Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
852Visninger
AA

6. Skelet

Vandet presser sig mod mine fødder som langsomt synker ned i sandet og masser det sammen. Jeg er tynd som bare helvedet. Jeg har haft sendt nye billeder ind til ThakolaSystem så jeg kunne få redesignet mig selv. Jeg står i badebukser i vandkanten på prøvebanen for nye ”figurer”.  Mine fingre ligner en skelethånd overtrukket med et lag hud. Der er ikke meget kød på mig. Mine ribben vises tydeligt under min hud. Jeg er bare et omvandrende skelet med hud og masser af hår. Mit lange sorte hår har jeg flettet for at holde styr på det. Det ligger ned af min ryg. Spidsen rører lige buksekanten på mine badebukser. Jeg står og kigger på mig selv, men det kan ingen andre se. De kan kun se, hvad de har tilladelse til.
Jeg har intet skæg, for det har hospitalet fjernet. Det var alligevel på tide, at det blev fjernet. Mine brune øjne stirrer sjælløst tilbage på mig. Mine kindben er ekstra fremhævet, nu hvor jeg ingen skæg har. Sorte rander har fundet sin plads under mine øjne, mens små rynker - jeg ikke vidste var der - er ude mellem øjne og ører. Min næse bøjer en smule ud af… som altid. Hvis pigerne så mig sådan her ville de ikke kunne lide mit udseende. Jeg er grim, tynd, og som de fleste betegner det - og mig selv -: Et skelet med et lag hud på. Det er utroligt, at jeg kan gå og stå, sådan som jeg ser ud. Sådan som jeg er bygget. Der er ingen muskler gemt. Der er ingen fedt tilbage. Der er ikke et barnligt fjæs som før. Kun en sulten udmagret mand.
Jeg rækker stille min hånd ud for at røre mig, men det samme gør mit spejlbillede. Vores hænder rammer hinanden. Sådan at mærke knoglerne lige under huden er gyseligt, men det er sandheden om mig. Om mit liv.
”Det er utroligt… som I dog kan overleve sådan der,”  den stemme har jeg hørt før. Det er Adora’s. Jeg kigger mig til side, og til forskel fra i Kicha-2016 har hun langt, blond, let-krøllet hår, der er lige så langt som mit. Hendes blå øjne skinner i det falske sollys. Hun er lige så høj som i Kicha-2016. Hun har et meget barnligt ansigt. Det er svært at tro at hun er sytten med det ansigt. Hun er ikke slank og ikke tyk. Hun har den samme tilpasse størrelse i Kicha-2016. Denne figur er hendes virkelige udseende - for det er hvad denne server er skabt til - og hun kigger på mit virkelige udseende. En skam hun er så meget pænere i virkeligheden, end jeg er.
”Hvis du tog lidt på og trænede lidt, ville du garanteret være den hotteste mand i din by,” hun smiler bare til mig og griner. ”Men jeg siger ikke du er grim. Du har nogle fine træk. De er bare gemt bag din… tyndhed?” jeg prøver at smile til hende, men min hjerne forstummer med hende som den lysende, syngende engel. Jeg skæver lidt, men trykker så rundt på den gennemsigtige skærm for at tage tøj på. Det føles let i spil, men i virkeligheden er det tungt som bare helvede.
”Rart at møde dig… Adora_Mashe,” siger jeg og bukker for hende. Da jeg kigger på hende, kan jeg se, at hun er i chok. Hun er garanteret i chok over at hører, at det er mig. Mig der er Ashtan_Lusacu. Den høje mand med det turkise hår og normalt bygget. Ikke en eller anden mand på hundrede og firs centimeter, der er et omvandrende skelet. Jeg ville da være skræmt, hvis jeg var hende, men hun virker mere rolig, end folk normalt plejer at regere på mig. Hun rækker en hånd frem og kører tre fingre over mine ribben. Hendes øjne fyldes med tårer, og jeg sukker bare og skubber hendes hånd væk. Det her er så pinligt.
”Du… skal ikke være bange…” mumler hun og træder helt ind til mig. Hendes figurs store tøj klæber sig fast til min krop. Hun ligger sine arme om mig og krammer mig bare. Hun flygter ikke, som andre ville gøre. Hun bliver. Jeg ligger mine tynde arme om hende og mit hoved på hendes skulder. Havvandet sprøjter op af os. Hun er så sød… så… smuk… jeg rejser mig fuldt, i stedet for at stå bøjet. Jeg fæstner mine øjne til hendes. En kilden opstår i min mave. En spænding opstår som om strøm går igennem mig. Vi står bare og tøver.
”Er… det nu?” spørger hun. For to uger siden kendte vi ikke hinanden. Vi vidste ikke hinandens eksistens. Skrider vi for hurtigt frem eller er dette okay? Jeg ved ikke svaret, men jeg ved kun at hun giver en hvis ro. Ja… jeg vil gerne…
”Det tror jeg…” jeg flytter mine hænder op til hendes hoved og hiver mig - eller hende - sammen. Hendes læber er bløde og fyldige. Min tunge finder vej ind i hendes mund. De vrider sig om hinanden. Hun gengælder det hele. Jeg trækker mig tilbage for at trække en stor mundfuld luft ind. Det føles helt rigtigt. Glæderus spreder sig i min krop.
”Betyder det… at vi officielt er sammen?” spørger hun mig usikkert. Jeg tøver lidt. Er et kys det der bringer folk officielt sammen? Betyder det… at vi er kærester? At jeg ikke er single mere? Jeg nikker bare nervøst, og hun kaster sig ud i et endnu et kys med mig.
 

”Så… hvad skal vi nu?” spørger hun mig. Vi går ned af prøvebyens gader. Vi har været på italiensk restaurant og i biografen. Egentlig ved jeg ikke mere. En lyd bipper i mine ører, men hun kan ikke hører den. For pokker da også. Medicinen. Jeg gider ikke… men tager jeg den ikke, dør jeg. Så enkelt er det gjort - eller rettere - fortalt.
”Ja… jeg skal logge af,” fortæller jeg hende. Hun kigger forbavset på mig. Når ja. Jeg har ikke fortalt hende, at jeg skal tage medicin. Jeg kigger væk fra hende og stopper op. hun standser sammen med mig. Hendes hånd masser min lidt. Hun vil have svar på, hvorfor jeg skal logge af.
”Jeg… skal tage medicin… hvis jeg ikke vil dø. Forleden blev jeg angrebet af en mand. Hospitalet gav mig Mekalinilin… men det gav bagslag, og jeg blev mere skadet,” jeg kigger på hende, og kan se hendes øjne fyldes med tårer. Hun ryster på hovedet og prøver akavet og smile. Jeg tror bare, at hun prøver at håndtere tingene på hendes måde.
”Undskyld… at jeg ikke har fortalt dig, at jeg går og venter på at dø… hvis du ikke vil være sammen med mig… på grund af det er det okay…” - nej, det er ikke okay, - ”… så… jeg skal altså logge af nu. Det er vigtigt!” jeg skynder mig at kysse hende, inden hun når at sige noget, og lige så hurtigt logger jeg også af.

Jeg sætter mig op og tager hjelmen af. Tårer fylder mine øjne op og løber ned af mine kinder. Hvad har jeg gjort, for at fortjene det her? Jeg bukker mig ud over sengekanten og falder ned på gulvet og ligge. Støvet vrimler op omkring mig. Hulkende lyde baner sig vej ud mellem mine læber, og jeg kæmper for at komme op og stå. Det føles som om tusind kilogram er blevet lagt på mine skulder. På mig. Som tyndkraften er blevet meget stærkere og trækker mig ned, men jeg kommer op og stå. Langsomme, små skridt tager jeg mod mit køleskab. Jeg skal have noget, der kan drikkes og pillerne, der står på køkkenbordet ved siden af køleskabet. Jeg kommer hen til køleskabet og åbner det. Der står en kakao. Kakao? Er de tilbage igen? Jeg har ikke set en rigtig kakao siden… jeg flyttede hjemmefra. Jeg plejede at elske en rigtig kakaomælk. Ja vi har da kakaosmag i vores sandkager, men det er kun smagen. Ikke den rigtige kakao. Alle smage er syntetisk skabt, næsten. Jeg tager kakao mælken ud og smækker køleskabet i. Pileglassene står ved siden af, så jeg stiller kakaoen, og åbner det ene glas efter det andet. I alt syv forskellige slags piller. Jeg har ikke styr på, hvad navnene er, eller hvad pillerne gør. Jeg ved bare, at staten tvinger mig til at tage dem. Jeg åbner for kakaoen og tager tre piller i min frie hånd. Først kaster jeg pillerne ind i min mund, og så tager jeg en stor slurk af kakaoen. Åh den er herlig. Den smager fantastisk. Bare der står flere af dem derinde. Jeg får resten af pillerne ned på samme måde. Nu kan jeg vende tilbage til Adora… eller som jeg har fundet ud af hun hedder: Amalie Højgaard. Hun er dansker. Jeg kan rigtig godt lide hende. Jeg vandrer tilbage til min seng med kakaoen. Jeg stiller kakaoen på mit natbord, og smider mig ned i sengen. Langsomt begynder jeg at kramme min pude i et stort bjørnekram. Sådan et kram kan jeg give Amalie en dag. Min Amalie og det glæder mig til…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...