Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21863Visninger
AA

20. 17

Adriana Whitney Hayes

Jeg vågnede med en bankende pine i både mit hoved og min fod. Træt og dårlig som jeg normalt var efter at have drukket flere liter alkohol, gad jeg ikke så meget som at åbne øjnene, da jeg vågnede.

Men jeg bemærkede hurtigt at jeg ikke lå i min egen seng. Lugten af røg og cologne fyldte mine næsebor, fra den pude jeg havde mit hoved begravet i. Jeg var helt klart et vanemenneske når det kom til nogle ting, blandt andet at sove i min egen seng. Også selvom det bare var en hård madras på dette gudsforladte sted.

Fuck.

Minder fra i går aftes kom væltende ned over hovedet på mig som en kæmpe flodbølge og jeg huskede straks, hvorfor jeg helt præcis ikke lå i min egen seng og sov trygt. Billeder af Kylies døde krop, der hang fra loftet på vores værelse var tydeligere end minder fra tidligere den aften. Hvilket nok havde noget at gøre med, hvor fuld jeg var på de forskellige tidspunkter.

Hvad der dog stod klarest på min tidstavle, var den seddel Sage havde taget fra Kylie. Og det næste der kom skyllende ind som resterne af den kæmpe flodbølge, var skyldfølelse over, at hvis jeg havde været ved mine fulde fem, havde Sage ikke været den, der skulle tage sedlen fra Kylie.

Jeg var alt for fucking bange for, at det ikke var en tom trussel. Af alle på dette sted, var Sage den sidste, der skulle dø. Hun var her på grund af mig og allerede på det punkt, tyngede det mig så meget, at nu skulle det gå ud over hende igen. Hvorfor skulle de dårlige ting altid følge de mennesker med de bedste hjerter og intentioner?

En overvældende kvalme bragte mig ud af mine tanker og uden at tænke over, hvor ondt min fod egentlig gjorde, hoppede jeg ned fra sengen, for at komme ud på toilettet. Men min fod svigtede og før jeg vidste af det, lå jeg og vred mig i smerter på gulvet, frem for at sidde foran toilettet. Mens jeg lå og mumlede alle bandeord jeg kunne komme i tanke om, hørte jeg fodtrin, som kom min vej og at jeg derefter blev samlet op fra gulvet.

”Jeg gætter på, at du var på vej ud på toilettet?” lød Ashtons stemme i mit øre og jeg nikkede bare, ude af stand til at svare på grund af den voldsomme smerte i min fod.

Jeg havde svoret på min ti års fødselsdag, at jeg aldrig ville græde igen, efter mine forældre for niende gang i mit liv, havde glemt min fødselsdag. Og det løfte til mig selv var også det eneste, der holdte mig fra at klemme en tåre af smerte ud.

Endelig blev jeg placeret foran toilettet og jeg nåede lige akkurat at løfte brættet, før det hele væltede ud af mig. Der var ikke meget, mest mavesyre og vand, men det føltes som om det bare ikke ville holde op.

”Jeg drikker aldrig igen,” var de første ord jeg fik ud efter at have tvunget mig selv til at kaste op et par gange. Jeg sagde det ikke rettet til nogen, da jeg rent faktisk troede, at jeg var alene. Men da jeg løftede hovedet, indså jeg at Ashton havde stået og holdt mit hår hele tiden og i det vi fik øjenkontakt svarede han: ”Og jeg drikker dig aldrig fuld igen.”

”Løgner.”

”Svagdrikker.”

”Av av Irwin, jeg tror jeg skal have noget koldt efter den burn du lige kom med.” Jeg sendte ham et lille grin, tydeligvis tilfreds med min egen lille joke.

”Okay Hayes, men næste gang du bliver fuld og besluttet dig for at forstuve din fod, så skal du ikke bede mig om at bære rundt på dig konstant.”

”Gjorde du det?” Min øjne blev store. Som sagt var det ikke alt, der foregik i går aftes, som stod helt tydeligt på min lystavle. Og til min utilfredshed nikkede han bare bekræftende. Hvis der var en ting jeg synes var pinligt eller flovt, så var det, hvis man ikke kunne tage vare på sig selv. og det kunne jeg tydeligvis ikke på daværende tidspunkt.

”Hvad kan du egentlig huske fra i går?” spurgte han.

”Well, jeg husker kælderen, nøgen-Michael, Kylie, Josh. Det vi gjorde inden vi drak os fulde.” Det sidste sagde jeg, mens jeg bevægede mine øjenbryn op og ned, hvilket tydeligvis morede Ashton.

Jeg trak ud i toilettet og fik vasket mine hænder og skyllet min mund. ”Og at jeg var sød overfor Luke,” afsluttede jeg med en grimasse. Luke var en irriterende, lille (nej, monster høj), ikke-selvstændig mors dreng, der hele tiden havde gået mig på nerverne af den simple grund, at han ikke havde noget at brokke sig over, og alligevel gjorde det.

”Du var vist lidt mere end bare sød overfor ham.” Jeg havde vendt mig om, så jeg nu stod ansigt til ansigt med Ashton. Der var måske femten til tyve centimeters forskel på vores højde, så derfor så jeg op på ham, mens han så ned på mig. Rent fysisk talende selvfølgelig.

Hans ord fik min mave til at vride sig i pinagtighed.

”Jeg gjorde ikke noget, du ved… Noget med ham?” spurgte jeg tøvende, nok lidt bange for svaret.

”Altså i gjorde ikke noget, der lignede det vi to gjorde i går.” Jeg åndede lettet ud. ”Men du havde hele tiden armen om ham, kaldte ham sød og bad os andre undskylde, for at vi havde udpeget ham til at være den største bangebuks. Det var egentlig ret komisk.”

”Ugh.”

”Yeah, det var egentlig lidt synd for ham.”

”Hold dog kæft Ashton,” svarede jeg, men kunne ikke lade være med at smile en smule. Det var faktisk lidt komisk. Men på den anden side, var jeg temmelig flov over mig selv. Jeg vidste godt selv, at jeg blev alt for kærlig og sød når jeg blev fuld, men at jeg ville opføre mig sådan over for Luke var en helt anden sag.

En anden ting jeg var kommet i tvivl om, var hvad Ashton og jeg lavede i går aftes. Ashton var sjov og ballade, spændende og samtidig dybt fascinerende, men intet andet egentlig. Mit savn til Derek, der stadig sad fængslet hjemme i New York var ikke mindsket den mindste smule og på den ene side var jeg glad, da det bekræftede min kærlighed og hengivenhed for ham. Men på den anden side foruroligede det mig, hvor meget tid jeg brugte på at tænke på ham og savne ham. Den eneste måde jeg ville kunne glemme ham var, hvis jeg gik til Liam, men ham gad jeg heller ikke være afhængig af. 

”Er du færdig med at brække dig? Jeg skal faktisk tisse,” sagde Ashton i en hunsende tone. Han endte bare med at få et dask i baghovedet, hvorefter jeg trådte ud fra det lille wc, så han kunne klare det han nu skulle.

Da jeg humpede ind på værelset bemærkede jeg Sage og Josie, der sad ved siden af hinanden på kanten af Calums seng, mens Calum lå og sov ved siden af dem. Da jeg trådte ud fra toilettet så de begge op og Sage spurgte: ”Er din fod okay?”

Jeg valgte bare at trække på skuldrene, da jeg ikke rigtigt havde et ordentligt svar på det. På nuværende tidspunkt bekymrede det mig ikke så meget om, hvordan min fod havde det, men hvordan jeg i alverden kunne få en røntgenundersøgelse eller i det mindste en forbinding om den, uden at jeg ville afsløre for meget.

”Det er nok alligevel det mindste af vores problemer lige nu. Vi har et hængende problem inde på vores værelse, hvis i skulle have glemt,” mumlede jeg stille, mens jeg humpede hen til Ashtons uredte seng og satte mig på den.

”Hav dog en smule situationsfornemmelse Adriana,” vrissede Josie af mig.

Nøj, hvor jeg ikke gad hende lige nu. Den dunkende hovedpine hjalp ikke ligefrem på mit humør og Josie forstår ikke, at én af os bliver nødt til at tænke klart i den situation vi er havnet i.

”Josie du bliver simpelthen nødt til at tænke dig lidt bedre om. Mens i sidder her og sørger over Kylie, render hendes morder rundt på fri fod og vi har ingen som helst idé om, hvem det er eller hvor personen befinder sig. Vi bliver nødt til at gøre et eller andet, og det kan vi ikke, hvis du skal sidde der og spille hellige Maria.”

Jeg var klar til at få et tilbagesving af Josie før Calums stemme afbrød os. ”Piger, lad nu være med at skændes. Det hjælper ikke på situationen overhovedet.”

”Calum har ret. Vi bliver nødt til at fortælle det til Churchill -” Sage blev afbrudt af Josie, jeg selv og endda Ashton, der først lige var trådt ud fra toilettet.

”Hvad?”

”Det mener du ikke?”

”Du er fuldkommen sindssyg.”

”Hvad havde i ellers tænkt jer? At Kylie skal blive hængende? At vi skal slæbe hende ud og begrave hende om natten? Aldrig i livet.” Sages stemme var tydelig og bestemt, en ting man ikke ser hos hende til daglig.  Ashton var dog ligeglad.

”Sage, jeg er ligeglad med hvad du ikke har tænkt dig at gøre. Hvis du ikke er komplet dum, husker du nok, hvad vi fandt i cellerne nede i kælderen  og tro mig, jeg har ikke tænkt mig, at bruge hele mit liv på Rydell. Jeg har været her i fire år og jeg planlægger at slippe ud i løbet af det næste års tid. Hvis du ikke slæber hende ud og begraver hende en nat, fint nok. Jeg skal nok gøre det så.”

Vi var alle tavse.

Sage var min bedste veninde, og jeg støttede hende i alt hun gjorde, men jeg var bare ikke enig med hende i denne sag. Det ville være det rene selvmord at gå til Churchill, og som Ashton sagde, ville man ikke bruge resten af sit liv, spærret inde på det her sted.

”Okay. Lad os nu bare gå ind på værelset, og se tingene an. Vi skal alligevel være klar til i dag. Vi har intet tøj herinde, vi skal alle have et bad og måske en cigaret eller to,” foreslog jeg.

”Faktisk er det kun dig som –”

”Josie, hold nu kæft.”

”Hvorfor skal du altid snakke grimt til hende Adriana?” lød det omme fra Lukes seng. Nu var han og Michael også vågne. ”Du laver ikke andet end at snakke til hende som om, hun er en eller anden form for dyr, der er langt under dig.”

”Luke, jeg er godt klar over, at du er ved at gro nosser og alt det der shit, men lige nu er virkelig ikke et godt tidspunkt.”

”Hvornår er noget som helst et godt tidspunkt for dig, Adriana? Alt hvad du gør er at brokke dig;” sagde Luke, hvorefter der kom en fnys fra Ashton. Vi så alle over mod ham, jeg selv med et hævet øjenbryn. Var der noget, der var morsomt?

”Åh undskyld, jeg finder det bare en smule sjovt, at du ikke rigtig brokkede dig mens du sad på skødet af Luke i går aftes, men nu lader det som om, at Lukey har glemt alt om det.”

Ashton havde fået mig til at tabe underkæben og jeg havde da også givet ham et slag, hvis ikke det var fordi Sage havde rejst sig op og meddelte, at hun syntes vi skulle gå ind på vores værelse.

Og eftersom Ashton havde besluttet sig for at opføre sig som en idiot i dag, tilbød Luke at bære mig ind på værelset, ved at hoppe op på hans ryg. Sage ledte vejen, med Luke og jeg bag hende og derefter kom Josie.

Men da vi kom ind på værelset var der ingenting. Ikke et eneste spor af Kylie. Intet reb i loftet, ingen seddel liggende på gulvet, ingen krop. Men det var ikke sådan, at værelset så ud, som det gjorde før. Alle hendes ting var væk. Hendes kuffert med tøj, hendes tykke bog om clairvoyance, alle hendes blå og lilla sten, der lå på hendes natbord og selv den lille plakat med Bill Withers, som hun havde hængt op, da jeg havde annonceret, at det var nederen, at hænge plakater op.

Jeg mærkede min mave trak sig sammen, og jeg vidste med det samme, at det ikke var fordi jeg skulle kaste op på rund af tømmermænd. Det var rædslen for, hvad der nu kom til at ske.

*  *  *

Da der var ved at være aftensmad, lød der et bank på vores dør. Jeg skyndte mig at kaste den cigaret jeg havde i hånden, langt pokker i vold inden Josie gik hen for at åbne døren. Vi tre piger havde valgt at bruge lidt tid for os selv på vores værelse.

Ind af døren kom en stor vagt, med en taske over skulderen og kuffert slæbende efter sig. Tanken om, at vagten skulle flytte ind på vores værelse strejfede mig ikke på et eneste tidspunkt, da jeg lagde mærke til, at på kufferten var der sat en masser mærkater og klistermærker på, og tasken var en babylyserød farve.

”Undskyld, men hvad sker der?” spurgte Sage vagten.

”I piger kan se frem til en ny værelseskammerat,” var det eneste vagten fortalte os, før han gik ud fra værelset og lukkede døren efter sig. Josie og jeg fik øjenkontakt og for en gangs skyld, rullede vi hverken øjne af hinanden eller sendte den anden et misbilligende blik. Josies ansigtsudtryk var fyldt med forvirring og ikke mindst rædsel og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg så ud lige sådan. Tankerne fløj gennem hovedet på mig og vagtens udtalelse gjorde ikke ligefrem rede på nogle af de tanker.

Der lød en lille melodi over højtalerne – som jeg havde bemærket hang rundt på gangene og blandt andet i klasseværelserne, men der ikke havde været i brug nu – hvorefter Churchills raspende stemme kunne høres på hele Rydell.

”Godaften elever. Normalt serveres aftensmaden halv syv, men til aften bliver den forsinket med femten minutter. Jeg vil bede jer alle gå ned i cafeteriet og tage plads. Der er sket noget frygteligt i nat på Rydell.”

Melodien lød igen for at signalere om, at Churchill nu var færdig med at snakke.

Mit hjerte løb af sted, og jeg havde det som om det kunne hoppe ud af min mund hvert sekund det skulle være, så langt oppe i min hals sad det. ”Vi er dødsdømt,” sagde Sage, tydelig panikslagen. Hun lignede en, der kunne få et anfald hvert øjeblik det skulle være.

”Sage, det ved vi ikke. Lad os nu bare… Lad os tage tingene som de kommer, okay?”

Josie skulle lige til at argumentere for, hvorfor vi ikke skulle følge min plan, men jeg sendte hende et blik og hun lod straks sine tanker være for sig selv. Og med det besluttede vi os for at smutte ned i spisesalen for at høre, hvilke problemer vi var havnet i.

*  *  *

Nede i spisesalen havde de fleste allerede taget plads, og der var en summen af snak og nysgerrighed, der i bund og grund handlede om Churchills meddelelse over højtalerne. Jeg opdagede ikke, at Sage og Josie var smuttet hen til Michael, Calum og Luke før jeg stod helt alene ved indgangen. Mine ben bevægede sig hurtigt hen for at tage plads ved siden af Michael, der tydeligvis stadig ignorerede Josie.

Lige inden Churchill stillede sig op et opstillet podie, tog Ashton plads over for mig.

”Godaften børn. Jeg er frygtelig ked af at vi skulle mødes på denne måde, men i er nødt til at få sandheden om nattens hændelser. I nat er to elever nemlig blevet dræbt.” Der lød gisp rundt omkring i hele salen. Churchill så irriteret ud. Hun brød sig vist ikke om at blive afbrudt.

”Ro tak! Vi beklager utrolig meget at i får besked nu, men vi er blevet nødt til at kontakte de to elevers forældre, og en efterretningstjeneste har været rundt på skolen hele dagen. De to elever Kylie Lancaster og Josh Smith. Enhver der har brug for at snakke om tabet af disse unge mennesker er velkommen til at snakke med deres gruppeterapeut om det. Og hvis nogen har den mindste smule information omkring, hvad der er hændt i aftes, er i velkommen til at stille på mit kontor efter maden.”

Jeg var overbevist om, at hun udelukkende snakkede til os syv. Hendes øjne syrede af had og alt hendes opmærksomhed var fokuseret på os.

”Rydell er et utroligt eftertragtet sted, hvilket gør det naturligt at der allerede er to nye elever klar til at flytte ind her. Piger og drenge, jeg vil gerne byde jer velkommen til jeres nye kammerater,” sagde hun med en hånd, der gestikulerede mod indgangen til spisesalen.

”Det ser ud som om vi får at se, hvem vores nye roomie er.” Jeg havde knapt færdiggjort min sætning før Michael udbrød: ”No way.”

Ind kom en høj blond pige, iført et bordeauxrød jumpsuit og et par sorte Adidas sko.  Hendes hår var sat op i en simpel hestehale og på tråds af hendes flotte ydre, lignede hun en der ikke havde sovet i flere dage. Eller i hvert fald bare en, der ikke havde fået en ordentlig nat søvn i lang tid.

Men jeg havde ikke lang tid til at beundre hende før min kæbe faldt til jorden og min hjerte begyndte at hamre derudaf. Ind af døren kom Derek valsende ind. Han gik med hovedet højt og bevægede sig målrettet hen mod Churchill, hvor blondinen også havde taget plads.

Min højre hånd dækkede for min mund, forhindrede den i at udstøde nogen form for underlige eller høje lyde. Jeg fik øjenkontakt med Sage, der så præcis lige så overrasket ud som jeg sikkert selv gjorde.

”Jeg troede han var i... – ” begyndte hun. Jeg nikkede,” også jeg.”

”Der vil blive holdt en mindehøjtidelighed i morgen tidlig, hvor morgentimerne vil være aflyst. Jeg håber i to kommer til at nyde jeres tid på Rydell. Jeg er sikker på, at jeres nye værelseskammerater vil vise jer op til jeres værelser, efter maden.” Og med de ord vendte hun sig om, trådte ned fra podiet og forsvandt herefter ud af kantinen.

Derek og blondinen stod og så en smule fortabte ud oppe på podiet. Jeg fik øje på Liam, der havde rejst sig og var på vej hen til dem. Åh nej… Derek skulle være Liams nye værelseskammerat. Jeg fik rejst mig på samme tid som Michael og vi styrtede begge derop. Det var som om jeg fløj af sted og før jeg vidste af det, stod jeg oppe på podiet med armene, der hang rundt om Derek. Jeg knugede ham lige så tæt ind til mig som det var muligt. Hjemveen strømmede i gennem mig i det samme jeg havde set det. Ikke fordi jeg havde andre i New York end ham i Sage. Men jeg havde trods alt New York.

Han smålo da jeg nu havde stået her i mere end ti sekunder og vi sikkert tiltrak os en hel del opmærksomhed fra hele salen. Men da jeg endelig fik trukket mig væk kunne jeg se, at vi ikke var de eneste der var blevet genforenet. Michael stod med armene rundt om blondinen og knugede hende ind til sig som om hun kunne forsvinde hvert sekund det skulle være.

Liam så sit træk for at introducere sig for Derek i det jeg trådte tilbage, og så kørte snakken ellers mellem dem. Min hånd holdte fast i Dereks, da jeg ikke ville have ham til at gå med Liam, men derimod med mig. Og så også fordi jeg ikke havde set min kæreste i så lang tid.

”Jeg glæder mig i hvert fald til at lære dig bedre at kende. Nu kommer vi jo til at have Adriana gående hele tiden og ikke bare et par gange om ugen,” sagde Liam med et drillende smil. Jeg sendte ham et irriteret blik. ”Hvor er du bare sjov, haha. Kom nu Derek.”

Jeg fik trukket ham med hen til de andre efter at have givet Liam et lille (hårdt) spark over skinnebenet på vejen væk fra ham. Vi kom hen til de andre og Sage rejste sig straks op og gik hen for at give Derek et knus.

”Hvad i alverden laver du her?” spurgte hun ham, efter de havde trukket sig ud af krammet.

”Retten mente ikke det var klogt at sætte mig på gaden igen, så de sendte mig hertil. Det var vist din mor, der snakkede med en jurist eller noget omkring det.”

”Min mor?” Sage så forvirret ud.

”Yeah, hun mente det ville gøre mig godt. Og i er her jo.”

”Din mor er sgu alligevel ikke så dum, hva?” sagde jeg med et lille smil på læben.

”Har i tænkt jer bare at stå der, eller rent faktisk introducere os for jeres ven?” Ashtons stemme lød bitter, og hans blik var rettet mod døren. Jeg hævede et øjenbryn af ham som han efter nogle sekunder fik set.

”Okay, ehm… Derek, ham den bitre med dårlig attitude er Ashton. Blondinen der er Luke, Calum sidder dér. Det er Sages lille lover. Og lille frøken too-good-for-everything lige her er Josie. Ham der styrtede op på podiet sammen med mig er Michael,” jeg så op på podiet, hvor Michael og blondinen stod og snakkede. Jeg vendte mig mod de andre igen.

”Det her er Derek. Min kæreste.”

Et lavt fnys lød fra Ashton, men jeg lod det ligge. På en eller anden måde var min aften lige blevet god, og det havde jeg ikke i sinde at ødelægge bare på grund af, at Ashton ville diskutere.

”Tag plads Derek. Fortæl os lidt om dig selv,” sagde Luke med et indbydende smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...