Oktoberlegen

It is not an imagination... it is real, and it is happening!

4Likes
20Kommentarer
1674Visninger
AA

1. Oktoberlegen

Hun gik rundt i gaderne sammen med et skelet, et spøgelse og en heks ved siden af sig. Dalia var selv iklædt et græskarkostume med lys i øjnene. Hende og hendes tre venner var på vej til en Halloweenfest, som en fra deres klasse holdt. De havde alle set meget frem til det. Alt i gaderne stod i mørke, og der var næsten dødstille rundt omkring dem. Ikke en eneste bil hørte man. Den eneste lyd, som lød var den friske vind og nogle krager, som havde besluttet sig for at larme oppe i et træ. Klokken var ikke mere end otte om aftenen, men trods det at efteråret stod på, blev det mørkt meget tidligt. 

”Måske skulle vi have taget en lommelygte med os…” konstaterede Elijah nervøst.

Der lød et suk, og det lød som om at det kom fra Laura.

”La’ nu vær’ Elijah, ik’? Vi kan sagtens finde det.”

Eftersom Laura lød meget irriteret, skulle man tro, at alle ville holde mund, men det skete ikke.

”Vi kan jo ikke se noget!”

”Måske skulle vi have taget en lommelygte med…” lød det fra Dalia.

”Kom, vi må hellere skynde os lidt. Festen begynder snart!”

Vennerne satte i løb med deres poser med slik, som de havde fået tidligere på aftenen, dinglende i hænderne.

 

De kunne ikke undgå at se huset, hvor festen blev holdt. Der var pyntet op med edderkopper, som hang ned fra taget og spøgelser, der var stillet op på række ude ved postkassen og skræmte forbipasserende. Ved hoveddøren stod et græskar med udskårne øjne, næse og mund. Dens øjne lyste op og den smilede ondskabsfuldt. De fire venner kunne se, at der var kommet mange fra deres klasse. En voksen gik rundt inde i det pyntede hus og de mange børn stod inde i stuen og snakkede, fjollede og kastede slik efter hinanden. Dalia, Elijah, Caleb og Laura gik hen til den store dør og bankede på den, og den blev åbnet af en voksen mand, som var udklædt som et monster.

”Velkommen, unger! Godt I kom. Vi skal lige til at lege en leg. Oktoberlegen!” han lød begejstret.

De gik ind og blandede sig med de andre fra deres klasse. Inde i stuen stod der rød saftevand med edderkopper nede i. Der var pyntet op overalt. Der var slik på bordene, græskar på gulvene og flagermus hængende ned fra loftet. Alle gæsterne var klædt ud.

”Kom, vi skal ned i kælderen, børn!” råbte manden, som vidst var en forælder til et af børnene. Han førte an ned ad trappen til den mørke kælder. Det var ham, som skulle underholde børnene, mens de andre voksne sad ovenpå og snakkede. Alle pigerne skreg barnligt i mørket nede i kælderen, og drengene grinede bare, prøvede at spille modige. Sådan blev stemningen efterhånden gejlet op.

”GODT. Nu skal I høre. Jeg skal bruge en pige, som skal hjælpe mig med denne her leg.”

Der blev helt stille, men så råbte Laura, at hun gerne ville, og hun gik op til manden.

”Nu skal Laura gemme sig og I skal finde hende.”

Der var bælgmørkt i kælderen og nu blev der stille i lang tid, uden der skete noget. En puslen hørtes. 

”Hvornår sker der noget?” råbte Caleb, mens de andre børn mumlende undrede sig.   

Lyset blev tændt og manden og Laura var væk. Tilbage lå en seddel, hvorpå der stod, at de skulle begynde at lede nu. De satte straks i gang med skattejagten. 

 

Natten faldt på og ingen havde fundet Laura endnu. Klokken var blevet midnat og alle var blevet trætte af at lede. De tre venner gik samlet rundt for at finde hende, fordi alle børnene blev delt op i grupper. Og der blev ledt overalt: i huset, i haven og på gaderne. Men ingen spor af Laura.

”Nå, har I fundet hende?” spurgte manden efter flere timer.

Alle børnene rystede frustreret på hovedet.

”Kan vi ikke få noget hjælp?” Spurgte Dalia.

Manden tænkte sig om og man kunne se at de voksne var med på spøgen. De grinte til hinanden, men de vidste ikke noget…

”Tja, jeg kan sige at hun ikke er langt herfra. Kig ovre i skoven. Der kan man gemme sig godt. Men nu er det kun to af jer, som må finde hende. Som præmie får I hver en slikpose.” Han smilede skummelt og pegede på skoven, som lå bag haven.

”Af sted med jer! Tiden løber. Snart er det for sent.”

Dalia og Elijah løb hurtigt hen til skoven, mens Caleb stod og stirrede frem for sig. Det var for længst begyndt at støvregne og fuldmånen truede bag de mørke skyer. Der lå slikspor rundt omkring, og Dalia samlede dem op, mens Elijah gik i forvejen og spejdede rundt efter deres ven.

 

Efter lang tid havde de næsten mistet håbet om at finde Laura.

”Jeg giver snart op. Vi kan jo ikke finde hende…”

”Jo, manden sagde jo at hun var herude,” sagde Elijah opmuntrende.

De gik længere frem og noget kom til syne. To samtidige gisp kom ud af deres munde, da de så Laura hænge bundet til et træ med vidt åbne øjne og med blodbogstaver på hendes kostume, hvorpå der stod For sent. Løkken fra rebet havde nærmest gnavet sig ind i halsen. Inden vennerne kunne nå at gøre noget, stod manden bag dem. Angsten lammede dem begge. Deres munde stod halvt åbne. 

Lige pludselig udbrød en faretruende, men stille latter bag dem. De mærkede sved ned ad ryggen.

”I nåede ikke at finde hende i live… Legen er slut,” hviskede han og tog en kniv frem bag ryggen. Derefter tog han sin monstermaske af, smed den og gik forbi den døde Laura, dybere og dybere ind i skoven… Bag nogle træer nogle få meter fremme kunne man se Caleb sidde bag et træ. En krage satte sig på hans skulder. Han rørte ikke på sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...