Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1147Visninger
AA

13. 11. December.

 

”Hvad sker der, Noelle?”.
Mrs. Peterson kiggede på mig med sine bekymrede øjne. De borrede sig ind i mine. Som om, hun prøvede at læse mine tanker. Sandsynligvis var det umuligt.
”Jeg… jeg tænkte bare… jeg forsvandt vidst ind i mine egne tanker”, svarede jeg stammende.
Det var kun 2. lektion, som var matematik. Vi havde Mrs. Peterson. En lidt gammel dame, men forstående. Selvom hun var gammel, fejlede hendes undervisning bestemt ikke noget. Vi lærte virkelig meget af hende. Hun fandt sig ikke i noget. Hun behandlede folk retfærdigt.
Det var trist, at hun ville gå på pension næste år. Der ville vi nok få Mr. Green. Mr. Green var ikke lige en person at prale af. Elizabeth sagde, han var rigtig kedelig. Hendes storebror havde haft ham.
Hun sagde, at han favoriserede sine elever. Emil, Elizabeths storebror, var ikke en af de elever, Mr. Green behandlede godt. Jeg var bange for ham. Han kiggede altså underligt på folk.
”Har du brug for lidt luft?”, spurgte Mrs. Peterson.
”Hvis jeg må”.
”Selvfølgelig. Jeg kan se, at du ikke har det godt”.

Jeg rejste mig op fra min plads. Jeg var på vej ud og hente mit overtøj, da en irriterende pigestemme lød i min øregang.  Gæt hvem? Det er næsten for nemt. Ashley.
”Hvis Noelle må gå, hvorfor må vi andre så ikke?”, spurgte Ashley
”Ashley, vi har talt om det her mange gange. Noelle har nogle gange brug for en lille pause. Har du det?”.
”Ja”, var blot Ashleys svar.
”Så kan du gå med Noelle denne ene gang”, svarede Mrs. Peterson smilende.
Tydeligvis stolt over sit eget svar. Men jeg var ikke stolt over det. Tvært imod. Nu skulle jeg tilbringe de næste 10 minutter sammen med Ashley. Verdens værste person.
Jeg begyndte at gå ud af den lille sti, som førte rundt om skolen. En rute vi normalt løb i idræt om sommeren selvfølgelig. Vi løb den nu heller ikke i regnvejr.
Ashley gik virkelig hurtigt. Det føltes lidt som om, at hun prøvede at slippe af med mig. Jeg forstod hende tydeligvis ikke. Hun havde selv bedt om at komme med.
”Kom nu!”, sagde Ashley tydeligvis irriteret over, at jeg ikke løb for at følge med hende.
”Jeg gider altså ikke at løbe efter dig”, mumlede jeg irriteret over hendes tonefald.
”Er man ikke så sej uden sine venner, var?”, spurgte Ashley hånende.
Jeg svarede ikke. Der fandtes ikke et godt svar til hendes spørgsmål. Som mor altid sagde, synk ikke ned på hendes niveau. Det betød, at jeg ikke skulle svare hende igen. Jeg skulle ignorere hende.
Vi fortsatte lidt i stilhed. En rar stilhed. Desværre valgte Ashley at afbryde den stilhed, ved at åbne sin store mund.
”Du skal altså ikke tro, at jeg gider følges med dig, Noelle?”.
Hvad mente hun dog med det? Det tog mig lidt tid at indse, hvad hun mente. Da det endelig gik op for mig, var hun gået. Hun havde forladt mig. Ligesom alle andre.
Ikke, at det betød noget for mig. Alligevel følte jeg mig kold indeni. Jeg følte mig forladt. Hvorfor kan jeg ikke forklare?

Resten af ruten fortsatte jeg alene. Og for at det ikke skal være løgn, snublede jeg, fordi det var glat. Jeg blev dækket af sne overalt.
Heldigvis gjorde det ikke ondt nogen steder. Det var bare ubehageligt. Og koldt skal jeg hilse og sige.

 

***

 

Det overraskede mig faktisk at både Melanie og Brad var der og hentede mig efter skole. Jeg havde bare et spørgsmål. Hvorfor?
Jeg troede, Melanie havde travlt. Hun sagde i hvert fald i morges, da hun kørte mig i skole, at jeg nok skulle regne med at tage bussen hjem. Hun havde travlt. Med hvad sagde hun ikke. Nu kunne jeg regne ud, at det var hende og Brad som havde travlt.
Jeg åbnede bildøren, og satte mig ind. Det var Melanies bil, vi skulle køre hjem i.
”Noelle!”, sagde Brad begejstret.
”Hej”, mumlede Melanie.
Wow, der var forskel på hilsnerne fra de to. Det undrede mig faktisk, at de to var sammen. De var jo så forskellige. De var jo som… okay jeg har ingen ide om, hvad der ikke passer sammen. Lad os bare lege, at jeg fandt på noget. Pointen er, at de ikke passer på den.
Vi kørte hjem mod vores hus. Altså det hus jeg bor i. Hvis I nu var forvirret. Vi kommer jo alle tre fra forskellige huse. Det tog egentlig ikke særlig lang tid, at komme hjem. Kortere tid end jeg havde regnet med.

 

***

 

Brad og jeg sad og spillede ludo. Hans ide ikke min. Han synes, det kunne være sjovt. Han påstod, at han ikke havde spillet det i flere år. Vi havde det nu meget sjovt.
Melanie sad i sofaen med sin laptop. Hun læste til terminsprøve. Hvorfor gjorde Brad ikke det? Burde han ikke det? Måske havde han bare brug for en pause. Det kunne jo også være, at han allerede havde læst, eller ville det være underligt?
”Brad, du lovede, at du ville hjælpe mig i dag. I stedet spiller du ludo med Noelle”, sukkede Melanie irriteret.
”Du smider mig jo hele tiden væk, når jeg prøver at hjælpe dig. Desuden skal Noelle ikke bare sidde og kigge ud i luften. Hun forstyrrer dig desuden, hvis hun ser fjernsyn”, sagde Brad irriteret. Blev de nu uvenner?
”Hun kan altså godt vente til du har hjulpet mig. Du har ligesom prøvet de før”.
”Slap nu af”, sukkede Brad. ”Du har tid nok, jeg skal nok komme og hjælpe dig lige om lidt”.
"Pfff", sukkede Melanie irriteret og vendte tilbage til sin skærm.
Brad sendte hende vidst på plads. Ville det være ondt at sige, at jeg nød det her. Bare en lille smule. Altså, at Melanie blev sat på plads. Ikke, at de skændtes...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...