløj til alle sider. Far hentede to skeer, greb den ene, smed den anden over til mig og begyndte at skovle i sig, som om det var verdens bedste mad. Jeg selv sad og rørte rundt i grøden med skeen, mens jeg kæmpede mod min sorte samvittighed. Da jeg havde siddet og gloet tomt ud i luften i et stykke tid, fik far nok. Han greb min tallerken, hældte min portion op i sin egen, og smovsede løs i den. Da han var færdig, smurte han en rugbrød til mig, for "Noget skal du da spise, skat!", og lavede en ostemad med salt på til sig selv. Han spiser mærkeligt, min far. Da jeg efter ti minutter ikke havde bevæget mig, tog han mig over skulderen og bar mig op til Denises værelse, tændte hendes computer, gik ind på Youtube, søgte på One Direction med 'Set Up', skruede op på fuld hammer, og i stedet for 'Set Up' skrålede han 'Vågn op'. Det lød sådan: 'Vågn op, vågn op vågn op, lille pig', far er her stadig, Denise, Denise kommer hjem lig' om lidt, vågn nu op, ikke!' Da kan det nok være, at jeg vågnede op. Men desværre for sent. "HVAD I HEDE, HULE H LAVER I MED MIN COMPUTER, HVAD?!" Far stivnede og skruede helt ned. Denise var kommet hjem, og hun var mildest talt ikke i godt humør. Langt fra. Hun var blevet kæreste med Marc pr. seddel i timen, og i spisefrikvarteret havde han slået op igen. Sikke et svin, tænkte Denise og forbandede han der hen, hvor kaviaren gror. Ved nærmere eftertanke, var alle i dag, den 13. november, dumme svin. Takket være Mugne Marc og hans venner, Frede og Matt, der havde badet hendes dag i eddike og slugt hendes ordsnilde råt til senere brug. Til H med dem! "SKRUB AF, I STRANDKRABBER!" Denise var helt blålilla i ansigtet af vrede. Far forlod forsigtigt computeren og listede så stille han kunne ud af Denises værelse. Men ikke stille nok. "LOG AF FØRST, DIN SKOTSKTERNEDE LAPPEDYKKER!!" rasede hun. Faren loggede af. "OG SÅ SIGER VI CTRL+W OG SMUTTER, FOLKENS!" Vi adlød hurtigt. Denise var ikke rar at være i nærheden af, når hun kom hjem og var blevet gjort til skamme i skolegården. "UUUUUUUDDDD!" Nu spænede mig og far 250 kilometer i timen ned af trappen og gemte os i kælderen. Denise skulle bare have tid til at glo på et billede af One-du-ved-godt-hvem, så blev hun lattermild og tam igen. Indtil da måtte mig og far bare sidde i kælderen og spille kort og drikke hyldeblomstsaft og spise tørre kiks. Sjovt, ikke? Nej. For pæren i loftslampen i kælderen var netop gået i stykker. Og det betød, at der var bælgravende mørkt. Lige så mørkt som trappeskakten det sidste stykke op til himlen, ville Denise havde kaldt det. Men på den anden side, hvordan i alverden kunne hun mon vide det, når hun aldrig havde været deroppe og nok aldrig nogensinde ville komme derop? Jeg spørger bare…

Da der var gået omkring en halv time med at sidde i mørke og holde om hinanden, kunne vi endelig høre Denise lave andet end at kaste rundt med sin dyne og pude og rive plakater ned i ren raseri. Da mig og far famlede os op af kældertrappen og greb fat i dørhåndtaget, kunne vi ikke trykke det ned. Denise havde blokeret døren og dermed lukket os inde! Jeg sank en klump på størrelse med Kina, før jeg gav op og lod tårerne og gråden overmande mig og sank hjælpeløs og utrøstelig ned i fars brede arme. Nu græd jeg for anden gang på én dag. "Så så, skat…" Far prøvede at trøste mig, men man kunne tydeligt høre, at han selv var urolig. "Så så…"

Han rodede i sine lommer. Dér. Han fiskede sine bilnøgler op og stak dem ind mellem døren og væggen. Med en hæslig skurrende lyd gav døren sig og gik op.

 

 

Denise havde travlt. Hun havde fået en mail fra en fyr, som ville invitere hende ud på noget, der hed 'Jensens Grill og Steak', og nu stod hun med hovedet inde i sin garderobe med kjoler, bukser og T-shirts flyvende om ørerne på hende. Den sorte kjole? Nej. Den røde? Nope. Aldrig i livet. Den lilla? Aha. Den kunne bruges. Hun smed den over på sin Fatboy. Okay. Sko? Nike? Nej da! Kilehæl? Utjekket. Højhæle, da? Hmm… Denise var ved at gå til af spænding. Uh, hun skulle ud! Med en fyr! Hun havde det, som om hun skulle møde One-det-behøver-du-ikke-at-få-at-vide… Da hun havde bakset kjolen og skoene på, gik hun ud på toilettet for at lægge sminke og sætte hår. Da hun havde lagt sminke og læbestift, gik hun ned i gangen og fandt adressebogen og slog op under J.

"Jensens optik" - Spurvevænget 21, Pandrup

"Jensens Busser" – Victoriavej 16, Skive

"Jensens kebab" – Pilealléen 23, Aarhus

 

Denise var ved at flippe ud.

Pludselig faldt hendes blik over noget:

"Jensens Grill og Steak –

Der hvor adressen og byen skulle have stået, var der ingenting! Som om at det havde stået der engang, men nogen havde 'visket det ud'! Uhyggeligt.

 

Det var ved at blive mørkt. Far stod på badeværelset og børstede tænder, mens han sang en temmelig falsk udgave af hans yndlingsopera 'Salt og Pepper' på norsk. Jeg selv sad i min seng og prøvede at fordybe mig i et Anders And-blad fra 2007.

Lidt efter havde far sunget færdig og gik i seng. Den aften faldt jeg i søvn i lampens døsende skær med bladet på maven.

 

 

Denise var stresset. Hun greb sin pink jakke og løb ned af Bøgestræde og hen af fortovet i Pandrup, og prajede en taxa. Sikke en dag.  

 

 

 

 

"Ding". Det var dørklokken i Jensens Grill og Steak. Ind kom en ranglet, moden pige i lilla kjole, højhæle og pink jakke. Rotten frydede sig. Dette var altså Isabel, der var kommet. Årh, han trængte til kvindeligt selskab. Denise prustede og gik hen til den mand, der måtte være Jensen. Han så skummel ud. "Øh, ved du, hvilket bord Rotten sidder ved?" spurgte hun nervøst den store, bredskuldrede mand bag disken. "Ved bord 13," gryntede manden. Så lænede han sig mod Denise og hviskede i hendes øre: "Du skal passe på, han er som en vædder i brunst mod jer piger. Tro mig, jeg har selv været vidne mange gange!" Han kikkede sig skræmt omkring, som om nogen kunne have hørt dem. Denise nikkede. "Det skal jeg nok," hviskede hun tilbage og gik over mod bord tretten.

 

 

Rotten slængede sig over bordet og nikkede til Denise. "Sæt dig ned, smukke, bare sæt dig!" smilede han. Men hans øjne fortalte noget helt andet. Men det bemærkede Denise ikke.

 

"Du er Isabel, formoder jeg!" sleskede han. "Isabel hvem?!" spurgte Denise. "Jeg hedder da ikk…" Rotten afbrød hende. "JO, det kan du tro du gør, Isabel Petersen, GØR du!!" brølede han. Isabel Petersen, hvorfor lød det så bekendt?! Petersen, Petersen… Uh! Hun gik i chok. Hendes lillesøs! Hendes lillesøs var havnet i denne væmmelige pesonages kløer! Hun måtte hellere få hende ud af tankerne på denne "Rotten".

Men hun kunne ikke sige det.

Varmen og den sødlige stank af brændt grillmad og åbne øller.

Hun faldt langsomt i søvn.

 

Da hun vågnede, havde Rotten lagt sine kolde, klamme hænder rundt om hendes liv og åndede hende i hovedet med sin ulækre pølse-og-øl-ånde. Denise skulle kaste op. "Ja, okay, det er mig! stønnede hun, inden hun kastede op i Rottens skød.

Så blev alt sort for hende.

 

 

Timerne gik. Det blev over midnat. Denise var stadig ikke kommet hjem. Det begyndte at regne kraftigt, og jeg vågnede. Der var koldt i værelset. Jeg rejste mig famlende op og lagde en hånd på radiatoren. Den var iskold. Stønnende småløb jeg ned af trappen og ned i køkkenet for at hente et glas vand. Jeg tændte for vandet. Eller rettere, prøvede at tænde. For der kom ikke en dråbe ud. Til gengæld lå der en geleagtig blævrende klump i køkkenvasken. Og den trak vejret. I små, hæse stød.

 

 

 

 

 

"Snøft-piiv" lød det "Snøøft-piuv" Jeg nærmede mig forsigtigt. "Snøft-piuv" Jeg rakte hånden ned og rørte ved klumpen. "IIHH" lød det straks. "IHIHIHII!" Klumpen vred sig voldsomt. "IHIHII!" Jeg trak mig lidt tilbage. Klumpen rejste sig og tørrede gelemassen af sig og stirrede hen på mig. "Mig Topo!" hvinede den. "Mig slamtrold!" Den stak en lille, lodden lab med fire fingre frem. Jeg tog den og rystede den. "IH!" skreg Topo. "Topo KILDEN!" "STOP!"

"Øh, mig Isabel" forsøgte jeg. "Du Is'bel" efterabede den. Jeg kom til at fnise. Den så så nuttet ud med sin lysebrune pels og store grønne øjne. Topo smilede igen. "Du med mig ned og besøge min familie?"

"Øh, hvad?" Topo gentog. "Det kan jeg vel godt…" "Kom, stil dig op i vasken." Topo svingede sig op uden besvær. "Men jeg kan da ikke være der…" stammede jeg. "Sludder!" hvinede Topo. "Kom nu!"  Tøvende svang jeg mig op på køkkenbordet og krøb ned i vasken. "Tag mig i hånden". Topo lød pludselig mere voksen. Jeg tog Topo i hånden. Alt snurrede rundt. Hurtigere og hurtigere. Alt sortnede for mine øjne.

 

 

 

"Is'bel! "Is'bel!" Jeg åbnede øjnene. "Is'bel!" Topo ruskede i min arm. "Is'bel!" "Vågn op, Is'bel!" Jeg satte mig op. En storbarmet, venligt udseende troldedame med grøntternet forklæde kom luntende mod mig. "Jeg Shinta!" smilede hun. "Jeg Topo's mamma." "Hej Shinta. Mig Is'bel". Jeg følte mig ærlig talt lidt latterlig, da jeg sagde det. "Hej Is'bel. Du ikke slamtrold?" "Næ, mig ikke slamtrold." Hvad var det for en mærkelig verden, jeg var havnet i?! "Miya, Kiki, kom og hils på Is'bel!" En pige med lange, røde fletninger og fregner kom ind. "Kiki kærste!" "Kiki kærste!" "Kiki kærste?!" gentog Shinta med hævede øjenbryn. "Is'bel, vent lidt, komme straks!" Shinta trampede ned af en mørk gang. Miya satte sig på en bunke skind og mumlede for sig selv. "Sådan mor altid, når Kiki kærste…" Jeg lyttede interesseret. "Kiki elske kærste, mor å far ikke."

"Miya." Jeg mumlede det for mig selv. "Miya. Miya. Miya." Miya så op. "Du kalder på mig?" Hun satte sig ved siden af mig. Årh. "Hvem Kiki kærste?" stammede jeg. Miya kikkede ned i gulvet. "Kiki kærste Jalal. Jalal å Kiki i seng nu. Shinta å Mayao ik' glad. Jalal mange piger." Jeg så ned i gulvet. Jeg kunne godt regne ud, hvad Miya snakkede om.

 

Lidt efter kom Shinta tilbage. Hun var ikke glad.

"Troldepiger…" sukkede hun.

Lidt efter kom en pige med pjusket sort hår iført skind traskende ind i rummet. Hendes kinder blussede, og hun så genert ned i gulvet. "Det' Kiki!" Miya rejste sig hurtigt op og greb Kikis hånd. "Det Is'bel!" sagde hun til Kiki. Kiki nikkede til Miya og stirrede på mig med et gennemborende, mørkt blik.

"Du ikke slamtrold!" hvæsede hun.

"Nej, mig ikke slamtrold," gentog jeg køligt.

"Så, så, piger!" Shinta afbrød os hurtigt. "Kiki, du komme med mig å samle svampe i skoven." Hun kastede et hurtigt blik på mig og Miya. "Miya, tag Is'bel med u til hestene!" Miya slap Kikis hånd og løb hen mod mig. "Du ride?" "Du elsker heste?" Jeg nikkede. Ikke, fordi jeg var specielt meget hestepige, men Miya så sød ud, og jeg ville gerne gøre hende glad. "Okey, kom med!" Hun viste mig gennem et virvar af smalle, fakkeloplyste gange, før vi kom ud i noget, der lignede en enorm mark. "Her græsser vores heste!" sagde hun stolt og slog ud med armen. Jeg måbede. Flere hundrede ponyer, brogede, brune, lyse, mørke, stod samlet og nippede fredeligt af det frodige græs. Det var et smukt syn, i baggrunden stod der store, knudrede træer med blade i mange smukke nuancer, der lyste den dybblå himmel op. Jeg havde aldrig set noget smukkere. Miya ruskede mig i armen. "Kom, Is'bel, det er slet ikke det hele!" Hun trak mig hen mod et kæmpestort, nykalket bindingsværkshus med en omvendt hestesko på døren. "Det' stalden," sagde Miya ivrigt, "Kom, Is'bel!"

Vi gik derind. Der var lunt og hyggeligt, og der duftede af frisk hø og lyng. Enkelte heste stod og gumlede hø i deres bokse. "Kom, der er noget, du skal se!" bjæffede Miya, "Kom nu!" Vi småløb mellem boksene.

Pludselig standsede Miya. "Se!" Hun pegede ind i boksen. Der stod en lysebrun hoppe med et føl, der diede. "Runa!" hviskede Miya. Runa drejede hovedet i retning af lyden. "Runa!!" Miya knipsede og fløjtede en lille melodi. Runa vendte sig langsomt, puffede blidt føllet til side og luntede hen mod Miya. "Runa!" "Hej!" Hun pressede Runas øre til munden og hviskede noget, jeg ikke forstod. Men det gjorde Runa. Hun vendte sig, kaldte føllet til sig med et lille grynt, og puffede det hen mod mig. Jeg stirrede uforstående på Runa. Hun stirrede roligt tilbage med sine rare, mørkebrune øjne. Bagefter stirrede hun anklagende på Miya og prustede vildt med opspilede næsebor. Miya kastede blikket på mig og sagde: "Runa vil gerne forære dig sit føl, hvis du altså vil have det." Hov. Vent liige to sekunder. Miya kunne tale med Runa?! Og nu ville Runa forære sit føl væk?! Jeg sukkede og prøvede at skære en grimasse som tak. Runa forstod mig ikke, for hun trak sig tilbage i boksen. Miya lokkede Runa til sig, pressede igen sin mund mod Runas øre, og hviskede igen på det mystiske sprog.

 

Miya åbnede lågen til boksen, trådte ind og samlede føllet op. Så trådte hun ud, lukkede lågen og lagde det i mine arme. Føllet prustede sagte og kikkede op på mig. "Årh…" Jeg var så rørt, at jeg kun kunne hviske. Her stod jeg, en pige på elleve år, og holdt et lille, nyt liv i mine arme. "Hun skal hedde…" Jeg tav. Hvad skulle hun hedde? Jeg studerede hendes udseende. Føllet var helt sort med en lille, hvid plet i panden. "Cassiopeia!" hviskede jeg.

 

  

"God ide!" smilede Miya. "Cassiopeia passer godt til hende. Cassiopeia betyder 'lille stjerne' på slamtroldendes sprog."

"Vi har et ordsprog, der hedder: ' Usaam mai et, Cassiopeia.'

Det betyder: 'Små stjerner lyser kraftigst.'"

Jeg nikkede lykkeligt. Mit eget lille stjerneføl var landet.

 

 

 

 

 

Vi gik tilbage til det rum, jeg var ankommet i. På et lammeskind ved ildstedet sad en lille, fed mand indhyllet i et tæppe og drak suppe fra en skål. Lidt væk sad Kiki og spandt uld, mens hun stirrede ud i luften med et blik, der fortalte, at hun kedede sig. Uden et ord sad hun, hev i tråden og trampede arrigt pedalen ned. Ved ildstedet stod Shinta ved en enorm sort suppegryde, hvis indhold duftede over hele huset. Topo sad og legede med en træhest med hjul, kørte den frem og tilbage hen over lergulvet. Da jeg og Miya trådte ind, rejste Topo sig begejstret og råbte: "Is'bel komme! Is'bel å Miya komme nu!" "Shh, Topo!" Shinta vendte sig fra ildstedet og bød den velkommen. Så hentede hun nogle ræveskind, spredte dem ud på gulvet og bad os sætte os. Så øste hun suppe op i to træskåle og gav os dem. Miya takkede Shinta, satte skålen til læberne og drak suppen. Bagefter slikkede hun sig om munden og kikkede over på mig. "Å, Is'bel, kan du ik' li' mammas mad?!" spurgte hun undrende. "Mammas mad er den bedste i verden!"

Jeg kikkede tøvende ned i suppen. Den var orange med alle mulige klumper i og brøndkarse foroven. "Må jeg bede om en ske?" prøvede jeg. Shinta kom hen til mig med en halvt tom skål og suppe på læberne. "Hva'ffornoe', lil' Is'bel?" smaskede hun.

"Må jeg be' om en ske?" sagde jeg lidt højere.

"Hva' er en ske?" Manden på lammeskindet gav endelig lyd fra sig. "En ske?!" Shinta så sig undrende omkring. "Lillemand, ve' du, hva' pigebarnet her fabler om?!" "Nøh," mumlede Lillemand, "Det ve' je' sandelig ik'!" Miya skjulte hovedet i hænderne, som om det var meget pinligt, det jeg lige havde sagt. "Is'bel!" hviskede hun, "Vi bruger ik' skeer her, hva' end det så er!" Jeg rødmede. Hvad tænkte jeg egentlig på?

 

 

Det her var jo ikke min verden.

 

 

 

 

 

"Drik, Is'bel, søe' ven!" Shinta smilede opmuntrende. Jeg stak en finger i suppen. Den var brændende varm, og jeg trak straks fingeren op igen. "ARGH" skreg jeg. "Hva' er der, søe' ven?!" Shinta så undersøgende på mig. "Nåeh, det!" Hun havde fået øje på min finger. Miya lo og blinkede til Shinta. "Is'bel," sagde Miya medlidende, "Den finger fik jeg også, da mamma lavede den her suppe te' mig, og je' var dum nok te' å stik' fingern ne'…"

Hun stirrede alvorligt på mig, men lidt efter kunne hun ikke holde masken længere. "Å, Is'bel," grinede hun, "Du' er san'lig ik' den enst' her!" Jeg så spørgende rundt. Alle så ned, som om at det var noget, de så tilbage på med skam. Miya tav. Jeg gned min glohede, skotskternede finger mod skindet, jeg sad på. Sikke stærke sager, sådan en slamtroldekone rådede over.

 

 

Da min stakkels finger lidt efter blev polkaprikket, fór jeg ud og skyllede den i en iskold bæk, der løb tæt på tuen, slamtroldene boede i. Men det hjalp ikke spor. Derimod blev den helt blåligsort, som om den ville rådne og falde af! Skrigende løb jeg tilbage til tuen, brasede ind ad dørskindet, faldt grædende på knæ foran Shinta og viste hende min blåsorte finger. Shinta lagde en alvorlig mine på og sagde: "Uh, der' er vist tale om en blyforgiftning, vi må hellere skære fingren af…"

"ARGH!" skreg jeg rædselsslagen. Shinta blødte op i sit sædvanlige lune smil og sagde: "Naturligvis ikke, lille pus!"

"Gå ud å lad din finger vandre på nældens blade."

Jeg så uforstående på hende. Miya kom hen til mig og hviskede i mit øre: "Mamma elske å være højtidelig. De', hun mener, er at du ska' gå ud å brænde fingern på en brændenælde." Jeg gøs. Brænde min finger? Aldrig i livet. Jeg skar en gnaven grimasse til Shinta. "Håi!" Shinta greb fat i mig og Miya med en stærk hånd og holdt os fast, mens hun stirrede hvast på os.

 

Miya skælvede, da Shintas blik gled hen over hende og mig. Shinta strammede sig op og åbnede munden, som om hun ville sige noget, men lukkede den straks sammen igen. Hun viftede mig til side. Jeg trak mig lidt tilbage. "Miya," bjæffede hun med sammenknebne øjne. "Er dig, der har lært Is'bel å lave de fræk' grimasser?!" Miya så ned i gulvet. "Neih, mamma, ikke mig, Jela hunan!" Shinta greb fat om Miyas hage og trak hendes hoved op. "Jasåeh, du' sikker?" Shinta borede sit iskolde blik ind i Miyas smaragdgrønne øjne. "Utah, utah, de sikkert bruger de grimasser i deres land, mamma?" Herefter fulgte der en heftig diskussion på et mærkeligt sprog.

 

 

 

 

 

 

 

 

"Rolling in the Deep…"

 Det var min mobil! Adeles kraftige stemme sprang ud ad mobilen, som om den havde ligget hengemt i årtier. Jeg måtte hellere skifte ringetone, for Adeles evindelige sange om fyre, som ikke ville kendes ved hende, var ved at drive mig til vanvid.

 

"Jeg går lige udenfor," sagde jeg til Shinta.

Hun stirrede hårdt tilbage, men nikkede så træt.

Jeg tændte mobilen og gik ind under 'indstillinger og opsætning' på menuen. Layout, baggrundsfarve, billede… der! Ringetone.

Jeg stirrede koncentreret på skærmen. Der poppede en boks op. Der stod:

 

                         Vælg følgene:

 

o

o

 

Jeg satte flueben i 'Vælg ringetone via Youtube' og trykkede 'Fortsæt'.

 

Et browservindue dukkede op og indlæste Youtube. Jeg klikkede i søgefeltet og skrev 'Lady Gaga – Monster'. Mobilen brummede stille, mens den fandt siden.

Hov! Nu stod der ikke længere 'Lady Gaga – Monster', men 'We are never getting back togehter – Taylor Swift'

 

Jeg sukkede. Mobilen brummede uskyldigt videre, mens den fandt videoen. Uden varsel begyndte sangen med fuld styrke.

'We are never, never, never, getting back togehter, We, We are NEVER, NEVER, NEVER, GETTING BACK togehter… '

Ved det sidste ord skruede den helt ned.

Jeg famlede panisk med mobilen, men det var umuligt at skrue op igen. "ARRGH!" skreg jeg i rent raseri og smed mobilen på jorden. Den blev ved med at spille sangen på samme måde.

Rasende forlod jeg mobilen i skumringen.

     

 

 

 

 

 

                                                                        

       

 

 

 

Næste morgen havde Kiki og Shinta bagt fladbrød og brygget te på rosmarin, hyben og vild honning, og mens jeg spiste, sad Topo med munden fuld af byggrød og med et lerkrus med varm hestemælk i hånden, og snakkede løs. "Is'bel, du ka' kun blie' syv døgn mer', men os' kun det, for om syv døgn ska' mig, Miya å Kiki, Far å Shinta til bes'tefars 289 års føselsda', å det ka du desværre ik' komme mæ te, søe Is'bel…" Kiki betragtede mig med foragt og sagde isnende: "For du er ikke en slamtrold!" "Ka du så holde din mund, lil' Kiki!" rettede Shinta hende. Jeg spiste færdig i tavshed og gik ud i solskinnet.

 

Derude lå min mobil stadig og spillede Taylor Swift for fuld hammer. Jeg samlede den op. Jeg havde fået en besked. Den var fra John:

 

Hey Bella!

Hvad laver du?

Du har ikke været i skole

I en måned nu. Er du i Berlin?

Tenerife? London?

P.s: Linda er gået på barsel,

Denise er ikke i så godt humør.

Ved du, hvorfor hun er sur?

PP.s: Er det ok, jeg kalder dig Bella?

Det er et smukt navn. J

 /John/

 

 

Jeg skrev tilbage:

Hej JohnJ

Jeg er så ikke lige i Berlin

Eller Tenerife eller London,

Men i en eller anden verden fuld af

'Slamtrolde' som kan tale med heste!

De har hundredevis af dem!

Du skulle tage at komme herned.

Her er hyggeligt.

Denise er sur på grund af

Noget med Marc, tror jeg…

Det er fint, du kalder mig Bella, tak. ☻

Ses! ♥ Bella

Jeg trykkede på send.

En boks dukkede op:

 

Vil du virkelig sende denne besked til Menneskenes Verden mod 20 guldmønter?

 

Underlig besked. Jeg trykkede på 'Send og Betal'

En besked poppede op:

 

Du har sendt denne besked til John Sørensen mod 20 guldmønter, som vil blive trukket fra din families opsparing.

Tast venligst din mors navn ind: _ _ _ _ _ _ _ _ _ Og din fars: _ _ _ _ _ _ _

 

Jeg tøvede og tastede så 'Shinta' ind og trykkede 'Send anmodning'.

Endnu en mystisk besked:

 

Du har sendt denne besked til John Sørensen mod 20 guldmønter, som vil blive trukket fra din families opsparing.

Tast venligst din mors navn ind: Shinta Og din fars: _ _ _ _ _ _ _ _

 

Du skal oplyse begge dine forældres navne, før vi kan sende en anmodning om fradraget til Overslamtrolden.

Vær venlig at udfylde det hele.

 

Overslamtrolden? Hvem var det mon?

 

Jeg tænkte mig grundigt om.

Hvad var det, Miya have mumlet, første gang vi mødtes?

"Kiki elske kærste, mor og far ikke?"

Næh, det duede ikke.

Okay. Hvad var det Shinta havde kaldt sin mand?

Jeg gik frustreret rundt i cirkler.

AHA! Pludselig havde jeg det.

LILLEMAND! Selvfølgelig!

Jeg tastede 'Lillemand' ind.

Men uden held:

 

Vi kunne desværre ikke finde nogen med det navn.

Prøv venligst igen.

 

Jeg kylede min mobil ind i et buskads.

Hvad skete der for mig?

Min mobil?

Denne verden?!

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagene fløj af sted. Jeg plukkede tyttebær og blåbær og hjalp (modvilligt) Kiki med at lave marmelade. Jeg hjalp 'Lillemand' med at slæbe brænde. Jeg stoppede strømper sammen med Miya, og mugede ud i hestestalden sammen med Shinta. (En ting er sikker. Jeg skal i hvert fald aldrig blive husmor i denne verden!)

 

Pludselig kom dagen. Dagen, hvor Topo skulle tage mig med til min egen verden, uden navne, man knap nok kunne udtale, og hvor man brugte skeer. Jeg gik hen til Shinta. "Farvel for denne gang, og tak for alt, I har lært mig, og jeg håber, at skæbnen vil krydse vore veje igen." Jeg rømmede mig og prøvede at lyde højtidelig. Miya havde lært mig, at når man rejste fra en familie i denne verden, skulle man altid takke husmoderen først.

Shinta bredte sine arme ud, og i hendes øjenkroge piblede der små klare tårer frem. Jeg tog imod, og længe stod jeg der i Shintas favn og snøftede. Til sidst løsnede hun grebet om mig. "Pas godt på dig selv, Is'bel!" Hun vendte sig bort for at skjule sine tårer.

 

Jeg hilste Lillemand farvel. Han gav mig hånden uden at foretrække en mine, og sendte mig bort med et venligt, men bestemt grynt.

Av, han havde trykket hårdt. Jeg åbnede hånden for at puste på den, og fik et chok. I min hånd lå en lille træfigur, der forestillede et føl oversået med stjerner. I panden havde den en ekstra stor stjerne. Jeg blev varm om hjertet. Usaam mai et, Cassiopeia.

 

Jeg vrissede modvilligt Kiki 'farvel' uden så meget som at se på hende. Hun svarede igen med et foragteligt fnys og trampede ind til Jamal.

Sikke en opførsel.

 

Nu var det tid. Topo tog mine hænder og vi stillede og over for hinanden. Vi lukkede øjnene, og jeg knugede min lille træfigur i hånden. Pludselig kastede Miya sig ind mellem os og greb min hånd. Shinta udstødte et klageskrig. Men det var for sent. Alt drejede hurtigere og hurtigere rundt, og alt sortnede.

 

 

Da den snurrende fornemmelse holdt op, var Topo forsvundet.

 

I det øjeblik kunne man kun se to fortumlede piger sidde i en køkkenvask.

 

 

 

 

 

Jeg rejste mig på usikre ben og trak Miya op. Vi hoppede ned fra køkkenvasken og satte os ved spisebordet. Miya trak noget op fra en fold i sin kjoledragt og stak det i hånden på mig. "Det er vist din, Isabel?" Det var min mobil.

 

 "Tak, Miya, men der er noget, vi må tale om." Mine ravfarvede øjne mødte hendes smaragdgrønne.

"Du kan ikke længere hedde Miya." Miyas ansigt fortrak sig. "Hvorfor ikke?"

 Jeg sukkede. "Dit navn vil vække for meget opsigt, og du kan komme i vanskeligheder."

"Okay." Hun trak på skuldrene.

"Dit nye navn er," Jeg tænkte mig om et kort øjeblik, "Mia."

Miyas øjne lyste.

"Tak, Isabel!"

Jeg smilede. "Du må faktisk gerne bare kalde mig Bella eller Isa, du bestemmer selv."

Miya smilede igen. "Tak, Isa!"

 

Jeg frydede mig mens jeg satte min Cassiopeia op i vindueskarmen. En bedste veninde mere.  

 

 

Jeg tog Mia i armen og trak hende op på mit værelse og tændte lyset. "Nå Mia," sagde jeg med hovedet inde i mit skab. "Du kan ikke gå rundt sådan der, du ligner en indianer med den kjole der." Mia lod som om, hun blev fornærmet og trak kjolen af. Jeg trak en rød trøje og et par sorte bukser frem. "Du kan låne mit tøj, vi har nogenlunde samme størrelse, tror jeg." Mia tog imod tøjet og tog det på. "Tak, Isa" hviskede hun.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denise vågnede til en sødlig duft af medicin og citronrengøringsmiddel. Hun lå i en enkel, hård seng med hvidt sengetøj. Hun lå helt alene. Hun sparkede dynen af sig, og opdagede, at hun lå i en ren, velduftende hvid natkjole. Denise svingede forsigtigt benene ud over sengekanten. Der stod et par hvide, opvarmede tøfler klar til hende. Hun stak fødderne i dem og åbnede døren, kun for at opdage en lang, hvid gang, med en dør i hver ende. Hun valgte at gå til højre, og kom til en trappe, hvor der var et skilt:

 

KANTINE>

 

Javel, ja. Hun gik ned af trappen. For enden af trappen stod to ensomme glasdøre med et enkelt skilt:

 

KANTINE

ÅBNINGSTIDER: 8.00 TIL 20.00

RYGNING FORBUDT.

PLEASE DO NOT SMOKING HERE.

 

Denise smilede hånligt af skiltet.

Som om nogen overhovedet kunne ryge, når de så det skilt. De ville jo bare kløjes i cigarretten af grin.

Gad vide, om personalet var ligeså spøgefuldt som deres skilte…

 

Hun gik ind og blev omhyllet af en tyk dunst af havregrød og billig parfume. En tynd dame i en hvid, lang kittel kom flagrende hen mod mig, så hendes turkise øreringe dinglede.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte hun med en stemme, som om hun havde sagt den sætning hundredvis af gange før. Denise studerede damens ansigt grundigt. Hun havde mørke øjne. Øjne, der trak en ind i det inderste indre af hjertet, der hvor man gemmer på alle de ting, man har gjort forkert i løbet af sit liv, ting, der aldrig vil blive glemt af en, for de er evigt svitset ind i hukommelsen med en brændende gulddolk, uforglemmelige.

Uforglemmelige…

 

Denise slog øjnene op. Hun stod ikke længere i kantinen, men ude på en høstet majsmark. Stubbene stak i hendes futter, der havde mistet varmen. Himlen var grå. Grå som naboens kat. En ravn viste sig på himlen. Dens arrige skrig fyldte himlen. Den havde kurs mod Denise. Hun nåede ikke at vende sig, og ravnen bed sig fast i hendes nakke. Hun skreg af smerte. Ravnen flåede i hende, og lidt efter fløj den lynhurtigt væk med et stykke af hendes hud. Denise satte sig midt på marken, gemte hovedet i hænderne, lukkede øjnene og ønskede, hun aldrig var blevet født.     

 

 

 

 

"Ja, doktor, hun dejsede om på gulvet. Voldsomt, siger jeg dig. Hun har vist trykket et ribben eller to. Og hendes venstre arm ser ikke for godt ud".

Pludselig blev et skarpt lys rettet mod Denises ansigt. Hun åbnede langsomt øjnene. En halvskaldet mand med rare øjne i hvid kittel kom til syne. Han smilede opmuntrende til hende. "Nå, søde, vend dig lige om, så mig og Vera kan se på din nakke?" En rødhåret høj dame med fregner kom til syne. Hun havde en limegrøn sweater på under kittelen, og hun smilede friskt, så man kunne se to fine, lige rækker tænder. Denise genkendte hende med de samme. Vera Sørensen. Johns mor.

 

 

 

Lidt senere vågnede Denise op.

Hun lå hjemme på sit værelse og stirrede lige ind i Niall Horans ansigt. Hun klynkede forskrækket og trak dynen over hovedet.

"Hvad l-laver d-du på m-mit værelse, Niall?!" stammede hun.

Hun ventede et par sekunder.

Der skete ingenting.

Hun trak langsomt dynen ned fra ansigtet.

Niall stirrede ned på hende med døde, flade øjne.

Døde, flade øjne så ned på hende. Fra loftet.

Fra loftet? Hun slog hovedet mod væggen.

Den plakat var uhyggelig.

Hun rejste sig op i sengen og rev den ned.

Så krøllede hun den sammen og smed den ud af vinduet til regnvejret. Farvel, Niall, tænkte hun sørgmodigt og gik ned i køkkenet.

 

"WHAT!" Nede i køkkenet stivnede hun.

Der sad en fremmed pige og åd morgenmad i hendes hus!

Hvor vover hun! rasede Denise.

Hendes lillesøster sad fredeligt og spiste cornflakes med skoletasken mellem benene, som om pigen ikke eksisterede.

Isabel så op.

Hendes blik var friskt, og poserne under øjnene, som hun plejede at have om morgenen, var væk.

Det plejede også at være Denise, der var først oppe om morgenen.

"Godmorgen!" sagde Isabel, "Appelsinjuice?" Hun rakte et glas hen mod Denise. Denise rystede fraværende på hovedet. "Det er friskpresset!" lokkede hun.

"NEJ!" hylede Denise.

"Nå, nå nå, så!" Hun rynkede på næsen af sin storesøster.

"Så må Mia bare drikke det…" Hun skubbede glasset hen mod den fremmede pige, der greb glasset og drak grådigt.

Bagefter tørrede pigen munden af i ærmet og smaskede hjemmevant.

Denise stirrede på pigen, som om hun var et rumvæsen.

"Mia?"

"Ja. M-I-A. Mia!" sagde pigen genert.

"Så hun kan tale menneskesprog!" hånede Denise.

"Ja, det kan hun rent faktisk!"

Jeg stillede mig beskyttende foran Mia, som var begyndt at spise indholdet af glasset med solbærmarmelade med fingrene.

Som om intet var sket stak hun en rødlilla fedtet finger i vejret og bekendtgjorde at: 'det smagte rædselsfuldt og kunstigt, og at solbærrene hjemme i hendes v...'

Jeg sendte hende et panisk blik for at hun skulle tie stille.

Det gjorde hun, tydeligt utilfreds.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...