Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1149Visninger
AA

11. 9. December.

 

Jeg vidste, det ville ske. Jeg vidste, han ville brænde mig af igen til fordel for sit arbejde, men hvis jeg havde vidst det, hvorfor blev jeg så så ked af det? 
Svaret kendte jeg ikke. Det gjorde bare ondt, at hans arbejde betød mere for ham, end jeg gjorde.
Jeg havde stirret på telefonen den sidste time. Jeg forventede egentlig bare, han ringede og fortalte en dårlig undskyldning. Men det gjorde han aldrig.
Jeg kiggede på lyset, som langsomt brændte ned. Så langsomt, at jeg ikke kunne registrere det. 
Jeg vidste ikke hvor længe, jeg havde stirret på lyset, da døren gik op. Jeg forventede egentlig bare at se Melanie. Måske Brad, for han havde været her rimelig meget på det sidste. Det begyndte snart at blive underligt. 
Han interesserede sig virkelig for mig. Hvorfor kunne jeg ikke svare på. Han var kæreste med Melanie. Burde han ikke hade mig, ligesom hun gjorde? Burde han ikke forsvare hende i stedet for mig? Svaret er ja, ja det burde han.
Ikke fordi der var Noget i vejen med Brad. Tvært imod, han var skøn. Det hele blev bare mærkeligt.


Jeg blev igen afbrudt af mine tanker, da jeg hørte far mumle et eller andet. FAR. Var han her? Sådan virkelig her? Var det ikke bare noget jeg forstillede mig.
Jeg nærmest sprang op fra sofaen, og løb ud i køkkenet. Jeg åbnede armene, og skulle lige til at kramme ham, da han vendte sig om.
"Hej far", sagde jeg glad.
"Noelle", mumlede far tonløst.
Som om, at han ikke kunne være mere ligeglad med mig. Som om jeg blot var en person, som bare var der, men ikke betød noget. Som en statist i en film. Det gjorde ingen forskel, om jeg var her. 
Jeg savnede tingene som de var før. Før ulykken, som ændrede alt. Hvis bare... Men det var for sent at ændre nu. Man kan ikke ændre fortiden. Selvom jeg ville ønske man kunne. 
Jeg mærkede tårerne presse sig på.

"Noelle?". Jeg lyste op intet smil, ved lyden af fars stemme. "Vil du være sød at dæmpe dig lidt. Jeg taler i telefon".
Jeg havde slet ikke lagt mærke til telefonen i fars hånd, før han selv nævnte det. 
Kunne han ikke glemme sit job i dag. Bare en dag, så vi kunne nyde december sammen, som før i tiden. Som sidste december. 

Det undrede mig ikke, hvis han havde glemt hvilken dag det var i dag. At det var vores dag. 
9. December. Vores far - datter dag. Vi havde tilbragt hver 9. December sammen... Siden altid. Det var vores dag. 
Det var startet, engang hvor mor og Noah skulle til en konference, og jeg ville så gerne med, men det måtte jeg ikke. Jeg var for lille. Så far tog fri, og der blev vores dag skabt. 
Senere da jeg startede i skole, gjorde vi det, når jeg havde fået fri.
Vi hyggede os. Vi startede altid med at køre i svømmehallen, hvor vi skulle prøve alle rutsjebanerne sammen.
Far beskyttede mig altid. Han kørte sammen med mig ned. Han sørgede for, at jeg kom igennem dem. 
Nogle af de små rutsjebaner, så vi hvem, der kom først ned. Bare fordi, at det var sjovt. Jeg vandt altid.

Efter vi havde været i svømmehallen sluttede vi altid dagen af på Pappas Bros. Steakhouse. Hvor vi både fik aftensmad og dessert.
Til sidst tog vi hjem og så disneyfilm. Det var fars og min 9. December. Det var kun os to. Ingen andre. Ikke engang mor eller Noah måtte være med.


"Jo, undskyld far", mumlede jeg og forlod køkkenet.
Jeg løb op på mit værelse, og mærkede hvordan tårerne bare flød ud. De tårer fra de sidste 10 måneder. Tårerne, jeg altid holdte tilbage. 
Det var som om, at jeg ikke kunne stoppe det igen.

Mit blik fangede billedet på mit natbord. Billedet af vores lykkelige familie. Dengang vi var en lykkelig familie.
Jeg kan huske dengang det blev taget. Det er ikke noget, man glemmer.
Far havde insisteret på, at vi fik taget et billede. Et billede til at minde vores jul. Han mente også, at vi skulle have matchende sweatre på.
Ingen af os havde forventet, at det blev vores sidste jul sammen.

"Jeg savner dig, mor. Hvorfor skulle du også forlade os? Specielt der, da jeg havde mest brug for dig. Ingen vil nogensinde kunne erstatte dig".
Jeg prøvede at forstille mig, hvad hun ville svare. Hvilke trøstende ord, hun ville sige. Det var som om, at hun altid vidste lige præcis, hvad hun skulle svare. Som om, hun forudså det hele.
Mor sagde aldrig noget forkert.
Måske ville hun sige noget i retning af...

"Jeg forlod dig ikke. Jeg vil altid være lige her. Tættere på end du tror. I dit hjerte. Jeg vil være der, når du har mest brug for mig. Man kan ikke erstatte dem, man holder mest af. Man finder ikke nogen, der betyder mere. Man finder nogen, som betyder noget for en. Nogen, som ønsker at være der for en. Jeg vil altid være, der for dig Noelle. Vær stærk. For min skyld. Glem ikke, at jeg elsker dig. Det gør din far også".  
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...