Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21863Visninger
AA

7. 5

 

Kylie Maya Lancaster

 

Efter en times tid kom Adriana tilbage på værelset. På det tidspunkt sad vi alle og ordnede enten makeup eller hår. Ingen af os var hoppet i festtøjet endnu. ”Hvis der er flere typer som fucking Ashton Irwin, så hænger jeg mig selv,” vrissede hun, i det hun smed sig ned på sin seng.

”Er det dét han hedder?” smilede Josie smørret. Hun forholdte dog blikket på sig selv i spejlet, da hun var i gang med at ordne hendes eyeliner. Adriana kiggede bare på hende med et dræbende blik, og himlede derefter øjne af hende. Hvad Adriana ikke kunne se var, at Josies aura var sygelig limegrøn, hvilket var et tegn på bedrag eller misundelse. Mit gæt var det sidstnævnte. Josie vendte hendes opmærksomhed mod sig selv igen og trak så hendes ansigt lidt væk fra spejlet, for at betragte hendes værk. En mørkegrå sky begyndte pludselig at tage form omkring hende. Det var den mørkegrå, der for det meste omfavnede hende. Jeg havde lært at sorte og grå farver udtrykte negativitet, depression eller mangel på energi.

Mine forældre tog mig engang med til et karneval, hvor de lod mig løbe frit omkring. Jeg var endt hos en clairvoyant kvinde, der straks havde mærket noget anderledes med mig. Hun havde givet mig en bog, fyldt med alt clairvoyante behøvede at vide. Selvfølgelig mente mine forældre at det var sludder og vrøvl, at sådanne mennesker kun prøvede at lokke penge ud af folk – at de var fupmagere. Men jeg havde altid vidst, at jeg var anderledes. Det var nok også derfor jeg blev sendt hertil.

”Kom så i gang, Adriana. Du har stadig ikke engang pakket ud,” informerede Sage hende om. Sage var nok en af de sødeste mennesker jeg nogensinde havde snakket med. Eller som gad snakke med mig. Hun var konstant omringet af en blød pink nuance, der betød venlighed og følsomhed.

”Nej, så kan de nok få en fornemmelse af, at jeg ikke gider at være her,” mumlede Adriana surt og satte sig hen i vindueskarmen, hvor hun åbnede for vinduet. Hun tog en cigaret ud fra hendes pakke og tændte den. En vrede boblede op i mig, da jeg så det. Ikke nok med, at hun dræbte sig selv ved at ryge så meget, så skadede det også os andre. Også selvom vinduet var åbent.

”Er du sikker på, at du ikke kan ryge et andet sted?” udbrød jeg til min egen forbavselse. Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde så vred. Men det røg bare ud af mig. ”Og hvor havde du tænkt dig, at det skulle være?”

”Hvad med udenfor?” brød Josie ind. Hun rettede nu igen al hendes opmærksomhed mod Adriana. ”Eller er du for god til at ryge sammen med alle de andre dumme mennesker?”

Inden Adriana kunne nå at sige noget, brød Sage ind og kiggede lidt anklagende på os alle. ”Helt seriøst, behøver vi den her diskussion igen?”

”Det var dem, der fucking startede,” sagde Adriana vredt og gjorde en gestus mod Josie og jeg. ”Og nu er du bare barnlig. Kan du ikke bare respektere, at vi ikke gider at have, at du ryger herinde? Tro det eller ej, men det er ikke rart, når man ikke ryger selv,” forklarede Sage i en meget rolig tone, der tydeligvis var påtaget. Jeg kunne tydeligt fornemme, at hun var ligeså irriteret som os andre.

Adriana svarede ved at kaste pakken hen på Sages seng, og sige: ”Så må i hellere komme i gang.”

*  *  *

Da klokken var lidt i seks stod vi nede ved indgangen til cafeteriet. Josie, Sage og jeg ventede på, at Adriana var færdig med at skændes med en af de ansatte om, hvor lidt ret de havde til at tage hendes ting. Ærligt, forstod jeg hende ikke. Hun virkede ikke som den type, der havde nogle at komme i kontakt med. Ikke nogen hun gad og ikke nogen, der gad hende. Måske var det bare en princip sag for hende. Hun virkede som en pige, som havde mange principper.

”Bare gå ind, jeg skal nok blive og vente på hende,” sagde Sage til os. Hverken Josie eller jeg sagde hende imod, da vi var trætte af at stå og vente, ”vi ses derinde.”

Så vi to piger trådte ind i cafeteriet, hvor der var pyntet overraskende pænt op. De havde kørt et mørkeblåt og sølv tema med blå duge, blå stoflagner, der dækkede vinduerne, levende lys på bordene, som de havde sat sammen til fire lange rækker, i stedet for den placering de normalt havde. Sølv serpentiner hang ned fra loftslamperne, stof i sølv overtrak stolene, så de fik et helt nyt pust, og ikke bare var brune træstole. Mange var allerede kommet, og det var tydeligt, at alle var en smule lettede. Ærligt havde jeg også troet, at det ville være ligesom et klassearrengement, hvor man stod akavet med sine forældre bag sig, spiste noget kage og derefter gik igen. Men det her var over alle forventninger og måske kunne det vise sig, at skolen ikke var så slem alligevel.

”Wow… Jeg havde forestillet mig noget langt mere… kedeligt,” sagde Josie, men det lød nu mere som et spørgsmål, end en konstatering. Jeg nikkede mig enig. Nu havde jeg ikke selv prøvet at deltage i skoleballet, da jeg kun er 16, men det lignede nu alligevel noget fra alle de billeder, man havde set.

Når jeg tænker mig om, kunne det være, at jeg skulle have taget noget lidt pænere på. Men problemet var bare, at jeg ikke havde noget. Jeg havde ikke en lang flot kjole som alle de andre piger. Selv Adriana, der ikke normalt var meget feminin, havde en smuk lang orange kjole på. Jeg havde en kjole på, som min mor engang havde fundet til mig i en genbrugsforretning. Det var svært, ikke at tænke dårligt om sig selv, når man var omringet af så mange smukke mennesker.

Sage og Adriana kom efter nogle minutter, lige i tid til frøken Churchill stillede sig op på et podie med en mikrofon i hånden, for at bede om ro.

”Godaften, alle sammen. Og tak for jeres deltagelse til dette års velkomstfest. Inden vi sætter os til bords, vil jeg gerne lige sige et par ting. Der er ingen form for tolerance, når det kommer til alkohol og hvis man besidder dette, stiller man klar på mit kontor omgående, ellers vil det gå ud over jer selv. Dette gælder også alle former for tobak, nicotin og andre rusmidler.”

Da Churchill sagde dette, udstødte Adriana et højlydt ’ugh’, samt himmelvendte øjne. Den pige var altså for meget.

”Enhver form for voldelig opførsel vil også blive straffet. Vi forventer, at jeres opførsel i aften og fremover er til ug. Og nu til bordpladser. I er blevet placeret ud fra jeres efternavn. Derfor er det ikke sikkert, at i vil komme til at sidde tæt på nogle, i finder bekendt. I kan nu finde jeres tildelte pladser. Jeg håber i nyder jeres aften,” afsluttede hun, efterfulgt af et af de mest utrygge og ubehagelig smil, jeg nogensinde havde oplevet.

Alt fokus, der havde været på Churchill forsvandt, og alle begyndte nu at gå mod bordene for at se, hvem der skulle være deres her til aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...