Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1143Visninger
AA

9. 7. December.

 


Søndagen var endelig kommet og duften af klejner manglede. Mor elskede at bage og klejner var det hun bagte mest. Mors klejner var altid de bedste, de bragte altid julestemningen op og far skulle altid brokke sig over lugten. Noah derimod stjal altid en klejne eller to, før vi overhovedet måtte få nogle. Men Noah var Noah og kunne aldrig vente. Han stjal altid en kage eller to, før mor var færdige med dem alle og før de blev serveret, det galt alle kager og når mor bagte, så var Noah i køkkenet.
I år skulle jeg have lært det… i år skulle vi have kogt klejner sammen.

Jeg har altid villet lærer det, lærer at koge klejner og specielt mors opskrift. Den var ikke som alle andres og den var så god. Mor lovede sidste år, at når jeg var fyldt ni år, så skulle jeg være med til at lave klejner og nu er jeg ni, men mor er her ikke.
Hun lovede.
Hende og jeg skulle have bag klejner! Hun lovede mig!
Hun lovede mig!

Med tårerne ned af kinderne, kiggede jeg rundt i det t0mme køkkenet og mærkede den ensomme følelse. Jeg følte mig fortabt og glemt. Som alle løfter var brudt.


Mors løfter.
Noah’s løfter.
Fars løfter.
De alle havde brudt løfterne og nu var jeg alene… med Melanie.
Hun havde ovenikøbet inviteret Brad til overnatning, en ting hun havde gjort før og underligt nok, så var jeg ikke sur denne gang. Jeg havde det fint med Brad, hvorfor han var så sød mod mig og trodsede Melanie, viste jeg ikke og egentlig var jeg ligeglad. Han havde vel bare ondt af mig? Ellers elsker han vel ikke Melanie nok? Jeg kunne tænke længe, men hvorfor skulle jeg tænke langt, når alt var ligegyldigt.

 


***

 

Mine øjne landede på den mangel fyldte stil. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle skrive, hvilket julehistorie det skulle være og om den skulle være god, eller ende trist. Faktisk havde jeg ingen idé og jeg skulle langtfra spørger Melanie til råds, eller Brad.
Lige nu kunne jeg godt bruge Noah, han ville kunne hjælpe mig og komme med de totalt mærkelige idéer.
Åh Noah. Gid du var her.

Stilen skulle være færdig, ellers ville Ashley og Joshua komme med kommentarer, en ting jeg langtfra gad. De havde det virkelig skidt med, at de altid skulle først og jeg altid var sidst. Lærerne gik altid i alfabetisk orden, efter efternavnene. Joshua startede egentlig altid ud, han hed Anderson til efternavn og Ashley hed Clarkson. De blev altid sure og irriteret.

Mit hoved blev revet væk fra stilen, da dørklokken lod og jeg rejste mig straks op. Jeg måtte nok hellere åbne døren, men på den anden side; hvem skulle besøge mig? Så det var sikkert en af Melanie’s venner. Men alligevel valgte jeg, at gå ned af trappen og udspionere, så jeg kunne hører lidt og vide hvad der skete.

”Goddag Melanie, er Joseph hjemme?” lyden kom fra Abbie’s far, det var tydeligt at det hans dybe stemme og det gjorde kun min nysgerrighed større.
”Nej desværre ikke, han kommer først hjem senere. Skal jeg ligge en besked?”
”Nej behøver du ikke, vi stod bare og skulle i skøjtehallen, så ville hører om de ville med? Det plejer de jo, i mens Ame…” han stemme forsvandt langsomt og jeg kunne hurtigt mærke et stik i hjertet. Ingen har nævnt mors navn, ikke siden… suk.
Mor bagte jo altid klejner, og hun startede allerede inden vi tog af sted. Men hun var til gengæld stadig i gang, når vi endelig kom hjem.
Hvordan kunne jeg glemme den anden tradition? Mit savn måtte have fået mig til at glemme. Glemme den dejlige stund med far, Noah og jeg, ikke mindst Abbie og hendes forældre, ikke mindst to mindre søstre. Noah var nemlig altid med, men Abbie’s far ved jo, at han ikke er her. suk.

”Ja det er nogle triste omstændigheder. Men John er ikke hjemme”
”Måske Noelle vil med alligevel?” JA, selvfølgelig ville jeg med, mere end noget andet.
”Det går nok ikke, jeg har lovet Joseph, at hun får passet sin skole og de sædvanlige ting hun skal. Hun har jo ikke fået lavet sin stil endnu” hvor jeg nogle gange kunne slå Melanie. Det eneste glæde vil hun tage bort.
”Ja, det jo ikke du får ballade. Men Joseph bæger nok over denne ene gang”
”En skøjte dag, det lyder virkelig lækkert, ikke skat?” mit blik ramte i mod Brad. Han kom frem ligesom man havde behov for en engel.
”Jamen hendes stil, jeg har haft Joseph efter mig før, fordi skolen har ringet og hun ikke har lavet lektier” Melanie kunne nogle gange fyrer så mange løgne af, skolen har slet ikke kunnet vide om jeg har glemt eller ej. De lod mig netop slippe med vilje, pga. mor.
”Må jeg ikke nok Melanie?” jeg trådte stille ned af trappen og kiggede op på hende, i mens Brad lagde en hånd på min skulder og det sikkert ikke mine øjne der hjalp, men sikkert Brads øjne.
”Vi kan jo sige, at du skriver en stil om denne dag?” tak Brad.
”Skal jeg nok!”
”Fint, så lad gå” utroligt hun kunne lyde så sød, nu når Abbie’s far var her. Melanie ville ellers normalt være totalt flabet.

Men vi skulle ud at skøjte og sammen med Abbie.
Dejlig søndag!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...