Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1133Visninger
AA

6. 4. December.

 


Efter min lange skole dag, hentede Melanie mig ikke og jeg måtte tage bussen hjem, en ting jeg var rigtig glad for. Eller det ville jeg være, hvis det ikke var fordi bussen kørte lige for næsen af mig. Så jeg måtte i stedet gå på gåbenene hjem, en ting der var virkelig hårdt og ret så koldt.
Jeg boede jo et god stykke væk fra skolen, så det var et godt stykke at gå og det blev kun endnu længere af den kolde luft.
Men til mit uheld blev det kun værre…
Det begyndte pludselig at styrte ned, ikke bare med en smule regn og ikke bare støvregn. Nej det var mere som en storm der faldt. Det begyndte oveni at tordne og lyne, to ting jeg aldrig har kunnet lide. Der var ingen tryghed og Noah var der ikke. Han plejede altid at tage om mig og holde mig tæt. Bare det blev uvejr om natten trak han mig tæt, han kom gerne ind om natten og lagde sig til at sove ved mig. Han påstod altid at han ville beskytte og passe på mig, men inderst inde vidste jeg han løj, han var selv bange. Det var jeg næsten sikker på.

Den frygtelige storm fik mig til at løbe, i mens tårerne bare trillede ned af mine kinder og i mens jeg følte mig skræmt. Jeg var alene.
Mor holdte der ikke i sin bil og heller Noah. Men de havde undskyldninger.
Men Melanie burde være der og samle mig op, men var hun det? Nej.

Efter et godt stykke tid, dukkede en sort Lamborghini op og dyttede af mig. Jeg blev så bange at jeg satte i løb og hørte knap en kalde mit navn. Jeg hørte intet, ikke før jeg skvattede over mine egne ben og faldt ned på fortovet med knæet først. Jeg kunne allerede mærke den kolde luft og vidste allerede, at mine strømpebukser var ødelagte og jeg kunne snildt fornemme noget varmt på knæet, det man også kaldte blod.
”Noelle!” hans stemme lød bare bekymret, en stemme jeg egentlig ikke forventede at høre og slet ikke da jeg forventede ham ved Melanie. Men hun havde så ikke droppet mig for ham, men sikkert for hendes ellers så fine venner.
”Noelle?” hans stemme gentog sig selv nogle gange, i mens mine egne tårer faldt og inden længe kunne jeg mærke to arme om mig. Den ene lagde sig under mine ben, i mens den anden fandt vejen om min ryg og snildt fiskede min taske op.
Mine øjne ramte stille ind i Brad’s øjne, de var kraftfulde blå og slet ikke som Noah’s øjne eller fars. Noah havde brune øjne, ligesom jeg selv og mor. Far havde derimod grå/grønne øjne og med et glimt af kærlighed i, men det glimt forsvandt sammen med mor.

Hans lidt for kæmpe hånd, lagde sig forsigtigt på mit knæ og hans tommelfinger kørte forsigtigt ind over, inden et ynk fløj fra mine læber og et snøft efterfølgende.
”Vi skal have renset det så, inden det bliver værre” jeg sagde ikke noget, jeg turde ikke. Jeg havde aldrig været alene med Brad og det var nok det længste han havde sagt. Vi snakkede just ikke sammen, kun hej og farvel, eller da han i går ville handle chips for mig.
Han lænede sig ind over mig og åbnede handskerummet op, inden han fiskede en lille pose frem. Han tog stille fat i posen og åbnede den, inden han trak noget ud og det kunne sagtens ligne en vådserviet, en ting der blev beskæftiget da den blev lagt på mit knæ og et skrig forlod mine læber.
”Ja det gør nok lidt ondt” hans stemme var fyldt med omsorg. Det troede jeg i hvert fald, det lød sådan.

”Hvorfor går du også hjem? Skulle Melanie ikke hente dig?” jeg valgte at holde min mund lukket, jeg ville ikke skabe problemer for dem. Melanie vil først slagte mig.
”Hold din hånd på servietten, så køre jeg dig hjem” jeg lod bare et nik forlade mit hoved, inden han spændte selen for mig og startede sin bil op, inden han valgte at kører.


”Så hvornår kommer din far hjem?”
”Sikkert sent” sagde jeg med et suk, inden jeg lukkede øjne i og prøvede at lukke smerten ude.
”Jeg snakker med Melanie… hun er sikkert sammen med Jessica, Rachel og Brooklyn” han valgte at smide et suk ud og jeg kiggede stille på ham han virkede ikke særlig begejstret.
”Hvad siger du til at køre forbi McD og vi tager det med hjem, inden vi planter et plaster på dit knæ? Så kan vi se en fin julefilm eller noget?” jeg lod mine øjne hvile på ham, hvor han valgte at give mig et kæmpe smil og et varmt et af slagsen, et smil jeg længe havde savnet. Der er ikke mange der sender mig dem mere. Det er mere ynkeligt smil, eller falske smil og kun fordi folk har ondt af mig. Ingen havde givet mig et varmt et, ikke siden mor og Noah, heller ikke far.
”Det synes jeg vi skal gøre og en masse slik! Det just ikke fredag, men det tror jeg vi kunne trænge til” klokken var nok allerede omkring 15:30, da Melanie ville få fri 15:00. Selv havde jeg altid tidligere fri og ventede altid på det tidspunkt de ville få fri.
Der var selvfølgelig sport på skolen og mange andre aktiviteter til, at vores busser kørte i så langtid. Men jeg gik ikke til noget af det. Jeg havde egentlig ikke lysten mere.
Jeg plejede at gå Lucia, men af en eller anden grund, følte jeg ikke for det i år. Lucia var en ting som var mors og mit, mor havde selv gået Lucia og været brud flere gange, hvilket jeg altid havde villet og i år var det mig som skulle være Lucia brud, det sagde Mrs. Johnson allerede sidste år. Men jeg kunne ikke. Selvom Lucia nu ellers først er den 13, så begyndte vi altid at øve før tid. Da både kjoler, lys og krans skulle være i orden, ikke mindst sangene. Folk voksede jo altid ud af deres tøj og der kom oftest nye til. I år var det mig som stoppede og mig som ikke ville mere.

Hvorfor var Brad så venlig? Melanie var så ondt og kold. Hun kunne bestemt ikke lide mig og Brad var bare venlig.
Mit lille hoved blev ved med at ville vide svaret, men alligevel lod mit hoved det ligge. For jeg ville jo ikke kunne gøre fra eller til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...