Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21856Visninger
AA

16. 14

 

Calum Thomas Hood

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå i gæld til Adriana. Men takket være hende var Sage og jeg på talefod igen. Og selvom jeg nok bare kunne have taget mig sammen og glemme, at Sage havde én derhjemme, manglede jeg bare et skub til at gøre det. Sandheden var bare den, at da det blev afsløret at Sage havde en kæreste hjemme i New York, fløj dårlige minder frem for mig, og alt jeg kunne tænke på var, hvad min ekskæreste gjorde med mig.

Det var sidste sommer jeg mødte hende og blev dermed også forelsket for første gang i mit liv. Hun var på daværende tidspunkt det smukkeste jeg nogensinde havde set. Hendes lange mørke (ja næsten sorte) hår hang i store krøller ned ad hendes mørkebrune ryg. Hun var iført en koralfarvet bikini indenunder en hvid blondekjole. Det der stod allermest ud ved hende, var hendes øjne. De var lysegrønne og stod ud fra hendes mørke kulør.

Jeg troede ikke på kærlighed ved første blik – og jeg gør det stadig ikke. Men jeg var overbevist om, at man sagtens kunne falde for en persons skønhed ved første øjekast.

Jeg tilbragte hele min sommer med hende. Vi var begge blevet tvunget på ferie med vores familier i New Zealand. Men som enhver anden ferieflirt, måtte det jo ende. Et halvt år senere så jeg hende igen. Det havde regnet uafbrudt i en uge og det var den værste fysiske storm, der mødte mig da jeg trådte ud af døren og gik til skole den morgen. Måske var det moderjord, der ville advare mig imod den psykiske storm jeg snart skulle stå ansigt til ansigt med.

Nemlig hende.

Hun var det første mine øjne faldt på da jeg trådte ind på den kolde skole. Hun stod midt i den lange gang, hovedet begravet i et bundt papirer. Min verden gik i stå. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se hende igen. Og det var kun lige med et hængende hår, at jeg ikke gik hen og gjorde mig selv totalt til grin. For ud af det blå kom Dylan Webster spankulerende hen til hende, lagde armen om hendes perfekte krop og kyssede hendes chokoladefarvede kind. Og fra det øjeblik vidste jeg, at resten af min high school tid ville blive et helvede.

Senere fandt jeg så ud af, at hende og Dylan havde været sammen i et helt år og at hun al den tid kun havde boet en halv times tid væk fra Sydney.

Men dette var ikke en historie jeg havde lyst til at dele med de andre, bare så de kunne stoppe med at synes, at jeg var en komplet idiot for at være så nærtagende. De ville alligevel ikke kunne forstå det. Det var ikke dem, der kom så langt ud, at de ville skyde dem selv på skolens toiletter. Det var ikke derfor de var her. Den eneste, der kendte til hele historien om hende var Luke, af den simple grund, at han var med mig hele vejen. Luke havde været min bedste ven i mange år og det var også mødet med hans øjne, der stoppede mig –  på den mørke skoledag - fra at trykke aftrækkeren i.

Jeg ville ikke ryge ned i det hul igen. Jeg ville ikke være skydeskive for at knuse hjerter endnu en gang. Men de syv minutter i ’himlen’ med Sage fik mig – desværre – på andre tanker. Og alligevel er det ikke desværre. For jeg vidste, at jeg ville være gladere ved at være sammen med Sage, end ved ikke at være sammen med hende. Sage forsikrede mig om, at hun ville ringe hjem så snart chancen meldte sig. Fortælle hendes kæreste – Kyle – at hun ikke kunne fortsætte med ham. Hun havde stadig ikke fået grønt lys til sit ugelige telefonopkald. Men som den naive og indbildske idiot jeg nu og en gang er, valgte jeg at tro på hende. Så må tiden jo vise om hun viser sig at være troværdig.

Men i dag var det lørdag og jeg valgte at lægge alle de tanker på hylden og tage ind til byen sammen med cirka halvdelen af Rydell. Og selvom Adriana havde gjort mig en stor tjeneste ved at få Sage og jeg i snak igen, var jeg alligevel meget glad for, at hun ikke kunne komme med til byen. Så vidt jeg kunne forstå da hun skabte sig på skolen tidligere var, at hun ikke kunne komme med fordi hun var under atten og hendes forældre ikke kunne være med ligeglade med, at hun fik tilbudt en ugentlig dag væk fra Rydell.

”I burde ikke brokke jer over jeres situation; i det mindste får i lov til at forlade det her gudsforladte sted en gang om ugen,” havde hun sagt da jeg sad på pigernes værelse sammen med Luke og Michael. Der var omkring en halv times tid til vi fik lov til at gå fra Rydells område og bevæge os ind i byen.

”Der er kun et par måneder til du bliver atten, så kan du også tage derind. Og Kylie bliver her også; helt alene kommer du ikke til at blive,” forsikrede Sage hende om. Min tommelfinger kørte i cirkler på hendes ryg og hun havde sit hoved på min skulder.

”Det var da bare pænt af jer, hva? Kylie og jeg er jo også bedste venner, så det skal jo nok blive SÅ hyggeligt, ikke også Kylie?” Adriana så hen på blondinen med et smil, der mindede alt for meget om en dukkes; falskt.

”Jeg tror nu heller ikke Kylie er helt oppe og køre over, at det er dig af alle os, der bliver her,” spyttede Josie ud. Adriana lignede en, der kunne spy ild i det Josie snakkede. Jeg havde aldrig forstået præcis, hvorfor Adriana hadede alt og alle.

”Måske du skulle til at holde din kæft, Josie, for der er ingen, som gider at høre på alt dit mundlort.”

”Slap nu af, okay!” brød Michael ind. Jeg havde lagt mærke til, at Michael altid blev lidt beskyttende når Adriana svinede Josie til. I starten troede jeg bare det var på grund af medlidenhed og for at sige Adriana lidt imod, men jeg var begyndt at tro, at der lå lidt mere i det. Jeg havde bare ikke troet, at Michael var en fyr, der blev ved den samme pige. Flere aftenener har han ligget og snakket om, hvor mange piger han havde lavet før han kom til Rydell og før han mødte Simone. Men han havde ikke lagt an på andre piger i den uge vi havde været her, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tro om ham og Josie.

”Nej Michael, for Josie skal lære at holde sin –”

ALLE DER SKAL MED IND TIL BYEN, BEDES VENLIGST STILLE KLAR UDE FORAN HOVEDBYGNINGEN, HVOR ALLE VIL BLIVE KROPSVISITERET INDEN I KAN FORLADE OMRÅDET.”

Sådan lød en høj stemme over de højtalere, jeg ikke vidste skolen havde før nu. Vi vidste alle, at vi hellere måtte komme derned for ikke at blive udelukket fra byturen. Jeg rejste mig og gik mod døren, men nåede lige at opfatte Sage og Adriana snakke kort sammen inden mine ben bar mig ud af værelset.

”Der er sikkert alligevel ikke noget at komme efter. Du går nok ikke glip af noget.”

”Men Sage, alle tager derind. Ashton tager derind, ja selv Liam. Vær sød ikke at efterlade mig her.”

”Undskyld Ree. Jeg køber noget med hjem til dig.”

”Hvor er jeg dog bare heldig, hva?” Sarkasmen var tydelig i hendes stemme.

Men her gik jeg så, Sages hånd i min, solen der varmede os med sine stråler og den lille australske landsby foran os. Og Adriana var ikke med. Og Ashton havde forladt os, for at gå et sted hen, jeg egentlig ikke bekymrede mig om. Alt var i dette øjeblik og i en lille stund kunne jeg glemme, at jeg rent faktisk sad som en fange i et fængsel.

”Hvor vil du hen?” spurgte jeg Sage, der så ud som om hun havde samme følelse i kroppen som mig; frihed. ”Lad os bare tage et sted ad gangen som vi nu kommer forbi dem. Vi har flere timer væk fra det sted, og jeg vil ikke spilde dem med at rende rundt.” Jeg nikkede mig enig til hendes forslag.

Det første sted vi kom til var en tøjbutik. Og selvom jeg ikke havde den største lyst til at købe noget tøj (jeg havde egentlig alt jeg behøvede), gik jeg derind med Sage. Efter hendes mening var det ikke den værste tøjbutik hun var kommet i, og at hun rent faktisk var positivt overrasket. Hun havde troet, at den butik der ville være, ville være noget lignende en genbrugsforretning med slidt tøj og gamle sko. Men det her var (igen hendes ord, ikke mine) noget fedt tøj, til alle personligheder.

Og da jeg fandt et par t-shirts jeg sagtens kunne bruge mine penge på, måtte jeg indrømme at være enig med hende.

”Adriana ville elske dem her,” mumlede Sage i det hun rakte et par sorte støvler frem. Jeg valgte bare at trække på skuldrene, da hun viste mig dem. a) fordi jeg ikke havde forstand på sko eller hvilke der ville passe til hvem og b) jeg var ret ligeglad med hvilke sko Adriana skulle gå med.

”Køb dem til hende?” forslog jeg. Sage sendte mig et hjertevarmende smil, kyssede mig på kinden og sagde: ”Duh,”

Jeg kunne ikke lade være med at smile af hende. Ligegyldige hvad hun gjorde, sagde eller foretog sig kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jeg betragtede hende gå hen til kassen, sende damen bag den et smil og fortælle hende at, hun gerne ville købe de her sko. Jeg vidste at penge ikke var et problem for Sage, på grund af hendes forældre og jeg vidste også, at hun ikke havde taget et enkelt kig på prisen af de sko, hun var i gang med at købe.

Hvem der bare havde penge til at gøre sådan.

Det var en lidt anden sag for mig: jeg måtte stille hænge tre trøjer tilbage på deres plads og nøjes med en t-shirt på udsalg. Eftersom jeg selv havde tjent enhver mønt på min konto, havde jeg ikke den helt store mængde penge. Ungdomsjob giver ikke det helt store. Mine forældre havde hverken for lidt eller for mange penge. De havde en almindelig indkomst, og skulle stadig forsørge dem selv. Derfor måtte jeg spare lidt på pengene, eftersom jeg ikke ville opbruge dem i løbet af den første måned.

”Er du klar til at gå videre?” spurgte jeg hende, da hun stod henne ved døren og nok bare ventede på, at jeg havde fået betalt for min trøje. Hun svarede ja, tog min hånd og ledte mig ud af butikken og vi fortsatte ned ad gaden.

Vi kom til en café, der så ud til at være proppet til randen med vores ’medstuderende’ (’medfreaks’). Og selvom det så ud til, at alle borde og stole var optaget, gik vi alligevel derind. En kølig vind ramte os da vi trådte ind, og jeg fik straks lokaliseret, at det var fra airconditionsystemet, der kørte på højtryk. Jeg tog et kig rundt i caféen og tog et kig på alle herinde. De fleste så ud til at have fundet nogen at bruge deres tid sammen med. Og dog sad der stadig et par ensomme sjæle rundt omkring, der rørte i deres kaffe, tog en bid af deres muffin eller griflede noget ned i deres notesbog – Ashton. Han sad i hjørnet ved langbordet ved vinduet ud til gaden.

Jeg gav Sage et lille, men blidt puf i siden for at få hendes opmærksomhed og pegede så hen mod Ashton, da jeg havde fået den. Hun løftede et øjebryn, men trak mig alligevel derhen. Jeg havde ingen idé om, hvad hun havde tænkt sig.

I det samme Sage prikkede Ashton på skulderen, klappede han hans notesbog i og så op på hende. Hvad var der mon i den, som han ikke ville have nogen andre ville se. ”Kan jeg hjælpe dig, Crow?”

”Kald mig Sage, Ashton. Den der navneleg er noget du har med min veninde, ikke mig.”

”Havde du tænkt dig at komme herover og forstyrre mig, for at gøre andet end at fornærme den måde jeg tiltaler folk?” spurgte han irriteret. Jeg skulle til at afbryde for at forsvare Sage, men huskede så på, at jeg egentlig ikke vidste, hvorfor vi stod her ved siden af Ashton.

” Undskyld Ashton. Må vi sidde her ved dig?” spurgte hun og sendte ham et smil, der ville have fået mig til at smelte, hvis det var rettet mod mig.

”Nej?”

”Ashton, det eneste vi er interesserede i, er at være dine venner. Er det så slemt?”

”Det er slemt for dig Sage. Du prøver at få alle til at være din ven og du kan bare ikke klare det, at der er én, der ikke er interesseret. Du stillede et spørgsmål og jeg svarede. Gå nu hen og køb jeres muffin som i sikkert går ned på en bænk og deler.” Og med de ord vendte han sit hoved væk fra os, og simpelthen lod som om vi ikke var tilstede.

”Hør her Ashton, kunne du ikke stoppe med at være så fjendtlig hele tiden. Sage har ikke gjort dig spor og –”

Men Sage afbrød mig ved at lægge en hånd på min arm og trække mig væk. ”Bare glem det. Han har ret; jeg kan ikke rigtig klare en afvisning. Sådan har det altid været,” sagde hun stille. Jeg fik hen til at stoppe udenfor caféen og kiggede hende i øjnene. ”Hør Sage, jeg er ligeglad med det. Du fortjener ikke at blive behandlet på den måde. Ved du hvad du fortjener? Alt kærlighed i verden. Du burde ikke afvises af nogen, og så da slet ikke af Ashton.”

Jeg vidste, at hun stadig var nede over, hvad der lige var sket med Ashton, men mine ord fik hende stadig til at smile. Og det var det vigtigste for mig. Jeg placerede en tommelfinger på hendes kind, mens resten af mine fingre svøbte om hende øre, hår og en smule af hendes nakke. Hun lænede sig ind mod mig og placerede hendes fløjlsbløde læber mod mine egne tørre. Efter nogle sekunder trak hun sig væk og mumlede: ”Det har jeg ventet på længe.”

Jeg smilede mod hendes læber og skulle til at kysse hende igen før vi blev afbrudt af et par – på det tidspunkt – temmelig irriterende stemmer.

”Ja for satan!”

”Get it girl!”

Michael og Josies høje råb faldt ikke i god jord hos de vagter, der stod rundt omkring på gaden for at holde øje med dem. Tre af dem kom gående hen til dem og bedte dem om at dæmpe sig, ellers ville de få en bortvisning fra byen. Tænk at de havde magten til det. At bortvise nogen fra en by, det var jo ikke deres by.

Efter de havde undskyldt og næsten været på knæ for vagterne, kom de endelig hen til os med den passive Luke Hemmings i baggrunden. Jeg vidste at Luke ikke kunne gøre for, at han var lidt genert. Han havde altid været det, i hvert fald overfor nye mennesker.

”Det er godt at se, at i er på talefod igen,” fortalte han os og gav mig et par klap på skulderen.

”Yeah… Jeg er også ret glad for det,” indrømmede jeg og sendte Sage et stort smil som hun med det samme gengældte.

__

 

Er personligt blevet ret stolt over det her kapitel, da jeg finder Calum synsvinkel den sværeste at skrive fra :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...