Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21870Visninger
AA

5. 3

 

Josie Evelyn Droke

Ingen på Rydell havde i sinde at hjælpe mig, med at skaffe mig mit eget værelse. Ingen ansatte gad høre, ingen af mine såkaldte værelseskammerater ville heller ikke, Michael var en typisk dreng, der ikke kunne skjule hans begejstring for piger. Derfor endte det også med, at jeg sov på værelse sammen med de fire andre piger.

”Tror du måske nogle af os andre gider at dele værelse med dig?” havde Adriana sagt. Jeg havde hurtigt regnet ud, at Adriana, var den jeg ville komme til at snakke mindst med. Hendes veninde Sage virkede sød, og hun prøvede også at snakke med mig. Men det faktum, at hun var Adrianas veninde skinnede tydeligt i gennem, og derfor hældte hun også mest til hendes venindes teori om, at jeg var en bitch, og ville altid være en. Derfor faldt jeg også bedst i snak med Kylie.

Kylie var en forunderlig person, der kunne tryllebinde en kun ved, at man skabte øjenkontakt med hende. Når hun kiggede på en, forstod man pludselig, hvorfor det overhovedet blev kaldt øjenkontakt. ”Bare rolig,” havde hun sagt, ”jeg hader ikke folk, jeg lige har mødt. Det er faktisk bare sjældent, at jeg hader folk.” Hun beroligede mig på en måde, jeg aldrig før havde været rolig. Hun fik mig til at blive i sengen, når jeg allermest bare havde lyst til at gå ud, og gøre det.

Nu sad vi alle til velkomsten den følgende dag, og hørte på forstanderinden, ja – byde velkommen.

Forstanderinden var en høj, spinkel dame. Hun havde mørkegråt hår, der sad stramt bundet, og hver gang hun åbnede munden for at snakke, bevægede den behårede vorte - der sad på hendes venstre kind - sig.  Hun havde intet behageligt blik. Alt ved hendes skreg bare konservativ, modbydelig og skadefryd. Med et kig på hende vidste man, at dette år ikke ville blive en dans på roser.

”Her på skolen lever vi efter nogle principper. Vi holder fast i traditioner og vi tager brug af metoder som vi ved virker. Vi sløser ikke med at overholde de faste reglementer, og vi tror på, at alle unge kan forbedres. Vi lærer jer, at opføre jer ordentligt. Vi lærer jer om manerer, og vi uddanner jer. Og hvis i ikke adlyder – vil i blive straffet.”

Ved det forvandlede atmosfæren sig i salen fra en doven, træt stemning – til en opmærksom og en smule angstfuldt en.

”Vi håber i vil få et storartet år her på Rydell,” sagde forstanderinde Churchill, og et forvrænget smil fremtrådte på hendes tynde læber. Smilet kunne ikke skjule den had, der optrådte i hendes stemme; som om hun for alt i verden, ikke ville os det bedste. Men tværtimod.

”Da i kom herind i salen, fik i alle sammen en folder. I den finder i regler, et kort over stedet og en liste med de arrangementer, der vil blive holdt i løbet af året.” I det samme kiggede alle ned på deres hvide folder, hvor der ikke stod andet end ’Velkommen til Rydell’, på forsiden.

”Jeg vil gerne bede jer alle om at bladre om på første side, hvor i vil se reglerne. Nu vil jeg ikke remse dem alle op, men jeg vil gerne fortælle lidt om dem,” sagde hun. Jeg åndede lettet op ved nyheden om, at hun ikke vil gå hele listen i gennem. Det ville komme til at tage hele dagen og aftenen med.

”Disse reglementer er til, for at skabe en tryghed her på Rydell. De er her for, at vi – både ansatte, men også indsatte – kan stå op om morgenen til vanefyldt hverdag.” Det faktum, at hun omtalte os som ’indsatte’, fik mig til at afsky hende endnu mere. Hvis hun havde så stort et problem med os, burde hun slet ikke være her. Og så da overhovedet ikke være forstanderinde.

”Regler som, at man skal møde op til timerne og til gruppeterapier håber jeg, at i tager som en selvfølge. Ellers har vi en hel del at arbejde med. Der er også forskellige regler, som hvornår man må befinde sig på det andet køns værelse og hvornår man ikke må. Regler om indtag af rusmidler og kontrol af indkøb, hver gang der er ture til byen. Brud på alle disse regler, vil der ikke blive set sløvt på. Tværtimod.”

Jeg sukkede højlydt.

”Nu vil jeg ikke kede jer mere med dette. I vil kunne finde listen her på jeres værelser og i alle klasselokaler. Nu vil jeg bede jer om at bladre om på den næste side, hvor i ser listen over arrangementer. Som i kan se, er der en lille velkomstfest i aften. Jeg understreger, at disse arrangementer ikke er til sære udskejelser eller mulighed for at… hoppe i kanen med andre unge. Man opfører sig anstændigt og ikke som en bande gorillaer. Eller i jeres tilfælde – svært belastede.”

Nu var alt bare væk for denne kvinde. Hvem fanden troede hun, at hun var?

”Når i ankommer i cafeteriet til spisning, skal i aflevere jeres mobiler og computere. Dem får i ikke brug for,” konstaterede hun.

”Hvad?” kom jeg til at udbryde. Men min lille stemme druknede med lethed i alle de andres højlydte brokkerier. Hvis hun overhovedet var det før, var hun ikke populær nu. Ord som sindssyg, magtluder og møgkælling blev slynget ud fra alle sider, og jeg kunne kun nikke mig enige. Igen – hvem fanden troede hun, at hun var?

”I vil få mulighed for at bruge skolens computere, og hvis i har billeder der skal printes ud, eller dokumenter som ledelsen skal have, skal det ske inden i træder ind i cafeteriet om fire timer. I må have en god dag.” Med de ord trak hun nogle skridt væk fra mikrofonen, og blev ledt om bag scenen af en vagt, der så meget større og mere frygtindgydende end alle de andre her på stedet.

”Hun kan da ikke bare tage vores ting, den møgluder,” lød det fra Adriana, der sad bag mig. Jeg himlede øjne af hende. Kylie vendte sig om mod hende og spurgte: ”Hvem skal du da have fat i, der ikke har en email adresse?”

”Det rager ikke dig, hvem jeg skal have fat i Kylie,” spyttede hun og rejste sig irriteret op. Hun var den første af os fire der gjorde det. En fyr med krøller, der egentlig bare lå i en rodet bunke på hendes hoved, sad ved siden af hende. Han sad også lige ud til mellemgangen og havde bestemt ikke lyst til at flytte sig, så hun kunne komme forbi.

”Undskyld mig, men dine fucking stænger af nogle ben sidder lidt vejen. Kunne det tænkes, at du kunne trække dem til dig?” Det lød egentlig ikke som et spørgsmål, da det kom fra hendes mund. Mere som en fornærmelse. Men fyren så ikke ud til at ville rykke sig.

”Har du da noget, du skal nå?” spurgte han. Han spurgte ligeså flabet som hun havde snakket, og jeg absolut elskede hendes misfornøjede ansigt, da det skete. ”Endnu en gang; hvad fanden rager det folk, hvad jeg skal og, hvad jeg ikke skal? Kan du fortælle mig det?” sagde hun surt.

”Måske vil jeg gerne have en grund, inden jeg flytter mig. Kan du fortælle mig den?” Han løftede provokerende det ene øjenbryn. Folk bag ham, Adriana og Sage var nu begyndt at blive irriterede over, at de ikke kunne komme ud.

”Måske har jeg ikke tænkt mig at give dig en grund, karlsmart,” sagde hun og lagde irriteret armene over kors. Jeg kunne lige forestille mig, at hun skulle ud og ryge, og at det var derfor hun blev så tøsesur over ham. Men jeg måtte da indrømme, at hvis det var mig han havde snakket sådan til, havde jeg nok også været sur.

”Jeg flytter mig stadig ikke,” konstaterede han og sendte hende et flabet smil. Adriana så ud til at tænke sig om lidt, hvorefter hun satte sig ned med et lumsk smil, så på ham og sagde: ”Det gør jeg heller ikke.”

Sage rullede med øjnene, og skubbede sig derefter frem og ud på mellemgangen. ”I er seriøst barnlige,” sagde hun, ”vil i to så med op på værelset. Jeg vil gerne gøre mig klar til den der ’fest’ i aften.” Hun gjorde det tydeligt, at hun satte fest i gåseøjne, ved at bruge fingrene til at vise det. Glad for, at hun viste interesse i, at hun ville bruge tid med både Kylie og jeg, sendte jeg hende et smil og svarede ja. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...