Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
849Visninger
AA

5. Hospitalet

3. Marts 2025

Bippende lyde bryder stilheden i det hvide rum. En kvinde sidder og græder lydløst for fodenden af min seng. Jeg har åbnet mine øjne svagt og giver en lille stønnende lyd fra mig. Kvinden for op. Hun nærmer sig med små stille skridt. Jo mere hun nærmer sig, jo bedre kan jeg se hendes ansigt. Det er min mor. Hvorfor græder hun? Hvorfor ligger jeg i… hvad ligger jeg i? Det er ikke min seng. Jeg kigger mig omkring. Alt er så lyst, men jeg opfanger hurtigt, at jeg er på hospitalet. Så jeg overlevede angrebet? Hvordan? Min mor løfter min overkrop stille op, så jeg kommer op og sidde. Mine ben er helt slappe. Jeg kigger hende over skulderen, som hun krammer mig. En mand med sort hår som mit - bare kortere - og et ansigt der er yngre end mit - men ligner meget - kommer gående ind i mod mig. Den ældste af mine lillebrødre. Maxwell. Jeg er faktisk den eneste, der har et udlandsnavn blandt alle mine søskende. Eller rettere - et meget specielt udlandsnavn -, men det rører mig ikke. Nok mest fordi jeg har levet med det i femogtyve år.
Maxwell slår mig over låret, og min mor giver slip på mig, så jeg falder ned og ligge igen. Mine arme gør ondt. Jeg tager kun et kig ned af en. Mekalinilin? Mine arme er næsten healet. Det kan kun skyldes det nye stof - mekalinilin. Stoffet kom frem i 2020, som et ulovligt stof. Altså det hørte med til kategorien stoffer, men man fandt dog ud af, at det havde en evne til at styrke vores immunforsvar, og få vores kroppe til at heale hurtigere. Efter man fandt ud af det, bliver det næsten brugt til en hver situation på et hospital. Jeg prøver at smile, men har stadig en stikkende smerte i mine arme og i min hals.
”De nåede lige at redde dig - hva’?” siger Maxwell og smiler til mig. Han er bare lykkelig for, at jeg ikke er endt som den ene af vores storebrødre. Det ville have været slemt. Så skulle min mor forklarer at to af hendes 14 sønner var myrdet og fem var døde i krig. Det er rigeligt, at hun allerede skal sige, at en er myrdet, og seks er døde i krig. At skulle ligge en mere til vil ikke hjælpe. Som at servere for meget lagkage når folk ikke kan mere. De bliver dårlige. I dette tilfælde bare mere trist. Mange besøger min mor - eller rettere -, det er mest de samme som tit besøger min mor, mens venner der ikke kan tåle al den død bare forsvinder fra hendes liv.
”Hvem nåede lige at redde mig?” spørger jeg, mens jeg lader som om, at jeg ikke ved det. Jeg ved godt at politiet nåede at komme frem. Jeg er bare heldig, at de orkede at komme frem. Så heldig var min storebror ikke. De gad ikke engang svare ham, da han ringede - hvilket vi fandt ud af senere -, og det er egentlig ret skidt for U.S.A.
”Politiet for pokker! De var i området allerede, da du ringede. Du er et heldigt æsel!” Maxwell griner bare. Jeg ved, at han bare skygger over, hvor nervøs og bange han har været, for at jeg skulle dø. Jeg er jo hans storebror.
”Hvad er der heldigt ved dette æsel? Dette æsel lever i dårlig stands lejlighed i udkanten af byen,” sandheden er som malet op på væggen. Alle går forbi væggen, men ser den ikke. Sådan er mit liv. Glemt. Ensom. Ingen ser mine nødråb. Nu laver jeg ingen nødråb. Nu står jeg bare der, som væggen og famler mere og mere.
En doktor kommer ind i hans hvide kittel. Jeg har altid hadet læger. Både dem der har med det fysiske og psykiske at gøre. Nok mest dem med det psykiske.

”Nu skal du bare se. Dette er Victor Vics og han er en kakadue,” lægen har en sok med et næb på sin hånd. På bunden - eller toppen an på vinklen - sidder der tre stykker stof der skal forestille kakaduens hanekam. Jeg sidder stiv på stolen og gør kun dette for at gøre mine forældre glade. Jeg skal åbenbart komme mig over mordet - som de siger. Må jeg ikke bare finde min egen vej at komme ud af dette? Alex spiller og jeg spiller da tit med ham, og så glemmer jeg verden omkring mig - og mordet.
”Stop med at have en sok på din hånd… jeg er ikke tre år gammel,”

”Daisuke? Daisuke Kewaio? Kan du hører mig?”
spørger doktoren. Jeg fokuserer mit syn på ham. Hans brune hår glider ned over det ene øje - nogle hvide hår kan skimtes her og der -, og hans grønne øjne kigger direkte ind i mine. Han står med en lommelygte, og jeg tror, at den lige er blevet brugt. Jeg nikker ja til doktoren. Jeg kan hører og se ham.
”Kan du se mig?” spørger han mig, mens han tager et godt greb om min skulder. Jeg nikker. Han ser helt forbavset ud. Har jeg været død siden de regerer sådan? Min mor står og græder, mens Maxwell prøver at trøste hende. Jeg kan umulig have været død. Jeg har jo fået Mekalinilin, så risikoen brude ikke være der. Medmindre det er en kopi af mekalinilin?
”Kan du mærke mig?”
spørger doktoren, i dette tilfælde vælger jeg bare, at flytte hans hånd fra min skulder, som svar på hans spørgsmål. Han ånder lettet op og stille sig fuldt oprejst for at vende sig om mod min mor og min lillbror Maxwell. Kunne han i det mindste ikke fortælle mig, hvorfor jeg lige er blevet undersøgt?
”Han har det fint for nu. Jeg gætter på at hans krop afviste Mekalinilinen efter dens virkning og det så satte ham ude af spil. I alarmerede hurtigt og det reddede hans liv… for nu,” fuck! Jeg var sgu død! Mit hjerte stoppede sku’?! Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Jeg skal kaste op og det kan kun for langsomt. Jeg vipper om på siden for at kaste op ned på gulvet. Lægen vender sig hurtigt om for at gribbe fat om mit bryst for at holde mig i den rigtige stilling, mens han prøver med den anden hånd at bippe nogen. Mit grønbrune bræk plasker ud til alle sider. Mekalinilinen kan ikke være falsk - jeg er bare allergisk for det i den. For kombinationen af de forskellige stoffer i den. Nogle læger kommer løbende. De kigger alle forskrækket på mig, mens jeg kæmper mig op og sidde med bræk der løber ned af mit skæg.
”Hvad sker der?” spørger den ene til den doktor, der har undersøgt mig. De stiller sig sammen i en gruppe. Min mor kommer over og tager min hånd. Hun håber bare på jeg overlever dette… hvis jeg ikke bliver dræbt… bliver jeg vel forgiftet…

Jeg vågner med et sæt og skriger op. sætter mig op og holder mig på brystet. Det gør ondt. Mekalinilinen har ødelagt mig fuldstændig. Jeg er røget på almindelig antibiotika og andre medicin. De skulle have gjort sådan fra starten. Redde mig på de gammeldags måder - som dengang jeg var barn. En sygeplejer kommer løbende og griber fat i mig, mens hun bipper mine læger. Jeg fortsætter med at skrige op, mens hun kæmper for at få mig til ro. Langsomt falder jeg dog til ro, men det gør stadig ondt i mit bryst. Den første af mine læger - ham med det brune hår - løber ind i rummet og hen til mig.
”Væk!” råber han bare, og sygeplejeren flytter sig straks, for at min læge kan finde en hvid og grå rund dims op af skuffen for at stikke den direkte i brystet på mig. Smerten fortærer sig langsomt og forsvinder efter to eller tre minutter. Jeg lukker bare mine øjne, da smerten er væk.
”Sov du tryk videre…” fortæller min læge mig roligt. Jeg griber - ud i det blå - efter hans håndled - og rammer egentlig meget godt, i forhold til jeg intet kan se-.  Han rykker lidt på sig, for han var på vej i en fart.
”Kommer jeg nogensinde rask ud herfra?” spørger jeg og åbner mine trætte øjne. Han ryster på hovedet. Uanset hvad der sker fra nu, vil jeg ikke komme hundrede procent rask ud herfra. Det heldige æsel er ikke heldigt. Det er bare en facade den bærer lige inden den dør. Æsler dør tidligt fordi menneskeheden slider dem til døde. Jeg blev bare ødelagt af en menneskelig fejl. At de regnede med at alle tålte Mekalinilin, men de fandt ud af noget nyt forleden. Ikke alle kan tåle Mekalinilin.
Jeg giver slip på ham og smiler bare for at lukke mine øjne og falde i søvn - for det er en ting jeg virkelig gerne vil lige nu…

Sneen presses sammen af mine store fødder, der er pakket godt ind i et par store, tykke og sorte vinterstøvler. En stor sort vinterjakke holder min krop varm, og mit Axent wear holder mine ører varme mens jeg lytter til P I N K S K H U G Big Bang R&B Medley Japanese English Versions HDB2014 R3
Jeg er koblet helt fra verden og står bare og venter på en taxi, der kan kører mig hjem til min lejlighed. Min lillebror Maxwell har installeret en bedre sikkerhedslås på min dør, så jeg ikke vil opleve at blive overfaldet, mens jeg spiller. Åh gud… Adora… jeg har haft glemt alt om hende. Min privatmail er garanteret fyldt op med mails fra hende, der er super bekymret for, hvorfor jeg igen bare forsvandt ud af det blå. De rollespil er ved at blive farlige for mig. Jeg tør ikke lige nu og her at rollespille et digitalt rollespil. Digitalt og digitalt - jeg tør kun skriverollespil lige nu. Jeg skal ikke opleve at blive overfaldet på den måde lige nu.
Taxien kører ind på hospitalets levere- og opsamlingssted. Døren til passagersædet foran åbner og jeg sætter mig bare ind uden nogen ord. Taxachaufføren har allerede tastet ind på gps’en, hvor jeg bor, så han kan finde vej til mit hjem. Jeg kæmper med at få min taske om på skødet. Mine læger har givet mig en taske propfyldt med medicin, som jeg skal tage dagligt. Flere gange om dagen - med nogle af dem. Dette er det rene mareridt. Mekalinilinen gav bagslag, og nu er jeg så konstant på medicin, der skal holde min krop i live. Jeg er dødsdømt i en ung alder - uanset hvad folk siger.

Taxien stopper foran den store betonblok jeg lever i. Sneen får blokken til at se lysere ud, selv om den er mørk og dyster og lyser op med sygdom og fattigdom, så ser den en smule lysere ud her i sneen. Jeg stiger ud af taxien og sparker til et lille styk af betonblokkens mur, der er faldet af den slidte bygning. Jeg tager små langsomme skridt over mod min dør. Jeg bor i bunden. I stueetagen. Jeg må nu indrømme at mit gulv indenfor er cirka tredive centimeter under jordoverfladen uden for. Det er et trist og forsænket sted, men det er mit hjem. Jeg finder min husnøgle frem og stikker den ind i det forslidte nøglehul nedeunder dørhåndtaget. Jeg trykker håndtaget ned, da et lille klik lyder. Maxwell sagde noget om en ny smart lås der åbner og lukker som jeg ligger min hånd på. Det var vidst også det første jeg skulle gøre når jeg kom hjem, så kun jeg kan åbne ellers vil alarmen lyde og slukke ned for strømmen efter et hvis antal sekunder. Et halvt minut tror jeg, at han mumlede lidt om. En stor boks med en scanningsplade står lige inde for døren, og som sagt begynder en alarm at lyde - men den slukker ikke for strømmen i nu. Jeg skynder at ligge min hånd på pladen. Larmen forsvinder lige på stedet. Hjem kære hjem. Jeg smækker døren i og smider min taske på gulvet, hvor jeg sparker den indtil side, inden jeg kæmper mig ud af vintertøjet. Min computer står tændt og giver små piplyde fra sig. Jeg vidste det. Min privatmail er overspammet. Min computer siger kun piplyde, når privatmailen er fyldt. Jeg tager langsomme skridt mod mit køkken. Jeg gider egentlig ikke at svarer nu. Jeg har ingen grund til det lige nu. Jeg er bare sulten, og det kommer først.
Jeg snupper en pakke nudler, som jeg bare har lagt på køkkenbordet, da jeg tømte de fire kasser med mad og drikke for nogle uger siden - tror jeg. Jeg tager bare nudelpakken med over til mincomputer og kvaser den med mine fingre. De fleste beskeder er fra LonelyRider, der er blandet med hendes venners beskeder. Jeg sidder bare og glor på skærmen. Hvorfor var det lige, at jeg satte mig her i første omgang?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...