Forgotten.

December måned er kommet, den tid på året hvor alle glæder sig og den tid på året, hvor man er meget sammen med sine kære. Det en måned mange ser frem til. Gløggen, nisserne, jule filmene, sneen, kagerne, maden, gaverne og vigtigst af alt, familien. Selvom mange glæder sig til jul, så er der altid nogle som ikke gør og nogle som frygter den. En af de personer er Noelle Emmaline Swann. December måned er hendes ynglings måned og der er ikke anden end familie hygge. Men for blot 10 måneder siden, mistede hun noget som stod hende nær og for første gang ændrer julen sig.

12Likes
6Kommentarer
1147Visninger
AA

3. 1. December.

 


Duften af de nybagte pandekager, steg mig til hovedet og gav mig et smil på mine læber, mine små grønne øjne landede på siruppen, som stod klar på bordet og alt der nu manglede var de nybagte pandekager. Lyden af stiletter ramte hurtigt mine øre og et smil poppede frem på min fars læber, man kunne tydeligt se han hørte det, hørte de klikkende stiletter, som blot kom tættere på køkkenet.
Mine øjne spejdede i mod lyden af stiletterne, jeg kunne næsten ikke fokuserer på andet end dem og duften af pandekager.
”Go’morgen skat” den lyse stemme kom hurtigt i mod mig, inden de bløde læber ramte min kind. Mine øjne betragtede hurtigt kvinden, med det leverpostejede krøllede hår, som altid sad glattet i en hestehale, så krøllet var det jo egentlig ikke. Men det bed jeg ikke mærke i, for i min verden var håret altid krøllet og smukt.
Jeg kiggede op på min vidunderlige mor, som tog turen rundt om mig, inden hendes læber i stedet ramte en anden og en brokkende lyd hurtigt fandt vejen frem.
”Ej moooar…” i et kort sekund havde jeg glemt ham, glemt den irriterende storebror jeg nu havde, jeg havde kun fokuseret på duften af pandekagerne og lyden af min mors stiletter.

”Go’morgen min dreng” min mors stemme var altid kærlig og udstrålede altid af omsorg, min mor var et fantastisk menneske på mange måder og bare lyden af stemmen gjorde mig glad. Min mor tog en runde mere om bordet og ankom nu til pandekagerne, inden manden drejede sig om og deres læber hurtigt ramte hinanden. Endnu en velkendt brokkelyd kom, en lyd jeg efterhånden var så vant til og jeg tog mig ikke yderligere af det, jegelskede synet og elskede at se dem nyforelsket. Manden var ikke ringere end min egen far, en flot fyr i jakkesæt, som i denne anledning havde påført sig en nissehue. En ting han gerne gjorde hver jul, en ting som blot var blevet en tradition og i julen bestod alt af pandekager til morgenmad, en rigtig usund morgenmad og ikke det som det plejer at være.
Man kunne knap nok se, hans ellers så rødlige hår under huen og man kunne knap fornemme hårfarven, medmindre man allerede havde set ham med den.
Mine forældre gav et hurtigt farvelkys, inden turen igen blev til min bror og endnu et brokkelyd kom, inden turen selv gik til mig og derefter var stiletterne forsvundet fra køkkenet.
Duften af pandekagerne kom dog i stedet tættere på mig… de var kun få meter fra mig og duften blev kun større, inden det blev sat foran mig og med et bum.

 

***

 

Jeg slog hurtigt øjnene op, ved den uvirkelige lyd og mit blik ramte skuffende på skålen foran mig, havregrød. Ikke just den morgenmad der plejede at komme og et suk forlod stille mine læber. Jeg var ikke sur, men bare skuffet. Jeg lyttede meget efter stiletterne, men ingen lyd kom og ingen brokkelyd kom. Jeg vendte hovedet til højre og håbede inderligt på at han sad der, men det gjorde han ikke og et trist suk forlod mig, et suk min far langtfra lagde mærke til. Hans røde hår var tydeligt, ingen hue dækkede det denne gang, ingen velkendte nissehuer og tanken om at pynte til jul senere, den ville slet ikke ske. Det var jeg næsten sikker på.
Hans øjne vendte sig kort om, inden han blot gik hen og plantede et kys i mit år, og blot sagde farvel, inden han var forsvundet. Et trist suk forlod atter mine læber, jeg savnede ham… jeg savnede ham så inderligt. Ikke blot ham, men også Noah. Min enogtyve årige storebror.

”Seriøst, se dog at komme i tøjet… tsh!” et suk forlod mine læber. Bare lyden af hendes stemme, gav mig lysten til at kaste op. Hun var forfærdelig! Hendes blonde hår sagde også alt, jeg vidste godt at ikke alle var blondine dumme, men hun var i den grad.
Hvorfor far mente jeg skulle have barnepige, var og blev et mysterium, for jeg passede udmærkede mig selv og selv med hende ved min side, så passede jeg mig selv.
Hun skulle bringe og hente mig fra skole, ting hun sjældent gjorde og jeg tog gerne selv bussen hjem. Hvis hun endelig gjorde, så bestod det af fest og party, netop fordi far ville komme sent hjem. Melanie ville aldrig ændre sig, lige meget hvad der skulle til, hun ville være ligeglad. Maden klarede jeg gerne selv, bare en skål havregrød og det skulle være nok. For indkøb skulle hun også klarer, ting hun ikke gjorde. Pengene gik oftest til hendes fester, ting der er ude for hendes område. Babysitning er området. Men Melanie var sådan set lige glad, hun så det hele som en straf.
Hun var mere eller mindre ligeglad med mig, ligesom alle andre.

”Så få dog fart på snotunge! Jeg skal altså mødes med Brad om lidt…!” hun hævede stemmen, kun i et forsøg på at rykke på mig og som altid overgav jeg mig. Jeg kunne ligeså godt droppe det. Jeg var næsten sikker på at hun spionerede, tjekkede hvornår far kørte og bare fordi hun skulle komme her, hive mig fra maden og sætte mig af på skolen. Faktisk en time og 20 minutter før tid… hun ville bruge tiden med Brad. Hendes kæreste.
”Kom i gang snotunge!” igen hævede hun stemmen og denne gang måtte jeg rejse mig, inden jeg med beslutsomme skridt fandt værelset.
Hun var en djævel og en meget farlig nabo… Melanie var vores nabo og derfor et nemt mål for far. Men han skulle bare vide… men han ser alligevel intet.
De sidste mange måneder havde jeg forsøgt. Forsøgt at snakke til ham og få ham til at se mig. Den sidste måned var der mere ønskesedlen og kiggede han? Nej. Han smed altid reklamerne ovenpå, inden han smed dem ud i containeren. Intet sted kunne man ligge den.
Hverken stuen, soveværelset, badeværelset, kontoret og alle andre steder, de røg ud.
Hvis bare mor var her.
Hvis bare hun kunne se.

Skolen ville bare være som før, hører om folks fantastiske forældre, deres dejlige oplevelser og denne gang deres dejlige december. I mens jeg bare er mig selv. Alene.
Selv min fødselsdag var ensom, jeg fejerede den dog ved mor og selv det så han ikke. Han så mig ikke liste ud. Jeg sad en iskold nat på en kirkegård og græd alle smerterne væk. Min krop var iskold og jeg blev også syg bagefter. Sygdom. Ak. Selv ej det hjalp.

Noelle.
Et navn mor tit fortalte om, hun elskede filmen Bambi og derfor skulle jeg hedde det samme, bare på et andet sprog. Hun mente at jeg mindede om Bambi, lille og skrøbelig, men alligevel stærk.
Men mor havde ret, jeg mindede om Bambi og på mange punkter. Bambi’s mor døde og Bambi havde ingen far, Bambi var meget klodset og alligevel sød. Jeg havde ligeså som Bambi, mistet begge mine forældre.
Alt jeg selv kunne gøre, var at klarer mig selv og se fremadrettet. Håbe på det bedste.

Jeg kunne allerede mærke, at december ville være en måned, som jeg ikke ville glemme let og den smerte bed jeg i mig.
Jeg havde efterhånden gjort alt og måtte bare finde mig i Melanie. Jeg kunne ikke andet.

Håb var det eneste, som kunne holde mig oppe og gøre bare lykken større.
Håb.
Jeg elskede ordet og håbede inderligt på, at det ville være sandheden. At håbet ville komme og redde mig, redde min familie før det var sent.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...