Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1133Visninger
AA

12. 10. December.

 

"Så er der krig, Noelle!", råbte Elizabeth efter mig.
Hun forsøgte at ryste sneen ud af sin jakke og bukser. 
Det var bare lidt svært, når hun ikke kunne nå sig selv i nakken. Det tvivler jeg på nogle mennesker kan. Medmindre de er akrobater eller meget meget smidige.


Det var frikvarter og Abbie, Elizabeth og jeg legede sneboldkamp med nogle af de andre fra klassen. Sneen faldt ned i skolegården.
Jeg havde lige tyret en snebold i nakken på Elizabeth, og hun havde ikke taget det så pænt.

"Så må du fange mig først", råbte jeg og kastede endnu en snebold efter hende.
Elizabeth satte i løb efter mig. Hun jagtede mig gennem hele skolegården. Det lykkedes mig jo også at flygte fra hende. Lige indtil Elizabeth besluttede at bruge beskidte kneb. Det var altså ikke helt fair.
"Abbie hjælp mig! Noelle skal fanges. Jeg vil have hævn", råbte Elizabeth.
"Nej hjælp mig", råbte jeg for at få Abbie til at hjælpe mig.
"I kan altså ikke bede mig vælge side. Det er ikke fair, venner".

"Jo vi kan", råbte vi i kor.
Noget var vi i  hvert fald enige om. Jeg laver sjov. Elizabeth og jeg var ikke uvenner. Tvært imod. Vi levede bare. Vi var bare lidt voldelige, når vi legede.

"Okay, jeg er på Noelles side".
"Abbie!", sagde Elizabeth bebrejdende. "Jeg spurgte altså først".
"Jeg beklager, Lizz".
Elizabeth sendte Abbie og mig bebrejdende blikke. 
Abbie løb hen imod mig, og lige da jeg troede vi skulle flygte sammen, kastede hun den snebold på mig, som hun havde haft i hånden. Derefter greb hun fat i mit håndled og holdte mig, så Elizabeth kunne kaste hendes snebold på mig.

"Hvorfor?", spurgte jeg for sjov bebrejdende. "Var det aftalt spil? Var du aldrig på min side?".
"Beklager Noelle, men du angreb mig i går, og jeg ville have hævn", grinede Abbie.
Jeg tænkte tilbage, og kunne godt huske den snebold, jeg sendte i nakken på Abbie i går. 
Hun havde nu heller ikke taget det særlig pænt.

"Det er ikke fair. Det var meningen, du skulle holde med mig", sagde jeg for sjov bebrejdende.
Jeg kunne dog ikke holde masken særlig længe, og jeg endte med at flække af grin. Pigerne deltog i min latter.  
Ja sådan endte frikvarteret fra sneboldkrig til sneengle og snemand. Lige indtil drengene ødelagde vores snemand. Så var der krig. De skulle ned med nakken!
Denne gang var vi på samme team. Tre piger mod to drenge.


Da vi kom tilbage fra frikvarter, sad vi alle med røde kinder. Samtidig var vi også våde og havde sne på steder, hvor man bare ikke skulle have sne. Vores tøj havde vi tænkt til tørre.
Lad os bare sige, at ingen vinder i snebold krig. Desværre. 

 

***

 

Man mærkede ikke, at der kun var 2 uger til jul. Man mærkede ikke engang, at et var december måned. Selvom sneen var der udenfor og her var pyntet op til jul, så følte jeg det ikke. Julestemningen var der ikke. Det var ikke som det plejede...
Jeg sad og så Disney film i stuen. Alene. Eller retter hun sad med sin laptop. Dog i stuen, men jeg havde ikke set så meget til hende. Hver gang jeg spurgte, hvad hun lavede, svarede hun lektier, men jeg tvivlede. 
Det var ved at være aftensmads tid. Jeg var blevet sulten, så jeg gik ud for at lave noget aftensmad. Eller havregrød som det endte med at blive. 
Jeg havde hverken lysten eller humøret til at finde noget andet i skabet. 
Jeg skulle til at tage den første skefuld i munden, da far kom ind af døren. Han så lige så stresset ud, som han plejede. Intet nyt i det.

Han gik hen til kaminen. Han ville ikke tænde den, han kiggede på vores sidste familiebillede. Efter ulykken havde far stillet et familiebillede på kaminen. Bagved havde han stillet en æske.
Far havde aldrig fortalt mig det, men jeg havde set ham med den i hånden. Jeg havde set ham åbne den. 
Jeg vidste bare ikke, hvad den gemte. Den var låst. Fat havde nøglen. Jeg havde prøvet at stjæle den, men det var aldrig lykkedes mig.
Jeg stod og stirrede på far, imens far åbnede den lille æske. Han tog en medaljon op. Den medaljon mor altid gik med. Hun elskede den. 
Far kiggede mistænksomt rundt i stuen. Derefter lagde han medaljonen tilbage i æsken. Han puttede også noget andet derned. Noget jeg ikke så. Noget jeg brændende ønskede at vide hvad var.

"Noelle?". Jeg reagerede ved lyden af mit navn.
"Ja, jeg sidder her, far", svarede jeg.
"Henter du lige Melanie?".

Først nu så jeg, at Melanie ikke sad i den anden sofa længere. Hun var gået. Et andet sted nu. Jeg kunne bare ikke lige fortælle, hvor hun var, for jeg vidste det ikke.
"Noelle?", far viftede med sin hånd foran mit ansigt.
"Ja, undskyld jeg forsvandt i mine egne tanker", svarede jeg.
"Henter du...", jeg cuttede ham af.
"Ja, jeg skal nok finde hende", afbrød jeg.
"Godt", hørte jeg far mumle. Det var nok mest henvendt til ham selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...