Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1145Visninger
AA

7. 5. December.

 


”I år skal vi fejre jul hjemme ved bedstefar og bedstemor! De bor i New York”

Det var endelig blevet fredag, en fredag som sluttede med hvad vi skulle juleaften og at hører alle fortælle om deres jul, det de skulle. Det gjorde mig bare trist. For jeg vidste ikke hvad jeg skulle fortælle.
”Ja det var vi…”
”Noelle har ikke fortalt” blev der hurtigt afbrudt og stemmen tilhørte ingen ringer en Ashley, hun var næsten ligeså slem som Melanie, af at vi kun er 9 år gamle. Men Ashley ville en masse. Hun var udover det også Brad’s grandkusine, det havde jeg regnet ud, da hun tit snakkede om hendes fede og coole grandfætter, som bare havde denne her fede bil og alt det.
”Nej det rigtig Ashley, men vi er færdige for i dag”
”Mrs. Williams, hvis vi alle skal fortælle, så skal Noelle også. Du siger selv ingen må slippe” denne gang brød Joshua ind, han var faktisk Ashley’s bedsteven og en der længe havde været efter mig.
”Ja Mrs. Williams, ingen skal vel smides væk?” begyndte en anden på. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have gemt mig og slet ikke været der.
”Havde vi ikke fri?” denne gang brød Abbie ind, hvor jeg sendte hende et taknemmeligt smil. Men desværre brokkede mange andre sig og Mrs. William, gav mig et trist smil.
”Desværre Noelle, du slipper ikke” jeg rejste mig forsigtigt op og mærkede nervøsiteten stige i mig. Jeg kiggede meget ned i bordet, da jeg var bange og ikke vidste hvad jeg skulle gøre.
”Jeg skal fejre jul sammen med m…” jeg blev hurtigt reddet af klokken og der blev min lykke stor.
”Ja det var det for i dag, I må have en god weekend! Og husk at skrive en julehistorie til på mandag, som skal læses op”.


Jeg nåede at pakke min taske sammen, inden en skikkelse stoppede foran mig. Alle andre var allerede smuttet og jeg vidste det ikke kunne være deres familie, og det ville langtfra være Melanie. Hun ville aldrig træde en fod ind i klassen.
Jeg lod mine øjne kigge op på skikkelsen, straks ramte de kraftfulde blå øjne mig og et smil var ikke til at fjerne fra hans læber.
”Hej Noelle. Skal vi komme afsted?”
”Hvor er Melanie?” jeg kiggede forvirret på ham og han tog stille fat i min taske, inden han blidt tog fat i min hånd. Det føltes underligt, for kun mor, far og Noah havde jeg holdt i hånden.
”Melanie har fået eftersidning. Så det passede mig at jeg kunne hente dig, inden jeg skal samle hende op. Hendes bil gik i stykker i morgs og det accepterede læren ikke” jeg nikkede kort, inden jeg bare lod ham følge mig ud til bilen.
”Hvordan har knæet det i dag?”
”Godt, det gør dog lidt ondt” jeg kiggede hurtigt op på ham og han smilede kærligt ned til mig.

Vi havde det rigtigt hyggeligt dagen før, som han sagde vi ville have.
Vi så filmen Frost, spiste McD og slik. Ikke mindst rensede han mit knæ og lod mig sidde længe op. Men da Melanie endelig kom, blev hun også meget sur på Brad og de kom op at toppes.

 

***

 

Timerne var gået siden Brad havde hentet mig, og Melanie blev skam også sur over det. De satte sig straks i sofaen, inden de begyndte at stikke tungerne i hinandens hals og jeg valgte i stedet at gå på jagt i huset.
Det var nu fredag d. 5, og vi pyntede altid huset op om fredagen, den første fredag i december.
Men jeg havde ikke lyst, men i et håb om at far ville se det og komme på bedre tanker, gjorde at jeg valgte at ville gøre det.
Jeg håbede inderligt på, at han snart ville se mig og se at jeg havde behov for ham, at jeg manglede hans hjælp og ikke vil kunne klarer alt selv.

Jeg fandt efter et godt stykke tid pynten og valgte at tage den letteste, ikke mindst laveste kasse frem, da jeg desværre var lille og ikke høj nok, selvom jeg ville komme til at stå på en stige, så ville jeg stadig ikke kunne nå. Mine hænder greb fat i kassen, inden jeg bar den ind i stuen og satte den på gulvet, inden jeg begyndte at pakke den op.
Et suk forlod også hurtigt mine læber, da det desværre var kassen med nissehuerne og sprællemænd. Det var jo ikke det jeg ville finde.
Straks begyndte jeg at gå igen og stille mig op på stigen, inden jeg ville forsøge at få en kasse mere ned.
Jeg var ret tæt på at få en ned, da en velkendt stemme lød.


”Noelle, hvad laver du?” straks blev kassen taget fra mig og sat på jorden.
”Pynter til jul?” jeg kiggede nervøst på ham og et smil ramte hans læber, inden han valgte at tage en mere ned.
”Jamen så lad os det”
”Brad…” hendes stemme lød langtfra tilfreds og jeg kunne godt forstille mig, at hun havde andre planer og drømme som hun ville have opfyldt.
”Melanie… hold nu op. Det er december og Noelle skal ikke tage sådanne tunge kasser ned selv, hun kan vælte ned”
”Er du sammen med mig, eller hende?”
”Jamen så skrid hjem til dig selv! Så skal jeg nok passe hende. Ellers gå ind og sæt din skide Beverly Hills på...” et eller andet sted nød jeg det, jeg nød han svarede hende igen og satte hende på plads. Melanie blev bare skide sur og skred ind i stuen igen, inden Brad bare hjalp videre og jeg ville egentlig ikke sige ham i mod, for jeg kunne godt bruge hjælpen.

 

***

 

Efter nogle timer var alt julepynten oppe. Havde Melanie hjulpet? Nej. Hun havde bare siddet og været pigenærmet. I mens havde Brad og jeg pyntet hele huset op, jeg nød det og han løftede mig op, så jeg kunne sætte pynt ved alle billeder.
Selv gran kørte vi ud og købte, selvfølgelig uden Melanie. Men vi købte det og et juletræ. Et juletræ jeg ville pynte med far og det forstod Brad tydeligt. Men grannet kom op og lys kom i træerne udenfor, ikke mindst buskende.
Nu ville det se flot ud til når far kom hjem og jeg kunne ikke vente. Faktisk ville jeg slet ikke i seng!

Brad og jeg var i gang med at sætte julelys i juletræet på trappen. Vi havde altid et juletræ på trappen udenfor, så det så indbydende ud og mere julede.
Vi var i gang med at sætte julelysene på, da Melanie pludselig kom ud og så en smule på os begge.
”Din far har lige ringet” straks kom der er smil på mine læber og jeg drejede hurtigt hovedet i mod hende. Der var altid et håb, et håb om en hilsen fra ham og han ville have mig med nogle steder hen. Men i stedet gav Melanie mig et tilfreds smil.
”Jeg skulle hilse og sige, at han ikke kommer hjem før søndag” bare den måde hun sagde det på, kunne man tyde at hun nød det og hun nu kunne hævne sig, fordi Brad har villet mig hele dagen og ikke hende.
”Melanie…” jeg mærkede Brad tage fat i min skulder, men jeg skubbede den stille væk og løb forbi Melanie, inden jeg løb med tunge skridt ovenpå, hvor tårerne bare pressede sig på.

Han havde glemt mig, igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...