Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21857Visninger
AA

17. 15

Michael Gordon Clifford

Et liv på Rydell var ikke noget at råbe hurra for. Hver dag var en gentagelse af den forrige og det hele kørte på rutine. Det var svært ikke at kede sig. Jeg var vant til et liv med flugt fra politiet, et liv i slummen og et liv med en helt anden gruppe mennesker, end dem jeg var sammen med nu. Det eneste jeg så frem til, var turene ud til byen. Og efter et par gange blev selv dét kedeligt. Man følte sig meget alene her, for selvom man skulle tro, at man sagtens kunne skabe en masse venner og bekendtskaber på et sted med mange mennesker, så var det de færreste, der rent faktisk var interesseret i at snakke med en.

Der var gået en måned og vi var stille gået hen i oktober måned. Det var stadig varmt som bare fanden og folk, der kom fra køligere steder end Australien valgte enten at brokke sig over varmen, eller at elske den. For eksempel Sage og Adriana. Sage beklagede sig sjældent i den tid jeg havde kendt hende, men jeg havde alligevel hørt hende og Josie snakke en dag omkring, hvor meget hun savnede efteråret hjemme i New York. Selvfølgelig havde Adriana afbrudt samtalen og fortalt hende, at det bare var fedt man ikke skulle trække i den varme tøj.

Men nu hvor folk havde oplevet byen (bortset fra Adriana, den lede heks), så de i øjeblikket frem til noget andet. For det første var det den enogtredivte oktober. Halloween var, chokerende nok, en højtid de fejrede her på Rydell. Det leder os så frem til den anden ting folk glædede sig til: en tur til Sydney. Sammen med en masse vagter og sikkerhedsfolk, kunne man få lov at tage med ind til den store by, for at købe kostume til allehelgensaften.

Præcis som for, at man kunne komme ind til landsbyen, skulle man have sine forældres tilladelse til at komme til Sydney. Hvilket var et stort problem for en hel del på Rydell. Hver dag op til turen kunne man høre folk hviske omkring, hvor svært mon det kunne være at forfalske en tilladelse. Josie, der stadigvæk ikke var fyldt 18, men havde sine forældres tilladelse, havde fortalt mig, at det var noget Rydell havde snakket med forældrene om, inden året her startede. Derfor ville dem, der var interesseret i en forfalsket tilladelse, ikke være i stand til at gennemføre det.

Heldigvis var jeg fyldt atten og var ikke under nogens varetægt længere, hvilket betød, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Eller ikke helt, men næsten. Jeg havde aldrig kunne lide, at skulle bede om tilladelse til noget, og derfor var det også en lettelse, da jeg fyldte atten og børnehjemmet smed mig ud. Godt nok havnede jeg ikke i en heldig situation, men i det mindste tog jeg vare på mig selv og behøvede ikke at læne mig mod andre for at få deres accept og støtte. Det viste sig jo også nemlig at være totalt forkert af mig at gøre det med banden.

Josie kom ind på vores værelse dagen før turen for at høre, om jeg skulle med derind. ”Det ville ikke være det samme, hvis du blev hjemme,” havde hun sagt. Jeg havde da også fortalt hende, at selvfølgelig tog jeg med. Det var dog bare ikke fordi hun også skulle derind, og at vi kunne gå og holde i hånd. Netop det havde jeg slet ingen intentioner om at gøre med hende. Jeg var udmærket klar over, at det jeg følte for Josie var ren og skær tiltrækning og absolut intet andet. Jeg vidste godt, hvordan kærlighed føltes som og jeg følte det ikke for hende.

Luke havde sagt til mig flere gange, at jeg ikke kunne være det bekendt bare at bruge Josie på den måde, samtidig med hun fik flere og flere følelser for mig. Jeg havde fortalt ham, at det ikke var mit problem, at hun ikke kunne stå for mig. Selvfølgelig var det nok det dummeste og mest røvhul-agtige jeg overhovedet kunne finde på at sige. Og ja, jeg kunne vel godt have pakket det lidt pænere ind, men inderst inde var det præcis sådan jeg havde det.

Adriana var trådt ind på vores værelse, da Luke konfronterede mig med sagen og hendes svar til det hele var, at jeg bare skulle fortsætte, hvad jeg havde gang i. Jeg havde fundet ud af, at Adriana ikke snakkede særlig pænt til folk med en god opvækst. Det var noget jeg havde konkluderet, da Luke fortalte om hans liv hos hans mor, far og to brødre. For mig lød det som en perfekt kernefamilie. Det samme med Calum, der havde en søster og boede med sin mor og far. Jeg kan ikke en gang huske, hvordan det føltes at have en familie.

Både Luke og Calum boede i Sydney med deres forældre og havde endda ringet og fortalt dem om, at de fik lov at tage ind til Sydney, men at de desværre ikke kunne mødes, da turen udelukkende bestod af, at handle kostume. Ingen familieforetagende, ikke noget med at mødes med venner. Vi skulle jo nødig glemme, at vi stadig var spærret inde i deres lille fængsel.

Men her sad vi så; i en bus, der lige akkurat var kørt ind i centrum af byen. De, der aldrig havde befundet sig i Sydney på noget tidspunkt af deres liv kiggede ivrigt fra højre til venstre, for at få et glimt af det hele. Jeg var personligt fuldkommen ligeglad med skyskrabere, operaen og Harbour Bridge. De ting var ligegyldige for mig, det var ikke de ting jeg kendte til. Det var undergrunden jeg kendte til. Og det skulle vi ikke et smut forbi.

”Lidt vildt, at vi ikke har nogen forbindelse til noget udenfor Rydell, men vi må gerne tage en tur til centrum af Sydney for at købe et kostume til Halloween, synes du ikke?” spurgte Luke, der sad placeret ved siden af mig. Der sad to vagter foran os og to vagter bag os. Man skulle tro, at vi var et par storkriminelle, der skulle transporteres fra et højsikret fængsel til et andet. Men det var ikke kun ved Luke og jeg. Sådan var det i hele bussen, hvor der foran sad to vagter, dernæst to ’indsatte’, så to vagter og sådan fortsatte det.

”Det er lidt latterligt jo,” svarede jeg ham med et lille smil. Jeg havde ladet Luke sidde ved vinduespladsen selvom jeg kom først, igen fordi jeg var fuldkommen ligeglad med skyskrabere, Habour Bridge og Operaen. Ved siden af os sad Sage og Calum. Sage tog ikke øjnene fra udsigten over byen og Calum tog ikke øjnene af hende.

Han var så whipped, tænkte jeg.

”Psst, Calum,” hviskede jeg og lænede mig samtidig en smule hen mod ham. jeg vidste, at hvis jeg stak hovedet ud fra sædet og på midtergangen, ville en af vagterne sige noget. Calum hørte mig dog heldigvis og lod modvilligt sit blik vandre fra Sage til mig. Han løftede et øjenbryn som for at sige ’hvad?’

”Hvis du nu tog et billede af hende, ville det holde længere.”

”Michael din idiot, jeg troede det var vigtigt,” stønnede Calum irriteret.

”Hey! Alt, der kommer fra mig er da vigtigt?”

”Egentlig ikke, mate. Det mest er bare ’bryster, røv, røv, røv, bryster, bryster, røv, bryster’. Ind i mellem kommer der noget vigtigt, men nah.” Calum smilede kækt til mig og jeg rullede bare øjne af ham.

”Jeg informerer dig bare om, at du ikke ligefrem virker som en helt normal kæreste, når du sådan glor på hende hele tiden.”

Calum tog et hurtigt kig på Sage, der stadig var ligeså optaget af at kigge ud på byen som før. Derefter så han på mig igen. ”Vi er ikke, ehm.. Du ved.” Mine øjne spærrede automatisk op, da jeg lagde to og to sammen.

”Virkelig? I var all over eachother den første uge. Man skulle tro, at når der var gået en måned, ville du have spurgt hende allerede.”

”Jeg ved det, jeg er bare… Glem det. Det er bare ikke sket, okay?”

”Hvis du siger det.” Og med de ord, vendte jeg mig mod Luke, der ikke sad og kiggede ud af vinduet længere, men i stedet havde hans blik på mig. Han lignede en, der havde en kamp med sine egne tanker. Han havde en rynke mellem panden og kiggede lidt rundt på mit ansigt, men aldrig ind i mine øjne.

”Hvad?” spurgte jeg efter et minuts tid, hvor jeg var ved at blive utålmodig. Jeg vidste han ville sige noget, han skulle bare komme ud med det.

”Han er bange. Calum, altså. Han havde en kæreste og ja… Det endte ikke just godt. Det gik meget hurtigt og han kom virkelig langt ud på et tidspunkt. Bare… Du må ikke presse ham til noget, okay? Jeg har set det hele.”

På en underlig måde, ramte Lukes ord mig hårdt. Jeg havde (så egoistisk som jeg så var) aldrig tænkt tanken, at der lå mere bag Calums historie, end hvad han gav udtryk for. Calum havde før fortalt, at hans forældre sendte ham hertil, så han kunne få styr på nogle ting og jeg var naturligvis bare gået ud fra, at han måske opførte sig lidt for meget som en teenager nu gør. Sådan lidt som jeg selv måske var. Det havde ikke faldet mig ind, at der lå mere bag hans historie end dét, og jeg begyndte pludselig at få nogle ubehagelig tanker omkring mig selv og min egoisme. Måske skulle jeg virkelig begynde at tænke lidt mere på andre.

Og det første, der faldt mig ind med hensyn til den tanke, var at spørge Luke: ”Hvorfor er du her egentlig?” For Luke havde jo aldrig rigtig fortalt, hvorfor han var her. Eller måske havde jeg ikke hørt efter? Heldigvis fik jeg afkræftet det, da han svarede med et lille smil.

”Det er faktisk ret latterligt. Synes jeg selv i hvert fald. Men hvem synes ikke det? Jeg har ikke rigtig snakket om det, for ja… I alle har så meget historie at fortælle: hvor hård en barndom i har haft eller, hvor langt ude man har været eller, hvor fucked up man er. Jeg kan ikke rigtig konkurrere med jer.” Han sagde det hele med så lethed og med et smil på læben hele tiden, at jeg undrede mig over, hvorfor han ikke bare var kommet ud med det til de gruppeterapier vi alle var til.

”Det er jo ingen konkurrence, det ved jeg også godt, men… Mens Adriana og dig har levet et liv lige over den lovlige grænse, Kylie, der er lidt (han pegede en finger mod hans tinding og lod den cirkulere et kort øjeblik) you know. Ashton som man ikke rigtig ved, hvad har gjort, men man er sikker på, at det var slemt. Josie med hendes totale forandring, Sage, der røvede en butik og Calum, der… ja. Så virker det ikke helt så badass at fortælle, at min mor ikke troede mig, da jeg gemte en af mine venners stoffer og derfor sendte hun mig hertil.”

Han grinede lidt af det han sagde, og derfor kunne jeg heller ikke lade være.

”Du har ret; det er ikke helt så badass.”

”Nej, vel?” Han grinede bare.

”Var det Calums?” spurgte jeg nysgerigt. Det var sikkert grunden til, at de begge var her.

”Om det var hans stoffer? Nej. Det ville ellers have givet meget mening, at det ligesom var os begge, der tog dét fald. Calum havde hans lort og jeg havde det lort, min mor troede var mit. Vores forældre kender hinanden, og en af dem foreslog den anden Rydell.”

”Så grunden til, at i er her, har intet med hinanden at gøre?” Luke rystede bare på hovedet og bekræftede dermed mit spørgsmål.

Bussen kom til at stop og det var første gang på hele turen jeg havde kigget ud. Det store transportmiddel var stoppet foran en kæmpe butik. Der var reklamer på vinduerne på hele fire etager, og på alle reklamerne var der kvinder, mænd og børn i kostumer. En vagt kom op af trappen og bad os alle om at rejse os, en række af gangen. Så først vagter, derefter ’indsatte’, så vagter og sådan fortsatte det. Efter nogle minutter var alle udenfor, og præcis som jeg havde ventet, havde buschaufføren ikke travlt med at finde en parkeringsplads. Nej, han lod bussen holde det samme sted.

”Okay alle sammen!” lød det fra den samme vagt, der havde sagt noget inde i bussen. ”I har i alt én time til at finde et kostume, betale for det og komme herud igen. Der vil være en vagt med jer hele tiden. Butikken er fuldt udstyret med sikkerhedskameraer og den vil også være ryddet for civile den næste time. Derfor råder jeg jer stærkt til, ikke at prøve på nogen dumheder.”

Havde han virkelig lige brugt ordet ’civile’, som om vi var en flok psykopatiske, utilregnelige terrorister.  Sikken en idiot.

Efter lidt prædiken om, hvor lidt magt vi har og hvor meget Rydell har over os (det var ikke direkte de ord han brugte, men det kunne han ligeså godt have sagt, i stedet for at pakke det ind), fik vi endelig lov til at komme ind i butikken, dog ikke uden et ’En time!’, der blev råbt til os.

Jeg gik direkte efter ’sjove-og-totalt-diskriminerende-og-en-hel-del-upassende-kostumer’, sammen med et par andre drenge fra Rydell, der besluttede, at de ville have sig lidt sjov. Og som jeg havde hørt en af dem sige: ”Man har kun det sjov, man selv skaber.”

Og hvor kunne jeg ikke være mere enig.

Jeg kunne mærke en vagts blik i ryggen på mig, men jeg rystede det bare af mig. Hvis vi ikke måtte købe de her kostumer, havde de nok informeret os om det eller bare fjernet det inden vi kom herind.

Jeg besluttede mig for at købe noget så simpelt, men samtidig sjovt som et nøgenmandskostume. Min stadig drengede hjerne syntes det var det sjoveste i verden, hvis jeg gik rundt med sådan et kostume på et sted, hvor der er så mange reglementer. Jeg valgte at gå hen og købe kostumet med det samme og så finde nogle af de andre for at se, hvad de havde fundet. Jeg stoppede op og så om på vagten med et hævet bryn. ”Hvis du absolut skal holde øje med mig, kunne du så ikke lade være med at gå bag mig som en eller anden syg stalker?”

Vagten så ikke ud til at sætte stor pris på mit forslag. han værdigede mig ikke en gang et svar, men blev bare stående indtil jeg himlede med øjnene og fortsatte videre. Så fortsatte han nemlig med at følge efter. Lidt efter hørte jeg ham.

”Du bør passe på med den attitude du har, Clifford. Der kunne hurtig komme restriktioner på din deltagelse til Halloween festen.”

Og i det jeg skulle til at vende mig om, og spørge ham, hvorfor fanden han var så magtliderlig, hørte jeg Josies stemme, der råbte mig navn. Derfor lyttede jeg til min sunde fornuft, ignorerede vagten og fortsatte hen imod Josie, der stod sammen med Sage ved nogle englekostumer. Josie stod med to forskellige englekostumer (de så nu ret ens ud i mine øjne), vendte dem mod mig og spurgte: ”Michael, vær sød at vælge for mig. Jeg har ingen idé om, hvilken en jeg skal købe.”

Jeg tabte kæben en smule og stirrede bare på hende, som for at spørge ’det kan du da ikke mene?’. Men hun så dødalvorlig ud.

”Ehm altså… Du kan jo bare tage nummer to?”

”Hvad?” spurgte hun.

”Altså det kostume du fandt sidst? Hvis det første havde været tilfredsstillende, havde du jo ikke taget den anden. Så vælg den.” Jeg var selv meget tilfreds med mit svar. Det gav da meget mening, ikke?

”Yeah… Jeg vælger nummer et,” svarede hun bare og hang det, der så nok var kostume to på plads.

Det var da utroligt. Havde hun ikke lige spurgt efter mig hjælp? Og sagt, at jeg skulle vælge for hende? I det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville give hende nogen komplimenter når hun tog den på. Hvilket nok var en smule barnligt, men det gav alligevel meget mening i mit hoved. Når kællingen ikke en gang kunne acceptere mine valg, kunne hun heller ikke regne med meget fra mig ellers.

”Whatever, Josie,” mumlede jeg bare til hende. Jeg fulgte dem hen til prøverummene, men kun fordi Sage fortalte, at Calum og Luke var derhenne og ikke fordi Josie spurgte om jeg ville gå med. Jeg gad ikke en gang at glo på hende.

Jeg tog en plads på en af de sofaer og stole, der var placeret ved prøverummene og der gik ikke lang tid før Luke og Calum kom og holdte mig med selskab, i mens pigerne var inde og prøve deres kostumer.

Den første, der kom ud var Sage. Og hun så åndetagende ud. Hun havde fortalt mig, at hun elskede kjoler, der mindede hende om Grækenland, hvilket var blevet hendes yndlingsferiested efter hun havde været der i hvert fald fem gange. Det var utroligt så mange steder den pige havde været. Men ja, penge er lig muligheder og muligheder havde hendes familie masser af.

Derfor havde hun også valgt et kostume, der skule forestille en græsk gudinde. Selve kjolen var ikke hvid, sølv og blå ligesom alle kostumer man som regel forbinder med Grækenland.  Selve kjolen var lang, blå og meget nedringet, så der var et dejligt udsyn til hendes åh-så-gode bryster. Det rystede mig næsten, at jeg kunne tænke sådan her med Calum siddende lige ved siden af mig. Men han bemærkede ikke, hvordan jeg diskret lagde en af de små puder på sofaen, ned over mit skridt. Ups.

Hun havde dog stadig sådan en ’bladkrone’ af guld (jeg havde absolut ingen idé om, hvad fanden halvdelen af alle de ting piger går med var) som det eneste typiske i et græsk kostume.

Sage var sådan en undervurderet skønhed. En af de piger, hvor når man møder hende på gangen mellem alle andre piger, så hun godt ud, men det var dét. Men når hun stod alene, opdagede man virkelig hvor fucking flot hun virkelig var.

Der var sikkert en del på Rydell, der misundede Calum for at have fået hende.

”Hvordan ser det ud?” spurgte Sage, men sekundet efter det sidste ord havde forladt hendes læbe, trådte Josie ud af sit prøverum.

Og jeg så væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...