Papirsflyet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 2 nov. 2014
  • Status: Igang
Det hele startede med et papirsfly. Det endte med mit livs kærlighed.

21Likes
8Kommentarer
425Visninger

1. Papirsflyet

Tænk at noget så simpelt som et papirsfly, kunne ende ud i noget så stort. Jeg vil gerne kunne sige, at det, det endte ud i, var noget godt, men det var det desværre ikke. Faktisk så var det en stor fejl at tage imod det papirsfly.

Forelskelse er da også noget mærkeligt noget. Det samme kan jeg sige om Alice. Hun var fandeme også noget mærkeligt noget, der pludselig gav mig et chok ved at komme brasende ind i mit liv, som når man smækker døren op, men lukker den så forsigtig som overhovedet muligt.

Det største chok var dog, da hun forsvandt igen. Døren blev alligevel smækket i til sidst, selvom man ikke forventede det.

Jeg sidder på vores bænk lige nu, mens jeg betragter folk skynde sig forbi, samt biler der knap nok kan vente på, at en gammel mand går over fodgængerfeltet. Hvis ikke hun havde været her, ville jeg nok slet ikke sidde her og tænke alle disse tanker, men sidde hjemme og dovne den i min sofa sammen med en fodboldkamp. Der er bare ikke så meget ved at se fodbold mere, nu hvor Alice ikke er her til at spørge, om hvem der er hvem, eller hvad forskellen på frispark og straffespark er. 

Den tøs havde sgu´ ingen forståelse for fodbold eller nogen anden form for sport, hvis man ser bort fra kunstskøjteløb. Det var også en af de ting, hun rent faktisk var god til ud over at snakke, så man får ondt i hovedet.

Hvis du tænker, at der kun er dårlige ting ved hende, og jeg synes, hun var irriterende, så tro om igen. Alice havde den evne til at se alle de smukke og unikke ting i livet, at jeg gang på gang måtte tage hatten af for hende, hvis jeg havde haft en.

Jeg mødte hende for første gang i en bus. Hun sad på sædet foran mig, hvor hun læste i en bog så tyk som et køleskab. Siden da sad jeg altid i samme bus som hende, mens jeg prøvede at betragte hende, uden hun lagde mærke til det. Langsomt fik jeg øjnene op for, hvor smuk hun var på sin egen måde. Det var bestemt ikke sådan en pige, jeg normalt ville tro, kunne snakke som min gamle morfar, der var professor inden for videnskab.

Hvis du havde set hende, så ville du tænke, at hun var en underlig person. Jeg siger dig, det var hun også, men på en god måde. Ikke én gang så jeg hende i bukser, der ikke havde huller i, og så havde hun altid sort neglelak på. Hendes hårfarve skiftede mellem grøn, lilla og lyserød, men det ændrede ikke på den klogskab, der kunne ses i hendes øjne, som havde hver sin farve. Det ene var grønt, mens det andet var blåt. Ja altså, hun var noget for sig selv. 

Så en dag i ottende klasse, trådte hun ind i lokalet. De andre stirrede underligt på hende, men jeg var bare fuldstændig tryllebundet. Jeg overhørte en samtale mellem de andre piger, hvor hun fortalte, hun dansede kunstskøjteløb.

"Hun ser da godt nok spøjs ud hende der, " sagde Christian ved siden af mig og nikkede mod hende, der lige havde sat sig ned på stolen ved siden af Emilie.

Spøjs? Ja måske, men hvis hun ikke var tiltrækkende, så ved jeg ikke, om man kan  være det. Jeg trak på skuldrene, men fortsatte med at betragte hende. Det var hende. Det var det. Pigen fra bussen med alle bøgerne. Hun lignede bestemt ikke en, der elskede at læse, men man kan åbenbart ikke altid se personligheden på udseendet. 

Pigen kiggede mod mig og smilede skævt, så jeg mærkede varmen stige op i mine kinder. På trods af det lilla hår, så var hendes ansigt helt uskyldigt. På en vis måde var det barnligt, men det var langt fra, hvad hendes øjne sagde.

Det var her, jeg erkendte, at der var noget, der hed kærlighed ved første blik.

Jeg forstår stadig ikke, at man kunne hade hende. Hende - af alle piger der findes - så er hun den mest unikke, jeg har mødt. Der findes bare ikke andre som hende. På trods af at hun kunne snakke om de mindste ting i timevis, så var der mange ting, hun aldrig havde erfaret sig med.

Engang spurgte jeg hende om, hun skulle med til den fest, som Amalie holdt. Der kiggede hun bare mærkeligt på mig, og sagde: "Fest? Hvorfor skulle jeg dog det? " Det eneste som den pige lavede, var at skøjte, læse og skrive digte. Hun var god til det - Alice. Det var helt utroligt, hvordan hun kunne skrive om alle menneskenes fejl og de smukke ting.

Alice er et af de slags mennesker, som mener mennesker er en fejl. Det mener jeg også nu, som jeg sidder her på vores bænk, mens jeg betragter alle menneskerne skynde sig. Det er mennesker, der ikke har tid til at stoppe op og kigge sig omkring. Se hvor smukt livet er. Livet er en god ting, men de glemmer det i deres tumulter og politik. 

I lang tid vidste jeg ikke hvorfor, at hun kunne tænke, som hun gjorde. Ikke indtil hun fortalte om den skæbne, hendes mor måtte lide. Hun var død af brystkræft et par år tidligere. Jeg sværger, når jeg siger, at det ramte mig hårdt at høre. Ikke så meget det med moren - det var mere det at se hendes øjne fyldes med sorg.

Forelskelse er en meget normalt, men det ændrer ikke på, at det gør ondt at miste hende. Hun var en kæmpe stenknuser, der trampede mig flad gang på gang, og efterlod mig knust i flere tusind stykker. Men jeg venter stadig på hende.

Vi vidste begge to, at vi havde set hinanden, og i timerne sendte vi hinanden blikke, når den anden ikke så det, og når vi så fik øjenkontakt, skyndte vi os at kigge væk med et lille smil. Men det var først i en biologiopgave, at vi snakkede sammen. Vi skulle finde sammen to og to, men Alice var på det tidspunkt allerede kendt, som den ingen kunne lide.

"I vil hver få en kropsdel, som I skal skrive om, og hvordan den virker. Husk at... " Jeg hørte ikke mere, før noget landede på mit bord. Et papirsfly, der var foldet så skarpt som nogen overhovedet kunne være. Jeg kiggede mig omkring og så Alice vride sine hænder.

Jeg kiggede kort på hende, men foldede det så ud. Med blokbogstaver stod der:

Skal vi være sammen?

Et smil udfoldede sig på mine læber. Måske var Alice ikke så populær, men jeg havde altid været dårlig til piger, så det, at et kønt eksemplar spurgte mig, kunne kun gøre mig glad. Jeg så over på Christian, der så mærkeligt på mig, mens han mimede noget til mig. Vi var altid sammen i sådanne opgaver. Endnu en gang kiggede jeg mod Alice, der bed sig i læben, mens hun kiggede på mig. Vi havde aldrig nogensinde snakket sammen på trods af, vi altid kiggede på hinanden, bevidst om at vi gerne ville føre en samtale.

Alligevel rystede jeg på hovedet og vendte mig mod Alice med et nik.

Det blev enden på mit og Christians venskab.

I dag fortryder jeg lidt, at jeg valgte Alice - og så alligevel ikke. Hun lærte mig så meget. Fik mig til at føle, at jeg var verdens lykkeligste dreng, men nu er jeg endt op som den mest ulykkeligste.

Du kan jo spørge dig selv om, hvad der skete, men foreløbigt fortæller jeg det ikke. Der er ting, der gør for ondt at tænke på.

Jeg elskede hende virkelig. Det gjorde jeg. Dengang jeg kendte hende, fortalte jeg mig selv gang på gang, at jeg ikke var forelsket, men det endte med at blive min undergang. Det kunne have ændret så meget, at jeg havde erkendt, hun betød alt for mig og stadig gør det. Jeg glemmer aldrig tårerne i hendes øjne, da hun fortalte, hvor ked af det hun var, og hvor meget jeg havde såret hende. Det var på grund af mig selv, jeg mistede hende. 

Alligevel siger jeg tit til mig selv, jeg ikke har mistet hende - at hun kommer tilbage en dag. Men hvordan skal hun dog kunne finde mig? Jeg er flyttet hjemmefra nu, jeg har fået en uddannelse som advokat som ære for hende. Det var hendes forslag, at jeg skulle blive det, men hver dag kommer jeg til at tænke på hende, for mit job minder mig om den glæde, hun engang var for mig.

Jeg prøver stadig at glemme hende, men om natten kan jeg føle hende ligge ved siden af mig og ikke Sophia, som jeg er gift med. Sophia fejler intet, men hun er ikke det samme som Alice. Alice kan ikke måle sig med andre.

Hvor er hun nu? Hvordan har hun det? Er hun kommet videre i livet? Jeg ved intet om hende. Alt for mange gange har jeg prøvet at komme i kontakt med hende, men det er aldrig lykkes for mig. Somme tider kan det være svært at finde ud af, hvem der ødelagde hvem. Var det mig, der knuste hendes hjerte? Eller var det hende? I dag er jeg ikke engang sikker på, om hun overhovedet er i live.

"Jeg fucking hader dig! Jeg hader dig, hader, hader dig! Jeg stolede på dig! Det gjorde jeg fandme, men ved du hvad? Det skulle jeg aldrig have gjort! Af alle i verden havde jeg ikke troet, du ville svigte mig. Jeg elskede dig, jeg elskede dig rent faktisk, men det er den største fejl, jeg nogensinde har begået! " Tårerne væltede ud på Alices kinder og gjorde gulvet vådt.

"Alice... "

"Nej hold din kæft! Jeg hader dig din fucking idiot! " Den ramte mig ligeså hårdt som en kanonkugle, især fordi jeg vidste, hun havde ret. Jeg var en idiot.

"Alice, det er ikke, som du tror. Jeg lover dig det. Det lover jeg. Fordi.. fordi jeg elsker dig". Kæft hvor lød det dumt det dér! Altså udstil mig lidt mere, tak. Men det var det eneste, der var at gøre. Alt andet var nyttesløs. Hun standsede op og kiggede forpint på mig, idet hun åbnede munden for sidste gang: 

"Nej du gør ikke". Og så vendte hun sig om for at løbe væk, mens jeg skreg efter hende.

Jeg så hende aldrig igen.

Mindet står knivskarpt i mit hoved. Jeg kan huske det, som var det i går. Alle hendes ord vender tilbage om aftenen og hjemsøger mig, mens jeg forgæves prøver at glemme hende. Alligevel forsøger jeg at mærke hende og huske alle vores minder på bænken ved busstoppestedet. Alle hendes smukke og unikke ord, der ændrede mit syn på verden. Hun var virkelig noget for sig selv. Og hvis hun kommer tilbage en dag, så fortæller jeg hende det hele. Alt. 

Men hvis er bare et hvis, og hvis betyder ikke noget. Det samme ville jeg ønske, jeg kunne sige til hende, men det kan jeg ikke. Man kan ikke bare glemme en som Alice, for hun betyder noget. Det smukke og rene ansigt, der altid smilede, men som jeg til sidst fandt ud af, gemte på en stor hemmelighed. Hun svigtede også mig. Hun efterladte dybe ar, der aldrig forsvinder. Ligesom at hun ikke forsvinder.

Det var så lille en ting, og gid jeg kunne ændre den. Eller så vil jeg ændre den lille ting, at jeg elskede Alice. Jeg elsker hende faktisk nok til, at jeg ikke vil åbne det brev, som jeg sidder med, der er fra hende. Når det er åbnet, er det ikke sikkert, jeg har mere af hende tilbage, men som jeg sidder her, skylder jeg hende det. Så lille en ting kan jeg gøre for hende. Jeg modtog det i går, men har ikke åbnet det. Men jeg skal gøre det. For hendes skyld.

Kære dig

Jeg vil ikke skrive dit navn, for det gør ondt at tænke på. Alt gør ondt. Jeg ville ikke erkende, at jeg elskede dig, og det var først, da du svigtede, at jeg forstod, jeg gjorde. Det gjorde jeg, og jeg vil ikke leve uden dig. Det her skulle være sendt for lang tid siden, men det er for sent. Jeg håber, du er kommet videre og har det godt, for det må du love mig, du er. Det er det, jeg ønsker allermest.

Hver nat tænker jeg på dig. Hver nat mindes jeg vores tid sammen, selvom jeg helst vil glemme det. Jeg vil glemme dig. Du er måske en helt anden person i dag, men jeg er den sammen. Jeg farver stadig mit hår grønt, men det er klippet til skuldrene. Jeg går stadig i slidte bukser og med et kors om halsen, samt sort neglelak. Jeg skøjter stadig og jeg læser stadig.

Jeg har udgivet flere bøger, men jeg siger ikke hvilke, selvom du vil kunne genkende mig i dem. De omhandler os to, og det gør de, fordi jeg elsker dig.

Hvis det, du sagde for tyve år siden er sandt, så beder jeg dig om at komme til min begravelse.

Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig.

-Alice.

Forelskelse er en normal ting. Ulykkelig kærlighed er en normal ting. Piger er normale ting. Papirsfly er normale ting. Med papirsfly fra Alice er ikke normale ting. Og så er det jeg vender papiret om og ser hendes skrift: Skal vi være sammen?

Ja Alice, det skal vi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...