Rydell // fivesauce

Velkommen til Rydell. En skole for problematiske teenagere. Vi lærer dem, hvordan de skal opføre sig, vi lærer dem mannerer og vi uddanner dem. Og, hvis de ikke gør som de får besked på, vil de blive straffet. Vi håber i vil få et dejligt år. Til vi ses igen - Rydell

73Likes
46Kommentarer
21883Visninger
AA

3. 1

 

 

Første Kapitel

                                                                            Adriana Whitney Hayes 

Først da vagternes grå Chevrolet kørte gennem de massive porte slog det mig for alvor, at jeg rent faktisk skulle tilbringe et helt år i Australien. Og det værste af det hele var, at det var på en opdragelsesskole, der lå ude hvor kragerne vender. Der var ikke andet i sigte, end en lille landsby, som bestod af femten små huse, en købmand, en café og et lille lusket vaskeri. For en New Yorker som mig, var det lidt af en omvæltning, at det eneste menneske man så på hovedgaden (hvilket så også var den eneste gade), var en lille mand, med tre forskellige urer på håndleddet, hvide slidte træsko og en kasket på hovedet, med et logo jeg aldrig i mit liv havde set før.

Men en af de to vagter, der sad i passagersædet, fortalte at her i Australien var det fuldstændig normalt, at der gik hundrede kilometer mellem sine naboer, hvis man boede ude på landet. Ubevidst tabte både Sage og jeg underkæben, og jeg tror også, at det slog hende, hvor langt ude på bøhlandet vi egentlig befandt os, og hvilken situation vi havde rodet os ud i.

Sage og jeg har kendt hinanden siden vi startede i skole. Fra første blik vi lagde på hinanden, klikkede det bare, men selvfølgelig syntes hendes forældre ikke, at lille, uskyldige, rige Sage, skulle omgås med sådan en som mig. I de første år, snakkede vi kun sammen i skolen, men da vi kom op i omkring 5. klasse, sagde Sage hendes forældre imod. Det var første gang jeg så hende, råbe af hendes forældre, og det var et fantastisk syn, der stadig står klart på min lystavle. Siden dengang har Sage og jeg været uadskillelige, hvilket nok også er grunden til, at vi er havnet i denne situation. Min egoistiske side lod hende blive trukket med, da jeg ville have penge – hurtige penge. Og her var vi så.

Bilen blev parkeret, og eftersom der var børnelås på bilen, måtte vi vente til vagterne kom og åbnede for os. Sage sendte mig et irriteret rul med øjnene og jeg nikkede i forståelse. Vi kom endelig ud af bilen, fik vores kufferter ud af bagagerummet og blev ført ind på skolen af vagterne. Der holdte allerede op til flere busser, der var kørt fra forskellige dele af landet. En vidste jeg kom fra Sydney, da de skulle hente dem, der kom fra lufthavnen. Jeg skulle rigtigt have været med den bus, men eftersom Sages forældre svømmer i penge, insisterede de på, at hun skulle køre i en bil og ikke en bus med en masse kriminelle. Sage gik kun med til det, på en betingelse; at jeg også skulle køre med.

Så her var vi, ankommet efter alle andre, i følgeskab med to gutter, der skulle forestille vagter, men lignede nu mere to dyrepassere i en zoologisk have.

”Er du så færdig, her er deprimerende,” sagde Sage, i det vi stod i indgangshallen og ventede på, at en af de to vagter havde fået vores værelsesnummer. ”Du må nok hellere vænne dig til det, frk. Crow, for dette er din hjem nu,” svarede den tilbagestående vagt, og jeg kunne ikke lade være med at rulle øjne af ham. Som om vi ikke godt vidste, at vi skulle bo her på dette gudsforladte sted. Han burde holde sin kæft.

”Det så jeg godt, frk. Hayes,” kommenterede han på, hvad jeg gik ud fra, mine himmelvendte øjne. ”Som om det rager mig,” svarede jeg igen, uden at se på ham. Derimod faldt mit blik på en lav pige, der selvom hun havde tårnhøje stiletter på, stadig var mindre end de fleste. Hendes hår var af en lysebryn farve, og det øverste af håret var sat op i en hestehale, der faldt ned i bølgekrøller sammen med resten af hendes hår. Hun var iført en sort stram croptop og et par skinny højtaljede jeans. Tøj, der sad som malet på hendes tynde krop. Men der var et eller andet over hende, der bare skreg ’billig, billig, billig’, hvilket fik mig til at rynke på næsen ved synet af hende.

Hun vendte sig en kvart omgang, så hun nu så mig i øjnene. Jeg kiggede dog ikke væk, men blev ved med at stirre på hende. Efter hun havde givet mig et elevatorblik (og ikke havde gjort noget som helst for at skjule det), løftede hun et bryn, hvorefter hun drejede sig mod en dreng, der prøvede at komme i kontakt med hende. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville slå hende ihjel inden året var omme.

Den anden vagt kom tilbage, og begyndte at føre os ud af hovedbygningen, da vi skulle til vores værelse. Skolen lå på et kæmpe areal, bestående af hovedbygningen, kollegiet, som de kaldte det og undervisningsbygningen. De tre bygninger, lå som i en hestesko, og indeni lå den store have. Nede for enden af haven, hvor skovens træer viste sig, lå et forholdsvist stort skur. Det lignede ærligtalt mere et gammelt hjemsøgt krematorie. Et sted, der måske kunne være sjovt at tjekke ud en aften. Vi blev ført ind i kollegiet. Lige da man kom ind, kunne man gå til både højre og venstre. Derudover var der en stor trappe, der splittede sig op, så man også kunne gå i begge retninger oppe på anden salen. Jeg ville gætte, at det var det samme med tredjesalen.

”Jeres værelse er nummer 22B,” sagde vagten, der før havde forladt os for at finde ud af, hvilket værelse vi skulle være i. Han rakte os hver en nøgle. ”Det er på anden sal.” Han gestikulerede mod trappen, og med korte støn og lave udtryk af bandeord fra både mig og Sage, over at vi skulle op af trappen med alt vores bagage alene, gik vi hen mod dødens trappe. Ikke nok med, at vi bar kufferter og tasker, men trinene var ligeså høje som hende den tynde, billige piges hæle.

”Dine forældre kunne ikke også have betalt for piccoloer, og ikke bare eskorterende vagter?” mumlede jeg irriteret. Sage sukkede højlydt af mig, men fortsatte bare med kufferterne op af trappen. ”Har i brug for hjælp?” lød en dyb stemme oppe for enden af trappen. Sage og jeg kiggede begge desperat op, for at se, hvem vores redningsmænd var.

Der stod to høje fyre. Den ene med blond opsat hår, blå øjne og en sort læbepiercing. Den anden med mørkt hår, med blonde striber i og mørkebrune øjne. De var begge iklædte sorte skinny jeans og sorte converse, men ham med blond hår have en afklippet t-shirt på, hvor der stod ’YOU COMPLETE MEss’ på. Den mørkhårede havde en helt almindelig grå sweater på.

”Det ville være en underdrivelse,” svarede jeg kækt, i det jeg stoppede op på trappetrinene. Sage gav mig en albue i siden, sammen med et bebrejdende blik hvorefter hun vendte ansigtet mod de to fyre igen, sendte dem et venligt smil og sagde: ”hvad hun mener er, at vi godt kunne bruge noget hjælp tak fordi i spurgte.”

Udover det faktum at Sage var en kælling, når det angik hendes forældre, var hun rent faktisk virkelig sød og venlig. Hun sagde altid pænt tak og så videre, og det er ikke fordi jeg ikke kender til manerer, jeg værdsætter bare nogle andre ting her i livet.

For eksempel; stoffer.

De to fyre kom os til undsætning til trods for min kække kommentar, og tog hver en kuffert og en taske, så Sage og jeg kun havde en kuffert hver. Da vi kom helt op af trappen, spurgte den høje mørkhårede om, hvor vores værelse var henne.

”22B,” svarede Sage, og sendte ham et lidt for venligt smil, hvis du spørger mig. Han gengældte det, og så ikke ud til at have nogle problemer med, at hun flirtede sådan med ham. Men helt ærligt, så tror jeg ikke nogle ville have noget imod, hvis Sage flirtede med dem. Selvfølgelig medmindre man var totalt, latterligt og helt og aldeles dum.

”Ej, hvor sjovt,” udbrød den høje blonde, idet han så på Sage med et smil, ”vi bor i 22A.”

”Hvad er der så sjovt ved det?” spurgte jeg, egentlig ikke af uhøflighed, men af ren nysgerrighed. ”Det betyder bare, at jeres værelse ligge for enden af gangen her til højre. Vores ligger for enden af gangen til venstre. Højrefløjen er pigernes fløj, og venstrefløjen er drengenes,” svarede den mørkhårede, med et træk på skuldrene. ”Så det sjove er, at vi bor så langt væk fra hinanden som muligt,” opsummerede jeg med et hævet bryn, og så over på den lyshårede med et blik, der sagde ’helt-ærligt’.

Smilet på hans læber falmede let, og han satte mine ting ned, da vi kun var to døre fra at nå vores egen. Herefter vendte han rundt, for at gå ned på sit eget værelse. ”Du skal ikke tage dig af Luke. Han er bare lidt tøsesur over, at hans forældre sendte ham hertil.” Sage og jeg så på den mørkhårede igen, efter at have kigget efter den lyshårede, der så hed Luke. ”Jeg hedder for resten Calum,” sagde han. Vi fik låst op til vores værelse og sat vores ting derinde.

”Jeg er Sage, og frøken pisseligeglad her, er Adriana,” sagde Sage med et smil, ”tusind tak fordi du hjalp med tingene. Jeg tror ikke vi kunne have klaret det uden jeres hjælp.”

Hun så over på mig, med et krævende blik. ”Ikke, Adri?” ”Klart,” nikkede jeg halvhjertet, imens jeg tog et kig rundt på værelset. Der var fire senge, fire kommoder, en dør, der førte ud til et toilet. Jeg lagde hurtigt mærke til, at der ikke var nogen brusekabine, hvilket jo så måtte betyde, at der var fællesbad. Nej tak!

”You have got to be kidding me..,” mumlede jeg. Indtil videre, var der to minusser ved værelset. 1) at vi skulle dele med to andre, og 2) der var ingen brusekabine, hvilket betød intet privatliv. Jeg var ret sikker på, at der ville komme nogle flere minusser, så snart vi vidste, hvem vi skulle dele værelse med.

”Nå, jeg må nok hellere se, at få Luke i nogenlunde humør igen. Vi ses nok senere,” sagde Calum, inden han smuttede ud af døren. ”Tak for hjælpen igen!” råbte Sage efter ham, hvorefter hun lukkede døren i, således vi kunne få pakket ud i fred. Hvilket jo var temmelig ligegyldigt, da der ikke gik nogen forbi værelset.

”Du ved, det ville ikke skade dig at prøve, at få nogle venner,” informerede Sage mig, imens hun smed sin tunge Louis Vuitton kuffert op på den seng hun havde valgt. Jeg havde valgt at tage den seng, der stod længst mod vinduet, og Sage tog den, der var lige ved siden af.

”Ej helt ærligt. Man kunne jo tydeligt se, hvor meget han fedtede sig ind på livet af dig. Han ville ikke have nogen som helst interesse i, at lære mig at kende whatsoever. Det eneste han gloede på hele tiden, var din røv. Utroligt, du rent faktisk kunne få ham til at løfte blikket til dit ansigt, imens du snakkede.”

”Adriana, snak pænt. Det er en dreng, hvad forventer du? Desuden, er jeg ikke interesseret,” sagde hun stolt, i det samme hun satte en billedramme, med et foto af hende og hendes kæreste Kyle i, på hendes natbord.

”Mh, hvad siger Kyle-drengen til alt det her?”

”Jeg har ikke snakket med ham endnu. Han sagde til mig i lufthavnen, at han vil vente på mig, og at han selvfølgelig stoler på mig,” sagde hun med et lille suk. Kyle og Sage har været bedstevenner siden de begge var i bleer. Deres forældre er i en eller anden richklub sammen, så de to har egentlig vokset op sammen. De begyndte at date for to år siden. Kyle var definitionen af en perfekt kæreste, selv jeg var jaloux. Han behandlede Sage, præcis ligesom i de der rørstrømske film, hvor fyren bare er over-the-top-totalt-mega-husband-material.

”Men hvad med Derek?”

”Han er stadig i fængsel.” Nu var det min tur til at sukke. Derek var ikke en dårlig kæreste, men heller ikke hvad manges definition på ’en perfekt fyr’ var. Han har dog altid behandlet mig godt, hvilket overrasker mange. Derek er kun voldelig mod de mennesker, der har gjort ham noget. Hvilket også er grunden til, at han sidder i fængsel; en voldsdom. ”Men han bliver prøveløsladt om tre måneder. Han fortalte, at han ville hostle en flybillet og tage herned. Jeg ved dog ikke, hvor fanden han har tænkt sig at være, for jeg tror ikke ligefrem, at en skole, der opdrager på kriminelle, vil have en kriminel, der ikke har en børnehaveplads her.”

Sage grinede bare af mig, og begyndte at lægge sit tøj i den kommode, der stod tættest på hendes seng. ”Slap nu af. Han har jo nok styr på det. Jeg tror ikke han vil risikere at ryge i brummen igen, og så da slet ikke i Australien.”

Det kunne hun selvfølgelig have ret i.

Lynlåsen på min kuffert blev åbnet, samtidig med at lysten til at pakke ud forsvandt. Med et højt suk snuppede jeg cigaretpakken og lighteren fra min slidte sorte skuldertaske, og satte mig op på vindueskarmen. Jeg fik med besvær åbnet vinduet på klem (mere kunne man ikke, uha, hvad nu, hvis vi besluttede os for at hoppe ud og stikke af, hvor farligt) og tændt min cigaret.

”Det der kommer til at dræbe dig,” lød en lys, næsten fortryllende stemme bag mig. Jeg vendte hurtigt mit hoved i retning af døren, hvor en spinkel lyshåret pige stod, og så på mig. Og hun blev ved med at se på mig og cigaretten, uden at give Sage nogen som helst fornemmelse af, at hun vidste vi rent faktisk var tre i rummet og ikke kun mig og den fremmede. Hun kiggede gennemborende på mig med hendes smaragdgrønne øjne. Hun så på mig, med stor en intensitet, at jeg tror hun kunne læse min dybeste tanker, hvis hun havde lyst. Det var ærligtalt pænt ubehageligt.

Og normalt ville jeg være fuldstændig, helt og igennem ligeglad med folk, der fortalte mig, at rygning skadede min krop, men for første gang nogensinde, fik jeg rent faktisk dårlig samvittighed. Og det var jeg også pænt overbevist om, at man kunne høre i min stemme, da jeg svarede: ”Ser det ud som om jeg går op i det?”

Og selvom jeg var sikker på, at hun ville påpege min rystende stemme, trak hun på skuldrene, og valgte en seng. Hun tog den, der stod tættest på døren. Jeg så hen på Sage, der stirrede målløst på den nye pige. Derefter vendte hun hendes forvirrede, men forundrede øjne mod mig. Jeg trak bare på skuldrene, da jeg ingen idé havde om, hvad jeg ellers skulle gøre.

”Ehm.. Hvad hedder du?” spurgte Sage forsigtigt.

”Kylie Maya Lancaster,” svarede hun og gav Sage et sødt smil.

”Godt at møde dig Kylie… Jeg er Sage, og det her er Adriana.”

Jeg tog et sug af min cigaret, og nød nikotinen, der fyldte mine lunger. Den nydelse blev dog hurtigt afbrudt af en lys, finurlig stemme. ”Jeg ser, at der kun er en seng tilbage. Okay Paco, du må gerne ligge mine ting derpå. Og pas nu på den lille kuffert, vi skulle nødig have, at du skal betale for alle mine Choos, hvis de går i stykker.”

Det her måtte simpelthen være den største joke nogensinde. Ind af døren var pigen fra forhallen spankuleret ind, efterfølgende af en mand, der var iført samme mundering som de to, der eskorterede Sage og jeg hertil.

”Frk. Droke, jeg er ikke din piccolo, og jeg hedder ikke Paco,” meddelte han. Men hun vinkede ham bare ud af døren, og lod alle hendes tasker stå på gulvet. Herefter tog hun et dømmende kig på os alle tre, og sukkede så højlydt. ”Jeg er Josie. Og i skal alle tre ud af mit værelse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...