Dance masters

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber holder dansekonkurrence. Han skal bruge en danser som hans partner i et danseshow som hedder "Dance masters" hvor en kendt skal have en ukendt med. Derfor afholder han en konkurrence som mange unge piger stiller op til for at blive hans partner. Deriblandt er også den dygtige danser, Rosa Scarfield som vil gøre alt for at vinde konkurrencen. Rosa er konkurrence menneske og vil bevise overfor Justin at det er hende han skal vælge. Derfor bliver hun vred da Justin vælger en anden som hans partner. Men på mystisk vis bliver hun alligevel Justins partner og de begynder at øve til showet sammen. Men Rosa og Justin finder ud af mange ting om hinanden. Justin ser tydeligvis kun Rosa som den anden bedste og på grund af det store konkurrence menneske hun er, forsøger hun at bevise det modsatte. Pludselig havner de begge to i flere konkurrencer af gangen. Både i showet blandt de andre deltagere, men også mellem de to indbyrdes. Hvordan vil det mon gå? Find svaret her. *Kendt.*

16Likes
18Kommentarer
2167Visninger
AA

3. "Jeg skal til audtion."

 

Outfit:

 

// Rosas synsvinkel //

 

Jeg skubbede hætten helt op over hovedet så snart jeg trådte ud af døren. Jeg førte armene rundt om mig selv, så skuldertasken røg helt ned omkring håndleddet. Det var koldt. Man kunne se på den hvide sky ude for min mund, at der var under ti grader, hvilket gav en forklaring på at jeg frøs så meget. Jeg havde ellers taget min store vinterjakke på, men den var også åben hvilket igen gav en logisk forklaring på mit frostproblem. Jeg var det man kaldte en frossenpind. Jeg hadede kulde, sådan var det bare. Jeg gned mine hænder mod mine arme, som var indhyllet i ærmerne på vinterjakken og mine fingre i handskerne. Jeg skubbede skuldertasken på plads og låste døren bag mig, trådte ned af de tre trappetrin og så kort op mod den brune træbygning. Det var hyggeligt, mit hus. Måske var det grimt udenpå, men jeg elskede det.

Jeg småløb hen ad den lille sti, gik gennem den lille havelåge og endte så omsider ude ved min bil som stod parkeret, med halvdelen af julene oppe på fortovet. Den stod ude på vejen fordi jeg ingen indkørsel havde. Jeg skyndte mig at låse døren op på den gammeldags facon, med en fysisk nøgle som blev stukket ind i nøglehullet og drejet om. Jeg havde en gammel spand i den mest skrækkelige halv blå farve, men ligesom mit hus, elskede jeg den, trods utallige skrammer. Jeg havde arvet den af min morfar, så den var ved at være en gammel sag.

Jeg skulle hen til hallen, auditionen skulle afholdes i. For at sige det som det var, så var det alt for tidligt at stå op til en lørdag morgen. Jeg var øm i hele kroppen efter halvanden dags hård træning i vores egen lokale hal, jeg arbejdede i, så da jeg drejede nøglen om og bilen skramlende startede kunne jeg næsten ikke træde på pedalen og få den til at køre. Men jeg endte da med at gøre det alligevel. Heldigvis havde jeg min varme hjemmebryggede kaffe i en termokande ved siden af mig og desuden var radioen tændt, så to timers tid ville nok ikke gå så langsomt endda.

 

 X X X

 

Endelig kunne jeg skimte den store, runde hal forude. Kaffen jeg havde haft med mig var drukket for længst og jeg var pludselig fuld af energi! Kaffen havde gjort mig energisk og aldeles spændt på hele min audition. Det var lang tid siden jeg havde slugt den sidste dråbe kaffe, da jeg var så træt til at starte med, så jeg havde siddet og trippet i en times tid nu. Jeg havde øvet mine dansetrin i hovedet så mange gange nu, så selvtillidden var i top da jeg parkerede min varme bil og trådte ud i den kolde morgenluft. Klokken var ved at være ni, så jeg låste hurtigt min skrammelkasse af en bil, og gik op mod den store bygning. Jeg nåede op til en svingdør og trådte hurtigt ind. Jeg gned mine hænder mod hinanden da jeg trådte ind ad døren. Jeg kiggede rundt mens jeg tog mine kæmpemæssige luffer af. Der var en slags reception ting, så jeg tog min skuldertaske og min sports taske og spankulerede  over til damen der stod bag bordet. Der var en pige foran mig, som havde kort lyst hår. Hun havde leggins på og en stor fluffy lyserød jakke. Jeg stillede mig bag hende og ventede på at hun blev færdig med at snakke med damen.

Efter fem minutter, kiggede jeg nervøst på mit ur. Med denne fart ville jeg aldrig nå at klæde om! Jeg trippede utålmodigt, hvilket fik pigen foran mig til at se på mig et øjeblik. Jeg smilede hurtigt, falsk til hende og hun vendte sig igen og talte videre. Jeg sukkede lydløst og kiggede på det store ur over receptionistens hoved. 

"Undskyld? Undskyld miss kan jeg hjælpe Dem med noget?"

Jeg rystede forvirret på hovedet og så så hen på damen som snakkede. Pigen i den lyserøde jakke var væk. Hvor lang tid var det siden hun var gået? Jeg klemte et akavet smil ud og skyndte mig helt hen til disken.

"Øhm ja. Øhh.. dansere til Justin Biebers audition? Hvor skal vi gå hen?" spurgte jeg forvirret. Damen så træt ud, men svarede dog høfligt, som det var hendes job at gøre.

"Ja, det er herhenne til venstre." Hun lavede et kast med hånden mod en gang til venstre. "Held og lykke. Opskrivningen foregår derinde." 

"Tak," svarede jeg bare og skyndte mig hen mod gangen. Havde jeg stået så lang tid og ventet, for at få noget at vide jeg selv kunne have fundet ud af? Årh. Nå, jeg var da i det mindste ikke kørt ud til en forkert hal. Lucky me. Jeg kom hen til gangen, drejede skarpt til venstre og gik hurtigt ned af gangen for at finde et omklædningsrum. Jeg fandt endelig et der var til kvinder og trådte ind. Jeg forventede at se en hel hob af piger derinde, men der var ikke et øje. Ikke engang deres sporttasker? Var her ikke andre? Altså, hvis der ikke var andre, ville denne audition jo blive letJeg endte med bare at gå ind og klæde om i en fart. Da jeg blev færdig tog jeg min vandflaske, skuldertaske og sports taske med mig og gik ud.

 

Outfit:

 

Jeg kunne høre en masse larm et sted fra, og selvom jeg havde vildt travlt, drog min nysgerrighed mig ned til den hal, larmen kom fra. Jeg stak et hoved ind og kiggede derefter på døren. Der stod et stort skilt med ordene "Dance audition!". Jeg klaskede mig selv på panden. Det var her! Endelig havde jeg fundet det og jeg krøb stille ind. Jeg kom for sent! Klokken var lidt over halv ti, så det var ikke godt! Jeg skulle have været der klokken halv! Damnit! Nå, men der var ikke andet at gøre end at smide sports tasken og vandflasken på gulvet og løbe ud til de andre, som lavede opvarmning samlet. Det var lige det jeg valgte at gøre! Så nu løb jeg altså over til dommerbordet.

"Øhh hej, jeg hedder Rosa Scarfield og jeg skal til audtion her," sagde jeg forpustet til en skaldet mand med briller, som sad ved en mikrofon bag et langt bord. Han så træt ud.

"Jaså," svarede han. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af om han var sur eller bare træt, men det kunne også ske at han bare var træt af mig.

"Du kommer for sent."

Årh, fortæl mig noget jeg ikke ved! tænkte jeg, men jeg holdt min mund. Mine fremtidige resultater skulle ikke gå ud over lidt mundhuggeri. Jeg kvalte et suk og smilede anstrengt til manden, som sad helt roligt med sine papirer i hånden. 

"Ja, det er jeg. Kan jeg få lov til at varme op?" spurgte jeg endnu mere anstrengt. Jeg skævede nervøst ud mod mængden af piger i trænings tøj, som løb rundt i hallen. Jeg ville ikke kunne danse ordentligt hvis jeg var helt kold! Jeg måtte altså nå at varme op!

"Ja selvfølgelig. Dit navn igen?" svarede han endelig.

"Rosa Scarfield," svarede jeg hurtigt og trippede med fødderne. Så nervøst ud mod banen.

"Undskyld miss, en gang til?"

Ork! Den mand kunne heller ikke finde ud af at udtale mit navn! 

"Scar-field," svarede jeg hurtigt og stresset og lagde tryk på hver stavelse så den gamle fattede det. Han så benovet ud og jeg fik straks udleveret et nummer, som jeg hurtigt klistrede på maven. Jeg løb hurtigt ud til de andre og begyndte at svinge med arme og ben.

 

X X X

 

"Ja, de damer, så kan vi godt gå i gang. "

Jeg kiggede op.

"Velkommen til denne audition! Som I alle nok ved, afholdes den fordi at verdenskendte Justin Bieber skal medvirke i et tv- program kaldet 'Dance masters'. Han skal derfor vælge en partner i dag, som han kan danse sammen med gennem showet. Så gør jeres bedste - held og lykke. Og så vil Justin lige sige et par ord.!"

Mikrofonen blev givet videre fra arrangøren til Justin, og Justin tog imod den. Gud hvor var han cute! Det smil dér!.. Tænk at han virkelig var her! Altså, jeg var ikke belieber eller noget, men en hver sjæl på denne Jord havde vel et eller andet med JB. Sådan er det bare. Han var simpelthen bare for cute. Og flot. Handsome.

"Øhm ja.. det hele er jo blevet sagt så.. hej. Jeg er Justin - som I nok ved, og jeg finder jo som sagt min partner til showet i dag, såe.. held og lykke?" Han smilede akavet, hvilket jeg og de andre piger tydeligvis fandt bedårende. Ellers havde vi ikke meget til fælles. Der blev sent mere eller mindre hadefulde blikke til hinanden. Det var tydeligt at alle ville gøre deres absolut bedste, for at vinde og blive Justins partner. Det havde jeg dog også og jeg synes jeg så mega lækker ud, så jeg glædede mig som en sindssyg til at vise min dans. Jeg var midlertidig kun nummer 41, så vi manglede en hel del. Der var flere hundrede mennesker med, så det ville blive en lang dag.

 

"Nummer 41. Rosa Scarfield."

Jeg var ved at kvæles i min egen bananmad, da mit navn blev råbt op. Jeg puttede hurtigt det sidste i munden og skyndte mig at sluge det så hurtigt som muligt. Jeg rejste mig hurtigt fra min lille siddeplads omme bagved, hvor jeg sad på min jakke. Jeg tog en hurtig slurk vand og svang lidt med armene, inde jeg småløb om til scenen jeg skulle vise hvad jeg kunne på. Jeg kiggede mig en enkelt gang tilbage. Mange af pigerne fik lige som jeg, tiden til at gå ved at høre musik og spise og drikke vand. Måske hørte de sangen de skulle danse til. Det havde jeg ihvertfald gjort, så nu havde jeg den i kroppen. Pigerne sendte mig et par onde blikke. Jeg ignorerede det. Det her var konkurrence - ikke en venindedag. Det var unyttigt at danne vanskaber, når man skulle konkurrere og måske risikere at tabe til den anden.

Jeg trak det mørke forhæng lidt til side, så jeg kunne komme ind på scenen. Jeg gik helt ind til midten af scenen, hvor jeg så stod stille. Foran mig sad Justin og en anden mand, som skulle vurdere os allesammen.

"Du må være Rosa." Sagde Justin. Han havde et udtryks løst ansigt. No feelings. Tilsyneladende. Jeg håbede at jeg kunne få hans ansigtsutryk til at udstråle ordet storslået efter at have set mig danse. Nu begyndte jeg alligevel at blive nervøs. Du ved, den der trælse følelse der kommer op i maven, når man har skubbet noget til side og så pludselig går det op for én at det er nu. Det er forfærdeligt. Sådan var det nu.

"Ja," svarede jeg stille. Jeg forberedte mig mentalt på dette øjeblik og gennemgik dansen i hovedet.

"Og hvor gammel er du?" blev der igen spurgt, da jeg ikke sagde andet.

"19 år," svarede jeg ligeså udtryksløs som mandens ansigt. Hvorfor var jeg pludselig så nervøs? Sejren var jo sikker? Var den ikke?

"Okay, du kan bare starte når du er klar," meddelte Justin igen, mens han ordnede noget i sine papirer foran sig. Jeg sank en klump. Nu var det nu.

Jeg gik overraskende roligt, hen over det blanke trægulv, hen til musikafspilleren. Jeg satte min telefon til via et grønt stik og valgte sangen jeg skulle danse til. Det var "Single ladies (put a ring on it)" af Beyoncé. Jeg elskede den sang og der var go i den. Den mindede måske meget om mig. Jeg løb hen på midten igen og stillede mig klar. Lukkede øjnene. Samlede fokus. Musikken begyndte og jeg bevægede langsomt mine skuldre op og ned i tak til musikken. Jeg følte musikken ud i armene og helt ud i fingerspidserne. Pludselig fandt mine ben takten og de bevægede sig af sig selv. Serien og selve dansen startede og jeg bevægede mig let rundt på scenen, mens jeg følte musikken som jeg aldrig havde følt den før. Det var bare noget andet, end når man trænede for spejlene det her. Det her var Justin Bieber, og jeg skulle passe på at jeg ikke kvajede mig.

Og lige i det jeg tænkte det, lavede mit ben et knæk, som ikke var meningen og min fod stod skævt. Jeg mistede kort balancen hvor jeg stod, men genvandt den hurtigt og dansede videre. Det bedste var at lade som om det ikke var sket og håbe på at han ikke lagde mærke til det. Men selvfølgelig så han det. Det vidste jeg. Han var professionel og sådan noget så de bare. Jeg dansede dog videre, så mine ben næsten ikke kunne følge med og jeg nød det, som jeg nød at se en smuk solnedgang. Det var fantastisk og den følelse jeg fik i maven, når jeg dansede var ubeskrivelig. Sommerfugle alle vegne, frembrusende lykke og ultimativ glæde. Jo, når jeg dansede var jeg i mit es.

Mine arme var samlet omkring min lænd, da jeg vrikkende med røven afsluttede dansen, med en flot finish. Musikken stoppede og det eneste der hørtes i rummet var min vejrtrækning og en summen fra højtaler anlægget. Jeg havde igen lukkede øjne, men åbnede dem blidt som jeg gik ud af positionen. Jeg så spændt ned på 'dommerpanelet' og blev glad og skuffet på samme tid. De smilede begge to, men ved Justin var der ikke den overdrevene glæde i hans øjne jeg havde håbet på at se.

"Tak for din optræden," sagde han blot og viste mig med en hånd ud igen. Min mund stod halvt åben, mens jeg tøvende gik ud. Skulle han ikke sige noget mere? I det mindste et 'du hører fra os' eller sådan noget? Tydeligvis ikke.

Jeg kom ud til de andre piger, som alle sad og kiggede ligegyldigt på mig. De sad allesammen og læste i blade eller spiste frugt. Et nyt navn blev råbt op og en ny pige skyndte sig ind. Lige så fortumlet som jeg selv. Jeg følte mig overrasket og var fuldstændig mundlam. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg bare ikke troet at det var sådan det ville foregå. Jeg bed det i mig. Jeg tog en dyb indånding og tvang et smil frem på mine læber, mens jeg tog min jakke og taske op. Jeg tog en slurk vand og begyndte at gå ned til omklædnings rummene igen. Der var mange dansere endnu, jeg havde masser af tid til at gå i bad og skifte tøj.

 

X X X

 

Jeg havde underligt nok, igen været alene i omklædningsrummet, men nu var jeg frisk og ren. Jeg havde mit tøj fra før, på og jeg var utrolig spændt. Det var nu - endelig - blevet tid til at finde vinderen. Justin var lige nu, stadig i gang med at finde ud af hvem han syntes skulle have æren at blive hans dansepartner. Han havde været igang i fem og tyve minutter, så nu var der kun fem tilbage, og så ville Justin og jeg begynde at øve til showet - når jeg havde vundet.

De fem minutter gik enormt langsomt, men endelig blev der givet besked til alle, gennem højtalerne i hele hallen, at vi skulle mødes i salen. Jeg havde netop spist min kyllinge sandwich fra hallens café færdig, og jeg sprang hurtigt op fra stolen da jeg hørte meddelelsen. Jeg greb min skuldertaske - min sports taske havde jeg været ude i bilen med - og gik mod hallen jeg havde danset i. Da jeg nåede derhen, stillede jeg min taske bagved og gik ind sammen med alle de andre piger. De fleste så ud til at være ligeså spændte som jeg. Alle havde skiftet tøj. Vi gik ind på scenen og stillede os i en lang række. Jeg kunne se Justin kigge fra den ene til den anden ende af rækken, hvilket fik mig til at gøre det samme fra der hvor jeg stod. Jeg kiggede på mange forskellige ansigter, men ét spottede jeg mellem de andre. Pigen med den lyserøde jakke. Hun stod i køen og havde derfor også været til audition.

Mine tanker blev afbrudt af Justin, som valgte at hoste ned i mikrofonen, så den peb, hvilket fik alle til at holde sig for ørene. Justin bankede et par gange på den og der blev stille igen. Ingen sagde en lyd. Vi ventede bare på at Justin ville sige det vi alle ventede på. Resultatet.

"Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for en fremragende dag, hvor jeg har set alle jeres talenter én efter én. I er allesammen virkelig talentfulde og det skal I alle sammen gå herfra med - om I vinder eller ej."

Jeg følte ikke at han talte til mig. Jeg ville vinde. Jeg havde ikke behov for nogen 'trøst' af ham, når jeg var den bedste.

"Så nu, vil jeg gerne have lov til at sige vinderen, selvom I alle er vindere, husk det." Bla, bla, bla, kom nu til sagen.

"Og den deltager som har klaret det absolut bedst i dag er..... " Han holdt en pause og alle holdt vejret. Et par af pigerne holdt hinanden i hånden. Om lidt ville der være mange skuffede blikke.

"Paris Gold!."

En klapsalve lød og pigen i den lyserøde jakke trådte frem, med blussende kinder.

Hvad!?

 

 

____________________________________________________________________

Hey guys!

UNDSKYLD jeg ikke har opdateret i SÅ lang tid, men jeg har haft en kæmpe skriveblokering, såe.

Men nu er jeg tilbage og jeg er helt klar på denne movella! Her fik I et kapitel mere - hvad synes I?

Hvordan tror I Rosa reagerer? Og hvorfor har Justin valgt Paris istedet for hende?

Husk at like, fave og alt det der dejlige noget <3

Tak fordi I følger med.

 

KNUSER

 

~ Anna M.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...