Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21882Visninger
AA

8. 6

 

Calum Thomas Hood

Lyden af skrabene stole og mumlen fyldte med det samme cafeteriet, da Churchill havde bedt os om at finde vores retmæssige siddepladser. Sage som jeg – måske, måske ikke – havde holdt lidt øje med i løbet af den tid jeg kunne, tog plads ved det første langbord sammen med Michael og pigen Michael er begyndt at gokke den af til – Josie.

Jeg selv sad nu overfor Adriana. Noget, der måske ikke faldt i min bedste smag. Heldigvis for mig var min bedste ven Luke, blevet placeret på Adrianas højre side. Dette var så uheldigvis for Luke, eftersom hun havde formået at snakke nedladende til ham, hvert sekund hun kunne komme til. Det gjorde hun med os alle, og det var ærligtalt ved at blive trættende. Jeg havde bestemt ondt af hendes værelseskammerater. På min venstre side sad en pige, hvis identitet jeg ikke kendte til og på min anden side sad ingen ringere, end den person, der var værre end Adriana; Ashton. Det var bare en rigtig vinderplads, som jeg havde fået mig.

Efter alle havde sat sig, blev det store festmåltid båret ind. Indtil nu havde jeg kun tænkt over, at der var vagter, lærere og terapeuter, der var på dette sted. Men når jeg så de mange køkkenfolk komme ud i en lige række, med det samme udtryksløse udtryk i ansigtet, lagde jeg for alvor mærke til, hvor mange ansatte her var. De lignede nogle, der var blevet hjernevasket ud fra den måde de bevægede sig på – gik lige på rad og række. De kiggede ikke på nogen af os. Jeg kastede et blik hen mod Luke, og jeg kunne med det samme se, at han tænkte det samme som mig – at det her sted bare blev mere og mere creepy.

”Lidt mærkeligt, at de holder sådan en fest her, synes i ikke? Og at de skulle have vores ting. Det virker næsten som om, der foregår ting her, de ikke vil have ud til resten af verden,” sagde Luke og kiggede rundt, hvorefter han til sidst lod hans blik falde på mig. Jeg nikkede, men inden jeg kunne nå at sige noget, var Ashton brudt ind:

”De gør det hvert år. Tror, at de kan hjernevaske alle til at tro, at det her sted rent faktisk vil hjælpe dem. Og de hopper på det hvert evig eneste år. Lige indtil de bryder en regel ved at snige sig ud for at knalde på toilettet, eller ikke dukker op til deres psykologiske hjernevrider lektioner. Den mindste ting, som et tændt lys på værelserne efter klokken 22 i hverdagene, giver dig en nat i kælderen. Med tiden indser folk at de er fanget her, og har absolut ingen chance for at slippe væk herfra, før de er blevet hjernevasket nok til kun at snakke pænt om Rydell. Og i undrer jer over, hvorfor de tager jeres telefoner og computere, pff. Man får et overvåget opkald om ugen på et af skolens kun fem mønttelefoner. Internet? Der er ti hjemmesider, vi har adgang til fra skolens computere, gæt hvor mange af dem, der er sociale medier. Nej, det er ikke mærkeligt de holder de her fester, selvfølgelig tager de vores ting, så de kan få lov til at være sadistiske, psykopatsvin og min kære ven… - de har flere hemmeligheder her, end dine yndlingspersoner i Gossip Girl.”

Alt var stille omkring os. Ikke engang lyden fra de andre mennesker, der ikke havde hørt, hvad Ashton lige havde fortalt, trængte i gennem. Lige indtil…

”Det lyder som om du har haft nogle hårde år, Ashton. Men det skulle vel heller ikke undre nogle, når man tænker på, hvordan du har opført dig overfor alle autoriteter. Det er klart, du er den med flest åbne sår, når du bliver ved med at bede dem om at hælde salt i dem. Hemmeligheden er ikke oprør eller modstand, men overlevelse. Jeg foreslår alle, der er i gang med deres første år her, til at følge husreglerne og ikke stå i vejen for autoriterne.”

”Og du er?” spurgte Adriana, der sad og kiggede misbilligende på sin anden sidemakker, som var brudt ind i - det jeg vil tillade mig at kalde - samtalen.

”Åh, det må i meget undskylde. Mit navn er Liam Donovan. Og den smukke pige er…?”

”Ikke interesseret, i dit lamme forsøg på at charme. Adriana,” svarede hun arrogant.

”Vidste du, at Adriana er et spansk navn, og betyder mørk?” spurgte Liam, i det han tog fat i vandkanden for ikke bare at hælde op til ham selv, men også til hende. Han var modig. Jeg havde ikke turde gøre det, uden at få en syngende lussing, for at have den frækhed at tro, at hun ville have, hvad end man havde at tilbyde hende.

”Ligner jeg en, der går op i, hvad mine forældre døbte mig? Det er et navn, ikke et eller andet tegn eller symbol, for fremtiden eller hvad der kommer til at ske, ” snappede hun, hvorefter hun tog fat i glasset, der nu var fyldt med vand og stillede det hen ved siden af Liams eget.

”Desuden… Hvis du gerne vil føre en samtale med mig, må du finde noget, der er lidt stærkere end fucking vand.”

Jeg løftede mit øjenbryn af hele situationen. Enhver anden pige havde høfligt sagt tak, og drukket vandet; om så hun ville have det eller ej. Og af en eller anden grund, irriterede det mig bare så meget, at hun hele tiden skulle være så problematisk, over de mindste ting. Kunne hun ikke bare være taknemmelig for det hun fik?

Men Liam så ikke ud til at lade sig slå ud af dette. Han smilede et flabet smil, så lidt ned og derefter på hende igen. ”Måske du havde lyst til at være en smule imødekommende overfor de mennesker, der får alt sprit og tobak i gennem sikkerhedskontrollen.”

Jeg burde ikke nyde det, men det var en fryd for mine øjne, da jeg så hende tabe underkæben og vende hovedet mod maden. Endelig en, der kunne få lukket munden på pigebarnet. I hvert fald som jeg selv havde oplevet. Jeg lagde mærke til at hun prøvede at få øjenkontakt med Ashton – måske prøve at få en form for afkræftelse på det Liam Donovan lige havde fortalt. Men det så ud som om Ashton vidste, at Liam talte sandt. Det skulle ikke undre mig; drengen røg to pakker om dagen, et eller andet sted skulle han jo få dem fra.

”Sagde du ikke lige, at så længe man ikke træder nogen over tæerne og overholder husreglerne, burde det ikke være som en lukket afdeling? Desuden, hvis det nu var en rigtig udtalelse du kom med, var det så ikke en god idé at holde den for dig selv?” spurgte hun ham.

”Jeg sagde bare, at jeg ville opfordre alle til at følge reglerne. Ikke at jeg selv gjorde.”

”Bullshit.”

”Du kan tro hvad du vil, min søde. Jeg snakker kun sandt,” fortalte han, med en hånd lagt over hjertet. Denne gang smilte han dog ikke. Jeg fik øjenkontakt med min bedsteven og vi rystede bare på hovedet af scenariet.

* * *

Endelig blev vi færdige med at spise, og jeg var ikke lang tid om at komme så langt væk fra Adriana, Ashton og Liam. Jeg kunne allerede fornemme, at endnu en diskussion var på vej, og denne gang gad jeg ikke være i nærheden til at være muligt vidne, hvis nu nogen skulle begå et mord.

Jeg så Sage lidt længere fremme, og blev straks i lidt bedre humør. Hun så fantastisk ud i hendes lange, sandfarvede kjole og med det mørke hår hængende nede af ryggen. Alle andre gange jeg havde set hende, havde hun håret sat op, og det var et helt nyt syn at se det nede. Hun stod og snakkede med Kylie, Josie og Michael. Eller mere præcist – hun snakkede med Kylie, mens Josie og Michael var ved at øjenkneppe hinanden. Det blev ofte for meget at se på de to i mere end 3 sekunder, uden at blive opfyldt af følelsen af at skulle kaste op.

Jeg lagde en hånd bag ryggen på Sage, da jeg kom derhen og sendte hende et forsikrende smil.

”Hej Cal. Hvordan går det?”

”Fantastisk. Hvis man ser bort fra, at jeg lige har siddet i selskab med Ashton, Adriana og en smartass ved navn Liam i en hel time. Heldigvis havde jeg Luke der, men hold nu op, hvor kan den pige være flabet.”

Underdrivelse.

”Ugh, jeg undskylder på hendes vegne. Jeg ved hun kan være –”

”En bitch?”

” – noget af en mundfuld,” grinte hun. Nok af mig, der var brudt ind i hendes sætning.

”Ved i hvor ham Liam er henne?” spurgte Kylie, og spejdede cafeteriet. ”Nej ikke rigtigt. Men han har lyse krøller, smilehuller og en sort stram t-shirt på.”

”Det lyder nu mere som Ashton,” grinte Sage, og viklede hendes arm under min. Den handling fik min selvtillid til at stige lidt mere og jeg gav mig selv et mentalt klap på skulderen, for at have sat mit hår og taget en skjorte på.

”Nej, jeg ser ham. Det er ham derhenne, ikke?” Hun pegede mod ham jeg havde beskrevet – nemlig Liam. Han stod mellem et par piger og nød opmærksomheden fra dem. Men hvad Kylie ville med ham, havde jeg ingen idé om. Jeg håbede bare ikke hun ville gøre sig selv til grin, ved at gøre noget dumt. Hun virkede som en sød pige, selvom hun kunne være lidt underlig og intens. Men hun forsvandt gennem mængden af glitrende kjoler og lystige blikke.

”Se nu fjerner de bordene,” bemærkede Sage og ganske rigtigt; i løbet af ingen tid, var borde og stole væk, og blev erstattet af et dansegulv, fyldt med balloner og lys. Musik begyndte at spille fra et stort anlæg, hvor der stod to vagter og styrede, hvilke sange der blev spillet.

”Nå ehm… Vil du danse?” spurgte jeg hende, og hun sendte mig et stort smil.

”Selvfølgelig, Calum Hood.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...