Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1143Visninger
AA

5. 3. December


Jeg fulgtes med Abbie ud til parkeringspladsen. Melanie glemte både at køre og hente mig i går, og jeg nåede med nød og næppe bussen.
Hendes mors Volvo holdte der allerede. Vi nåede ikke at sige farvel, før hendes mor steg ud af bilen.
"Hej Skat, har du haft en god skoledag?". Hvor jeg dog savnede en mor, som også spurgte mig om det. "Og hej til dig også Noelle".
"Ja, den var vildt sjov. Vi fremlagde om dyr. Jeg fortalte om katte og Noelle fortalte om zebraer. Og ved du hvad mor, det var vildt fedt".
"Hvor er jeg stolt af dig min Skat... Og også af dig Noelle”, skyndte hun sig at tilføje.
”Skal vi køre? Skal du også have et lift Noelle?".
"Øhm nej ellers tak Mrs. Maclaud. Min barnepige kommer og henter mig".
Eller det håbede jeg i hvert fald, hun gjorde. Det ville ikke undre mig, hvis hun ikke gjorde. Lige som jeg skulle til at gå hen til bussen, kørte Melanies røde Fiat 500 ind på parkeringspladsen. Hvad skete der lige? Hun kørte mig også i skole i morges. Var far hjemme eller sådan noget? Prøvede hun at opnå noget? Var det endnu en af hendes skumle planer?

Melanie mindede mig på så mange måder, om de der lede piger på film. Det blonde hår. Designertøj, som slet ikke passede til årstiden. Jeg kan huske min bror nogle gange så de serier. Især hvis han havde piger på besøg.
"Kom nu ind, møgunge. Tror du ikke, jeg har andet at foretage mig?".
Jeg svarede ikke. For jeg kendte allerede svaret.
Jeg satte mig ind. Meget langsomt. Bange for, at hun ville skubbe mig ud eller bortføre mig. Måske køre mig ud i en eller anden skov og efterlade mig der. Ikke at hun nogensinde havde gjort det, men hun kunne sikkert godt finde på det, hvis det kom til det.
”Vi holder fest senere, så du har bare at blive på dit værelse og være stille. Mine venner skal ikke tro, at jeg hænger på dig”.
Jeg kunne godt lide hendes måde at sige vi på, når det var hende, der holdte fest og ikke mig. Jeg var der bare. Det var ikke engang fordi, jeg var inviteret.
”Kan du ikke holde den et andet sted?", mumlede jeg.

Det kom ikke engang bag på hende. Melanie så ikke engang overrasket eller bange ud. Kun et stort ondt smil bredte sig på hendes læber.
"Hvad sagde du?".
"Intet. Jeg skal nok være stille", sagde jeg denne gang lidt højere.
”For ellers for farmand at vide, at du har været en slem pige, og det ønsker du jo ikke, at han får at vide vel?”.
”Nej”, mumlede jeg.
Jeg kunne ikke vinde over Melanie. Hun var ubesejret.
”Hæng ikke sådan med mulen stump. Jeg er bare bedre til det her end dig. Lær at leve med det. Jeg bestemmer så længe din far arbejder”.
Jeg havde seriøst lyst til at kvæle hende. Der var nok heller ikke nogen, som ville savne hende.
Hvis bare far holdte op med at arbejde. Hvis bare han så, at hans datter havde brug for ham. At hun savnede ham. Men næ nej. Hans arbejde betød alt. Jeg vidste ikke engang, hvad han arbejdede med. Det havde han for travlt med at arbejde til at fortælle mig.
Jeg var bare usynlig for ham.
Vidste far overhovedet, at jeg var her?


***
 

Jeg havde siddet på mit værelse og tegnet i den sidste halvanden time. Melanie havde forbudt mig, at forlade mit værelse. Som om jeg havde lyst til at være en del af hendes fest. Der var jo fulde mennesker. Folk var heller ikke venlige til Melanies fester.
Det var ikke første gang, at hun havde holdt fest i mit hjem. Hvorfor ikke bare holde fest i hendes eget hus?
Det endte altid med at være mig, der skulle rydde op efter Melanie og hendes venner. Melanie var i hvert fald ikke til meget hjælp. Det var bare klamt.
Jeg husker tydeligt hendes ord, da jeg spurgte hende, om hun ikke bare kunne være sammen med mig i stedet.
”Det er jo bare nogle venner. Vi får det jo sjovere, når vi er flere”.
Det fik vi ikke, kan jeg hilse og sige.

En dør blev smækket op til mit værelse. Jeg var bange for, at det var nogle, der var kommet for at bortføre mig. Til mit store uheld, var det bare Melanie.
”Gå ned til supermarkedet og køb nogle chips til os”, svarede Melanie hårdt.
Da jeg ikke svarede hende, kom hun tættere på mig.
”Hørte du mig ikke snotunge? Gå ned og køb nogle chips til os”. Hendes ånde stank virkelig af alkohol.
Jeg rejste mig uden et ord, men lige inden jeg skulle til at gå forbi kom Brad. Brad var altid som sød imod mig, selvom jeg egentlig ikke har snakket med ham, eller set ham særlig meget og kun hilst på ham nogle få gange, så var han altid sød i mod mig. Modsat Melanie.
"Hvor skal du hen Noelle?", spurgte han venligt. Hans blik var fyldt med medlidenhed.
"Ned og købe Chips", mumlede jeg.
Jeg nævnte ikke, at det var Melanie, der havde bedt mig om det. Eller nærmere tvunget mig til det. Jeg var ikke så ond, at jeg ville have dem til at skændes. 
"Ej det skal du altså ikke. Der er for langt. Jeg skal nok gøre det".
"Men...", sagde Melanie og jeg i kor.
"Jeg er snart tilbage", sagde Brad og spurtede ud af døren.

Melanie drejede rundt på hælen med et fnys, og gik ud af døren. Man kunne tydeligt høre hendes hæle forsvinde.
Jeg hørte telefonen ringe ude fra gangen af. Jeg løb. Jeg ville gøre alt for at tage den før Melanie. Det kunne jo være til mig.
Desuden savnede jeg at snakke med nogen, som ikke truede mig. Jeg trak været dybt, og tog telefonen op til øret og sagde:
”Hej, det hos familien Swann, det er Noelle”.
”Må jeg tale med Melanie?”.
Ikke engang et hej fra ham. Betød jeg intet for ham.
”Melanie har lidt travlt lige nu. Kan jeg give hende en besked far?”.
”Sig jeg arbejder over, og først kommer hjem i morgen eftermiddag. Bed hende om at blive og overnatte. Må jeg ikke nok tale med hende”.
De ord knuste mig. Hvordan kunne han? En ting var, at han ikke sagde hej. En anden ting var, at han hellere ville tale med Melanie. Men seriøst. Hvordan kunne han bare blive væk? Jeg snøftede, og mærkede tårerne trille ned af kinderne.
”Men far…”, mere nåede jeg ikke at sige, før far afbrød mig.
”Det fint. Jeg har lidt travlt”, og så lagde han på. Uden at sige farvel.

”Hvorfor er du ikke på dit værelse”, råbte Melanie af mig.
”Telefonen ringede. Min far sagde, at han først kommer hjem i morgen, så du skal blive og sove her”.
”Det skal, du ikke bestemme. Vi smutter nu venner”, råbte Melanie, og med et døde festen. Det var som at lukke luften ud af en ballon.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...