Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21874Visninger
AA

10. 8

 

Sage Angelique Crow

Adriana og Josie kom ikke tilbage til værelset den aften. Velvidende om, at Adriana godt kunne passe på sig selv, blev jeg beroliget en lille smule. Men det ændrede ikke det faktum, at de stadig var væk og hverken Kylie eller jeg vidste, hvor i alverden de befandt sig. Jeg vidste godt et eller andet sted, at skolen ikke var noget eventyrslot. Der var meget mere, end vi elever fik af vide. Inderst inde gik jeg og håbede på, at forstanderinden bare havde sat dem til at rydde op efter festen, og det så var trukket ud hele natten.

Der var et kvarter til vi skulle møde i vores klasselokaler, da døren åbnede og afslørede Josie og  Adriana. Jeg styrtede hen til min bedsteveninde og omfavnede hende. At se hende, fik mig virkelig til at indse, hvor bekymret jeg havde været for hende. ”Shit, er i okay? Hvad gjorde hun ved jer?”

Adriana så helt tom ud i ansigtet, da jeg trak mig væk fra hende. Den solbrune glød, der altid plejede at forme sig på hendes ansigt, var nu skiftet ud med en grå farve. Det lignede hun skulle til at kaste op. ”Det var forfærdeligt. Det var helt mørkt dernede…,” mumlede hun.

”Hvorhenne?”

”Det eneste man kunne høre var høj bankende lyd. Som, hvis nogen tog en kæp, og kørte den frem og tilbage på nogle tremmer,” sagde Josie. Jeg så hen på hende og blev mødt af samme grå farve og tomme blik. De havde stadig gårsdagens kjoler og makeup på. Man kunne se på Josie, at hun havde grædt, da hendes makeup var løbet og tørret ind på hendes kinder.

Kylie gik hen til dem begge og studerede dem lidt nærmere. ”Der er noget helt galt,” konstaterede hun. Jeg vendte mig fulde opmærksomhed mod hende, og hun mødte mit blik. ”Jeg kan ikke se deres aura. Der er ikke nogen.” Og selvom jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad hun snakkede om vidste jeg, at det umuligt kunne være godt. At dømme på hendes stemme og blik, var det meget slemt.

”Okay ehm.. Lad os få jer i et hurtigt bad, så vi ikke kommer for sent. Kylie, hvis du tager Josie, så tager jer Adriana og –”

”Det kan jeg ikke,” afbrød hun mig.

”Hvad mener du?”

”Jeg kan ikke røre ved en, der ikke kan vise deres aura. ”

Jeg var ved at blive en smule irriteret på hende. Hvor svært kunne det være at hjælpe til? Der var ti minutter til vi skulle være nede i klasserne.

”Godt så. Så hjælper jeg dem begge i bad, men kan du så ikke finde deres uniformer frem til dem og komme med det, samt deres toilettasker?” Hun nikkede til mit forslag, og så tog jeg både Adriana og Josie i armene og styrede dem ud af døren, ned af gangen og ind til brusekabinerne. Heldigvis var her ikke nogen, da det var så sent på morgenen.

”Har i overhovedet fået nået at spise?” spurgte jeg dem. Jeg fik ikke andet svar end en rysten på hovedet. Et højt suk undslap mine læber. ”Så må i vel bare vente til frokost.”

Jeg hjalp dem ud af deres tøj, og sendte dem ind under bruseren. Der var nu syv minutter til, at klokken ringede og jeg fik med det samme stress på. ”Okay, i skal være ude derfra om tre minutter okay? Jeg mener det, hvis vi kommer for sent, straffer Churchill os sikkert igen.”

Der gik to minutter, hvorefter Kylie kom ind med et sæt tøj til dem hver, plus deres toilettasker. Der gik tre minutter, og som jeg havde bedt dem om, trådte de begge ud derfra og begyndte at tørre sig.

”Kylie, låste du døren til værelset efter dig?” spurgte jeg hende, og hun nikkede som svar. Jeg åndede lettet op; en ting mindre, der ville tage tid. ”Okay, her er jeres makeup. Please gør det hurtigt, for nu er der kun tre minutter til, at vi skal være dernede – Adriana jeg sværger, hvis du ikke ligger den eyeliner ned, vil jeg ikke stå ansvarlig for konsekvenserne,” advarede jeg hende. Jeg vidste hvor præcis og perfektionistisk hun var med nogle ting, en af dem var hendes makeup.

Hun sendte mig bare et irriteret blik, det første denne morgen og jeg opdagede mig selv i at være lettet over, at hun ikke have et følelsesløst ansigtsudtryk længere. Hun endte dog med at lægge eyelineren fra sig og nøjes med noget pudder og mascara. Det samme gjorde Josie, men hun endte så også med at ville tegne hendes læber op. Jeg var lige ved at slå hende i hovedet.

Der var et minut til klokken ringede.

”Lad os så se at komme af sted,” sagde jeg højt og trak dem begge efter mig. Vi løb alle ned af gangen, ned af trapperne, ud af bygningen og hen mod klasselokalerne. Jeg havde ingen idé om, hvor Kylie skulle være henne, men Adriana og Josie skulle starte med mig i det første lokale vi stødte på. Vi nåede lige akkurat ind af døren inden læreren lukkede den. Som det første mødte jeg Calums venlige, chokoladebrune øjne og jeg sendte ham et kort smil.

”Okay alle sammen, vær sød at finde en plads. Nej bordene foran er ikke giftige, tværtimod. Piger, værsgo at tage plads. Clifford og Hemmings, hvis i ikke stopper med at kaste med spytkugler, kan i få lov at tilbringe resten af eftermiddagen i hver jeres kosteskab.”

Jeg brød øjenkontakten med Calum og så bag ham, hvor Luke og Michael havde taget plads. Det vidst ikke ud til, at Michael havde nået at tage et bad eller gøre sig nogenlunde præsentabel til dagen. Han havde dog nået at hoppe i sin uniform, hans slips siddende skævt og løst. Hvis mine forældre havde været her, ville de straks have skyndt sig hen for at rette på det. Medmindre de synes han var alt for usoigneret til at røre ved. Det ville ikke være første gang, det havde været sket.

Jeg tog plads ved siden af Calum, Josie ved min anden side og Adriana bag mig. Vi havde ikke rigtig fået vores skemaer endnu, så jeg var spændt på at se, hvad denne første tid ville bringe.

”Okay, godmorgen alle sammen. Mit navn er Ben Dawson og jeg vil være en form for kontaktperson/vejler/rådgiver for jer. Dette lokale vil være jeres ’hjemmebase’. Jeg er den, der skal gå i dybden om, hvad der er tilladt på skolen, give jer jeres daglige skemaer og aktiviteter. Hvis i har nogle spørgsmål om enhver lille ting det skulle være, er det mig i skal henvende jer til. Som i måske har lagt mærke til, er i delt op i årgange, som hvis i var normale og bare gik på high school.”

Den bemærkning gjorde mig sur. Han startede mig at lyde som en nogenlunde god part i hele dette mærkelige system, men selvfølgelig viser det sig, at han er præcis som alle andre ansat på dette sted. Jeg kunne høre Adriana fnyse bag mig, og jeg bandede højt indvendig. Hvis hun bare kunne lære at holde mund, når hun ikke havde noget at skulle have sagt, ville hun ikke ryge ud i alle de problemer.

”Ja frøken..?”

”Hayes.”

”Ah… Adriana Hayes, formoder jeg? Dig har jeg læst en hel del om.”

Jeg drejede hovedet så jeg kunne se på min bedste veninde, der sad og stirrede på hr. Dawson.

”Du har læst om mig?”

”Ja det har jeg. Det er ikke en hemmelighed, at alle i unge mennesker har hver jeres fil dokumenteret her, og jeg har hen over sommeren sat mig til at læse enhver af dem. Det var ikke fordi, at din var meget anderledes i forhold til mange andre, der er her eller har været her. Men alligevel fik din fil min opmærksomhed. Og selvom det selvfølgelig er fortroligt, så kan jeg nok godt alligevel sige, at du ikke kommer væk herfra lige foreløbig. Så derfor, Adriana Hayes, vil jeg gerne vejlede dig til, at vælge din kampe med omhu. For hvis du bliver ved sådan her, hjælper du ikke dig selv.”

”Læste du også den del, hvor jeg sagde at hele systemet burde brænde ned af den simple grund, at den havde bedrevidende, overlegende autoriteter som dig ansat?”

Adriana hold nu for pokker din mund lukket. Hvor svært kunne det være?

Selvom jeg ikke fandt det videre morsomt, hørte jeg Luke, Michael og Calum smågrine sammen med en håndfuld andre, der sad rundt omkring.

Hr. Dawson ignorerede hendes bemærkning, sendte hende et lille smil og vendte så hovedet mod resten af klassen. ”Hos mig får man advarsler. For frøken Hayes derovre, var dette den første. Når hun når tre, er hun ude af min hænder og ryger i forstanderindens kontrol. Jeg er sikker på, at hun heller vil være i min.”

Jeg sendte Adriana et advarende blik om, at hun skulle begynde at holde sin kæft og tage sig sammen og hun forstod budskabet. I hvert fald for resten af den her tid med hr. Dawson.

”Måske vi så kan komme videre med dagens program. Vores kære forstanderinde udleverede jo en lille folder til jer under hendes velkomst i lørdags. Og selvom jeg er sikker på, at i har læst den grundigt i gennem og er begyndt at kunne den udenad, vil jeg nu alligevel dele et sæt regler ud til jer hver, og så kan vi høre om i har nogle spørgsmål til dem,” instruerede han imens han gik rundt for at dele reglerne ud.

Jeg tappede mine pegefingre mod bordet og ventede til han også smed et stykke papir på mit bord. Da han endelig gjorde, tog jeg fat i det og rettede al min opmærksomhed mod det.

 Reglement for Rydell Skole og Institution

 - Mødepligt til alle faglige og kreative timer samt gruppeterapier og praktiske opgaver

 - Modsat køn er ikke tilladt på værelserne efter klokken 21:00 i hverdagene – 22:00 i weekenderne

 - Lys skal være slukket klokken 22:00 i hverdagene – klokken 00:00 i weekenden

 - Det er strengt forbudt at forlade skolens område på noget tidspunkt, bortset fra de weekendlige ture til byen.

 - Hvilken som helst form for vold og voldelig adfærd vil blive straffet

 - Tobak, alkohol og enhver anden form for rusmiddel er strengt forbudt, og vil blive straffet, hvis man findes i  besiddelse med ovenstående

 - Almindelig normer for høflig og normal adfærd er gældende overalt, for alle

Der var en masse underpunkter og linjer skrevet med småt, men det eneste jeg lagde mærke til var ’ de weekendlige ture til byen’. Og det var der flere af de andre, som også havde. En pige havde rakt hånden i vejret, og fået lov at snakke.

”Hvilke ture er der tale om i punkt fire?”

Hr. Dawson, der tydeligvis bare ville skabe en effekt, kiggede tænkende på papiret for at se, hvad der mon i alverden måtte stå ved det punkt. Som om han ikke havde vidst, at det var det vi ville være mest interesserede i.

”Det vil være udflugter til den landsby i kørte i gennem, da i kom hertil. Det er dog kun muligt at tage med, hvis der er samtykke fra forældre eller værge. Det har de skrevet under på, inden i kom hertil, så hvis i er i tvivl, kan i bare komme til mig og jeg vil undersøge det for jer. Hvis man er over 18, er det selvfølgelig op til en selv om man vil med på disse ture, eftersom i så er myndige.”

Endnu en gang skævede jeg om til Adriana, der sad og så lidt slukøret ud. Vi vidste begge, at hendes forældre ikke havde gidet at skrive under på noget så humant som udflugter. Der var ingen kære mor at komme efter, og sådan havde det altid været for Adriana. Jeg havde ondt af hende, for jeg vidste at gemt inde bag den hårde facade, spydige bemærkninger og al den had, var der en lille pige, der i sidste ende bare havde brug for sine forældres kærlighed og omsorg.

Hun sendte mig dog et lille forsikrende smil og hviskede: ”Kun nogle måneder til jeg bliver atten.” Jeg gengældte hendes smil og nikkede. Jeg fyldte selv atten på fredag, så derfor skulle jeg nok komme med på weekendens tur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...