Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
849Visninger
AA

4. Underboen

Jeg løfter langsomt min Iphone 6 over mit ansigt. Der er intet internet signal. Jeg ved ikke hvordan det er mugligt at der intet signal er i et spil som kører på internettet, men det er åbenbart en eller anden funktion fra spil skabernes side. Jeg hader når de gør det, men internettet var stadig ustabilt i 2016 selvom det havde forbedret sig meget.
Nogen banker tungt på døren. Adora åbner og til min store overraskelse er det ham fra første dag. Ham den muskuløse med det lange brune hår. Hvem i alverden er han? Adora tager ikke alt den underen lige så stort som mig.
”Halløj onkel!” ONKEL!!! Jeg sprutter min kaffe ud, som jeg ellers lige havde taget en slurk af. For den da! Er det hendes onkel? Hvordan er det muligt? Hvorfor i alverden fortalte hun mig det ikke første dag? Eller for den sags skyld i løbet af den uge, der gik?
Han smiler og træder ind med et kraftigt stød i gulvet. Spillet blitzer kort omkring hans hæl, da han sætter foden. Det slag kunne den ikke klare - eller måske er der virus på hans bruger?
”Halløj Adora! Hvordan går det med spillet?” spørger han stille og roligt. Adora tipper hovedet lidt til venstre og det minder lidt om de der nuttede karaktere i tegnefilm. Jeg kan faktisk godt lige, når hun gør det. Jeg stiller min kop kaffe og vender mig om for at skrige ind i sofa puden. Jeg er ligeglad med, hvordan de ser min reaktion på det her. Jeg vil skrige - basta! Ingen skal bestemme om det er forkert.
Jeg kigger op for at trække vejret ind for så at skrige ned i puden igen. En stor, kraftig, stærk hånd griber fat om min skulder.
”Er du okay?” spørger han. Fucking ham. Smut, hold op med at prøve at gøre det bedre. Jeg har hadet dig fra dag et - og nu viser det sig at du hendes fucking onkel!? Hvordan fanden skal jeg skrige det op uden at fornærme ham?
”Ser jeg okay ud?!” mumler jeg ind i puden. Hans hånd stryger mig over min ryg. Dette er hamrende ubehageligt. Hvad har han gang i? Hvis han ligger an på mig - så må han sku’ gerne skride igen!
”Okay, tag den med ro. Noget siger mi, at du ikke brydes om mig… er det rigtigt?” han spørger meget roligt. Egentlig er hans stemme generelt rolig og meget… flydende? Syngende? Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på det. Faktisk er den meget behagelig, men det ændre ikke min mening om ham.
Han taler sandt nok om mit lille had. Han bruger bare finere ord, så hvorfor skulle jeg lyve for ham, når det er sandt?
”Ja…” mumler jeg bare igen ind i puden. Hans hånd fjerner sig, og han sætter sig ved siden af mig. Jeg kan mærke det hele. Jeg kigger op fra puden og meget irriteret på ham. Han smiler bare til mig og flytter sit brune pandehår om bag øret, så jeg bedre kan se ind i hans brune øjne. Jeg hader ham stadig.
”Det gør ikke noget. De fleste hader mig. Enten fordi jeg er bøsse eller chef i ThakolaSystem eller for de forbrydelser, jeg engang har gjort, men jeg er ret ligeglad med deres meninger. Jeg er en god onkel og en god chef og det er vigtigste!” Nå, der fandt jeg så svaret på, hvorfor han agede mig lige før. Og jeg fandt ud af, hvorfor han bor i samme blok. Jeg fandt også ud af hvorfor vi er beta players. Alt er kun takket være Adoras onkel. Skal vi også lige nævne hans stregkode?
”Eh… okay…” Adora kigger nervøst på os og begynder at pille ved det gamle fjernsyn.  Hun piller altid ved noget når hun er nervøs. Hvorfor ved jeg altså ikke, men det går mig nogle gange meget på. Jeg kigger bare væk fra hende og på manden igen. Jeg har aldrig taget et kig på hans navn - for det har været usynligt - indtil nu. Lazaray? Enkelt og nemt at kende, men at kalde sig et normalt navn… kan være et stort problem i spil. Det kan gøre det nemmere for mordere at finde deres ofre. Fælden. Derfor har jeg aldrig nærmet mig mit eget navn. Jeg vil bare ikke ende som min storebror. Jeg vil ikke ende som nogen af dem. Jeg vil ikke myrdes eller dø i krig - uanset hvad folk siger.
”Jeg tror jeg går lidt. Jeg har lyst til lidt slik… så jeg går lige ned i kiosken - og smadre nu ikke lejligheden, okay?” Mig og Lazaray kigger begge på Adora. Hun smiler bare og bakker ud af døren. Jeg tror bare på hun bare vil undgå denne akavede situation. Ville det ikke bare være nemmere at sende Lazaray hjem? Det ville jeg i hvert fald have gjort.
En stor kraftig hånd griber fat om mit håndled. For pokker da også, nu er jeg virkelig på spanden. Jeg bliver trukket op af sengen og tvinges ned på gulvet med et politigreb. Hvad har han gang i? hvad har jeg dog gjort mod ham? Hans hoved nærmer sig mig. Jeg kan mærke det på hans åndedræt, der puster mod mit øre. Jeg lukker mine øjne. Jeg er bare en kylling - dette minder for meget om en eller anden horror - splatter -gyser, hvor man bliver dræbt.
”Du holder dig bare langt væk fra hende. Tænker du så meget som på at kysse hende, smadre jeg dig!” Hvis Adora skulle undre sig over hvorfor hun er single i en alder af sytten, så sidder svaret på min røv og holder mine arme i politigreb, man han hvisker mig gyseligt ind i øret, og hans varme åndedræt bliver langsommere, i takt med at han bliver rolig, men alligevel ikke. Nogle gange hader jeg bare spil, men kun når de bliver som nu. En eller anden sindssyg morder, der lige præcis skal virke perfekt. Hvorfor får de lov til at gå frit rundt på gaderne, når nogle er hamrende bange for dem?
Jeg kan mærke en kniv mod min hals, men han holder bare sine fingre der. Han holder?! Jeg skal vågne og det kan kun gå for langsomt.

 

Af automatisk reaktion af jeg bliver skræmt, er at jeg slår ud i mørket, uden at vide hvad jeg sigter efter, men det får kniven væk fra min hals. Jeg sparker ud, sikker på at jeg rammer en person, som vælter over en ledning og lander på røven med et bump, hvor et klonk efterfølgende bekræfter at hans hoved har ramt kanten på mit skrivebord. Jeg kæmper for at få hjelmen af, da den er af, tænder jeg for min natbordslampe for at se, hvem der prøvede at dræbe mig. Jeg blinker lidt med mine øjne. En mand sidder bevidstløs med hovedet dinglende ned på hans bryst og armene ud til siden. Han ligner nøjagtig Lazaray. Det bare umuligt, for Lazaray spillede. Manden må være en tvilling eller klon. Måske en cyborg? Eftersom de lige er kommet frem på markedet og Lazaray er chef i ThakolaSystem, må han jo have nok penge til at købe sådan en. Jeg fanger ud efter min mobil - der ligger på mit natbord - og taster 9-1-1 ind. Jeg skal have politiet her ud - NU!
Det uheldige ved placeringen af mit hjem, er at politiet sjældent kommer herud. Det er et ghetto område, og forbrydelser er der nok af her. Der er for lidt mænd i politiet - vil jeg påstå.
En lille stønnen undslipper læberne på manden, der prøvede at dræbe mig. Han er ved at vågne. Jeg svinger mine ben ud over sengekanten og kommer hurtigt op og stå, for at skynde mig over og tage kniven, inden han er fuld ved bevidsthed. Jeg griber fat om kniven skaft og bakker tilbage.

”Daisuke - gem dig! LØB!” Min far råber til mig. Jeg gør bare som han siger. Gemmer mig i et af de store lave køkkenskabe. En stor køkkenkniv ligger på bunden af skabet. Den må være faldet her ned ved et uheld. Jeg sætter mig op af skabets bagerste væk. Mine fødder glider over skabsgulvet, fordi mine sokker er hjemmesokker. Hvide strikkede hjemmesokker. Skabsdøren kan ikke lukkes ordentlig. Jeg er den eneste hjemme med far. Mine mindre søskende er i dagpleje og mine ældre er i skole. Jeg er syg og far har fri for krig. To store fødder tramper over køkkengulvet. Nogen vælter omkuld, og jeg bliver nysgerrig og vil kigge ud. Manden med de store fødder har slået far. Jeg griber fat om kniven og styrter ud af skabet, for at rette kniven mod manden. Han når knapt at se mig før kniven har ramt perfekt i hans bryst, og blodet vælter ud over kniven og mine hænder. Jeg giver slip på kniven på grund af den vægt manden giver den. Han vælter straks omkuld. Der er blod alle veje. Far hiver mig ind til siden, mens vi begge glor på den døde mand, der ligger og bløder ud over vores køkkengulv. Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg gjort?! HVAD HAR JEG GJORT?!

Jeg står stivnet på stedet med kniven i mine hænder. Manden står foran mig. Han viger lidt. Han tror jeg vil angribe ham med kniven. Jeg vil ikke angribe ham. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og mit fokus forsvinder. Manden river kniven ud af min hånd. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Politiet må kunne hører dette her. De må kunne høre mit skrig og de kan finde mig med en tracker. Jeg skal ikke fortælle dem hvor jeg er.
Jeg bliver skubbet ned og ligge på gulvet, og manden presser mine arme ned, så jeg ikke kan bevæge dem. Hvorfor har jeg fortjent at dø? Jeg er kun en spiller, der aldrig har såret nogen - i hvert fald ikke fysisk. Mit hjerte springer et slag over.
”Hvad har jeg gjort?” det bevæger sig over mine læber, i det jeg tænker på det. Manden kigger forbavset på mig, som om han tror jeg er dum. Han begynder bare at grine. What?!
”Du har gjort meget. Dræbt en mand fra vores firma. Dengang det ikke eksisterede. Du har såret mange personer psykisk. Du tiltrækker piger, men såre dem. Du laver skændsel mod verden! Du har hacket dig til at få vores program. Du har ikke betalt! Så hvad har du gjort? Du har gjort meget, men intet!” råber han bare. Jeg var syv år, da jeg dræbte den mand. Det er længe siden nu, så hvorfor bærer han stadig nag til mig?
Kniven bliver presset mod min overarm. Nu torturerer han mig bare. Hvilket er godt - for det trækker tiden ud til politiet.
Knivens æg kører ned af min arm, men stopper lige inden pulsåren. Det varme blod glider langsomt ned mod gulvet. Tårer ophober sig i mine øjne og glider så ned af mine kinder. Det gør ondt. Det gør meget ondt.
”1…” Kniven æg kører ned af min anden arm. Igen stopper han kniven lige inden den rammer min pulsåre. Jeg begynder at lave hulkelyde, og han bruger et ben til at holde min venstre arm nede, mens han griber om min kæbe nedefra.
”Kan du føle smerten?” siger han vandvittigt. Jeg prøver at holde tårer og savl inde. Prøver at holde smerten inde og ikke vise den og gøre mig til et offer for pumaen. Jeg prøver at sparke, men det føles magtesløst at gøre det. Jeg lukker mine øjne. Så dette er mit ende? Nu hvor knivens æg presses mod min hals? Denne måde at dø på? Som en taber? Som… intet. Ingen tjekker op på mig. Ingen tjekker op på spillere generelt. Hvis vi dør, er der ingen, der opdager det. Vi kan ligge i dage, uger, måneder uden man opdager det. Kun en stank af vores kroppe i forrådnelse vil blive opdaget, men ingen ved, hvor stanken kommer fra, før alt er for sent.
Små bloddråber begynder at løbe over min hals. Dette bliver en langsom og smertefuld død. Ikke kun noget tortur. Død. Jeg smiler bare. Man får et bedre efterliv, hvis man smiler - har jeg hørt -, og jeg ved ikke om jeg tror på det, men man kan altid forsøge. Jeg vil jo alligevel ikke huske dette liv… farvel verden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...