Ingen snak

Jeg tager mit Axent wear ud af stikket - og gør det trådløst - for det skulle bare lige oplades. Jeg snupper en maske, som jeg spæner fast til Axent wearet, før jeg lægger mig i min seng. Hjernebølger er alt, der skal til, for at man kan rollespille. Jeg er altid vågen når jeg spiller, men på denne måde er det afslappende og føles mere realistisk, fordi at på et tidspunkt vil min krop sove, og jeg vil ikke kunne føle den mere…

12Likes
60Kommentarer
851Visninger
AA

7. Chokolade

21. Marts 2025

Manden der angreb mig, vidste sig til at være hyret til at dræbe mig. Han var hyret af familie, og hans familie hedder Højgaard til efternavn ligesom Amalie gør, men det er rettet specifikt mod en. Skaberen af ThakolaSystem. Personen er ingen ringer end Amalies egen onkel, og han kan ikke anholdes, da han allerede sidder i fængsel. Det undrede mig ikke med den stregkode han havde på hans bruger. Fængslede personer har ingen rettigheder til at ændre på deres bruger. Ikke engang hvis de opfandt ThakolaSystem. Ser det da ud til? Det undrer mig faktisk at han er under samme regler som alle andre. Han kunne vel egentlig lave hans helt egen regler?
Men i hvert fald, manden der angreb mig var Amalies anden onkel. De to onkler er tvillingebrødre og kun syv år ældre end mig. Hvilket betyder at de var 25 år, da firmaet fik succes, men det undrer mig dog, hvordan de så vil lave al den ballade og lade sig arrestere, hvis de opfandt firmaet og spillene?
Jeg slår øjnene op. Nok med at ligge her i min seng og syvsove. Det er Amalies atten års fødselsdag, og jeg skal nå at ringe til hende og sig tillykke. Jeg sætter mig op og kigger på klokken. De røde lysende tal på pladen viser, at klokken er 14.57. 14.57!!! FUCK! Hun bor i Danmark. Den må mindst være ved at være midnat derover. Jeg skynder mig op og stå og snubler i stedet over mine egen fødder og falder lige så lang som jeg er. Det vil sige lige inden jeg rammer min stol, som jeg i stedet trækker med ned, da jeg griber fat i ryglænekanten for oven på den. Dens tunge ryg slår mit hoved ned i gulvet med et ordentligt gonk…
 

”Og hvor meget vejer du så nu?” spørger hun mig, mens hun prøver at fange mig. Vi løber rundt i det virtuelle høje græs og leger fangeleg. I morgen er hun atten. Det er næsten fulde to uger siden vi kom sammen, og det er præcis en måned siden vi mødte hinanden.
”Jeg har taget… seks pund på… men du tvinger mig jo også til at spise, når jeg tager mine piller!” hun vælter mig i et ryk og vi griner. Hun skynder sig ned og kysser mine læber. Hun er glad for at jeg tager på. Hun mener at det er vigtigt. Jeg kan også se det på mig selv der hjemme… ret hurtigt egentligt. Jeg er stadig et skelet, men det er blevet bedre. Jeg er ikke et helt tynd skelet med hud. Nu er jeg skelet med et meget tyndt lag fedt og et tyndt lag hud.


Jeg prøver at skype Amalie. Hun tager den ikke. Måske er hun allerede gået i seng. Uanset hvad skal jeg i hvert fald have noget at spise. Jeg er blevet endnu mere sulten, efter Amalie er begyndt at påtvinge mig til at spise oftere og mere. Jeg lister mig over til mit køleskab. Pilleglassene er næsten helt tomme. Jeg har heldigvis mange flere i tasken fra hospitalet. Jeg åbner køleskabet. Det er fuldstændigt tomt. Jeg har aldrig ladet det stå helt tomt før. Skal jeg allerede ringe til Walmart? Hvordan er det muligt, at dette er gået forbi mine øjne? Mine tanker? Har Amors pil virkelig ramt mig så hårdt, at den har gjort mig… blind? Hvor er min mobil? Jeg skal ringe… nu. Det skal være nu. Jeg styrter rundt i min lejlighed. Ude på det lille badeværelse - hvor den ikke er - og rundt i det lille køkkenalrum. HVOR I HELVEDE HAR JEG LAGT DEN?! NEJNEJNEJ  sig ikke jeg har glemt den hjemme hos min mor! Det er så løgn!

”Så hvorfor var det lige du besøgte mig?” spørger hun mig skeptisk og stiller kaffen på bordet. Jeg sidder og skriver med Amalie på min mobil.
”Fordi Amalie sagde jeg skulle,” hun glor overrasket på mig. Okay, så jeg har glemt at fortælle om Amalie. Min mor kaster sig over til mig og krammer og kysser mig kind med et smask. Hvad går det der ud på?
”Åh! Min lille skatterbasse har fået sig en kæreste. Nu skal jeg hente nogle kager!” er jeg hendes skatterbasse ud af fjorten børn, hun har født? Og hvorfor skal det lige fejres med en af de der sandkager?


Jeg åbner min hoveddør. Sneen er væk, hvilket er meget rart. Jeg træder ud på den kolde, hårde, grå asfalt, og slæber mig hen til min nabos dør. Hvornår bankede jeg sidst på en nabos dør? For ti år siden, måske? Jeg banker meget hårdt på ståldøren. Min hånd gør ondt efter banken, men naboen skal jo kunne hører det. Efter et minut eller to bliver døren åbnet. En gammel dame står og kigger på mig.
”Knægt… hvorfor brugte du ikke bare dørklokken?” er der en dørklokke? Hvor gemmer den sig? Hun står og glor på mig uden et ord, men hendes ansigts udtryk - og de mange rynker - ændre sig til at give et meget skeptisk udtryk.
”Hvem er du egentlig?” spørger hun mig om. Hvem er jeg? Ja, jeg har været din nabo de sidste syv år frue. Det kunne jeg sige - men det vil være uhøfligt. Okay, uanset hvad jeg kommer til at sige, er det uhøfligt. Det ved jeg allerede nu.
”Din nabo?” siger jeg skeptisk og flagrer med armene som en idiot. Hun glor også på mig som om jeg er en idiot.
”Du er ikke Hr. Johnson?” spørger hun meget skeptisk. Jeg sukker og ryster på hovedet. For den da! Kan jeg være så svær at huske?
”Din anden nabo!” halvråber jeg af hende. Jeg gider ikke små julelege eller hendes meget dårlige hukommelse.
”Vel ikke ham der den halvfede gamer, der aldrig bevæger sig uden for sin dør? Jeg har ikke set ham siden han flyttede ind,” ENDELIG! Okay, halvfed er måske et lidt for dramatisk ord for en normal vægt jeg havde dengang. Okay jeg indrømmer der måske sad en frikadelle her og der, da jeg flyttede ind, men det er så syv år siden. Jeg har altså tabt mig en del siden dengang.
”Jeg vil bare spørger om jeg må låne din telefon?” og dit internet. Ja jeg kunne vel have skypet Amalie - men der er større chance for hun tager telefonen end hun har computeren tændt. Desuden hvis hun sover vækker det hende heller ikke. Telefonen vil vække hende - jeg må jo bare undskylde.
”Til hvad dog?” damen glor nysgerrigt på mig. Jeg ligner garanteret en idiot i meget slidte ternede natbukser og en stor, slidt Assassin’s creed t-shirt - som jeg har ejet længe før jeg flyttede hjemmefra.
”Jeg skal ringe til… min kæreste… og jeg har glemt min mobil hjemme hos min mor…” mumler jeg flovt. Kun min mor ved jeg har en kæreste, at min nabo også skulle vide det, havde jeg aldrig gættet selv. Damen smiler bare og giver tegn til jeg skal komme ind. Hendes lejlighed er lidt større end min. Det lysebrune trægulv ligger kun en smule under jordoverfladen. Væggene er hvide og fine, men der hænger et spindelsvæv fra loftet her og der. Jeg går med hende ind og sætter mig stille og roligt ned i hendes grå lædersofa. Grønne lamper lyser rummet op. Damen går i køkkenet og finder noget kage frem. Sandkage - men med hvad smag, det ved jeg ikke. Hun lister tilbage og stiller den på bordet. Hvorfor får jeg altid kage?
”Må jeg gerne ringe to andre steder hen også? Jeg skal bestille nye madvarer og ringe til min mor, så hun kan sende min lillebror af sted med min mobil,” fortæller jeg damen. Hun nikker og hiver en lidt gammeldags Iphone op af lommen - men det går nok. Jeg snupper den bare. Damen har ingen lås på, så jeg begynder at taste Amalies nummer ind. Jeg husker at sætte +45 foran, for at telefonopkaldet går til Danmark. Heldigvis koster det ikke ekstra nu om dage. Ikke som da jeg var ung. Dengang kostede det en formue. Damen har sat sig i hendes lænestol og følger mig nysgerrigt. Telefonen ringer. En sang spilles. En meget gammel sang. Ældre end dem jeg hører.
”H-ha-ha-hallo?” en person gaber ordet i den anden ende. Amalie var altså gået i seng - for pokker da også. Hun har garanteret ventet hele dagen på at jeg ringede.
”Undskyld for at jeg først ringer nu. Jeg sov over mig, og har glemt min mobil hjemme hos min mor i går…” siger jeg stille, men meget nervøst ind i telefonen. Hvad vil hun mon sige til det?
”Nå det er dig Dai… dejligt du ringede, og det gør ikke noget. Jeg har alligevel ikke rigtigt lavet noget. Jeg skal altså ligge på. Min mor sover… kan du ringe i morgen?” ja nynner bare et ja som svar på hendes spørgsmål og ligger på. Nu skal jeg bare ringe til Walmart og min mor…

Jeg ligger axent wearet på mit skrivebord. Jeg sidder og skriver med PlayGame, som jeg nu er blevet bekræftet i er Amalie. Teknisk set skriver jeg jo med Amalie - men lige nu hedder hun PlayGame - og det er sådan det fungerer. Jeg skriver for den store stærke dominerende dæmon præst, der dog har et svag punkt for et menneske og vil gøre alt for dette menneske. Endda møde sin død.
Ama - PlayGame er dette menneske. Jeg gnider mig i øjnene for så at klø min hage. Skægget klør mod mine fingre, og mine fingre klør hagen, der bliver irriteret af mit skæg. Jeg nipper lidt til en kakao. Der er flere kakaoer med denne gang, og en rigtig chokoladekage. Jeg købte luksus kvindeparken efter, at jeg har fundet ud af, at der er rigtig chokolade på markedet igen. RIGTIG! Og så smager det himmels.

Amalie - skal have mine piller og noget at spise - er tilbage om ti minutter.

Din Daisuke :)

Jeg rejser mig fra min skrivebordsstol og smiler meget. Nu skal jeg have noget chokoladekage og mine piller, men mest chokoladekagen. Jeg åbner mit gamle rustne køleskab - jeg burde købe et nyt, men jeg har ikke pengene til det - og fisker et stykke kage ud, jeg har gemt på en tallerken. Jeg stiller tallerkenen på bordet og åbner pilleglassene for at tage dem med tilbage. Jeg går tilbage til mit skrivebord med kagen og pillerne, og sætter mig så til rette. Pillerne skal først, så jeg sorterer det der er sværest at få ned som det første, så de er overstået, og så tager jeg de lette. Det hele bliver skyllet ned med kakaomælk… chokolade er lækkert. Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg var lidt tyk, da jeg flyttede hjemmefra - og chokoladen vil også blive min kur lige nu til at tage på og ikke være et skelet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...