Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
854Visninger
AA

1. Liv

21. Januar 2025

Langsomt glider mine hænder over tastaturet, og mine fingre skribler løs, mens tastelydene larmer op i det ensomme stille rum, der befinder sig i betonblokken på Auto Boulevard, i udkanten af den stadig voksende by, San Fransisco. Metaldøren blokerer hver en larm udefra, og Axent wearet spiller lyst musikken ind i mine ører. Skærmen oplyser det mørke rum - og mest af alt - skinner mig lige op i ansigtet. Mine øjne er fastspændt på den firkantede skærm, der skifter billeder hele tiden. Jeg læser den ene tekst efter den anden. Søger et godt online rollespil, der vil kunne underholde mig i en lille måned, før det dør ud af skriveblokeringer. Utalige af private beskeder dukker op i min private indbakke, og livet går, som det gør. Klokken er tre om natten. Nu er Europa og Asien vågen, mens at vestkysten først er begyndt at vågne, og jeg som spilleaddict har ikke sovet i fire dage. Ensomhedens lyst bringer mig ned i mørket, til den forbandede onde cirkel, hvor jeg kører ræs på igen og igen, uden at holde ind i pitstop. Den glohede indelukkethed, snuser jeg ind i hvert sekund, for at puste den ud igen. Min mave rumler stille af sted, og engang imellem må jeg finde mig i den hikke, der opstår, når jeg er sulten. Jeg burde bestille noget, mens jeg langsomt tærer på statens penge. Verden er rund og smuk, siger de. Den verden jeg ikke har set i årevis. Mine fingre griber ud efter min mobil, der ligger stille og alene ved siden af mit tastatur, og kernen i mig, rumler endnu engang i protest, mod min manglende sans for at spise. Det skal være nu, er tanken, ifølge kernen. Mit hjerte slår af sted. Jeg har ikke talt med noget menneske i flere uger, men nu er mit køleskab og køkkenskabene ved at løbe tør for ædelse og væske, og de menneskelige behov, som jeg er undersåt af, siger at det er vigtigt for min ensomme og asociale liv, der langsomt fortæres, af de voksende mængder spil på computeren.
Jeg taster nummeret til min nærkøbmand ind på min mobil, og den ringer op, mens den irriterende elevatorsang skyder gennem den. Jeg stopper musikken på min computer, og hiver forsigtigt Axent wearets ledning ud af den, for at flytte dens stik til at sidde i min telefon. Jeg slår mikrofonen ned foran min mund, og fortsætter lystigt med at spille.
”Walmart, hvad skulle det være?” spørger en kvindestemme pivende i den anden ende af røret.  Jeg åbner mine øjne fra den halvlukkende stilling, til fuldt åben, for bedre at kunne fokusere på hendes stemme frem for computerskærmen.
”Jeg vil gerne have en måneds forbrug af mad til ene kvinde,siger jeg tilbage til hende uden at give et eneste personlighedstegn. Jeg siger kvinde, fordi jeg ikke spiser meget. En måneds forbrug mad til en mand koster mere, og indeholder meget mere mad. De kvindelige madbehov er fint nok for mig der ikke træner.
”Ja - er du spiladdict?” Hver måned ringer utallige af spiladdicts til deres lokalkøbmand, og lokalkøbmænd ved, at det for det meste er spiladdicts, der sidder og bestiller de kvindelige madforbrugsbehov.  Vi får rabat, siger de, fordi vi ikke tjener mange penge og bare tærer på statens pengeskab, men jeg ved, at staten betaler de manglende penge, som købmanden mister ved, at give os rabat.
”Ja, jeg er en spiladdict…” siger jeg uden tøven, og skribler løs på tastaturet, nu hvor jeg har fået svar på en besked.
”Må jeg bede om dit navn, sir?” spørger hun nærmest hviskende. Siger jeg mit navn, slår de mig op under tidligere kunder og finder min adresse. Kun fordi jeg er ensom og asocial spiladdict.
”Daisuke Kewaio,” Mine blodgrener stammer fra en blanding mellem japaner, russer, dansker, italiener og franskmand, og så bor jeg i U.S.A., der midlertidigt fører den fjerde verdenskrig mod Mexico og Canada. Den franske organisation SIK hjælper stort til, med deres anklager om alting, og den støttende opbakning fra EU og alt det demokratihalløj, som jeg bare vil blandes udenom, men læser om hver dag alligevel, fordi det er påtvunget, at vi alle læser nyhederne. Ja, jeg burde være i krig, siger de, men spiladdicts har særlige regler, der gælder på, at vi må være hjemme under hele krigen, fordi vi ikke kan klare det psykisk, siger de.
”Der kommer en mand om ti minutter og afleverer maden til dig.” siger hun og ligger røret på. Her er intet goddag eller farvel. Det er ikke tid til.
Jeg hiver Axent wearets stik ud af min telefon, og sætter det tilbage i computeren. Jeg klikker på en enkel knap på mit tastatur, og musikken skyder igennem hørertelefonerne igen. Horror, horror, splatter, kondi matter, this is the way of death. Et lille bing baner sig vej igennem musikken, og det betyder at jeg har fået en privatbesked, der har tikket ind i min indbakke. Jeg klikker ind for at åbne den.

Goddag Mathvew25.

Jeg tænkte på, om du måske skulle have lyst og tid, til at rollespille et rollespil med mig og nogle andre?

Rollespillet foregår i 2011, dengang verden var lysere.

See ya later - LonelyRider.

Jeg sidder og glor på teksten. Jeg har aldrig været god til de normale menneskerollespil, men denne rollespiller lyder - eller skriver - i en pæn og velfungerende måde, kun en rigtig rollespiller ville gøre, med de fantastiske skriveevner, de har fået gennem årene med at rollespille oftere og oftere, og derfor tror jeg godt, hvis jeg bare kan få lidt overnaturligt med, at jeg gerne vil.

Well, LonelyRider…

Jeg kunne godt tilmelde mig, men tænkte om der ikke bare kunne være lidt overnaturligt med?

… det her signatur pis, er egentligt ret lige meget, så ingen signatur fra mig.

Jeg sender beskeden, og i samme sekund jeg skifter side, lyder der et bing. LonelyRider har siddet klar - med svar mugligvis - og bare ventet på, at jeg skulle svarer tilbage. Jeg skifter over til min privatbesked igen.

1 - Ja, signaturer er noget overdrevet gammeldags ting, som man engang altid gjorde, for at man var sikker på hvem tingene var til og fra.

2 - Nej!

Ordet ting - har nu givet mig fornemmelsen af, at jeg skriver med en pige. De plejer at bande meget mindre end drenge, og sådan har det for det meste altid været. Jeg skribler på livet løs, et svar til hende.

Hvad så med et rollespil i år 2016? Dengang var Axent wearet kommet frem, måske et rollespil baseret på det?

Jeg elsker mit elskede Axent wear, og skal jeg gøre realistisk - hvilket jeg, 1: gøre for at prøve noget nyt, 2: så lad mig i det mindste, få noget med jeg elsker! Der går længere tid med svaret. Jeg tror - personligt - at hun måske opgiver eller - mere realistisk - skriver med sine venner om det. Jeg taster lidt rundt. Min facebook er lige så kedelig som sædvanlig, og twitter er nede, eller den bliver overpostet af ting med krigen - som jeg ikke gider læse. Langsomt går tiden, og jeg kan knapt høre nogen ringe på min dør. Det må være manden fra Walmart. Jeg tager mit Axent wear af og skynder mig op fra kontorstolen, for at rende hen til min dør. Jeg låser de fem forskellige låse op og som gættet, står manden fra Walmart med flere kasser fyldt med mad. Han ser træt ud med sorte rander under øjnene og tøj, der ikke sidder ordenligt.
”Det bliver femhundrede og syvogtres dollars,” siger han træt og holder en maskine frem. Jeg går tilbage og henter min mobil, for at placere min finger på den og overfører pengene til hans maskine. Systemet holdte op med at udvikle sig videre efter krigen startede. Der var ikke nok tid, siger de.
”Tak fordi du handlede hos Walmart!” han vender sig træt om og sjasker hen til sin vogn, der af dens hvide farve, stråler op i gadelygtens lys, her i mørket. Jeg løfter varerne ind i rummet, og placerer den første kasse på bordet, for bagefter at gå ud efter den anden kasse, for at gøre den samme rutine hele fire gange. Hver kasse er til en uge. Der er dog kun mælk til allerførste uge, derefter tager man kalk piller i tre uger, for så at drikke mælk igen, når man har bestilt nye varer. Jeg putter alle ting på deres retmæssige plads, hvilket jeg kun kan se hvor er på grund af det gadelys, der kommer ind af vinduet. Computeren kalder, og jeg har allerede brugt tredive minutter bare på at modtage varer, og sætte dem på plads. Spild af tid.
Jeg tager en hindbærbrus med mig over til computeren. Det er ikke fordi jeg bryder mig om hindbærbrus, men jeg har væskemangel og skal drikke et eller andet, og det bliver som regel det, der står forrest, når jeg har pakket ud. Jeg flytter lidt på min selvlysende mus, der skifter farver som mit headset og hvis knapper ligner katte ører. Jeg er ikke besat af katte - jeg er besat af Axent wear.
Jeg kigger på min skærm, der nu lyser mig op i ansigtet. Jeg har modtage tre beskeder. Åh for fanden, spammer hun min indbakke. Jeg ser dog, at det kun er en, der er fra hende, og de to andre beskeder, er fra andre.

Mathvew25

Mig og mine bedste venner har diskuteret det. Vi kan og vil gerne acceptere dine krav, da vi alle tre er stor fan af Axent Wear. Jeg ejer selv nogle trådløse der lyser lilla. Jeg har givet mine venner dit brugernavn, og de vil begge skrive til dig inden for kort tid. Vi rollespiller på serveren Kitcha-2016 og vil gå under brugernavnene: Adora_Mashe, Redtails og Bluepony. Vi ville med glæde vide, hvad du hedder, for at vi kan finde dig hurtigst mugligt. Serveren ville blive sat op af ThakoloSystem, der har gået med til vores ønske om et år 2016. Andre brugere vil snart vælte ind på den nye server, og rollespille med os.

LonelyRider

Jeg skipper videre til den næste besked, uden meget omtanke om den jeg lige har læst. ReddieClairiey og BlakeHorse har sendt mig de to andre beskeder.

Mathew25

Jeg er Redtails, eller ReddieClairiey, som jeg hedder her. Jeg er ven a Adora_Mashe eller - som du nok kender hende - LonelyRider. Jeg vil lige fortælle, at vi piger har aftalt i fællesskab, at vi gerne vil have vores rigtige udseende med meget få ændringer. Vi glæder os til at se dig.

ReddieClairiey.

Jeg skipper endnu engang videre til den næste. Jeg vil lave store ændringer på mig selv, for hvem ved, måske gør de det samme? Desuden er jeg heller ikke særlig køn. For fanden da, hvem gider date en bumset spiladdict på femogtyve, som stort set sidder inde i hans lejlighed døgnet rundt. jeg bumset, mit hår er uglet og grimt… Så jeg ændrer sku’ mit udseende meget, uanset deres forbandede regler. Ensomme piger drømmer bedst - ensomme mænd forsvinder mest.

Mathvew25

Regler for ændringer på dit udseende:

-Hårfarve: Okay at ændrer.

-Hår længde: Okay at ændrer.

-Din Højde: Okay at ændrer med max 7cm.

-Din øjenfarve: Okay at ændrer.

-Din former: Ikke okay at ændrer.

-Din størrelse (tyk som tynd): Ikke okay at ændrer, da vi mener, at man skal ikke gøre sig mere lækker end man er.

BlakeHorse

Jeg roder lidt rundt på nettet, inden jeg vil gå på rollespilsserveren. Der er intet nyt under himlen, og jeg vælger at lukke fanerne, for at åbne Thakolo fra ThakoloSystem. Den sorte boks ændrer lidt på hele lyset fra min skærm. Splatter Party Bizarre Murder med Ashe lyder ud gennem mine Axent wear hørertelefoner. Sangen er gammel - tilbage fra 2014 -, men det gør den ikke dårlig. Den er faktisk meget god, og Ashe synger meget godt.
Der er kommet en ny server til Thakolo. Kitcha-2016. En computer har hurtigt sammensat serveren med alt det info, den har og kunne finde om år 2016. Sender man ThakoloSystem en request om noget, der er sket, så kan de oprette en server på ti minutter, men sender man dem en request om noget, der aldrig er sket, så kan det tage dem dage, hvis ikke måneder. Jeg klikker mig ind på Kitcha-2016 og bliver straks bedt om at designe mig. Ud fra billeder jeg har sent til Thakolasystem, står en digital kopi af mig klar. Den ligner mig perfekt, og det er altid den, man skal starte med at ændrer på. Jeg starter med at farve mit hår grønt i stedet for sort. Håret har den korte længde, jeg havde dengang Thakolasystem kom til. Min øjenfarve skal matche hårfarve, så jeg ændre dem fra lysebrune til turkis. Jeg glor lidt mere på mig, og fjerner nogle af de hudpigmentsfejl og bumser jeg har. Min højde ændres med syvcentimeterreglen de snakkede om. Syv centimeter højere så jeg kan være hundrede og syvogfirs centimeter høj. Hvad jeg normalt ændrer min højde til i rollespillene. Jeg gør mit ansigt lidt kantet og lidt ældre - end de sytten jeg var da jeg tilmeldte mig Thakola -, men stadig yngre end jeg er nu.
Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...