Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21871Visninger
AA

13. 11

Okay, der vil være en del snak i det her kapitel. Jeg undskylder på forhånd for min mangel på psykologiske evner, men der er en del character development i kapitlet, så det er ret vigtigt. Plus et par informationer, der er vigtige at vide til senere ;)

Josie Evelyn Droke

At skulle have terapi timer, hadede jeg. Især at vi skulle gøre det i grupper. Og ikke nok med, at vi skulle snakke om vores problemer og hvad vi havde gjort galt i livet, så skulle vi gøre det med vores værelseskammerater. Det sidste jeg havde lyst til, var at dele mine tanker med de mennesker.

Vi var kun os otte. De mente, at selvom vi blev puttet i grupper, var det optimalt at grupperne ikke bestod af særlig mange – max ti. Og da, der ikke var værelser bestående af kun to personer, var det åbenlyst, at der ikke var flere, som skulle deltage hos os.

Psykologen bad os kalde hende for Kimberly.

”Hvordan synes i jeres første dag er gået? Michael, har du ikke lyst til at lægge ud?” spurgte hun og sendte Michael et venligt smil. Jeg var lettet over hun havde spurgt ham. Ikke bare fordi så slap jeg for at svare, men fordi jeg så havde en god undskyldning for at kigge på Michael.

Shit.

”Altså… Den er vel gået meget godt? Dagens højdepunkt var nok da Adriana ikke kunne finde ud af at skrive sit essay. Hvor svært kan det være? Den skal handle om en selv, og hun er tydeligvis så god til at fortælle folk hvor åndssvage de er. Jeg tænkte bare, at hun tog det som en oplagt mulighed for fremhæve sig selv endnu mere.”

Jeg holdte et lille grin tilbage.

”Adriana, det er nogle hårde ord. Hvordan har du det med, at Michael har det på den her måde?”

”Nu er jeg så desværre ikke så velsignet med den egenskab at give nogen former for fucks omkring, hvad folk tænker om mig, så det rører mig sgu ikke så meget, må jeg være ærlig at indrømme. Men det var nok ikke det svar du ville høre. Du ville gerne høre, hvor ked af det jeg blev af, at Michael ikke brød sig om mig. Sådan så vi kunne snakke om det, kramme hinanden og til sidst blive gode venner. Jeg er ikke ked af at skuffe dig, Kimberly.”

Og som altid skulle Adriana være på tværs. Hun kunne ærligtalt bare have stoppet med at snakke efter det første, men selvfølgelig skulle hun finde en måde, hun muligvis kunne pisse nogen af. Men psykologen lod ikke til at tage det til sig, men tværtimod nikke forstående til hende.

”Adriana, jeg forstår udmærket godt din skepsis omkring den her skole og dens metoder. Men du må også forstå, at netop de metoder altid har virket.” Selv jeg havde svært ved at tro på det. Det kunne da umuligt være en hjælpsom metode at låse folk nede i uhyggelige kældre en hel nat. Men jeg tvivlede på, at en psykolog som Kimberly kendte til netop det.

”Det vil jeg se før jeg tror det, Kim.”

”Kimberly.”

”Okay Kim.”

”Okay. Ashton… Vil du ikke fortælle os, hvordan du har det? Du har efterhånden været her i nogle år, så hvordan er det for dig at starte her igen?”

Jeg vendte blikket mod Ashton og frygtede allerede for hans svar. Jeg var hundrede procent sikker på, at han ville komme med et lige så flabet eller arrogant svar som Adriana, men da han bare trak på skuldrene og så hen mod døren, blev jeg overrasket.

”Jeg tror ellers dine værelseskammerater ville sætte pris på, hvis du fortalte lidt om hvordan du havde det,” prøvede Kimberly igen.

”Det tror jeg ikke de ville.”

”Godt så.. Måske skulle vi snakke om noget andet så,” sagde Kimberly, der tydeligvis var ved at blive lidt irriteret på vores mangel på medgørlighed. ”Sage vil du ikke fortælle os om, hvorfor du er her?”

Mine øjne faldt over på Sage, hvis smil var forsvundet fra hendes læber og en vis utryghed havde taget over. Hendes mørke hår faldt ned og skjulte halvdelen af hendes ansigt, og hun så ud som hun hellere ville piskes end snakke om noget med en psykolog.

”Nej, det vil hun ikke,” lød Adrianas hårde stemme.

”Adriana, jeg forstår at du tænker på din veninde, men det er hendes eget valg om hun vil-”

”- Men det vil hun ikke.”

”Adriana.”

”Det skal jeg nemlig nok gøre,” sagde hun til alles overraskelse. Jeg bemærkede, at hun gav Sage et beroligende smil; en kærlig handling, jeg ikke havde forestillet mig kunne komme fra hende. Psykolog Kimberly så også overrasket ud.

”Jamen værsgo så.”

Adriana tog en dyb indånding. Det er mærkeligt som man kan tage fejl af nogle mennesker. Selvom Adriana er en af de største kællinger jeg nogensinde har mødt, indså jeg i dette øjeblik, at alle er mennesker. Alle har deres svagheder, deres usikkerheder, mennesker, der har såret dem, øjeblikke de ønskede aldrig var sket. Ingen har haft et perfekt liv, et liv de ønskede at have. Det havde jeg ikke, og det havde Adriana heller ikke.

”For to år siden skiftede Sage skole. Hun har altid haft nogle… Kontroverser med hendes forældre og dette var en af dem. Hun insisterede på, at hun ikke ville gå på privatskole mere, og hun kom hen på min skole. Lad os bare sige det sådan, at min skole ikke var en af de bedste i landet. Godt nok var den på Manhattan, men den kunne lige så godt have været placeret i en ghetto i Brooklyn. En af mine veninder og jeg lavede et væddemål om, hvor hurtig Sage ville knække på den her skole. Vi havde set ’folk som hende’ komme og gå hen over årene, og vi troede det bare var et spørgsmål om tid før Sage også gjorde det. Men jeg fandt en fantastisk samhørighed med hende og hun er endt med at blive noget af det bedste, der er sket for mig, Desværre er jeg ikke noget af det bedste der er sket for hende, også selvom Sage måske ikke vil være enig.”

”Min kæreste og jeg trak hende og hendes kæreste med i en masse lort. Det var aldrig mine intentioner at skade hende på nogen måde. Det vidste hun også godt. Jeg ville bare vise hende bagsiden af New York. Langt væk fra Upper East Side, langt væk fra hendes fucking latterlige Louis Vuitton kufferter og langt væk fra hendes overfladiske, materialistiske forældre. Og det tog overhånd. Hun var altid den, der holdte en hånd over os når vi lavede noget lort. Jeg ved godt, at jeg er langt ude og skide nu, men jeg ville have været uhelbredelig, hvis hun ikke var der. Hun var altid den, der trak mig væk fra den næste drink, den næste sprøjte.”

”Sage fortjener ikke at være her. Af alle mennesker på det her sted, af alle otte af os, der sidder her, så er Sage den, der ikke burde være her. Det var på grund af én dum aften, hvor Derek var for syg til at gøre det og Sage var den vi stolede mest på. Og af alle aftenener, hvor vi havde brug for penge, var det den aften, der var en patruljevogn i nærheden. Fucking ironisk.”

Hvis jeg havde tabt lille ørestick, ville man have kunne hørt det i hele lokalet. Alle kiggede intenst på Adriana, der sad og fortalte om deres historie. Den eneste, der ikke så synderligt imponeret ud var Ashton, men det kom ikke bag på nogen. Jeg bemærkede, at lige siden Adriana nævnte, at Sage åbenbart havde en kæreste, havde Calum ikke ville kigge på Sage. Hans øjne var limet til Adriana, også selvom Sage konstant prøvede at få øjenkontakt med ham.

”Adriana, hvad skete der den aften i blev fanget?” spurgte Kimberly.

”Vi manglede penge. Mange penge. Derek og jeg havde gjort det masser af gange. Vi fandt en kiosk eller café, der lå lidt alsides, røvede den og skred igen. Det var barnemad. Men åbenbart havde der været et røveri i nærheden, lige præcis en time før vi ankom til caféen. Vi nåede lige akkurat hjem før politiet hamrede døren ned, og vi tilbragte natten i brummen. Dagen blev vi stillet for en dommer og en uge efter sidder vi på et fly til fucking Australien.”

”Adriana, hvorfor ville du ikke have, at Sage skulle svare på spørgsmålet?”

”Fordi hun - af alle mennesker -  skal undgå jer så meget som muligt. Hun skal ikke fortælle jer noget, hun er langt over jer som menneske og hun skal væk herfra så hurtigt som muligt. Hun har aldrig bedt om det her.”

”Det har ingen af os,” brød jeg ind. Jeg kunne ikke dy mig. Så hurtigt som Adriana havde fået noget af min respekt, lige så hurtigt faldt den også til jorden. Ikke fordi hun forsvarer hendes bedste veninde så meget som hun gør (for alle ville være lykkelige over at have en, der altid havde din ryg), men fordi hun altid fandt en eller anden måde at nedgøre os andre. Og da hun ikke spyttede en spydig kommentar i løbet af de følgende to sekunder, fortsatte jeg:

”Ingen af os har bedt om det her. Vi har alle gjort noget dumt, som har resulteret i, at vi er endt her. Altså ja, du havde måske selv bedt om det, når du blev ved med at være på kant med loven, men det ændrer ikke noget. Vi er alle mennesker, vi begår alle fejl og vi må før eller siden indse konsekvenserne ved de fejl. Det her er vores.”

Endnu en gang var der fuldkommen stilhed. Det overraskede mig, at Adriana ikke havde afbrudt mig, at Ashton ikke havde vendt øjne, at psykologen Kimberly bare havde ladet os snakke. Måske var det meningen med de her gruppeterapier. At vi skulle åbne op overfor hinanden.

”Hvad har du så gjort for at være her?” spurgte Calum, der stadig ikke ville møde Sages blik, men forholdte sit eget nede på gulvet. Jeg så hen på Kimberly for at få en slags accept om, at jeg gerne måtte fortsætte. Hun sendte mig bare et venligt smil.

”Okay, ehm… Jeg har egentlig aldrig gjort noget ulovligt. I modsætning til Adriana har jeg aldrig røvet en kiosk eller levet på kanten af loven. Men ligesom Sage startede jeg på en ny skole, hvor jeg fik en helt ny vennekreds. Hvis i forestiller jer en film, der egentlig er meget cliché selvom dem, der har lavet den, prøvede at gøre den i nogen grad unik og æstetisk, vil man altid finde den der gruppe af mennesker den nye pige bliver introduceret for. Dem der er fuldkommen ligeglade med deres karakterer, med reglerne… med deres piger. Det er den type, der mener at de er for gode til det man ville kalde et almindeligt liv, ryger sig skæve på skoledage, altid kun er sammen med hinanden, fordi alle andre bare er for barnlige, uintelligente eller ’normale’. Det var de mennesker. Og selvfølgelig ville jeg passe ind.”

”Mine forældre er meget strenge, meget religiøse. Så da mine karakterer faldt, mit sprog blev grovere, da jeg begyndte at klæde mig i noget andet tøj – sendte de mig hertil. Jeg tror endda, at de var glade for at slippe af med mig,” det sidste sagde jeg imens jeg prøvede at grine, måske for at virke overbærende med det, når det langt fra var, hvad jeg var. Jeg tror dog ikke nogen af dem købte den.

”Jeg kender det godt,” lød det fra Michael. Jeg løftede et bryn, så spørgende på ham. ”Hvad?”

”At de er glade for at slippe af med en… Jeg boede på børnehjem hele mit liv. Lige indtil jeg fyldte atten, så smed de mig ud. De fleste børn på hjemmet, når at have fået styr på deres liv til den tid, måske have fundet en plejefamilie, men der var ingen, der ville have mig.”

Lettelsen over ikke at være midtpunkt længere, fik mig til at læne mig tilbage i stolen, men jeg var stadig utrolig interesseret i Michaels historie. Der var bare et eller andet indtagende ved ham, som jeg havde svært ved at forklare.

”Man bliver sgu desperat efter at være nyttig. At være en, der er brug for. Og i desperate tider må man ty til desperate handlinger. Der er den her bande i Sydney, der hedder Red Cobra. Og jeg er næsten flov over at sige det, men jeg følte mig mere velkommen der, end jeg nogensinde har følt mig et andet sted hele mit liv. Lige nu, hvor jeg sidder her, ville jeg stadig hellere være hos dem end i dette lokale, på denne skole. Også selvom de egentlig er ligeglad med mig. Det var mig, der tog skraldet for en af deres sidste missioner. Det var sådan jeg havnede her. Og jeg tror sgu ikke, de har tænkt sig at kontakte mig nogensinde igen.”

”Tror du ikke, der bare er en, der ville have du skulle blive?” spurgte Kimberly.

Et smil oplyste Michaels ansigt. Han så drømmende ned i gulvet, som om han mentalt befandt sig et helt andet sted end hvor hans fysiske tilstedeværelse var. ”Jo. Det håber jeg da. Der er den her pige – Simone. Jeg ved ikke rigtigt om man kan sige, at vi var kærester. Det var vi vel nok, vi opførte os sådan, men vi satte aldrig rigtigt et mærkat på vores forhold. Hun var fucking fantastisk. Ulig alle andre piger jeg nogensinde har mødt,” fortalte han.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den ikke gjorde ondt. Og jeg hadede, at han havde den effekt på mig.

”Jeg håber hun savner mig,” afsluttede han og så så hen på Kimberly, der sendte ham et af sine velkendte, venlige smil.

”Det er jeg sikker på hun gør Michael. Ashton, nu hvor dine kammerater har delt nogle af deres historier, har du så alligevel ikke lyst til at dele din?”

”Nej Kim, det har jeg faktisk ikke. Nu er det fjerde år du prøver at hive noget ud af mig, som jeg egentlig ikke har lyst til at dele. Jeg ved, at du – ligesom alle andre ansatte – har læst mine dokumenter og hvorfor jeg er her, så jeg ser virkelig ikke den store grund til, hvorfor jeg skal tvinges til at udtale mig om noget.”

”Der er ingen her der tvinger dig, Ashton.”

”Oh yeah? Hvad med at sige det til alle de sår jeg har fået af jeres fucking afstraffelsesmetoder.”

”Jeg tror det er nok for i dag. Tiden er også ved at være gået, og vi ses igen i næste uge. Jeg sætter stor pris på jer, der har delt noget med os andre i dag, det er store fremskridt.”

Med de ord rejste hun sig og gik hen til døren, åbnede den og vi fik vidst alle meddelelsen om, at hun gerne ville have os ud af lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...