Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21875Visninger
AA

19. 16 part 2

Sage Angelique Crow

 

Jeg havde aldrig været mere bange for at blive opdaget i noget, end ved at snige mig ned i kælderen for at hente Michael. Ashton havde fortalt alt for mange historier om Churchill og hvad hun kunne finde på at straffe med. Jeg var hunderæd for, at dette ville komme til at bide mig i røven.

Det var Josies opgave at distrahere vagten. Hun skulle komme løbene ind fra festsalen for og fortælle vagten, at der var opstået en brand og de manglede vagter til at eskortere alle folkene ud derfra. Branden var påsat af Ashton, og det var en mulighed for at skabe panik og kaos, så vi ubemærket kunne liste os ned i kælderen.

Og sådan foregik det.

I det sekund vagten var ude af syne, løb vi hen ad ledelsesgangen og hen til døren. Det var Lukes job at holde øje med, om der kom nogle. Ikke for at advare os, det havde han nemlig ingen mulighed for, men for at distrahere dem og forhåbentlig få dem væk fra kælderen.

Vi nåede hen til kælderdøren og kom hurtigt ind af den. Jeg lukkede den, da jeg kom sidst ind og kunne nu allerede mærke, hvor koldt der pludselig var blevet. Lyset blændede mig i de første sekunder efter Ashton havde tændt det, men jeg fik hurtigt vænnet mig til det.

”Der er et par ting i skal vide,” sagde Ashton til os, mens han førte vejen frem, ”nummer et er, at det er lidt mere end bare en kælder. Rydell blev grundlagt for flere hundrede år siden og hernede er der underjordiske gange, torturkamre og fangeceller. Hvilket fører os til nummer to: hvad end i ser, hører eller føler – så må i ikke skrige. For guds skyld aldrig skrig hernede. For så kan jeg ikke hjælpe jer.”

Hans ord satte sig fast hos os alle.

Vi fortsatte ned af de kolde gange og for hvert skridt jeg tog, blev væggene, loftet og gulvet mere og mere ulækkert. Temperaturen blev ved med at falde og for første gang mens jeg havde været her, tog jeg mig selv i at fryse.

Edderkoppesind hang i hvert hjørne og krog, støvet samlede sig og hang i lange tråde ned ad væggen og ned fra loftet, og gulvet lignede noget, der kunne knække sammen under os hvert sekund det skulle være. Ashton blev ved med at tænde og slukke stikkontakter, i den rækkefølge han havde fortalt os om oppe på værelset. Da vi havde gået i omkring fem minutter begyndte den lange tunnel at brede sig og jeg begyndte at kunne se tremmer lidt længere forude.

Vi passerede de første, hvor det eneste man kunne se var inde i cellerne var senge uden madrasser, men med remme til at spænde hænder og ben fast. Jeg mærkede hurtig Calums krop på mig ryg og jeg indså, at jeg måtte have trukket mig mod ham, højst sandsynlig for en form for tryghed.

”Holy shit,” hørte jeg Adriana sige oppe foran. Hun gik sammen med Ashton og havde holdt i hans hånd hele tiden, men havde nu trukket den til sig og sat den op for munden i stedet. Rædslen var tydelig at se i hendes øjne, idet hun kiggede ind i nogle af cellerne.

Og med god grund.

For da vi passerede den første celle med et menneskeskelet var jeg så tæt på at skrige, at Calum måtte holde en hånd for min mund, med de intentioner om at stoppe mig, ”Hvad fanden er det her for et sted?” hviskede jeg, uden jeg egentlig søgte et svar på mit spørgsmål.

”Hvor langt endnu?” spurgte Calum.

”Lige rundt om hjørnet,” lød det oppe fra Ashton. Hjørnet var der kun omkring ti meter hen til og det fik mig til at ånde lettet ud. Jeg ville bare ud herfra så hurtigt som muligt, og desto tættere vi kom på Michael, desto tættere kom vi også på at komme væk.

Ashton slukkede lyset i den gang vi lige havde været i, og tændte derefter rundt om hjørnet, så vi kunne se, hvor Michael befandt sig henne.

Vi skulle ikke gå langt før Michaels røde hår kom til syne og jeg kunne endelig slippe det åndedrag jeg havde holdt på fri.

”Hvad fuck har i gang i?” lød det fra Michael, da han så op på os.

”Vi redder dig, kom så,” svarede Ashton ham, og åbnede med lethed celledøren. Jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen døre, der var låst. Det hele virkede bare alt for nemt. Jeg fór sammen af ren forskrækkelse, da fulde Adriana brød ud i grin og pegede på Michael.

”Hvad fanden er det du har taget på?” grinede hun. Han himlede øjne af hende, rejste sig fra gulvet og gik ud af cellen. ”Det jeg har taget på, er sådan set grunden til, at jeg er havnet her,” svarede han irriteret. Han lød dog ikke sur eller provokeret. Jeg tror bare han inderst inde var glad for at se os. og for at være helt ærlig, så var jeg også glad for at se ham og at han stadig var i live.

”Er du fuld eller sådan noget?” spurgte han Adriana. Hun rystede bare på hovedet og så lige pludselig chokeret ud. ”Hvorfor er det, at alle tror det? Jeg er ikke fuld.”

”Hun er meget fuld,” informerede jeg Michael om og han nikkede bare. Adriana havde aldrig været sød ved Luke, hvis hun ikke var fuld og hun havde aldrig klædt sig ud som Josie, hvis hun ikke var fuld.

Jeg skulle til at spørge Ashton, om vi ikke skulle se at komme ud herfra, men et skrig fra Kylie fik mig på andre tanker. Kylie var faldet sammen på gulvet under hende og hun lå og råbte og skreg og sparkede ud til højre og venstre.

Fuck.

”Hvad har hun gang i? Kylie hold kæft! Jeg sagde du skulle være stille,” kommanderede Ashton og jeg skulle til at skælde ham ud for at være så uforstående, men jeg indså hurtigt, at selvfølgelig forstod han intet. Det var kun os piger, der havde overværet Kylie få sådan en anfald tidligere inde på værelset.

”Det… Sker… Snart!” hørte jeg hende skrige imellem hendes hurtige vejrtrækninger. Pludselig begyndte lyset at blinke og jeg vidste, at der var noget galt. Der var en grund til, at Ashton bedte os om ikke at skrige.

”Løb.”

”Hvad?”

”LØB!”

”Kylie kom nu, du skal løbe,” bedte jeg hende, men hun havde ikke hørt mig og Calum havde allerede taget fat om livet på mig og trukket mig med. Der gik ikke mange sekunder før lyset svigtede fuldkommen og vi kunne intet se. Det stoppede os alligevel ikke fra at løbe efter vores stedsans.

Pludselig hørte jeg Adriana skrige og jeg væltede hurtigt omkuld efter at have faldet over hende. ”Hvorfor fuck har Josie også sådan nogle høje stiletter!” hørte jeg hende udbryde. Jeg fik hurtigt rejst mig igen, og hjulpet min bedste veninde på benene, men Adriana var fuld og kunne ikke gå og jeg var ikke stærk nok til at bære hende.

”Ashton? Ashton!” kaldte jeg i et desperat forsøg på at få Adriana ud herfra.

”Hvad nu Sage?” hørte jeg ham.

”Jeg kan ikke bære hende, vær nu sød at hjælpe.”

Jeg hørte ham sukke højlydt, men jeg vidste at han havde taget Adriana op, da jeg ikke kunne mærke hendes hånd i min længere. Jeg hørte Calum, der sagde jeg skulle begynde at løbe igen og jeg fandt frem til hans kolde hånd, så jeg ikke ville miste ham. Calum betød så meget for mig og han var en af de personer, jeg slet ikke ville miste.

Lettelsen tog over, da jeg så Ashton åbne døren og jeg endelig kunne se lys fra selve skolen. Vi nåede fem ud fra kælderen. Kylie var ikke en af dem. Det så ud til at slå os alle ud. Heldigvis var der ingen på gangen, og jeg kunne se Luke stå med ryggen til os for at holde øje med folk. Vi listede hurtigt og lydløst forbi Churchills kontor og nåede endelig frem til Luke. Da han fik øje på Michael smilede han stort og trak ham ind i et kram.

”Jeg troede aldrig jeg skulle blive så glad for at se dig, mand.”

De trak ud af krammet og mens Michael tog sit upassende kostume af (hvilket nok var temmelig smart, så han ikke tiltrak sig opmærksomhed fra flere ansatte), tog Luke et kig rundt på os andre.

Hans blik vandrede fra Calum og mig, der stod med hænderne om hinanden, hen til Ashton, der stadig bar Adriana og så på Michael igen. Han kom med spørgsmålet som ingen af os havde et fornuftigt svar på. ”Hvor er Kylie?”

Ingen af os svarede.

Og heldigvis spurgte Luke ikke mere ind til det, men nikkede bare kort og tog så en dyb indånding. ”Josie er inde i cafeteriet og blander sig med mængden. Jeg ville sige, at vi burde gøre det samme.”

”Han har ret,” sagde Ashton, ”vi skal være blevet set af alle de andre, ellers virker det for mistænkeligt, hvis Churchill får færten af noget og ingen har set os. Bortset fra dig Michael. Det er ikke meningen, at du skal blive set. Så jeg foreslår, at du går op på værelset.”

Så vi blandede os med mængden. Halvdelen var maskerede, så man kunne ikke se, hvem der var hvem. Calum, Luke, Josie, Michael, og jeg fandt vej hen til maden, og det var først da jeg fik den første bid ind i munden, at det gik op for mig, hvor sulten jeg egentlig havde været.

Ashton havde rakt en arm indover mig, for at tage to sodavand og gå hen til et bord, hvor Adriana sad placeret. Ashton havde overrasket mig flere gange her til aften og også bevist, at han ikke var så egoistisk som han gav udtryk for. Han hjalp med at få Ashton ud fra kælderen selvom det var alt for farligt, og han bar Adriana, da hun ikke selv kunne gå.

Jeg var bare glad for, at han ikke havde efterladt hende dernede.

Jeg vil aldrig nogensinde ned i den kælder igen. Jeg svor mig selv, at jeg aldrig ville gå derned igen og det løfte havde jeg tænkt mig at gå i gennem med. Ikke at jeg troede det ville blive den største udfordring; jeg har aldrig været den, der søgte balladen. Balladen var på en eller anden måde altid kommet til mig.

”Det er ret ironisk, er det ikke?” lød det stille fra Calum. Vi havde alle været stille i et stykke tid nu. ”Hvad er?” spurgte Luke ham. Men jeg havde godt på fornemmelsen, hvad han ville sige. Jeg havde tænkt det selv.

”At alt det her skulle ske på Halloween. Og mens resten af Rydell har det sjovt med skræmmende masker og uhyggelige lyde, så har vi selv lige oplevet dem på et ikke så sjovt niveau. Det hele virker bare så… Planlagt.”

Og det virkede virkelig planlagt. Det værste af det hele var, at vi kunne ikke anmelde det til nogen. Vi blev nødt til at holde det for os selv og håbe på, at vi kunne slippe af sted med de regler vi lige havde brudt.

”Måske skulle vi bare gå op på værelserne. Jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke i det bedste humør til at feste lige nu,” foreslog jeg og de andre nikkede sig enig i min idé. Jeg fandt min vej hen til Adriana og Ashton.

”Vil i med op på værelserne?”

”Yeah… Jeg tror jeg skal ligge ned med den her fod,” lød det fra Adriana, der ikke lød så fuld længere.

”God idé,” svarede jeg hende, hvorefter jeg hjalp hende op og stå, så hun kunne halte af sted med støtten fra min kropsvægt.

”Det er okay, jeg skal nok tage hende,” sagde Ashton roligt, og jeg slap mit tag om min bedste veninde, så han kunne tage hende op i brudestil. Hun lænede sit hoved mod hans brystkasse og holdte fat ved hans nakke og skuldre.

Jeg fulgte stille efter dem, ud fra hovedbygningen og hen mod sovesalene. Klokken var halv ni, solen var gået ned og man kunne nu for alvor mærke, hvor lang en aften det havde været. Jeg trængte bare til at komme op og sove, og for en stund glemme alt, hvad der var sket til aften.

Og jeg ville da også have dumpet direkte ned i min hårde seng, hvis ikke Ashton (der stadig bar Adriana) og Josie havde stået i vejen i døråbningen. Josie faldt gispende til jorden, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Ashton havde sluppet taget om Adriana, der ville have faldt ned til Josie, hvis ikke hun havde taget fra på hendes raske fod.

Og da jeg kom hen til døren var det, det værste syn jeg nogensinde havde oplevet, der mødte mig. Jeg mærkede min mave sno sig sammen og tårerne presse på. Jeg fik en pludselig trang til at kaste op, men intet kom ud.

Værelset stod i mørke. Månelyset skinnede udenfor, men det skinnede ikke i gennem til værelset. Lige netop dette værelse lå i absolut mørke, og det var ikke grundet at gardinerne var trukket for. For det var de nemlig ikke.

Det var Kylies døde krop, som hang fra loftet, der forsagede mørket.

Min første tanke var at løbe. Løbe fra Kylie, løbe fra værelset, løbe fra Churchill, løbe fra Rydell. Men min første tanke blev hurtigt overskygget af frygt og bekymring, da jeg så en seddel, der sad fast i kanten af kraven på min mors kjole.

Min første indskydelse var et selvmordsbrev. Men hvordan i alverden kunne Kylie komme fra kælderen herop til, uden vi anede det? Sagde Ashton ikke selv, at man var dødsdømt, hvis man skreg? Blev Kylie ikke liggende på jorden, da vi andre løb?

Jeg brændte efter at få svar på mine spørgsmål, og det førte mig skridt for skridt hen til min afdøde værelseskammerats hængende krop.

Jeg blev nødt til at stille mig på tæer, støtte mig til hendes kolde, slappe arm og strække fingerspidserne for at kunne nå papiret. Og det var en handling, jeg aldrig skulle have udført. For på sedlen var der ikke en besked fra Kylie.

Den første, der rører pigen, er den næste, der vil ryge.

Da det slog mig, at jeg var den første til at røre hende, tabte jeg sedlen på jorden og tog mig for munden. ”Åh gud,” udbrød jeg panisk. Adriana haltede - så hurtigt hun kunne – hen til mig, tog sedlen op og læste den. Hendes blå øjne blev store i det hun løftede blikket fra sedlen og fik øje på mig.

Hun sagde ikke noget, men jeg vidste hvad hun tænkte. Hun var i gang med at udtænke både scenarier på, hvordan jeg kunne dø, men også hvordan hun kunne stoppe mig fra at dø. ”Kom,” sagde hun efter et minuts stilhed, trak mig i armen og førte os ud fra værelset. Derefter hev hun Josie op fra gulvet, lukkede døren til værelset og informerede Ashton om, at vi sov på deres værelse i nat.

Ashton nikkede bare på hovedet, lagde en arm under Adriana som støtte og gik så ned af den lange gang med de 44 værelser på. Men endnu en gang stoppede de ved et værelse. Liams værelse. Og da jeg nåede derhen mødte et forfærdeligt syn mig.

Josh, Liams værelseskammerat, hang på en stol. Med et stort åbent sår henover hans strube og hvad der højst sandsynligt var hans eget blod, stod der på hans nøgne overkrop

Han var nummer to.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...