Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21867Visninger
AA

11. 9

Adriana Whitney Hayes

Jeg fik udleveret min skema for denne uge. I dag stod den på to timers samfundsfag, to timers idræt og derefter gruppeterapi. Derudover var køkkentjansen klokken 17. Jeg stønnede irriteret og rejste mig for at finde til mine første timer. Jeg kunne ikke forstå, hvad vi skulle bruge samfundsfag til. Vi befandt os ikke i civilisationen og mange af os ville aldrig få ’et normalt liv’. Jeg vidste at Sage skulle have matematik nu og jeg gad ikke spørge nogle af de andre, om de mon også skulle have samfundsfag.

Derfor brugte jeg mine ti minutters pause på at smutte op på værelset, hente kortet over skolen og prøve at finde vej til min klasse. Jeg havde aldrig været særlig god med kort, hverken af den ene eller den anden slags. Der var bare et eller andet over den måde, det var tegnet på, jeg ikke kunne kupere i mit hoved. Måske fordi det hele var for grundlagt, for fast. Jeg behøvede ikke faste rammer, derimod udfordring og diversitet i mit liv. Måske var det fordi mine forældre aldrig havde været en stabilitet jeg havde i livet, at jeg havde det på denne måde. Den eneste faste pæl jeg nogensinde havde haft, var Derek. Ikke engang Sage kunne hamle op med ham på det punkt. Jeg var aldrig i tvivl om, at Derek ville smide alt han havde i hænderne for min skyld. Sage var lidt mere eftertænksom om sådanne ting.

Jeg fucking savnede ham. Og det pinte mig at indrømme det, for jeg var aldrig en, der blev nødt til at have en at læne sig op af. Og selvom han måske kun jokede, da han sagde han ville finde en billet og tage hertil, når han blev løsladt, var der en del af mig, der ønskede at han ville gøre det. Der var ingen her, der kunne erstatte ham. Ingen.

Jeg blev afbrudt i mine tanker, da jeg var ved at støde ind i en høj person. Heldigvis nåede jeg at stoppe inden sammenbruddet. ”Jamen godformiddag Adriana Hayes.” Jeg blev mødt af Liams grønne øjne og det kække smil, der hele tiden var plastret på hans ansigt.

”Det var det,” konstaterede jeg.

”Du havde da ikke et problem med mig i går aftes,” sagde han. Billeder af os, der delte en joint ude på toilettet fra i går aftes fløj gennem mit hoved, men jeg vendte bare øjne af ham. Hvis han troede, at jeg skyldte ham mit selskab bare fordi han havde delt sit tjald med mig, måtte han da være noget så dum i skallen.

”Sjovt nok fordi, det var en uge siden jeg sidst havde set skyggen af pot, så undskyld mig for at være en smule desperat. Men jeg kan forsikre dig om, at hver gang jeg ser dig og du hverken har alkohol eller stoffer tilgængelig, så er du ikke ligefrem på min liste over yndlingspersoner.”

”Jeg har tænkt på noget,” begyndte han og ignorerede fuldstændig, hvad jeg lige havde sagt.

”Gad vide, hvor lang tid det tager dig at indse, at jeg er din eneste kilde til udholdenhed du har her på stedet? For lad os bare være ærlige, du har ikke det store udvalg af mennesker, der gider bruge deres tid på dig. Hvad end for en slags sugardaddy du havde derhjemme, er der ikke noget af her og din oplagring af nikotin er ved at slippe op. Plus, du har allerede vist hvor meget du har brug for både alkohol og stoffer, så du er nok en smule ude og skide, hvis du ikke begynder at behandle mig med en smule respekt.”

Nu smilte han ikke længere. Det var ikke noget, der gik mig på. Jeg vidste at han fuppede med, at han var den eneste, der smuglede ting herind. Der var altid flere måder at snyde systemet på, og han kunne umuligt være den eneste, der havde knækket de koder.

”Og gad vide, hvor lang tid det tager dig at indse, at jeg siger, behandler og gør som det passer mig?”

”Tro mig, det har jeg allerede. Og du kommer ikke til at nå langt på denne måde. Og som det venlige medmenneske jeg er fortæller jeg dig det nu, så du ikke ender med at stå i stor gæld til mig.”

”Og hvad skylder jeg dig så mon fra det vi røg i går, huh? Nej lad mig gætte … - et blowjob! Eller måske forventer du rent faktisk penge?” Jeg var begyndt at gå igen i håb om, at han fattede den hentydning, at jeg ikke gad bruge mere tid på ham. Desværre, gik han bare med.

”Hemmeligheder. Et par historier her og der. Men et blowjob ville da være rart, nu du selv foreslår det,” fortalte han med kække smil, der var dukket op igen. Jeg gav ham et dask på overarmen af hvad han havde sagt, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor hemmeligheder? Historier? Hvad handlede det om?

”Okay, jeg er nysgerrig,” indrømmede jeg, ”hvad vil du bruge mine hemmeligheder til? Arbejder du i virkeligheden for Churchill? Et par historier, er du gammel spejder og har en svaghed for lejrbål og fællessang eller hvad?”

Han grinede af mig, og lagde en arm om skulderen på mig. ”Jeg kan simpelthen bare godt lide, at vide noget om de personer jeg deler mit hash med.”

”Sikkert. Og jeg har rent faktisk en sugardaddy.” Selve begrebet ironi stod nu ud af mig. Jeg kunne simpelthen ikke tro ham.

”Det har du sikkert. Og nu kommer du med en rigtig hemmelighed.” Jeg bemærkede at hans greb om min arm strammede og skar ubemærket en grimasse. Hvor var han dog bare for meget.

”Fuck af.”

”Jeg vil nu hellere fuck dig.”

”Jeg har en kæreste. Der var din hemmelighed, og hvis du vil have mig undskyldt har jeg allerede køkkentjanser hele ugen og jeg gider ikke tilføje endnu en, bare fordi du holder mig hen. Så farvel,” sagde jeg og drejede af til det klasselokale, jeg vidste var beregnet til samfundsfag.

Jeg åndede lettet op, da jeg slap af med ham, men min lettelse blev lynhurtigt erstattet med irritation da jeg så, at jeg var kommet i klasse med Luke Hemmings, den lille tøsedreng. Vi fik øjenkontakt, men brød den også ligeså hurtigt igen, os begge to meget trætte af hinandens selskab. Jeg bemærkede, at der allerede lå navneskilte på bordene. Selvfølgelig havde læreren i samfundsfag selv bestemt, hvem vi skulle være sociale med. Og af alle i hele klassen. Læreren kunne havde placeret mig bag alle andre i hele klassen – så blev jeg placeret bag Luke. Hvor var jeg dog træt af livet.

”Det er sjovt som du bliver ved med at dukke op,” mumlede jeg, da jeg fløj forbi ham og tog plads på sædet bag ham. Han ignorerede heldigvis min kommentar og klokken ringede i det samme læreren kom ind af døren. Han var en midaldrende mand med mørke cowboybukser, en polo, der var stoppet ned i bukserne, en kort frisure og et kedeligt ansigt. Hvor overraskende.

”Godformiddag alle sammen, jeg er hr. Winston. I dag vil vi begynde simpelt ud, da jeg ved alle nok er lidt rundt på gulvet af indtryk og så videre.” Ikke rigtigt, tænkte jeg. Bare en masse sadistiske lærere, clairvoyante freaks og kældre, der kunne fucke dig fuldstændigt op. Ikke noget særligt. Men inden Winston kunne nå at sige et ord mere, fløj døren op og en forpustet Michael Clifford kom til syne.

”Åh Michael, hvor skønt du gad bruge tid på os. Værsgo at tage plads,” sagde han og gestikulerede mod den tomme plads ved siden af mig. Fedt, endnu en person jeg ikke er på bølgelængde med. Nu jeg tænkte over det, var det kun Sage, Ashton og Liam, der ikke prøvede alt for at undslippe mit selskab. Det gjorde mig ikke det store, det betød bare færre belastende mennesker, der ville spilde min tid.

Michael fik sat sig og Winston forsatte: ”Jeg vil gerne bede jer om at skrive et essay, der beskriver jer selv, jeres omgivelser, jeres fremtid, jeres fortid – og hvis i tror på det, jeres skæbne.”

Fucking ironisk, det var. Han er fuldkommen, helt og aldeles ligeglad med vores tanker omkring det. Han vidste, hvordan vi var. Han havde sikkert også læst vores journaler i gennem og havde allerede dannet sig sit eget indtryk af os. Utroligt så ironisk det var, at vi var fanget det her sted, fordi vi alle havde fucket et eller andet op og vi ville aldrig blive behandlet som normale mennesker igen. Enhver vi ville møde, ville altid tænke, at det var den pige, der fuckede hendes veninde op, er tyv, stofmisbruger, kriminel og generelt et udskud. Ingen grund til at minde os mere om vores spildte fremtid og dumme fejltagelser, mere end de allerede gør ved at holde os fanget her. 

Winston snakkede videre i mens han gik og delte informationer om opgaven ud. Mine arme var krydsede over hinanden, og jeg kastede kun et kort blik på papiret, før jeg kiggede op og stirrede på Lukes baghoved.

”I får en uge til det her essay. Som skrevet på papiret, skal opgaven være på to tusinde ord. I er velkomne til at begynde nu. I må gerne bruge bibliotekets computere, men husk – det er et bibliotek, ikke en ’jeg-er-sluppet-væk-fra-læreren-nu-kan-jeg-chit-chatte’.”

Jeg rullede øjne af ham, og besluttede at jeg bare ville blive siddende. Hvis jeg overhovedet kom til at skrive noget, var det et godt, solidt ’fuck it’ på papiret. Jeg vidste godt hvem jeg var, men det ragede ikke Winston, hvad jeg tænkte om mig selv. Jeg vidste godt, hvorfor mine forældre ikke gad kendes ved mig, hvorfor jeg er havnet her og hvordan mit liv kommer til at udvikle sig. Trist, men sandt.

Jeg så på, mens over halvdelen af klassen rejste sig og luntede ud af døren. Det kan være Winston indså, at de fleste rent faktisk tænkte, at det nu var en mulighed for at slippe for undervisninger og lave ingenting i stedet. I hvert fald smuttede han ud cirka fem minutter efter de sidste var gået, og jeg sad tilbage sammen med en syv-otte andre. Deriblandt Michael og Luke, der nu sad og småsnakkede sammen. Jeg prøvede egentlig bare at lukke deres ligegyldige snak ude. På ingen måde var jeg i humør til at høre på dem, og jeg var da slet ikke i humør til ikke at kunne stoppe mig selv i at blande mig, og komme med en grov bemærkning.

Derfor vendte jeg opmærksomheden mod det ene stykke papir, der lå på bordet foran mig. Der var ikke skrevet meget. Kun hvad Winston allerede havde fortalt os med, hvor lang tid vi havde til den og hvor lang den skulle være. Derudover havde han da været så høflig at komme med nogle forslag til, hvad man kunne skrive om.

Hvordan ville du beskrive den situation du er havnet i, og hvordan du er kommet i den?

Hvad kunne du have gjort, for at have undgået situationen?

Hvilke ting definerer dig og de valg du har truffet i livet?

I bund og grund bare spørgsmål til at hælde salt i det allerede meget åbne sår.

Jeg endte med at stirre på papiret i mindst en halv time, før jeg tog min blyant i hånden og pressede den mod papiret. Som jeg havde forventet dukkede ’fuck it’ op, og jeg fnøs højlydt, hvilket resulterede i, at flere i lokalet vendte deres irriterede blikke mod mig, kun for at vende dem tilbage til den dybe koncentration igen. Det var de mennesker, der tænkte ’ugh, jeg prøver faktisk at få det bedste ud af det her som muligt, og det er sådan nogle som dig, der ødelægger det for os andre’.

Altså ja. Ja, det er det søde.

”Det virker til at være dit motto for alt,” lød en høj, velkendt stemme, der kom fra min venstre side. Jeg tog en dyb indånding og vendte derefter mit blik mod den irriterende dreng med det røde hår. Jeg bad ikke om det. Hvorfor skal han snakke til mig, når han afskyr, at jeg blander mig i hans samtaler? Kunne han ikke bare koncentrere sig om sin snakken med lille, uskyldige pretty boy i stedet?

”Du snakker til mig som havde jeg startet en samtale. Et godt råd; lad være,” snerrede jeg og vendte irriteret øjne af ham, inden jeg rettede min opmærksomhed mod papiret igen. Men jeg havde ikke mulighed for at zone ud igen, da en anden stemme, lidt dybere denne gang, brød ind.

”Hvorfor skal du altid være så destruktiv over for alt og alle? Har du nogensinde overvejet, at vi rent faktisk bare prøve at starte en samtale med dig og ikke diskussioner. Du kører alt op til et eller andet stort hurlumhej, hvilket det ikke behøver. Har du overvejet at det rent faktisk er dig, der er et problem og ikke alle andre, der har et?”

Luke stirrede gennemborende på mig og jeg blev faktisk positivt overrasket. Ikke over at han havde hakket ned på mig, selvfølgelig ikke, men fordi han endelig havde turdet sige hvad han mente, uden at fumle med sine hænder eller fødder, eller kigge væk lige efter han havde sagt noget. Som om han havde brændt sig på noget, og måtte tage sig sammen for at bide smerten i sig.

”Wauw. Jeg tror det er første gang, du rent faktisk har nosset dig sammen til at sige noget dårligt til mit ansigt, uden at opføre dig som en total vatpik bagefter. Bravo, Luke. Godt for dig.” Jeg undlod at kommentere på det han rent faktisk have sagt til mig. Jeg var ikke en komplet hjerteløs person, der ikke kunne finde ud af at give komplimenter. Mine komplimenter kom bare med en knivspids sarkasme.

Okay, joke; meget sarkasme. 

_________________________________________________________________________________________________________

Hej alle mine kære læsere (hvis der er flere *indsæt desperat grin*)

Det ville betyde utrolig meget, hvis i lige ville klikke på like, hvis i ikke allerede havde gjort det. Det kunne også være super rart med en kommentar eller to en gang i mellem, så jeg ligesom har en fornemmelse af, hvad i synes om den. Jeg ved godt, at den stadig er meget introduktions agtig, men jeg håber alligevel ikke, at jeg har tabt jer allerede. 

Men hvis du læser dette, tusind tak! Thumbs up, du er fandme cool. Jeg håber du nød kapitlet :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...