Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1141Visninger
AA

10. 8. December.

 


De vidste julen aldrig ville blive den samme igen. Det gjorde heller ikke noget. De havde fundet hinanden. De havde indset tingene. Deres fejl. Derfor ville julen blive anderledes. Anderledes på en bedre måde. En ny start. En ny begyndelse", afsluttede Jamie sin opgave af.

"Godt. Meget flot Jamie".
Vi klappede alle ihærdigt af Jamies fantastiske opgave. Den var virkelig godt skrevet. Jamie skrev de bedste historier. Han vidste, hvordan man fik følelserne frem i folk. Han manipulerede med folks følelser.
Vi mente alle, han ville blive forfatter en dag. 
Jeg kendte ikke Jamie særlig godt. Jeg vidste han skrev godt, og hans efternavn startede med S. 
Jeg snakkede ikke særlig meget med Jamie. Ikke fordi han var super populær, men jeg tror bare ikke, at vi i interesserede os for det samme. Jamie var også den stille type. 
Han havde selvfølgelig venner, men han prøvede ikke at få nye. Det prøvede jeg nu heller ikke. Jeg havde Abbie og Elizabeth. Det var nok for mig.
"Så er vi færdige. Meget flot alle sammen", roste vores lærer. 
Jeg vidste, at det ikke var ment til mig. Mrs. Williams så på mig med medlidenhed i blikket. 
Hun havde ondt af mig. Ligesom alle andre lærere. De synes, at det var synd for mig. Alt det, som var sket med mor. 
Jeg kunne have udnyttet det. Jeg kunne sige til alle mine lærere, at jeg ikke kunne overskue mine lektier. At jeg savnede mor for meget. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ønskede ikke særbehandling.


"Mrs. Williams?". 
Ashleys rædselsfulde stemme fyldte mine ører. Hun havde et falsk smil klistret på sine læber. Mig sendte hun dræberøjne.
"Ja, Ashley, hvad har du at sige? Nogle opfyldende kommentarer til min undervisning?".
"Du har glemt Noelle".
"Nej. Jeg har en aftale med Noelle".
"Det er ikke fair. Det skal være ens for os alle. Det siger min far selv. Jeg havde heller ikke lyst til at læse min stil højt. Hvorfor skulle jeg gøre det? Hvorfor måtte jeg ikke slippe som Noelle?".
"Som jeg sagde før, jeg har en aftale med Noelle. En aftale, som ikke kommer dig ved".
"Men...".
"Ikke noget men. Sådan er tingene Ashley. Det bliver, du bare nød til at acceptere, Ashley".
"Det er altså ikke fair, Mrs. Williams".
"Nu har jeg fået nok af dig Ashley. Hvilke aftaler jeg har med mine elever kommer ikke dig ved. Hvis du har mere, du gerne vil diskutere, kan du diskutere det med rektor".
Og sådan gik det til, at Ashley forlod klassen i vrede. Lige før hun gik, sendte hun mig de ondeste dræberøjne verden nogensinde har set. Hvis hendes øjne kunne dræbe, var jeg allerede død.
I timerne gik Ashley meget op i, at alt skulle være fair. Eller hendes version af fair var, at hun skulle have særbehandling. Ingen måtte få lov til noget, som hun ikke måtte. 
Nogle lærere behandlede Ashley, som hun gerne ville behandles. Som en dronning. Som om, at hun var bedre end os andre. Men ikke Mrs. Williams. Hun var ved at få nok af Ashleys kommentarer.
Jeg kan sige, at hun ikke var den eneste, som var træt af Ashley.

 

***

 

Far var hjemme, da jeg kom hjem. Det var helt utroligt. Jeg kunne ikke være mere glad. Jeg fik det største smil på læberne. 
Det forsvandt dog hurtigt igen, da jeg så hvad han lavede. Han sad foran computeren, og han lagde ikke mærke til, at jeg kom ind ad døren. Han lavede, jeg ved nu ikke hvad.  Sandsynligvis Arbejde. Som han altid gjorde. 24 timer i døgnet. 7 dage om ugen. 
Hvorfor betød hans arbejde, så meget for ham? 
Hvad ville der overhovedet ske, hvis han droppede det en dag? Hvis han holdte fri, og brugte tid på sin datter.
Sandsynligvis ville han ikke blive fyret. Han ville nok bare... jeg aner seriøst ikke, hvad der ville ske med far, hvis han holdte fri. Jeg håbede på ingenting.

 

***

 

Nu hvor far var hjemme, havde jeg besluttet at lave aftensmad til os. Jeg ville egentlig gerne have handlet ind til aftensmad, men det var lidt svært, når jeg kun var ni. Desuden lå supermarkedet også ret langt væk. Derfor havde jeg fundet nogle forskellige ting i skabet. Ting til at lave pasta med grøntsager og tomatsauce til. Grøntsager som tomater, gulerødder og champignoner.
Jeg håbede det ville glæde far. At han ville blive stolt af mig. Han ville opdage mig. 
Han ville sætte sig ned. Snakke med mig. Nyde maden. Tilbringe tid sammen med mig. Glemme hans job


Jeg gik i gang med at hælde vand i en gryde. Jeg skar grøntsagerne ud. Puttede ingredienserne i til at kunne lave tomatsauce. 
Jeg dækkede bord til to, lagde dug på, satte tallerkner fint på. lagde bestikket pænt, satte kopper, tændte to stearinlys og kalenderlyset, som var kommet ned til den ottende. 
Jeg var ved at øse mad op på vores tallerkner, da far kom ud i køkkenet. 
Jeg havde ikke kaldt på ham, så måske kunne han dufte maden.
Desværre tog jeg fejl. Han havde stadig sit jakkesæt på. En mappe i hånden. Han ville ikke spise, han ville gå.
"Far? Hvor er du på vej hen?", spurgte jeg.
"På arbejde. Jeg kommer nok først hjem i morgen eftermiddag. Måske onsdag. Melanie kommer om lidt", svarede far tonløst.
"Men far...".
Far kyssede mig blot i håret. Han sagde ikke et ord. Ikke engang et farvel. Jeg tvivler på, at far overhovedet lagde mærke til maden. Han gik bare ud af døren, uden at se sig tilbage. Uden et eneste ord. Han forlod mig til fordel for sit arbejde. Igen. 
Jeg stirrede på døren i håbet om, at han ville komme tilbage, og spise sammen med mig. Desværre går drømme ikke i opfyldelse. I hvert fald ikke for mig.
Jeg så bilen bakke ud af indkørslen. Der vidste jeg, at han havde forladt mig igen.
Jeg havde mistet appetitten. Bare synet af maden fik mig til at få det dårligt. Jeg pustede lysene ud og gik ovenpå. Jeg lod maden stå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...