Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1139Visninger
AA

8. 6. December.

 

Jeg havde næsten ikke set far denne december. Han var ligeglad med mig. Mere end han plejede at være.
Hvad var det overhovedet for et arbejde, der krævede, at han skulle arbejde så meget? Ingen af mine venners fædre arbejdede så meget. I det mindste havde de stadig deres mødre. Jeg havde ingen. Far forlod mig altid. Specielt når jeg havde mest brug for ham.
"Noelle? Jorden kalder Noelle".


Elizabeth viftede en hånd foran mit ansigt, og afbrød mine tanker omkring far. Hun smilede sødt og uskyldigt, som hun altid gjorde. 
Det var det, som jeg bedst kunne lide ved Elizabeth. Hun dømte aldrig andre. Det gjorde ingen forskel, hvem man var. Hun var sød imod alle. Selv dem, som ikke brød sig om hende. Det gjorde ingen forskel. 
Selvom folk ofte også var sød mod Elizabeth. Jeg tror ikke, at hun havde nogen fjender overhovedet. Ikke engang Ashley, som tydeligvis ikke brød sig om mig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg havde gjort hende.

Vi sad hjemme i Elizabeths stue, og skrev vores julehistorier. Vi havde siddet her siden klokken 13.00, og havde forsøgt at få skrevet den. Det var bare ikke helt let, når man var tom for ideer.
Hvis jeg kunne slippe for, at Melanie skulle passe mig, gjorde jeg det. Elizabeth og hendes familie ville i det mindste hjælpe mig med mine lektier. Modsat Melanie.


"Jeg er her", udbrød jeg forskrækket.
"Du forsvandt ind i din egen verden, igen. Hvad går dig på, Noelle?", grinede Elizabeth.
"Intet", mumlede jeg og så med i bordet.
"Noelle, jeg kender dig godt nok til at vide, når noget går dig på. Sig det nu. Jeg siger det ikke til nogen. Ikke engang Abbie".
"Det min far. Han kom heller ikke hjem i går. Jeg savner ham bare så meget".
Det føltes godt at få det sagt. At få lettet mit hjerte. Jeg stolede på Elizabeth. Også Abbie. De var der for mig, når ingen andre var.
"Det må du undskylde. Jeg skal ikke kede dig", svarede jeg.
"Kom her", sagde Elizabeth og trak mig ind i et kram. "Det skal du altså ikke undskylde for, Noelle". Vi trak os ud af krammet.
"Jeg spurgte dig egentlig også bare om, hvad din historie skal handle om?", spurgte Elizabeth og smilede igen. Hendes smil gjorde en glad.

"Øhh...".

Jeg kiggede ned på mit hæfte. Jeg kiggede på stikorderne. Nu gjaldt det bare om at finde en rød tråd til det hele. Det var sværere end som så.
"Det har jeg altså ikke helt fundet ud af endnu. Jeg syntes denne opgave er svær. Jeg mangler den røde tråd", svarede jeg.
Elizabeth så taknemmeligt på mig. Engelsk var ikke hendes stærke side. Dog havde engelsk altid været let for mig. Noget jeg kunne forholde mig til. Der fandtes ikke et svar. Man kunne fortolke det, som man ønskede.
"Når piger, var det noget med en kop the?".
"Ja tak, Mrs. Harper. Det ville være skønt", svarede jeg.
"Ja tak, mor", svarede Elizabeth.
Mrs. Harper forsvandt smilende ud i køkkenet. Hun var sikkert glad for at være til nytte.
Der gik ikke mere end 10 minutter, så kom Mrs. Harper ind i stuen igen med to kopper te og småkager. 
Hun var altid så sød imod mig. Man skulle næsten tro, at hun var min egen mor. Hvilket hun selvfølgelig ikke var, men man havde jo lov at ønske. Hun var næsten som en mor for mig. Hun slog ikke mor, men hun var god nok. Jeg kunne godt overveje at flytte hjem til Elizabeth.

 

***

 

Elizabeth fik gæster, så jeg kunne ikke blive og spise med. Melanie havde lovet, at hun ville hente mig klokken 5. Den var 4 minutter i 5, så Melanie havde bare at komme.  Ellers skulle jeg gå hjem i mørket. Det var ikke fordi, at der var super langt. Det var mere fordi, at det var mørkt.
Mørke skræmte mig. Man vidste aldrig, hvad der gemte sig i mørket. Eller hvem.

"Kom nu, Melanie. Skynd dig lidt. Jeg gider ikke gå hjem", mumlede jeg.
Jeg holdte øje med vinduet, for at se om den røde Fiat 500 holdte der eller kom kørende. Hun måtte ikke lade mig i stikken. Ikke i dag. Det kunne, hun ikke tillade sig. Jeg bad til mor om, at Melanie ville komme. 
Lige da jeg havde vendt mig om for at gå tilbage til Elizabeth, så jeg et par forlygter. Det kunne kun være Melanie. Jeg skyndte mig at tage sko på og greb min jakke. Jeg sagde farvel til Elizabeth og hendes mor. Takkede for alt. Lige da jeg nåede ud til bilen, steg chaufføren ud, og det var ikke Melanie. 
Det var blot en fremmed. I en bil magen til Melanies. Det var ikke fair. Der måtte ikke findes to ens biler.
Efter den akavede situation, begyndte jeg at gå hjem. Det ville kun gøre det mere akavet, hvis jeg gik indenfor igen.

Jeg gik begyndte at gå hjem. I mørke. Jeg holdte mig tæt til lygtepælene. Undgik alle mennesker. 
Jeg kunne trods alt vejen, men det gjorde det mere uhyggeligt i mørke. Man vidste aldrig, hvad man mødte. Tænk hvis jeg blev overfaldet. Hvad nu hvis jeg aldrig kom hjem. Hvorfor Melanie? Hvorfor kunne du ikke bare hente mig i dag, og så glemme mig en anden dag?


Hvis far bare vidste, hvad jeg gennemgik. Måske ville han så få øjnene op for mig. Se, at jeg havde brug for ham. Jeg var blot en lille pige, som mor plejede at beskrive mig. Bambi. 
Noah var den, som var frygtløs. Eller det prøvede, han på at være. Altid for min skyld. Han prøvede at være den voksne. Så jeg kunne være barn. 
Han var min store helt. Nu var han væk.
Jeg ønskede bare, at han ville komme hjem. Jeg frygtede hver dag, at han aldrig kom tilbage. Jeg bad til mor hver aften om, at han ville komme hjem. Han glemte mig ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...