Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21863Visninger
AA

9. 7

Michael Gordon Clifford

Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at Josie var et godt knald. Vi var lige kommet ud fra toiletterne, Josie i gang med at rette på sin kjole og mig selv i gang med at rette på håret. Også selvom det altid stod ud til alle sider.

Jeg lagde mærke til at enkelte folk sendte foragtende blikke, men de var ikke rettet mod mig. Kun Josie. Jeg valgte at ryste det af mig og forsatte bare mod cafeteriet, hvor de fleste stod og dansede til den høje musik. Det var imponerende, at skolen valgte at holde sådan en fest. Jeg havde forestillet mig, at man blev smidt i en eller anden form for celle, indtil man skulle til gruppeterapi og have lektioner.

Jeg fandt Luke stå og kigge ud på de mange mennesker, der dansede og undrede mig over, hvorfor han ikke også var derude. ”Jeg kan ikke danse,” sagde Luke, og svarede som kunne han læse mine tanker. Han smilede lidt og lod så blikket falde ud på menneskemængden igen. ”Det er ikke en af mine bedste egenskaber heller,” jokede jeg og fik et lille grin ud af ham.

”Hvor har du egentlig været? Lige pludselig forsvandt du bare, og nu lyser du op som et juletræ. Er du høj eller hvad?”

”Nej, jeg har bare fået noget på den dumme.”

”Det var hurtigt. Josie?”

”Ja for satan. Den pige ikke også… Hun kan noget,” grinede jeg.

”Hun er også lidt billig,” lød det fra en stemme bag mig. Jeg drejede hovedet og lod mine øjne falde på Adriana, der stod sammen med en høj fyr med lyse krøller. ”Nej, du er bare en smule bitter,” svarede jeg.

”Det siger du kun fordi du lige har taget hende ude på toiletterne. Egentlig er du jo også lidt billig, men det er ikke normalt det ord man bruger om fyre. De har jo lov til at være så seksuelle som de har lyst til.”

”Hvorfor skrider du ikke bare, Adriana? Der er alligevel ikke nogen, der gider lytter til dig.”

”Det siger du jo. Sandheden er bare, at når du en dag bliver træt af at bolle den tynde skank, når du en dag bliver træt af at høre på hendes irriterende, skingrende stemme så ville du ønske, at der var en pige, der gav en smule modspil. Det kan godt være ingen vil lytte til mig, men jeg har altid ret. Så fuck dig,” sagde hun, hvorefter hun sendte mig et henkastet smil, der kun antydede at hun følte sig højt hævet over os andre. Og vi var alle ved at brække os over hende. Men hun har nu stadig en god krop.

Men med de ord forsvandt hun sammen med fyren hun var sammen med, og jeg lagde mærke til, at Luke så noget lettet ud. ”Er du bange for hende eller hvad, dude?” Jeg puffede jokende til ham og han trak bare på skuldrene. ”Hun er ikke videre rar.”

”Nej, hendes art kaldes vist møgkælling.”

”Snak pænt Michael,” lød Ashtons stemme i det han nærmede sig os. Det så ikke ud som om han jokede. Det er så heller ikke noget han begår sig særlig meget i – at joke.

”Jeg fortæller bare sandheden.” Jeg trak på skuldrene.

”Det gør jeg også. Som for eksempel, at du er en uintelligent, liderlig lille dreng, der selvom han ikke kan udstå en pige, bliver ved med at kigge efter hendes røv, når hun er gået.”

”I er temmelig ens – dig og Adriana. I er begge ubehøvlede, arrogante røvhuller, der føler sig højt hævet over alle os andre. Sandheden er bare, at i begge er blevet forladt. Ingen gider jer, ingen kan lide jer og det er vidst nok en lille sandhed i, at når du forlader det her sted om et år, vil ingen huske dig. Og der vil ikke være nogen, der kommer til at savne dig. Det er jeres virkelighed, og hvis i så gerne vil spille hellige, fint – men find nogle, det rent faktisk rager.”

”For du ved jo alt, der er at vide om os?” Ashton havde hævet stemmen, og det samme havde jeg. Jeg kunne se de stirrende blikke ud af øjenkrogen.

”Det er ikke så svært at regne dig ud, som du gerne vil have os til at tro. Du er sikkert bare en, der engang stak en ned eller noget, og din stakkels mor gad ikke se på dit ansigt længere, og derfor er du stadig her. Der bliver nok ikke nogen kære mor, når du –”

Mere nåede jeg ikke at sige, før en knytnæve blev slået op i ansigtet på mig, og jeg mærkede blodet strømme. Hele mit ansigt dunkede, og det sortnede kort for mine øjne. Jeg var ikke sikker på, hvad der helt præcist skete, men pludselig lå jeg nede på gulvet sammen med Ashton, os begge i gang med at slå ud efter hinanden, og prøve at forvolde så meget skade som muligt.

Jeg hørte Luke, Josie og Adrianas stemmer. Der var et par hænder, der tog fat i mine skuldre, og prøvede at trække mig op og væk fra Ashton. Det hjalp ikke. Vi blev ved med at rode rundt, før der kom endnu et par arme, og hev Ashton væk. Jeg syrede af raseri, og sendte de meste dødelige blikke jeg kunne mod Ashton. Han gjorde det samme. Jeg hørte Josie og Adriana skændes, men jeg gad ikke en gang kigge på dem. Alt jeg tænkte på, var hvor meget det skulle tage for at brække næsen på Ashtons grimme fjæs.

”Lær dog at holde din psykopatiske kæreste i ro.”

”Du skal vidst ikke komme for godt i gang, med at give folk titler, skank. Det er ikke mig, der knepper med den første, den bedste ude på toiletterne.”

”Du ved ikke en skid!”

”Jo, det gør! Jeg ved, at dit selvværd ligger på minus fire og så snart en dreng ligger øjnene på dig, får du et lille, men kortvarigt boost af selvtillid. Desværre nok til at du smider tøjet, og når det hele så er overstået, går du tilbage til at være lille, tykke Josie.”

Jeg hørte et bump, og synet af Josie, der var skubbet på gulvet fik min opmærksomhed væk fra Ashton.

”Adriana, tag dig fucking sammen.” Sage var brudt ind og taget fat i hendes arm og begyndte at trække hende væk. Kylie hjalp Josie op – jeg selv var frosset til stedet, og havde ikke meget mulighed for at flytte mig med Lukes hænder, der havde et fast tag på mig.

Før nogen af os kunne nå bare at tænke en tanke mere, blev vi omringet af sikkerhedsvagter og Churchill.

”I otte.” Hun pegede på skiftevis på hver og en af os, ”mit kontor. Nu!” Og med de ord blev vi alle eskorteret væk fra cafeteriet af to sikkerhedsvagter, som var vi kriminelle, der skulle flyttes fra en celle til en anden.

Churchills kontor var klamt. Uhyggelig klamt. Det var mørkt træ, alle møbler var lavet af. Vinduerne var ikke almindelige vinduer, men store glasmosaikker, der – hvad jeg formodede – forestillede tidligere forstandere og forstanderinde. Under portrætterne af dem, stod deres navne. Alle relateret til den nuværende.

”Irwin, Clifford, Droke og Hayes – værsgo at tage plads. I andre kan stå op, da der tydeligvis ikke er nok stole til en hel flok idioter.” Hun sagde det henkastet, lød nøjagtig som Adriana eller Ashton. Selvom jeg havde den største lyst til at svare hende igen, undlod jeg. Jeg var godt klar over, at jeg allerede var ude på dybt vand.

”Lad mig se…,” begyndte hun, i det hun satte sig på hendes stol, bag skrivebordet. ”Sage Crow, vil du være så venlig at fortælle mig, hvad der helt præcist foregik nede i cafeteriet?” Hun gav Sage et blik, der var nogenlunde menneskeligt. Måske gik hun ud fra, at Sage var den mest pålidelige af os, når det kom til sådan noget her.

”Jeg er ikke sikker på, jeg er den mest kvalificerede til det frue. Ser De, jeg kom først lidt efter, da Calum og Luke trak dem væk fra hinanden. Jeg så ikke, hvad der udledte til det her.” Men Churchill lignede en, der var stoppet med at høre på Sage, lige efter hun sagde, at hun ike var kvalificeret til det.

”Er der nogen i dette lokale ud over Clifford og Irwin, der så hvad der skete?”

Stilhed.

”Okay, så gør vi det så hurtigt som muligt,” sagde hun og tog et kig på Ashton og jeg. Hendes øjne sydede af raseri, men af en eller anden grund, var det ikke som mine eller Ashtons da vi var oppe og slås. Dette var en mere kontrolleret vrede, og det skræmte mig fra vid og sans, at hun så så koldt på os. ”Hvem af jer to startede det her?”

”Det gjorde jeg,” indrømmede Ashton til min store overraskelse. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så nemt for mig, ikke at få noget af skylden. Gad vide om han bare automatisk var ude efter ballade. Ikke at det gjorde mig noget, hvis han var.

”Og det kunne jeg jo have sagt mig selv.. Ikke sandt Irwin?” Han fortrak ikke en mine, men blev bare ved med at stirre på hende.

”Og hvad med jer to piger? Hvorfor er det, at dit hår er hærget?-” hun pegede på Adriana, ”og din kjole er flænset?” Hun pegede på Josie. ”Ved i hvad. Jeg vælger at fritage mig selv fra jeres dårlige undskyldninger, og så lad os komme videre. Køkkentjans til alle otte i en uge. Morgen og aften.”

”Men frue –”

”Jeg er ligeglad med, at i ikke var oppe og slås, i var stadig indblandet og ligegyldig hvad, holder man sig væk fra problemer på min skole, er i med?” Jeg drejede hovedet for at se på Luke, Calum, Sage og Kylie. De nikkede alle og sukkede dybt. De havde ikke gjort en skid og alligevel, blev de trukket med ned. Det gav lidt en følelse af, hvordan hun kørte det her sted. Men det skulle kun blive værre.

”I fire må gå,” sagde hun orienterende til dem, og de forlod stille og roligt lokalet. ”Hvad angår i fire… Så har jeg et dejligt sted i kan sove i nat.” Hun vendte blikket mod vagterne, der stod bag vores stole. ”Før dem ned i kælderen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...