Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
846Visninger
AA

3. Mor

28. Januar 2025.

Langsomt åbner jeg mine øjne, mens jeg ligger i min seng. Jeg har sovet, og min krop føles tung og langt fra veludhvilet, men den føles altid langt fra veludhvilet. Kaffe pillerne virkede ikke som de skulle. Jeg kunne knap holde mig vågen i to dage, i forhold til at jeg har og kunne holde mig vågen i en hel uge på de piller, men ikke denne gang. Denne gang var jeg alt for træt. Jeg føler mig mere træt og mindre afslappet efter, at jeg har mødt de piger. De tre piger. Det er fint nok at rollespille med dem. Vi har indtil videre været i tivoli, set gamle serier sammen og… og? Vi laver næsten intet andet end at slappe af. I sig selv virker rollespillet… kedeligt når man tænker over det, men når man er der, føler man sig i live. Genfødt på en ny måde, men måske er det fordi det minder om mit liv, da jeg sejsten? Jeg slappede af det år, så en del tv, var en del på computeren og skrive rollespille…
Min telefon vibrere. Nogen ringer, eller skyper mig. Jeg sætter mig op for at gribe ud efter den, mens den ligger der og ryster på mit natbord. Solens lys står ind af køkkenvinduet og oplyser mit enerum. Jeg griber fat i min telefon og kigger på hvem det er. Min mor? Hvad vil min mor mig dog? Jeg trykker besvar - mest for at slippe for hende hurtigst mugligt -, så hun ikke går hen og bliver bekymret. Åh hun skypede mig. For den da. Hun sidder i sin sofa og er fuldt påklædt og make-uppen perfekt. Jeg gnider mig i øjnene og stirrer så ind i telefonens kamara.
”Åh, Daisuke, har du nu været vågen til langt ude på natten igen?” langt ude på natten? Egentlig ikke… klokken var to, da jeg gik i seng. Så egentlig er jeg gået tidligt i seng i forhold til, hvad jeg plejer, men det ved hun jo ikke, så jeg ryster bare træt på hovedet.
”Nå, men hvorfor ligner du så en, der først lige er vågnet?” jeg har bare lyst til at skrige: FORDI JEG LIGE ER VÅGNET! Men jeg må respektere min mor… eller noget, så jeg råber og skriger ikke af hende. Jeg gaber højt, og holder bagsiden af min hånd mod min mund. Gud min ånde er forfærdelig. Påmindelse til mig selv: børst tænder, selv om du tager renhedspillerne.
”Mor, fordi jeg faktisk lige er vågnet…” hendes ansigtsudtryk prøver at ligne noget i chok, selv om alle ansigtsløftningerne gør det umuligt. Jeg tipper mit hoved fra den ene side til den anden for at knække nakken. Min mor ligner… en dukke, men jeg tror, at hun tænker over hvorfor jeg sover længe.
”Er du syg?” spørger hun mig. Jeg ryster på hovedet. Jeg ikke syg, det ved jeg, men jeg har godt nok lidt hovedpine, men det har jeg hver dag af væskemangel. Jeg trykker på det lille billede i hjørnet af mig selv, så jeg kan bruge det som spejl, mens jeg snakker med min mor. Mit hår ligner noget… øhm, lidt ligesom de der tegnefilms dyr, der ryster sig, når de er våde. En puffbold, det er hvad det ligner. Jeg trænger virkelig til at få det klippet… mine brune øjne er fyldt med søvn, som jeg prøver at gnide væk, da det ikke lykkedes før. Nu ser det da lidt bedre ud.
”Du er ikke syg. Du har fået en god nats søvn… er det pige?” jeg stopper med at ordne mig. En pige? Rettere tre piger. Jeg skynder mig, at slå min telefon tilbage til min mor. Hun ser stolt ud, et sted under de der ansigtsløftninger.
”Min søn har endelig fundet sig en pige!” skriger hun glad og holder hendes hænder som en lille over ekstrem glad pige. Min mor vil bare ikke godkende, at hun er blevet ældre, men hun vil stadig gerne være min mor. Kan hun dog ikke bare snart lærer, at hun er tooghalvtreds år gammel?
”Moar! Stop… det er pinligt… jeg… har fundet lidt mere end en…” det sidste mumler jeg tvært. Min mor stopper med hendes glædes udbrud på stedet. Jeg ved godt, hvad hun tænker: Er jeg utro? Og svaret er nej. Jeg er ikke sammen med nogen af dem. Adora, Redtails og BluePony er bare venner… ikke andet. Kun pennevenner, som jeg teknisk set aldrig har mødt, selv om jeg har mødt og set dem, men det er et spil, og de regler gælder ikke i virkeligheden.
”Fortæl! Daisuke, du er vel ikke utro mod dem?” jeg ryster opgivende på hovedet. Hvad skal jeg dog sige til hende? At jeg har mødt tre fremmede piger i et rollespil? For det første ved jeg, hvordan hun har det med mig omkring min spiladdict situation - og hun hader det. Jeg forstår hende ikke. Hvorfor hader hun noget, der gør mig glad?
”Moar… jeg er ikke engang sammen med dem… jeg har mødt dem i et rollespil. Vi… de skrev til mig…” min mor slår ned i stuebordet hjemme hos hende. Jeg håber ikke noget gik galt. Jeg vidste godt at ordet rollespil, ville gøre min mor vred, men det skal ikke forstyrre min verden.
”Nå… lige meget… jeg ville bare spørger om du kom forbi til middag… måske her i aften? Du ved, for at fejre eller mindes årsdagen?” min mor reddede den lige. Man kan ikke fejre den årsdag, hun snakker om. Kun mindes og sørge over den. Man kan fejre den, hvis man hader min far. Hele årsdagen går ud på at mindes om min far, som døde i krig i mellem østen. Jeg var tolv år, da en soldat kom og bankede på vores dør. De meldte, at min far døde i krig. Mig og min mor stod og ventede på, at flyveren med kisten - der indeholdte hans lig - skulle komme. I tre uger snakkede jeg med ingen. Ikke engang min mor. Jeg brugte det meste af min tid på mit værelse. Jeg skal ikke til en middag for at mindes om det, for jeg vil ikke sidde og snakke om det med min mor.
”Nej… jeg kommer ikke…” mumler jeg bare. Min mors øjne fyldes langsomt med tårer, og til sidst er der slet ikke plads i hendes øjne, så det begynder at strømme ud af hendes øjne og ned af kinderne. De drypper af nede ved hagen. Hun slukker bare for hendes mobil, og kontakten til hende er afbrudt. Jeg siger nej hvert år, og hun bliver lige ked af det over det hvert år, men hun prøver ihærdigt, at få mig til den sammenkomst middag. Jeg er den eneste blandt mine syv søskende, der aldrig møder op, siger hun. Jeg har mine rettigheder som den ældste ud af en søskendeflok på otte, og mit liv har intet med dem at gøre.
Jeg ligger min mobil fra mig, og svinger benene ud på gulvet. Jeg rejser mig langsomt op, for at strække mig helt ud. Jeg gaber et løvegab, og trasker stille og roligt hen til min computer. Seks beskeder i min privatebesked. Fem fra LonelyRider og en fra en GatcheThakolo. GatcheThakolo? Hvem alverden er dog det?
Jeg klikker ind på den første besked - fra LonelyRider.

MATHVEW25!!! UUUUH!

Hvorfor var du ikke på tidligere? Man bliver altså vildt bekymret, når du bare forsvinder sådan uden at sige farvel! Det kan du ikke være bekendt!

Mig og pigerne troede, at nogen havde overfaldet dig, da det er meget normalt, at gøre det mod gamers nu om dage!

LonelyRider (som sidder med tårer i øjnene!)

Åh gud. Jeg havde glemt at sige, at jeg loggede af, så nu har hun vel spammet min privatbesked med bekymringer? Jeg klikker ind på den næste fra hende. Hun har haft ventet i en halv time.

MATHVEW25!

Svar mig! Sidder bogstavelig talt her og æder tudekiks! Er du kommet til skade? Hvad er der sket? Hvorfor svarer du mig ikke?

Og sådan forsætter det også i de næste tre beskeder. Hun overfalder mig med beskeder. Den ene efter den anden, og der står intet andet end bekymringer i dem. Jeg sætter mig ned, for ikke at stå op og svarer hende.

Kære LonelyRider…

Slap af, jeg har det fint. Jeg var bare dødtræt og glemte alt om at sige det. Jeg undskylder stort for at give jer piger en stor bekymring i jeres små hoveder…

Jeg logger på efter morgenmad, hvis det kan hjælpe?

Mathvew25

Jeg håber at beskeden kan berolige hende. For nu. Jeg har da ikke tænkt mig om, da jeg bare loggede af. Hvem tænker, når de er trætte? Altså folk er som en flok zombier, når de er trætte, og jeg hører bestemt under den kategori. Hvordan skulle jeg da ellers været gået med til at rollespille med dem til at starte med? Der er bare det… jeg har faktisk ikke lyst til den slags rollespil lige i dag. Jeg vil mere… et godt gammeldags skrive rollespil. Dem der holder i en måned… sådan et godt gammeldags online rollespil, for det er det, jeg opvoksede med, og det vil altid være min favorit.

Planerne er ændret - Jeg gider ikke et… levende rollespil i dag. Vil nok hellere skrive. Tror også at de andre savner mig - Man skal være heldig hvis de overhoved kan vente en uge på en.

Jeg stiller mig usynlig. Det får hende nok til at tro, at jeg er logget af - bare for i dag. Jeg gaber og går hen til mit køleskab. Jeg åbner det og kigger rundt. Kage? Der ligger kage? Hvordan har jeg overset den i en hel uge? Det plejer at være det, jeg spiser først. Jeg fisker kagen ud og tager den med hen til computeren. Jeg vil gerne skrive, mens jeg spiser, som jeg altid gør. Jeg sætter mig godt til rette i den nu noget slidte sorte kontorstol, som jeg har ejet i gode syv til otte år nu. Mit Axent Wear ligger ved siden af mit tastatur og blinker. Jeg trækker det over ørene og fjerne det hår, der har banet vej til ind under hovedtelefonerne. Det er altid så irriterende at have med at gøre. Jeg kradser mig lidt i skægstubben før, at jeg logger ind på de forskellige skrive rollespils hjemmesider. Alle mine profiler er spammet af beskeder. Alt fra klage beskeder til spørgende beskeder om, at jeg vil rollespille med dem. Jeg har glemt en kniv til kagen. Jeg trykker på play knappen og trækker mit Axent Wear ud af stikket, før jeg rejser mig op for at hente en kniv. Nu sad man jo lige så behageligt. 【RE:CHORD】 Zoetrope 【SCB-R3】spiller ud af hovedtelefonerne og ind i mine ører.  Jeg åbner for min opvaskemaskine og fanger en kniv op fra bestikholderen. Det hele er skindene rent - bogstaveligt talt. Sæben virker og maskinen virker = rent køkkengrej.
Jeg går tilbage og sætter mig ned i min stol igen. Pokkers, nu sidder jeg ikke lige så behageligt som før fordi min krop er vågnet mere op. jeg skærer et stykke af kagen ud. Gad vide hvilken smag sandkagen gemmer på denne gang? Det skifter nemlig fra kage til kage. Chokolade, jordbær, citron, appelsin, æble osv. Ny smag hver gang. Jeg tror mere eller mindre det er den eneste måde vi kan opleve de gamle smage på i dag. Altså det mad der forsvandt under fjerde verdenskrig. Mange planter forsvandt og ingen har set dem siden. Sidst jeg tog en bid af et rigtigt æble - og ikke et falsk et - var jeg atten og lige flyttet hjemmefra. Havde jeg vidst det ville blive mit sidste rigtige æble, havde jeg ikke kun spidst halvdelen af det, men ingen vidste at æbletræerne ville dø. De døde bare lige på stedet. Siger man. Sandheden er at et giftfly fløj ind over U.S.A. og slog næsten alle planter ihjel. Kun sojaplanter og hvede og græs døde ikke. Godt med græsset og hveden - tror jeg - for det gjorder at vi forsat kunne få kød. Kager og anden frisk mad skaffes fra Europa og Australien, da det er vores ”venner”, siger staten.
Jeg gumler på kagen. Smag af… chokolade. Nå billigkage, men dejlig lækker. Jeg klikker ind og åbner en besked fra en god skrivekammerat.

Hey min badass løve med sort manke

Det ser ud til vi begge har glemt alt om vores skriverollespil. Jeg har været travlt beskæftiget i denne uge af en meget sød fyr. Ved du en, men denne fyr er bare så stille og rolig. Han spørger igen - ikke ligesom dig - du går bare hårdt på - men i hvert fald… jeg synes denne fyr er sød, men da jeg kun kender ham i et spil… ved jeg ikke hvordan han vil have det - derfor spørger jeg dig - fordi du er en fyr.

PlayGame

Jeg sidder og glor på skærmen. Hvordan kan PlayGame være optaget i en hel uge på samme tid som mig? Jeg ved hun bare har kunne sende mig en privatbesked… medmindre… kan hun være… nej det umugligt… men så skulle hun jo være….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...