Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21862Visninger
AA

6. 4

Ashton Fletcher Irwin

”Kunne du måske fortælle mig, hvorfor du har så stort et problem med, at trække dine ben til dig, så man kan komme ud?” spurgte pigen med det skulderlange, lysebrune hår. Hun havde en irriterende amerikansk accent, og lignede en, der var ved at skide grønne grise over, at hun ikke fik sin vilje.

”Jeg ser ikke et problem med, at jeg gerne vil sidde lidt ned,” svarede jeg hende. Hun himlede bare med øjnene og krydsede armene over brystet. Jeg havde været her alt for længe, og havde alt for tidligt regnet ud, hvilken type hun var. Hun var en af de der jeg-er-ikke-som-andre-piger, højrøvede, flabede piger, der sikkert havde røget noget hash og nu troede, at hun var noget.

”Du kan sidde ned bogstaveligtalt alle andre steder, men du vælger at blive siddende dér, bare for at irritere folk,” fastslog hun.

”Så vidt jeg kan se, er du den eneste, der er irriteret.” Vi var nemlig de sidste tilbage i salen. Selv Churchill og hendes ansatte var også skredet. Sikkert for at gøre klar til den fest, de var tvunget til at holde for at give alle nye freaks et håb om, at skolen her var et sikkert, trygt sted, som ville hjælpe dem videre i resten af deres liv. Der et bare et lille problem.

Det håb kommer til at dø.

”Nok fordi alle andre er skredet, fordi de ikke gad kigge på dit fjæs.”

”Men det vil du så gerne.” Jeg sendte hende et smørret smil samt et løftet øjenbryn.

”Det sagde jeg ikke, smartass,” sagde hun.

”Men det var det, du mente.”

”Nej og den her samtale er slut nu,” besluttede hun. ”Den er først slut når jeg siger den slut,” forklarede jeg hende,” og jeg siger det ikke.”

”Åh, hvor er du hård. Jeg bliver helt skræmt over, hvor stor og skræmmende du ser ud.”

”Du burde være skræmt over, hvad der venter dig her på skolen, hvis du fortsætter med at modsige dig alle autoriteter. Men fair nok, når den tid kommer, skal vi nok få at se, hvor hurtigt dit lille badgirl-image falder til jorden. Og til den tid er der nok ikke nogle til at samle dig op igen. For det ser ud til, at den eneste, der kan tåle dit selskab, allerede er ved at få nye bekendtskaber. Og til den tid er hun nok blevet træt af dig.”

Disse ord så ud til at få hende til at falde lidt tilbage i sæde. Hun begyndte i hvert fald at holde kæft, hvilket var en befrielse. Jeg blev ved med at kigge lidt på hende. Man kunne tydeligt fornemme, hvor højt et højtryk hendes hjerne arbejde på. Hun havde en rynket pande og kiggede ned i skødet på sig selv.

”Hvad er… Hvad er det her egentlig for et sted?”

Hun fik øjenkontakt med mig, og jeg svarede efter lidt tid med: ”Helvede.”

I det øjeblik blev lyset i salen automatisk slukket, og jeg mærkede gåsehuden krybe sig dens vej ind på mine arme. men selvom mørket så pludseligt var faldet over os, blev vi siddende og så på hinanden.

”Hvor lang tid har du været her?”

”Jeg har været her siden jeg var femten – jeg er nitten nu. Regn den selv ud,” svarede jeg bare. Hun måbede bogstaveligtalt. Men sådan reagerede de fleste. Der var bare noget andet med hende her. De fleste mennesker, der vidste det udviste altid sympati for mig og ih, hvor er det synd for mig, men hende her… Hende her viste ikke sympati. Og selvom det lyder mærkeligt, kunne jeg godt lide det. Jeg kunne godt vænne mig til det.

Hun var overrasket, men det var de alle. Men det var næsten som om hun vidste, at sympati ikke var noget man gad have. Måske fordi hun ikke gad det selv, men det fik mig alligevel til at synes om hende.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg.

”Adriana.”

”Nej, hvad er dit fulde navn?” Jeg sendte hende et lille grin. Hun gav mig bare et lille skub, men jeg fangede dog et lille smil, der havde formet sig på hendes læber. ”Stop,” smilede hun.

”Hvad mener du dog?”

”Lad være med at lave en Augustus Waters på mig. Jeg er ikke Hazel Grace Lancaster, at du ved det.”

”Jeg har ingen som helst idé om, hvad du snakker om,” løj jeg og rejste mig op, for at række min hånd ned til hende. Hun så endnu en gang overrasket på mig. Med et løftet bryn, tog hun imod min hjælpende hånd og kom op og stå.

”Full of surprises,” mumlede hun, idet hun gik forbi mig, ud på midtergangen og ud af stortsalen.

_________________________________________________________________________________________________________

Dette kapitel var tydeligvis ikke synderlig langt, men alligevel en god måde at komme ind på Ashton og Adriana. Jeg håber, at i har fået nogenlunde indblik i, hvordan de forskellige 8 er som personer. Hvis ikke, er i velkomne til at skrive en kommentar, hvis i har nogle spørgsmål mht. dem. Der vil komme endnu et kapitel i aften, so stay tuned :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...