Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21865Visninger
AA

12. 10

Luke Robert Hemmings

Jeg savnede livet derhjemme. Jeg savnede mine venner, mit hjem, min familie. Jeg savnede endda min mor og hun var grunden til, at jeg nu befandt mig her. På de her få dage vi havde været her, vidste jeg at der lå mere bag Adriana end bare en hård facade og nogle grove bemærkninger, men jeg savnede de personer derhjemme, der var komplette modsætninger af hende: rare, imødekommende, sjove. De var nede på jorden, hvorimod hun var helt oppe og flyve. Jeg hadede at være her. Og hun gjorde det hele være.

Til mit uheld skulle jeg tilbringe resten af dagen med hende, fandt jeg ud af. Efter de første to timers samfundsfag, havde jeg en halv times tid til at hente et sæt tøj jeg kunne dyrke sport i. Sjovt nok havde de ingen uniformer til netop det, hvilket var en lettelse. Jeg stødte ind i Calum på værelset. Han skulle tilbringe resten af dagen med Sage, hvilket han så ud til at være meget glad for. Jeg havde aldrig set ham opføre sig overfor en pige som han gør med Sage. Men hun virkede utrolig sød og god for ham. Efter hans sidste kæreste, der fuckede ham op ret så slemt, har han ikke haft det synderligt godt. Men når Sage var i nærheden så han ud til at lyse op som et juletræ. Det vær nærmest morsomt. Men det var svært at grine af noget så simpelt som en andens kærlighedsliv på et sted som dette.

”Skal du også til GT sidst på dagen?” spurgte Calum. Jeg sendte ham et forvirret blik. ”GT? Altså… Gruppeterapi?” Han nikkede anerkendende til mig og svarede ja. ”Sage og jeg fandt på det.”

”Hvor opfindsomt,” kom jeg til at sige højt. Det var ikke meningen, men det røg ud af mig og jeg var ved at tage mig til munden.

”Måske smitter hun også af på dig, hende Hayes.” Heldigvis tog Calum det ikke tungt, at jeg havde fornærmet ham, men han grinte det bare af sig og vi ignorerede emnet. ”Hvornår er det nu timerne starter igen?”

”Om et kvarter nu,” svarede jeg ham. Jeg pakkede en pose med mine stramme, sorte bukser, en sort t-shirt, rene boxershort og noget hårvoks. Jeg planlagde at tage et bad efter idræt, ligesom enhver anden ville gøre. Måske på undtagelse af piger, men de er også så forvirrende.

”Nå.. Jeg må nok hellere se at komme af sted. Jeg lovede Sage at mødes med hende nogle minutter inden timen startede. Men held og lykke, jeg hører at Ashton får lov til at være med jer til idræt. Mærkeligt når han nu er ’gået ud af skolen’,” sagde Calum, der sagde det sidste ved at vise det i gåseøjne. Jeg stønnede irriteret. Ikke nok med at jeg havde idræt med Adriana, så var Ashton der også. Fedt. Super skønt.

”Vi ses til frokost.”

”Hav en god time.”

”Og i lige måde da,” grinede han og gav mig et klap på skulderen. Jeg rystede på hovedet af ham, men grinte alligevel med. Selvom det måske ikke var den fedeste position at stå i, kunne jeg godt se det komiske i, at jeg var blevet sat med de to mest irriterende, øretæveindbydende mennesker på stedet.

Efter en fem minutters tid, af egentlig bare stirre ud i luften, rejste jeg mig endelig op og bevægede mig ned mod idrætsfacaliteterne. Det lå bag en masse træer og det var bedst at komme til, hvis man gik langs søbredden, men jeg fulgte egentlig bare efter de andre, der også skulle af sted dertil.

Da jeg kom frem fik jeg en følelse af nostalgi, der brusede frem i mig. Ikke nok med, at det hele så komplet normalt ud (ingen hegn med pigtråd omkring) så lignede det fuldkommen de udendørs idrætsfacaliteter vi havde på min gamle skole. Solen skinnede på tribunerne, og jeg ville vædde med at siddepladserne var brænd varme af den australske sol. Hele plænen var markeret op i både amerikansk football, fodbold og baseball. Jeg var ikke typen, der trænede synderligt meget, men jeg havde altid elsket fodbold.

Jeg så Josie stå og snakke med et par drenge og jeg tænkte lidt frem og tilbage om jeg skulle gå derhen. Jeg skulle ikke nyde noget af hverken Ashtons eller Adrianas selskab når de dukkede op, så derfor tog jeg mig sammen og bevægede mig hen mod Josie. Hun lagde mærke til mig, da jeg var et par meter væk og hendes ansigt lyste op. Hun så lettet ud, som om hun bare helst gerne ville væk fra de drenge, og nu havde hun endelig en god undskyldning til det

”Luke!” Hun skyndte sig at gå hen til mig, tage fat om mit håndled og derefter trækker mig om til hvor jeg kom fra. ”Gudskelov, at du kom. Jeg tror ikke jeg kunne klare et sekund mere af dem. Utroligt, hvad man skal finde sig i som pige.”

Jeg sendte hende bare et lille smil og undlod at svare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for at være ærlig. Jeg vidste ikke, hvordan det var at være pige, men jeg kunne vel forestille mig, at det ikke var en dans på roser. ”Nå, har du haft en god dag indtil videre?” spurgte hun. Jeg valgte her at trække på skuldrene. Ingen grund til at lyve overfor hende, det så jeg ikke nogen grund til. ”Jeg var sammen med Michael, så det var okay.” Hun så ud til at vise lidt mere interesse, i det jeg nævnte Michael, men jeg valgte ikke at kommentere på det. Det gør jeg tit egentlig; vælger at lade være med at kommentere på noget. Endnu en modsætning til Adriana.

Hvorfor tænkte jeg hele tiden på hende? Jeg var ved at rive hovedet af mig selv over, at jeg ikke bare kunne få den skide pige ud af mit hoved.

”Det var da godt.”

”Ja, men Adriana var der.” Hold nu op Luke!

”Stakkel. Hun forstår virkelig at gå én på nerverne.”

”Yeah.. Er du okay? Jeg hørte fra Michael, at i tilbragte natten i kælderen,” sagde jeg. Oprigtig bekymring fyldte min stemme. I morges var døren brast op og Ashton stormede ind, tog sine ting og skred igen. Michael kom trissende ind lige efter ham og havde fortalt os det hele. Og selvom jeg havde ondt af dem, var jeg lettet over jeg var gået fri. Og i det samme jeg nævnte det for Josie, blev hendes blik også lidt fjernt og smilet på hendes læber falmede.

”Oh.. Ja. Jeg er vel okay. Jeg har haft bedre nætter,” svarede hun. Jeg besluttede mig for at lade emnet ligge ved dét. Det så ikke ud som om hun havde den største lyst til at tale om det, og egentlig kunne jeg godt forstå det. Jeg vidste ikke præcis, hvordan deres nat var gået, men jeg ville stadig for alt i verden ikke i gennem samme oplevelse selv.

Jeg vendte hovedet mod en høj, muskuløs, solbrændt mand, der nu hvor trådt ud foran os. Han lignede en, der var i slut trediverne og lignede bestemt en, der kunne tackle mig til jorden i løbet af nul komma fem. Han var iført et par træningsshorts og en stram t-shirt, der sad tæt indtil hans muskuløse krop. Han lignede en af de fitness-junkies man som regel kun ser i tv, men aldrig i virkeligheden. Og jeg kunne se, at flere af pigerne allerede var fuldt optagede af ham.

”Okay, hvis i alle lige vil stille jer op på to rækker. Drengene i den ene række og pigerne i den anden. Kom nu, vi har ikke hele dagen,” skyndede han på os, og vi tog straks hurtigere skridt for at komme hen til de to rækker, der var begyndt at forme sig.

”Okay, i dag vil vi lave en smule forskelligt i forhold til atletik. I vil blive delt op i grupper bestående af fire-fem stykker, hver gruppe bruger et kvarters tid ved hvert sted. I får hver et nummer, det nummer skal i huske på. Dem, der har de samme nummer som jer, er i i gruppe med. Forstået?” Vi nikkede alle.

”Jeg forventer gerne et svar, når jeg spørger om noget. Er det forstået?” Denne gang lød hans stemme hårdere og mere kommanderende. Vi svarede i kor ja, og han nikkede tilfredst. Derefter gik han ind mellem de to grupper og begyndte at give os numre. Jeg selv fik nummeret 4. Til min lettelse fik Josie det samme og jeg sendte hende et forsikrende smil. En af de fyre, der havde stået og snakket med hende før jeg kom havde også fået 4, og med den nyhed sukkede Josie.

Vi gik hen til den post, hvorpå et firtal var markeret med et lille skilt. Jeg lagde mærke til der lå et stopur og en lamineret seddel ved siden af skiltet. På sedlen stod der med tykke bogstaver 60 meter løb. Jeg kiggede op igen og så at Ashton og Adriana var kommet hen til os. Selv-fucking-følgelig.

”Lidt komisk, at de siger du skal deltage i idræt med os andre,” lød det fra fyren, jeg stadig ikke kendte navnet på. Hans bemærkning var tydeligvis rettet mod Ashton. Jeg undrede mig over, om den her dreng rent faktisk gerne ville have et slag i øjet i løbet af første skoledag, eller om han bare var uvis om Ashtons fjendtlighed. Begge ting var dumme.

”Det er nu bare så jeg kan holde øje med, at tøser som dig rent faktisk laver noget, andet end at lægge an på piger, der tydeligvis ikke gider dig,” svarede Ashton igen. Han samlede stopuret op fra det tørre græs. Jeg kastede et glimt hen på Josie, der nu havde en lyserød farve, der fyldte hendes kinder. Derefter faldt mit blik på Adriana, der lignede én, der ville være hvor end det skulle være, bortset fra her.

”Wow okay, ingen grund til at være så fjendtlig.” Fyren løftede hænderne op  i forsvar, og han prøvede ligesom at grine det hele af. Sandheden er bare, at det var ikke sådan man gjorde med Ashton, og fra nu af, ville han ikke have en jordisk chance for nogensinde at have en nogenlunde normal samtale med Ashton.

”Du vil ikke se mig når jeg er fjendtlig, Smith.” Ashton spyttede hans efternavn ud som var det beskidte ord på hans tunge. ”Whatever,” mumlede (jeg kendte nu kun hans efternavn) Smith, og trådte et par skridt tilbage. ”Skal vi bare stå her og snakke eller kan vi rent faktisk komme i gang?” Det var nu mere som en bemærkning end et spørgsmål da ordene forlod Ashtons mund, men fyren nikkede alligevel.

”Jeg starter med at tage tid på jer så.”

* * *

Jeg mødtes med Calum efter den længste idrætslektion jeg nogensinde havde været udsat for. Man kunne ikke løbe en enkelt bane uden Ashton eller Adriana, der skulle kommentere på, hvor doven eller fed man var. Det eneste positive for mit vedkommende var, at Ashton så ud til, at han hellere ville køre psykisk terror på Daniel Smith, og efter et stykke tid fandt Adriana det kedeligt at hakke ned på mig hele tiden. Men så begyndte hun på Josie, der skred fra timen en halv time før tid. Og hun er ikke blevet set siden.

Calum sad placeret ved siden af Sage, da jeg kom over til dem med en bakke i hånden. Jeg lagde hurtigt mærke til hans hånd, der havde placeret sig på hendes lår. De grinte begge af noget en af dem havde sagt.

”Hej,” sagde jeg stille, da jeg kom derhen. ”Hey, hvordan var idræt?” spurgte Sage da jeg havde sat mig, og jeg trak på skuldrene som svar. I det jeg skulle til at nævne Josie, kom hun dumpende ned på stolen ved siden af min egen. Hun havde ikke en bakke fyldt med mad ligesom os andre.

”Skal du ikke havde noget mad?”

”Nej tak, jeg er ikke rigtig sulten.”

”Det er jeg. Halv to er da sent at servere frokost. Jeg var ved at dø af sult allerede da klokken var tolv,” sagde Calum med munden fyldt med mad. Jeg rynkede på næsen af ham og rakte ham en af mine servietter, da jeg lagde mærke til, at der var løbet noget ketchup ned fra hans mundvige. Han grinede bare af mig.

”Du burde altså spise noget Josie,” lød det fra Sage. Hun rakte Josie hendes bådskårede æbleskiver, og Josie sukkede højlydt før hun tog imod dem og spiste dem modvilligt.

”Hooooooly shit,” lød det fra en begejstret stemme bag Sage, og vi vendte alle opmærksomheden mod Adriana, der kom gående med knyttede hænder. Hun satte sig ned ved siden Sage og smed en pose i hånden på hende. Hvad den indeholdte så jeg ikke.

”Shit Adri,” hviskede Sage og så på hendes veninde med store øjne. ”Hvor fanden har du fået fat i det her?”

”Er det ikke lige meget? Det er din fødselsdag om fire dage. Det skal ligesom fejres.” Adriana sad med et stort smil plastret på hendes ansigt. Det største smil jeg nogensinde havde set på Adriana. Det var egentlig lidt uhyggeligt, men det gjorde også et eller andet ved hendes ansigt. Hun blev næsten betagende at se på.

”Ree, vi kommer i så meget ballade, hvis de opdager det.” Sagde fortsatte med at hviske, men Adriana havde ikke rigtig nogen intention at gøre som hendes bedste veninde. ”Og det gør de ikke. Slap nu af, det kostede faktisk.”

”Hvad er det helt præcist du har fået fat i?” spurgte jeg. Jeg vidste godt, at jeg bare burde have holdt min kæft, men nysgerrigheden tog over. Men Adriana hverken snerrede, himlede med øjnene eller kaldte mig fat svag. I stedet svarede hun med begejstring i stemmen: ”Svaret på alle dine problemer, Lucas.”

Og selvom jeg hadede, når folk kaldte mig det, undlod jeg at kommentere på det.

”Vi inviterer hermed til fødselsdag torsdag efter maden!” sagde Adriana højt, så højt at flere omkring os, vendte hovedet for at kigge. ”Selv dig Lucas,” grinede Adriana.

”Nu er det jo min fødselsdag, så derfor er det også mig der bestemmer, hvem der kommer,” informerede Sage hende strengt om. Hun mindede lidt om min mor, når hun brugte den kommanderende stemme. Og Adriana mindede lidt om mig, når hun svarede: ”Ja okay, fint nok.”

”Men ud med sproget. Hvor har du fået det fra?” spurgte Sage hende interesseret.

”Fået hvad fra?” lød en lys stemme, og nu havde Kylie valgt at socialisere med os. Ikke at jeg havde nogen idé om hun havde andre at snakke med. Hun virkede ikke som typen, der var så god til at få venner.

”Det ville du ikke have nogen interesse i, eftersom det jo vil dræbe dig,” sagde Adriana hånende. Jeg var helt sikker på, at der lå en historie bag den kommentar, men jeg var ikke ligefrem ivrig efter at høre den.

Kylie lignede en, der havde noget at sige, men lod være. Jeg kendte det godt. Man havde så mange ting man gerne ville kyle i hovedet på den lede tøs, men samtidig ville man ikke indse konsekvenserne, der kom ud af det.

”Helt ærligt, så siger i bare til og så skal jeg nok skaffe jer, hvad end i har brug for,” sagde Adriana og kiggede rundt på os. Mine kæber røg helt ned på gulvet, og mine øjne blev så store som tallerkener. Sådan føltes det i hvert fald. Var det virkelig den samme pige, der sad her, men som også have stået for mindre end femogfyrre minutter siden og sagt de grimmeste ting til Josie og jeg selv?

Hun kastede et blik hen på Calum og Sage, blinkede til dem og tilføjede: ”Selv kondomer.” Hun løftede øjenbrynene et par gange og så derefter hen på mig, kastede et blik på mine arme og sagde: ”Endda steroider.” Jeg så opgivende på hende og kastede så blikket tilbage på min mad, som jeg snart var færdig med.

”Fortrydelsespiller.” Alle kiggede på Josie og tænkte tilbage på i går aftes, da hende og Michael havde hygget sig.

”Medicin mod sindslidelse,” sagde hun så, med blikket på Kylie. Lige pludselig fik jeg en knugende fornemmelse i maven. Det var ikke fair, at hun udstillede os sådan her. ”You name it. Men det er ikke gratis.”

”Du har stadig ikke fortalt os, hvor du får det fra,” sagde Calum.

”Det er nok også bedst, hvis det forbliver sådan, Cal Pal.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...